Strøtanker om bæredygtighed

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

En hel ny fremskrivning, som fremlægges på en konference i København i morgen, viser, at den danske energi- og fjernvarmeforsyning  i 2030 vil nå op på en vedvarende energiandel på 90%, i den udstrækning energiforliget fra 2012 følges til dørs.

Det er først og fremmest vind og biomasse, som fylder. Selvom der i den seneste år har været talt en del om solceller, så fylder det endnu forsvindende i det samlede regnskab. Vi er dermed fremme ved et sted, hvor der ikke bare skal ekspanderes blindt på alle områder, men situationen tværtimod kalder på nøje afvejninger af hvilke andele af hvilke vedvarende energikilder, som er den optimale. Dette skal i høj grad ses i sammenhæng med spørgsmålene om i hvor høj grad vi vil være i stand til selv at at lagre de tilstrækkelige mængder af vedvarende energi, eller om vi i primært skal sikre forsyningskapaciteten ved at udveksle over- og underskud af energi med omverdenen.

Indtil nu har energilagring været så kostbar, at man har prioriteret udvekslingen med nabolandene. Men hvor udbygningen af højspændingsnettet om noget bliver dyrere fremover, tyder alt på, at en række lagringsteknologier har samme faldende priskurve som vi har set for vind- og solenergi. Så alt i alt er der tale om en meget dynamisk situation, hvor den optimale komposition af energiforsyningen vil forandre sig betydeligt i de kommende årtier. Så selvom solceller stadig i dag har en marginal rolle for danske forhold, kan det meget vel være, at prisbilligheden plus den teknologiske udvikling, som gør det muligt integrere solceller stadig flere steder, vil gøre, at solenergien i 2030 fylder mere.

Til gengæld vil den nuværende afbrænding af affald og biomasse måske mindskes, da samme ressourcer i en mere cirkulær økonomi var bedre anvendt som materiale end som brændsel.

Omvendt er der ikke noget til hinder for, at vi kommer til at producere mere energi, end vi vi bruger, og bliver storeksportør af vedvarende energi. Hvis yderligere hele vores transportsektor skal over på vedvarende energi og det ender med primært at blive elbaserede løsninger, så er der en betydelig del af det tilbageværende energiforbrug i energifremskrivningen for 2030, som også skal dækkes af vedvarende energikilder, så det er for tidligt, som blå blok ellers her op til valget har signaleret, at bremse op i udbygningen. Og hvis vi også vil kunne levere vedvarende energi til fremdriften hele A.P. Møllers handelsflåde, så er der 40-50 mio. ton CO₂ yderligere om året at få styr på, inden vi synes vi nærmer os mætningspunktet. Men i alle de situationer, hvor forbruget sker fra enheder, som flytter sig mere rundt, end hvad man kan klare med en ledning i stikkontakten, står vi med en kolossal innovationsopgave. Bidrag til løsningen heraf kan – hvis vi prioriterer det – blive det, som vi i Danmark kan bygge vores videre velfærd på op igennem det 21, århundrede.

90% vedvarende energi i fjernvarme- og energiforsyningen er stort. Og det er flot at det med energiforliget fra 2012 ligger i faste rammer (hvis ellers blå blok kan lade det ligge). Det burde give anledning til at rette fornyet fokus på en række af de øvrige udledningsområder, først og fremmest trafikken og landbruget, som halter langt bagefter, men også energirenoveringer i det byggede miljø. Og når

Danmark tager tigerspring med grøn energi, (Ritzau) Børsen 17.06.2015.

Nedenstående artikel er skrevet af Mark Diesendorf, som er Associate Professor og Deputy Director ved Institute of Environmental Studies, University of New South Wales i Australien. Den belyser et synspunkt, som på det seneste også har været fremdraget i forhold til den danske energiomlægning, at vi ‘behøver’ såkaldt base load fra store enheder for ikke at få huller i energiforsyningen fra sol og vind. De konventionelle kraftværker har brugt det for at fastholde deres nødvendighed, og på det seneste har ikke mindst A-kraft-tilhængere brugt base load-nødvendighedsargumentet som en anledning til at fastslå A-kraftens nødvendighed i håndteringen af klimaudfordringen. 

Heroverfor konkluderer Diesendorf på baggrund for energimodeller for New South Wales, at store base load-enheder ikke er nødvendige, at de store atomreaktorer og kulkraftværker ikke spiller særlig godt sammen med den vedvarende energi, og at en 100% forsyning med den rette blanding af vedvarende kilder i sammenligning med A-kraften er ligeså stabil, mindre farlig, billigere, samlet set udleder mindre CO₂, har bredere palet af sundheds- beskæftigelsesfordele, kan implementeres langt hurtigere og vil være lettere at opnå accept af fra borgernes side.  

New South Wales er en provins i det sydøstlige Australien med 4,7 mio. indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sydney-området. Skalaen minder således meget om den danske, mens det solrige klima på årsbasis er bedre for solenergi end det danske. 

Artiklen, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation, er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

Coal closures give South Australia the chance to go 100% renewable

By Mark Diesendorf

South Australia is facing the closure of its Northern and Playford B power stations and Leigh Creek coal mine, after Alinta Energy yesterday announced plans to shut them ahead of schedule. It will cost 438 jobs in the coal-mining and coal-fired electricity industries. But this threat to employment could be transformed into an opportunity for creating many new jobs in renewable energy.

The South Australian electricity system could be operated entirely on scaled-up, commercially available, renewable energy sources. This is the conclusion of my forthcoming report (to be published next week) to the Conservation Council of South Australia.

Our modelling at UNSW Australia shows that the SA system could be supplied mainly by a mix of wind power; solar photovoltaic (PV) panels, both on rooftops and in large solar farms; and concentrated solar thermal (CST) power with thermal storage. Gas-fired turbines and demand management via “smart” meters and switches would manage the infrequent small lulls in wind and solar supply.

I estimate this transition would take 15–25 years, during which time the natural gas fuel for the gas turbines would be gradually replaced by biofuels from agricultural residues – thus making the system fully renewable. There would be increased trading of electricity with Victoria and possibly over a new transmission link to New South Wales.

Læs mere »

.
Herover ses et af mange små videoklip fra Carbon Briefs interview med Christiana Figueres, hvor hun svarer på, om det stadig er muligt for verden at begrænse den globale opvarmning til 1½°C.

På Carbon Brief har man i efterhånden nogen måneder kørt en serie med interviews med centrale personer i klimaindsatsen, og for et par dage siden var turen kommet til UNFCCCs generalsekretær Christiana Figueres (link her), som siden Yvo de Boer lagde op efter COP15 i København har stået i spidsen for verdenssamfundets bestræbelser på at nå til enighed om en klimaindsats. Her har hun i mine øjne gjort et enestående arbejde, og uanset hvor umulige elever der har været i klassen altid formået at fastholde en positivt fremadrettet attitude.

Disse forhandlinger kan virke umådeligt langsommelige og bureaukratiske, og det system af forhandlinger, man har fået sat op, kan virke som en mastodont, hvis konstruktion nærmest umuliggør noget klart og entydigt resultat. Men når man åbner op for, hvor mange aspekter, der er af klimaproblematikken, hvor mange stater og interessenter, som skal bringes til at spille sammen, for at det lykkes, og hvor foranderlig en situation, der er tale om, så er det indlysende, at det er alt andet end enkelt. Som verden er skruet sammen, kan man ikke bare pålægge alle at lukke for hanerne. Alt må udspille sig i frivillighed, så det er en kæmpe pædagogisk opgave, som handler om uendeligt meget mere end at få sat en pris på CO₂, så den globale opvarmning kan holdes under 2°C – eller som stadig mere tyder på, må holdes under 1½°C for at undgå de værste klimaforandringer.

Interviewet med Christiana Figueres på Carbon Brief giver et godt indblik i denne kompleksitet, og i det perspektiv, Figueres er i stand til at fastholde, så alle har en rolle at spille. For Figueres er det ikke noget, som blot kan ske som dekret fra forhandlingerne. Tværtimod er forhandlingernes fremdrift og resultater helt afhængige af, at der hele tiden er byer, virksomheder, regeringer, grupper af mennesker, som viser vejen, og at der er et civilsamfund, som repræsenterer de oprindelige folkeslag, biodiversiteten, retfærdigheden, ungdommen, fremtidens levevilkår og de i forhold til klimaforandringerne mest sårbare nationer, som ofte er dem som har haft mindst at gøre med at skabe problemet og har færrest midler til at imødegå klimaforandringerne, så konsekvenserne her bliver så meget større. Så det er ikke kun at få vænnet verden fra de fossile brændstoffer. Det er et spørgsmål om at etablere samfund verden over, som lever i en helt anden økologisk balance med deres omgivelser end i dag.

Læs mere »

.
Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.

18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.

Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.

Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.

Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Læs mere »

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

I den danske valgkamp har det endnu været meget småt med klimadebat, det har ført til, at en række forskere i dag bragte denne opfordring til at partierne om at “fremlægge, hvad de vil gøre, for at Danmark yder sig bidrag til at give kloden videre i god stand til de næste generationer. Og vi opfordrer danskerne til at lægge vægt på partiernes planer for bæredygtig udvikling, klima og miljø, når vi beslutter, hvor vi skal sætte vores kryds.

Tilsvarende stillede Julie og Elmhøj og Emma Holten i gårsdagens Information spørgsmålet: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede?

Her forud for vedtagelsen af den første globale klimaaftale i Paris til december var der al mulig grund til at diskutere det danske bidrag, og hvordan den danske omstilling skal gribes an. For hvor den danske klimaindsats indtil nu stort er blevet gjort for os ud fra ønsket om at belemre den enkelte danske mindst muligt med klimaproblemstillinger endsige klimakonsekvenser, så kan vi ikke blive ved med blot at klare os med pris- og afgiftsneutrale ‘lavthængende frugter’, men kommer nødvendigvis til at lave ændringer, som griber ind i vores nuværende hverdag – ikke nødvendigvis til det værre, men forandrende.

For eksempel kommer vi til at skulle forholde os til, hvad vi stiller op med vores stadig voksende trafik og transportforbrug, og hvad vi vil stille op med vores landbrug og dén eskalerende ødelæggelse af de åbne landskaber, som den nuværende produktionsmodus afstedkommer, for blot at nævne to hovedområder i klimaindsatsen, som man indtil nu har ‘sparet’, fordi det var indviklet eller rent politisk var svært at lægge navn til. Alligevel forfalder valgkampen til petitessespørgsmål, om det kan svare sig at arbejde for den og den enkeltperson, uanset at tallene er forkerte og eksemplerne atypiske.

Læs mere »

Klimapåvirkningen fra flyvning er andet og mere end CO₂-udledningerne. De omfattende skystriber efter flymotorerne gør, at luftfartens klimapåvirkning er betydeligt større, hvorfor flyvning vil forblive stærkt klimabelastende selv hvis man går over til at anvende biobrændstof. 

For blot et par år siden var Obama med til at underminere det europæiske forsøg på at få luftfarten med på en internationale aftale om en CO₂-afgift på luftfarten – en nærmest symbolsk billetafgift set i forhold til problemets størrelse, men han syntes den gang at bøje af overfor pres fra de amerikanske luftfartselskaber. Så Europa måtte ende med kun at kunne opkræve afgiften for sin interne flyvning.

Siden er Obama trådt i karakter som klimaforkæmper. Trods et massivt flertal mod nogen form for amerikansk klimaindsats er det lykkedes ham at stykke en klimaindsats sammen uden om Kongressen, som synes at kunne bære igennem til en 17% reduktion i 2020 i forhold til 2005, hvilket er hvad han lovede efter COP15 i København i 2009. Når det har kunnet lade sig gøre, hænger det først og fremmest sammen med den amerikanske Clean Air Act fra 1970, hvis meget omfattende definition på luftforurening har muliggjort vidtgående indsatser overfor de amerikanske kraftværker og i de kommende år vil være med til at sende et stort antal kulkraftværker på pension.

Nu, hvor han ikke har flere valg at skulle vinde og ikke har flere sponsorer at skulle navigere mellem, synes han efter samme recept i gang med at etablere en afgift for den amerikanske luftfart. Der er stadig meget få oplysninger om detaljerne, men udgangspunkter er, at EPA kan fastslå, at lufttrafikkens udledninger er skadelige for sundheden, og på den baggrund kan indlede indsatser til at begrænse forureningen med klimaforurenende substanser og aktiviteter. Det har i den seneste tid været signaleret, at der allerede førstkommende fredag vil blive fremlagt et udspil til en indsats.

Man kan næsten få den fornemmelse, at Obama har sat sig for inden han takker af efter to præsidentperioder at have fået igangsat initiativer, som ikke bare får USAs udledninger reduceret med 17% i 2020, men også rækker videre frem til de 26-28% i 2025, som USA har indberettet. Reduktionsmål i den størrelsesorden uden om en egentlig klimalovgivning (og uden om Kongressen) kan ikke klares blot ved at se på de vigtigste to-tre faktorer. Det kræver tværtimod, at der tages hånd om alle udledningskilder.

Læs mere »

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO₂, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO₂-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

I de kommende tolv dage er klimadelegationer fra hele verden samlet i Bonn for at forhandle en aftale på plads, som meget gerne skulle kunne vedtages endeligt ved COP21 i Paris til december. Samlingsstedet, som man ser på billedet herover, er en arkitektonisk set ret enestående sal i Bonn designet af Günter Behnisch, den nok vigtigste eksponent for den organiske modernisme i 2. halvdel af det 20. århundrede. Behnisch vandt konkurrencen allerede i 1973, men byggeriet blev udsat og forandret og udsat og forandret i én uendelighed (se billeder). Da endelig parlamentsbygningen stod færdig, blev Øst- og Vesttyskland forenet, så der måtte etableres en ny Bundestag i Berlin. Men nu bruges plenarsalen af UNFCCC til de ofte adskillige samlinger mellem de årlige COPer rundt omkring i verden. Med denne bygning satte Behnisch nye standarder for, hvad man kunne kalde demokratisk arkitektur, så det var umiddelbart tragikomisk, at man måtte rykke til anderledes selvhøjtidelige magtsprogs-rammer i Berlin, og dobbelt glædeligt, at disse enestående rammer (jeg besøgte Bundestag Bonn i 1993, da den kun var 99% færdig) nu er med til at føde den første globale klimaaftale.

I dette blog-indlæg bliver der i første omgang samlet kommentarer og nyhedsartikler om den forestående forhandlingsrunde i Bonn. I løbet af de kommende to uger håber jeg på at kunne trække nogle af de store linjer op, om hvad der samler og skiller, om hvad der realistisk set er håb om at opnå i Paris, om kravet 1½°C-målsætningen genfremsættes eller forsvinder ud af forhandlingsteksten, om selv 2°C-målsætningen opgives, om finansieringssiden for verdens fattige lande både på når det gælder den direkte klimaindsats og klimatilpasningen, og hvordan man vil håndtere den i en række situationer nødvendige kritik af de enkelte landes tilsagn om klimaindsats frem mod 2030, som det allerede nu står klart for en række lands vedkommende er præget af et svigtende ambitionsniveau. Men … er det overhovedet tænkeligt, at en sådan konference kan ende med at sende hver af de +190 delegationer hjem med besked om at gøre sit hjemmearbejde bedre – meget bedre?

Umiddelbart er den ydre opgave at få den nuværende forhandlingstekst gjort markant kortere. Den rummer indtil nu alt, hvad alle har budt ind med. Og man kan roligt sige, at hvis man ud af den teksts forskellige muligheder kunne vælge den for fremtidens levevilkår optimale aftale, så kunne det blive en enestående aftale i Paris. Så forståelsen af hvad man kunne kalde den nødvendige aftale er til stede, midt i forhandlingsprocessen.

Læs mere »