Strøtanker om bæredygtighed

Huffington Post bragte mandag en yderst interessant artikel af Deepak Chopra, Global Warming and the Meaning of Doom, hvor han indledende ser på forskellige reaktioner på den klimakrise, som med stadig større tydelighed udfolder sig umiddelbart foran os. Han opstiller her fem forskellige taktikker eller attituder, som man kan vælge overfor klimaudfordringen:

– Mount a vigorous public crusade with greater signals of alarm.
– Rely on future technology to reverse the harm done to the atmosphere.
– Prepare for a future with a drastically different ecological balance.
– Do nothing, except perhaps pray.
– Temporize until the catastrophe cannot be ignored.

Den første strategi er aktivistens og klimajournalistens velmente forsøg på at råbe verden op og talen til fornuften, moderinstinktet, retfærdighedssansen, overlevelsesdriften vores allesammens højere stræben og idealer. Den næste er troen på den teknologiske løsning, storskala-geoengineering, det teknologiske fix. Som da Dansk Industri op til Klimatopmødet i København lancerede et Bright Green-concept, hvor vi blot skulle fortsætte med at forbruge som hidtil, så skulle industrien nok sørge for, at producere klimavenligt og bæredygtigt.

Den tredje strategi er den klimatilpasning, vi alle må prioritere, når den fælles klimaindsats ikke lykkes. Den fjerde og femte strategi – ikke-handlingen og udsættelsen – er i dag nok de mest udbredte, både på villavejene og i de politiske systemer. I en situation, hvor vores videnskab har afdækket et akut behov for gennemgribende handling, så vi ved COP17 i Durban verdenssamfundet enes om først at måtte gøre noget fra 2020 og efterfølgende knapt at kunne blive enige om, hvad man havde besluttet. Og vi måtte for nylig i Rio indse, at viljen til at handle i et globalt perspektiv kan ligge på et meget lille sted.

“It seems utterly meaningless to foul our planetary nest,” skriver Chopra: “But there is meaning to be found here. The meaning resides in the very source of the problem, human nature. Human beings place their desires ahead of the collective good. We consider ourselves more important than the ecology, which is rooted in the belief that we are above Nature herself, a privileged species that need answer to no one, not Nature, not God (if a deity exists).”¹

Læs mere »

På FNs Rio+20-hjemmeside finder man et afsnit for Voluntary Commitments, hvor nationer, institutioner, NGOer og internationale organisationer kan byde ind med frivillige forpligtigelser. I skrivende stund er der afgivet 368 frivillige tilsagn. De er organiseret i tre grupper: Governments, United Nations/IGOs, samt Major Groups and civil society, heraf er cirka 25 tilsagn nationale og 15 tilsagn kommer fra FN og internationale organisationer. Så langt den største del af tilsagnene ligger lige nu i Major Groups and civil society.

Hvis man ser på de nationale tilsagn, så er de så godt som alle nationale tilsagn fra små østater, lavet som del af Barbados-deklarationen.¹ For eksempel Maldiverne har en plan for at gøre sin energisektor CO₂-neutral inden 2020 – et ganske ambitiøs målsætning, som den øvrige verden kunne tage ved lære af.

Det fremgår, at indsatsen vi ske i partnerskab med Australien, Danmark, New Zealand, Norge, England og UNDP. Mange af disse østater er atolsamfund, som kun rager ganske få meter over havoverfladen. Derfor er det helt bogstaveligt et spørgsmål om liv og død, at verdens klimaindsats kommer i gang lige nu, og derfor ser man disse lande insistere på meget stramme målsætninger på 350 ppm max 1½ºC, som er nødvendige, hvis verdenshavenes stigning skal standses i tide.

Hvis man ser på de internationale organisationers tilsagn, så er der gennemgående tale om meget forskelligartede, brede og komplekse tilsagn. For eksempel den øverste er et Commitment to Sustainable Transport fra en række udviklingsbanker med i alt 150 medlemslande. Her er tale om en indsats frem mod 2022, som skal være vidensopbyggende, institutionsopbyggende og policy-underbyggende – og når man kommer til finansieringen, står der et tomt felt med kantede parenteser med en forventning om, at udviklingsbankerne vil betale.

Af andre tiltag i denne kategori kan nævnes en række HABITAT-projekter, Knowledge dissemination and enhanced capacities for sustainable urbanization, Increased equitable access to urban basic services og Urban resilience and post-crisis rehabilitation.

I den største gruppe af tilsagn, Major Groups and civil society, er langt den største del af tilsagnene tilsagn om at integrere bæredygtighed i undervisningen på universiteter og højere læreanstalter.

Læs mere »

Amazon-området udgør verdens måske største grønne lunge, med en kolossal vigtighed for verdens biodiversitet og klimabalance. Men efter nogle få år, hvor skovfældningen så småt syntes at være ved at komme under kontrol, bliver der nu i et brasiliansk lovforslag lagt op til totalrydninger i hidtil uset omfang. Derfor har Awaaz har netop rundsendt denne opfordring til at stå bag en underskriftsindsamling om at få den nye lov omstødt:

The Brazilian Congress has just passed a catastrophic forestry bill that gives loggers and farmers free rein to cut down huge swaths of the Amazon. Now only President Dilma can stop it.

Fortunately, the timing is on our side – in weeks Dilma will host the world’s biggest environmental summit and insiders say she cannot afford to open it as the leader who approved the destruction of the rainforest. She’s facing mounting domestic pressure, with 79% of Brazilians rejecting this new bill. Now, if we join them we can turn up the global heat and push her to axe the bill, not the rainforest.

Dilma could make her decision any day. Let’s get her to veto the bill now. Use the online form to sign the urgent petition to stop the Amazon chainsaw massacre and if you have already signed – send this to everyone!

http://www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

Læs mere »

Dette indlæg om Københavns Kommunes planer om ved skybrud at lede spildevand i Kastelsgraven er i dag indsendt som høringssvar. Det søger at fremdrage det principielt problematiske i, at vi (mis)bruger vores sparsomme bynatur ved i skybrudssituationer af lukke store mængder gadevand ud i grønne oaser som Brønshøjparken og Kastelsgraven – i det mindste uden forud at klarlægge konsekvenserne undersøge, om der findes løsninger, som giver bedre bymiljø og er mere i tråd med Københavns overordnede klimatilpasningsstrategi.
.

Kastelsgraven som recipient

Med stigende globale temperaturer står København som andre byer verden rundt overfor en klimatilpasningsproces, som i de kommende år vil nødvendiggøre betydelige justeringer, og som med den nuværende tøven  i det internationale samfund overfor den nødvendige klimaindsats på lidt længere sigt vil ændre vores bygningers og byrums fremtræden markant.

På den korte bane vil en vigtig del af denne klimatilpasning være hele den måde, vi forholder os til regnvandet på. Med den styrtregn, som ramte København 2. juli 2011, fik vi en forsmag på, hvad vi har i vente. På få timer faldt der 150 mm regn over det centrale København. Det blev karakteriseret som en 500-års-regn – og samtidig som noget, vi måske fremover snarere vil opleve hvert tiende eller tyvende år.

Meteorologerne taler således ikke bare om varmere vejr og vådere vintre, men om mere ekstreme regnhændelser med op til 30% voldsommere nedbør, end vi kender i dag.

Det gode er, at det kan løses – rundt omkring i verden er der masser af eksempler på, at man har formået at indrette sig med langt større nedbørsmængder. Men det vil kræve markante ændringer i vores nuværende måde at håndtere regnvandet på.

To strategier

Der åbner sig groft sagt to strategier, som det er vigtigt at gøre sig klar i den nuværende situation – to måder at møde udfordringen på:

1) det nuværende kloak- og vandafledningssystem udbygges, så det kan tage selv de voldsomste regnskyl, eller

2) den nuværende måde at håndtere regnvandet på, hvor stort set alt det vand, som rammer byens flader, ledes direkte i kloakken, forlades. I stedet tilstræber man i langt højere grad end nu en vifte af såkaldte LAR-løsninger – en Lokal Afledning af Regnvandet hvor regnvandet opsuges, tilbage­holdes, nedsives eller forsinkes.

Allerede i baggrundsrapporten til afsnittet om klimatilpasning i Københavns Kommunes (KKs) klimaplan kunne man i 2009 læse, at merudgiften ved at skulle opgradere kloaksy­ste­met til at kunne håndtere 30% større regnmængder (strategi 1) ville ligge i størrelsesordenen 10 mia. kr. Der er således mange penge at spare, hvis man gennem en serie af koordinerede til­tag sikrede sig, at KKs nuværende kloakkapacitet også fremover vil være til­strækkelig.

Udgifterne til gennemførelsen af strategi 2 er så vidt vides ikke opgjort. Men med mere vegetation, flere grønne tage og en større grad af lokal opsamling og anvendelse af regnvandet er der heller ikke blot tale om en udgift. Her får vi samtidig en masse bykvalitet forærende, en sundere og grønnere by med mere fuglesang, større biodiversitet og frodighed. Samtidig vil det større vegetationsvolumen i byen vil være med til at køle byen. Og blot få år længere fremme vil et andet aspekt af klimatilpasningen blive mere påtrængende, at vores huse og byrum bliver ubehageligt varme om sommeren, hvis ikke vi køler og skygger dem med vegetation. Her vil strategi 1-løsningen tilsvarende være at installere aircondition­ing i store del af vores byg­ningsmasse med et stærkt øget energiforbrug til følge. Strategi 2 er således langt mere fremtidssikret, bæredygtig og i overensstemmelse med byens intentioner om at være Verdens Miljømetropol og at nå CO₂-neutralitet i 2025.

Som det fremgår både af Klimatilpasningsplanen og af LAR Metode­hånd­bogen har KK da også prisværdigt lagt op til en klimatilpasningsstrategi, hvor man i høj grad søger at imødegå de øgede nedbørsmængder gennem en øget lokal anvendelse, nedsivning eller forsinkelse af regnvandet. På den baggrund virker Tillæg nr. 1 til spildevandsplanen,¹ som nu er sendt til høring, noget overraskende.

Her fremlægges ni tiltag til overløbsløsninger ved ekstremregn, som alle må henregnes til strategi 1. Fire af forslagene vedrører Indre By, og i tre af disse tilfælde vil man lede overfla­devand direkte i havnen. Det giver måske mening, da man ellers kunne være nødsaget til at lede urenset kloakvand i havnen, i og med at havne­bassinet må betragtes som en relativt stor og robust recipient. Men det fjerde og miljømæssigt set mest problematiske tiltag er et ønske om at kunne lukke vejvandet fra Esplanaden og Grønningen ud i Kastelsgraven i tilfælde af ekstrem­regn.

Læs mere »

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Demokraterne genvinder magten i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.

Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.

Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).

På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.

Det gode ved aftalen er…

… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.

Hvis det også i Durban var endt uden aftale,  havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.

COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.

Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.

Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.

Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.

Det mindre gode ved aftalen er …

… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?

Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO₂-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO₂-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.

Læs mere »

Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.

Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.

Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.

Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.

EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.

Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.

Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.

Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.

Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.

“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”

Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO₂ et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne. 

Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.

Læs mere »

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev  vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

Læs mere »

Parallelt med de centrale klimaforhandlinger i Durban afvikles der en lang række andre events, hvor repræsentanter for virksomheder, organisationer og bysamfund fra hele verden samles. Således har der i dagene 2.-4. december været afholdt en stor konference for verdens bysamfund, Convention for Local Governments, hvor borgmestre og repræsentanter fra byers forvaltninger har mødtes.

I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.

I en situation, hvor forhandlingerne i Durban med al tydelighed viser, at der mangler klimalederskab på nationalt plan, er man nødt til at udvikle klimastrategier, som i langt højere grad betoner indsatsen for bysamfundet, lokalsamfundet, civilsamfundet og verdens virksomheder.

På Convention for Local Governments vedtog man et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. Det er foreløbig underskrevet af 110 borgmestre, som repræsenterer 950 byer.

Charterteksten findes i sin helhed herunder, og perspektivet er fulgt op i et efterfølgende blog-indlæg, se Durban Charter on Adaptation.

.

Durban Adaptation Charter for Local Governments

.
as adopted on the 4th December 2011 of the occasion of the
“Durban Local Government Convention: adapting to a changing climate”

 – towards COP17/CMP7 and beyond –

Preamble

As the local governments of the world gather in Durban, South Africa for COP17-CMP7 at a critical moment in the international climate change negotiations, we recognize the significance of the event by:

Recalling the 1955 Freedom Charter which was the product of South Africans developing their own vision of an alternative society and reaffirming that government is only valid if it follows the will of the people;

Recalling that Agenda 21 identifies local government as the “level of government closest to the people” with a “key role to play in making sustainable development happen”;

Noting the 2010 Cochabamba Final Declaration of the World People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth that acknowledges that the future of humanity is in danger as a result of pursuing a model of limitless growth and that the significant adaptation debt borne by the Global South must be addressed through financial compensation, improved social and environmental justice and an acknowledgement of the importance of ecological integrity.

Noting that the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) has highlighted the need for more extensive and rapid adaptation than is currently occurring to reduce vulnerability to climate change;

Læs mere »

I konsekvens af de små forventninger til et egentligt resultat af klimaforhandlingerne i Durban har Informations klimaskribent Jørgen Steen Nielsen i stedet taget billetten til Afrikas Horn, hvor han sammen med fotograf Jakob Dall løbende sender reportager hjem under overskriften “Mens de snakker i Durban”. Det er et oplagt træk, og de burde have haft samtlige ledende forhandlere fra COP17 med rundt i flygtningelejrene og de tørke-, sult- og krigshærgede landskaber, ligesom der skulle transmitteres direkte ind i forhandlingslokalerne i Durban. Her på grænsen til ørkendannelsen er selv små forskydninger i nedbørsmønstrene potentielt katastrofale for livsvilkårene. Her er klimaforandringerne ikke bare et irritament eller en fremtidig ubehagelighed, men håndgribelig virkelighed, et spørgsmål om liv og død.

Det er stærke, vedkommende beretninger med billeder, som brænder sig fast på nethinden. Og her efter de første 5 beretninger kan jeg varmt anbefale at tage med på denne virtuelle rejse.

En anden af de journalister, som vedholdende år efter år har rapporteret om klima og bæredygtighed, The Guardians John Vidal, har tilsvarende lagt sin vej til Durban tværs hen over det afrikanske kontinent fra nord til syd (se blog-indlægget: The Road to Durban).

Jørgen Steen Nielsen: Kan 50 millioner mennesker ændre livsform? Information 11.12.2011.

Matthias Södergren & Malene Haakanson: Klimaregningen er sendt  til de fattigste, Information 09.12.2011.

Søren Hougaard & Stephen McDowell: Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn, Information 06.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Først ødelagde fossil energi deres klima – så fandt de olie, Information 05.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Kibera – hvor kvæghyrdens vandring ender, Information 02.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Bare en lille humanitær katastrofe, Information 30.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information 29.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Efter tørken kommer syndfloden, Information 27.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I blev advaret, I hørte ikke efter, Information 25.11.2011.