Strøtanker om bæredygtighed

Stadig blot små citater til sammenskrivning …

Hansen: More than eight years later, we are publishing a paper describing these studies. We are publishing the paper in an open-access “Discussion” journal, which allows the paper to become public while undergoing peer-review (a pdf of the paper with figures imbedded in the text for easier reading is available here). I will get to the reasons for that in a moment, but first let me mention some curious numerology to get you thinking about scientific reticence.

Romm: As an important aside, Hansen and his 16 co-authors continue to be criticized for publicizing this paper prior to peer review. While I probably would have framed the paper’s launch somewhat differently — as an expert opinion and discussion piece coming from one or more major scientific institutions — I think this particular criticism is overblown.

Romm: The fact that 2°C total warming locks us in to sea level rise of 10 feet or more has been obvious for a while now. Heck, the National Science Foundation (NSF) issued a news release back in March 2012 on paleoclimate research with the large-type headline, “Global Sea Level Likely to Rise as Much as 70 Feet in Future Generations.” The lead author of that study explained, “The natural state of the Earth with present carbon dioxide levels is one with sea levels about 70 feet higher than now.”

Romm: They also warn that even with the less than 1°C of warming we already have, ice sheet melt appears to be putting sea level rise on an exponential growth path that would bring 10 feet of sea level rise sooner, rather than later — even if we stabilize at 2°C total warming.

Romm: I also think Hansen is pushing the speculative possibility of 10 feet of sea level rise this century harder than he needs to. Yes, there are many experts who consider that a real possibility now, so it would be imprudent to ignore the warning. But the fact is, on our current emissions path, we now appear to be headed toward the ballpark of 4-6 feet of sea level rise in 2100 — with seas rising up to one foot per decade after that — which should be more than enough of a “beyond adaptation” catastrophe to warrant strongest of action ASAP.

James Hansen et al.: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms: Evidence from Paleoclimate Data, Climate Modeling, and Modern Observations that 2°C Global Warming is Highly Dangerous, xxxx (pdf).

James Hansen et al.: Ice melt, sea level rise and superstorms: evidence from paleoclimate data, climate modeling, and modern observations that 2C global warming is highly dangerous, Atmospheric Chemistry and Physics Discussions 23.07.2015.

Brian Palmer: When Are We Going Underwater? onEarth 29.07.2015.

James Hansen: Darn!! Sea Level Disaster Ahead! In 200-900 Years. When?? Climate Science, Awareness and Solutions 27.07.2015.

Joe Romm: James Hansen Spells Out Climate Danger Of The ‘Hyper-Anthropocene’ Age, Climate Progress 27.07.2015.

James Hansen: Disastrous Sea Level Rise Is an Issue for Today’s Public – Not Next Millennium’s, Huffington Post 26.07.2015.

Dr. James Hansen gives his idea to curb climate change on Fareed Zakaria GPS, CNN 26.07.2015.

Andrew C. Revkin: A Rocky First Review for a Climate Paper Warning of a Stormy Coastal Crisis, New York Times 25.07.2015.

James Hansen: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms, Climate Science, Awareness and Solutions 23.07.2015.

Ben Adler: James Hansen’s new climate study is terrifying, but he still has hope, Grist 22.07.2015.

John Queally: World’s Oceans Could Rise Higher, Sooner, Faster Than Most Thought Possible, Common Dreams 21.07.2015.

Mark Hertsgard: Climate Seer James Hansen Issues His Direst Forecast Yet, The Daily Beast 20.07.2015.

Chris Mooney: The world’s most famous climate scientist just outlined an alarming scenario for our planet’s future, Washington Post 20.07.2015.

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO₂-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO₂-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

I sidste uge indgav New Zealand sin klimamålsætning for 2030, de såkaldte INDC, Intended Nationally Decided Contributions. For New Zealands vedkommende kan dog man med fuld rimelighed spørge, om der er tale om contribution? For det ligner mest af alt en forklædning af et ønske om så vidt muligt ikke at gøre nogen form for klimaindsats.

New Zealand’s overordnede målsætning for 2030 er en 30% reduktion i forhold til 2005. Men i og med at man i årene forud lod udledningerne vokse betragteligt, svarer det kun til omkring 11% reduktion i forhold til 1990. Samtidig er der lagt op til, at man for op til 80% vedkommende kan købe sig til reduktionerne gennem kvotekøb, samt at man vil indregne en række CO₂-absorptioner i skovarealer mv. gennem en usædvanligt kreativ bogføring, som givet i vide kredse vil blive læst som snyd på vægten. Så realudledningerne vil med den nuværende målsætning i 2030 være betydeligt højere end i 1990, og helt kort sagt er der ingen klimaambition at spore fra New Zealands side.

Bill Hare fra Climate Analytics siger da også lige ud, at New Zealands klimamålsætning er alt andet and ambitiøs og langt fra at påtage sig sin rimelige andel. Hvis andre gjorde tilsvarende, ville verden ikke nå 2°C, men være på vej til 3-4°C, mens oceanerne vil forsure, koralrevene blegne, havene stige markant og mere end 40% af naturens artsrigdom vil forsvinde.

“While most other governments intend cutting emissions, New Zealand appears to be increasing emissions, and hiding this through creative accounting. It may not have to take any action at all to meet either its 2020 or 2030 targets,” siger Bill Hare: “If New Zealand applies the rules it is proposing to use after 2020 to account for its Kyoto surplus and forestry credits, its overall agriculture, energy, waste and industrial greenhouse gas emissions could increase to 11 per cent above 1990 levels by 2030.”

Climate Action Trackers analyse af New Zealands klimamålsætning konkluderer da også, at de nu indgivne INDC vil fastholde New Zealands udledninger pr. indbygger på omkring 17 ton CO2 pr. person pr. år – eller omkring det dobbelt af EU-gennemsnittet, som i 2030 er lovet reduceret fra 20 %til 40% under 1990-niveau, så New Zealands INDC er blandt de allersvageste af de klimamålsætninger, som er indleveret – på linje med de japanske. I denne bagstræberpulje vil man også finde Australien og Canada, hvis INDC har været luftet, men endnu ikke er officielt indgivne til UNFCCC. Så lige nu er der fire gamle industrinationer, som helt har vendt ryggen til den globale klimaudfordring.

Læs mere »

Denne video stammer fra Toronto Global Forum, som har været afholdt 8.-10. juli, hvor Matt Winkler fra Bloomberg under overskriften “The Future of Energy” 9. juli interviewede Shells direktør for det nord- og sydamerikanske område, Marvin Odum.

Winkler går måske af strategiske grunde meget ærbødigt til Odum. Så han bliver meget lidt konfronteret med Shells bedrifter, men skaber omvendt derved et fortrolighedsrum til at tænke højt om et olieselskabs mulige fremtidige rolle. Under vejs i den 21 min. lange samtale siger Odum direkte, at Shell overvejer at stryge ‘oil’ fra sit firmanavn (8:50 ff.).

I det engelsk-hollandske moderselskab er denne udvikling i gang – de seneste to år har Shell udvundet mere gas end olie. “Climate change is real,” siger Odum, og vi hører her en virksomhed tage bestik af situationen og positionere sig i den forestående omstillingsproces. Shell ved så godt som de fleste, at selvom vi hurtigst muligt må vænne os fra de fossile brændsler, så bliver der ikke lukket ned for efterspørgslen fra dag til dag. Han ved, at tiden er kort, og at den ‘nødvendige’ procesenergi i omstillingsfasen kan leveres med mindre klimabelastning, hvis det kommer fra naturgas end fra olie (som omvendt er bedre end kul og tar sands-forekomster).

Kul har en klimabelastning på ~950 g CO₂ pr. kWh, olie ~650 g CO₂ pr. kWh, og gas ~400 g CO₂ pr. kWh. Så der ligger en klar virksomhedsstrategi i at prioritere gassen – og måske en relevant klimastrategi i at udfase kul og ukonventionelle olieforekomster først, og så slippe naturgassen (som gradvist kan produceres fra overskydende vindstrøm) sidst.

Ikke mindst i USA og Canada er den slags ikke lige, hvad man forventer at høre fra et olieselskab. Texasbaserede Houston Chronicle skriver da også som underroverskrift til artiklen Shell Oil exec says transition to renewable energy is here, at “Another European oil company executive is spouting heresy about the future of energy”. Det overhovedet at tænke i udfasningen af fossile brændsler er kætteri overfor oliebranchen.

Selvom selvom man kunne ønske sig, at de store olieselskaber rykkede i fællesskab, så ser det lige nu mest ud til, at verdens olieselskaber er i færd med at bryde op i to blokke – de amerikanske, som stadig søger at købe sig vej til at kunne fortsætte det fossile samfund, og en gruppe af overvejende europæiske selskaber, som meget gerne vil skifte spor og bidrage til transformationen til post-possile samfund revet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Allerede i 1981 var det amerikanske olieselskab Exxon klar over, at en fortsat udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer. Dette er netop kommet for dagen via en email fra Lenny Bernstein, som inhouse klimaspecialisthos Exxon og Mobile igennem tre årtier. Alligevel har ExxonMobil systematisk fortrængt denne indsats og har ifølge opgørelser fra Greenpeace gennem årene bidraget med mere end 30 mio. $ til tænketanke og forskere, som producerede klimafornægtelse.

Tidligere i år stod det klart, at Rockefeller-familien, som i sin tid grundlagde Exxon, allerede i 2004 forsøgte at overtale ExxonMobil til at lægge sin klimafornægtelse bag sig og afsøge, hvordan man kunne blive en konstruktiv del af løsningen på klodens klimaproblemer. Endda fortsatte ExxonMobil i fornægtelsessporet, og var på den tid blandt de største sponsorer af klimafornægtende aktiviteter.

Exxon og Mobil blev i 1999 lagt sammen til ExxonMobil, verdens i dag fjerdestørste olieselskab. Siden 2008 har ExxonMobil officielt ikke støtte klimafornægtende aktiviteter, men alligevel har man i det skjulte fortsat med at støtte mere diskret klimafornægtelse som for eksempel klimaforskeren Willie Soon.

Så sent som i sidste uge måtte Figueres udsende en skarp reprimande til olieselskaberne om at indstille deres fortsatte finansiering af klimafornægtelsen.

Læs mere »

Energinet.dk har en side, hvor man døgnet rundt kan følge med i den øjeblikkelige danske energisammensætning, hvor meget energi der kommer fra sol og vind, hvor meget vi låner og sælger til vores nabolande osv. Hvis man klikker sig ind her en blæsende weekend-aften, hvor energiforbruget er lavt og vindmøllerne kører på fuld tryk, så kan man nogle gange se, at Danmark med den kapacitet af vedvarende energi, vi har, allerede på særlige tidspunkter producerer mere energi end vi bruger. Øjebliksbilledet herover er fra i dag kl. 10:41. Vejret udenfor er let diset, og vinden her midt i byen kun lige, så træerne skælver let. Alligevel kan man se, at rundt regnet 75% af energiforbruget kommer fra vind og andre 5% fra solceller.

Så stor er andelen ikke på årsbasis, men den er stigende. I første halvår 2015 stod vindkraften for 43% af vores samlede energiforbrug. Målet er mindst 50% inden 2020, hvilket er komfortabelt inden for rækkevidde. For nylig kom det frem, at dette tal i 2030 ville stige til 90%, hvis den nu fastsatte udvikling ellers opretholdes (se blog-indlægget Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030).

Hele denne udvikling blev der stillet spørgsmålstegn ved op til valget. Men efterfølgende har Venstre meldt ud, at der i og med at stort set alle initiativer frem til 2020 allerede var implementeret eller igangsat, alligevel ikke var nogen grund til at genåbne energiforliget.

Til gengæld må vi – hvis Venstreregeringen holder mere end det første år – formode, at fortsættelsen bliver mere reaktiv, at Danmark frem for at være foregangsland blot skal hænge på udviklingen – hvilket store dele af erhvervslivet er lodret uenige i, for det danske forspiring i den grønne omstilling er med til at sikre en endog meget stor del af vores udenlandske indtjening.

Tilbage til det øjeblikkelige energibillede, så fik vi i dag 75% af strømmen fra vindmøller, selvom der kun er tale om jævn til frisk vind. Den samlede kapacitet for de danske vindmøller er omkring 4,8 GW. Så hvis alle møllerne producerede 100%, ville ydelsen være omkring 50% højere end her til formiddag. Men på enhver given dag er der møller som er taget ud for udbedringer, vedligeholdelse og sikkerhedseftersyn, og der er sjældent samme kraftige vind over alle danske farvande og landskaber. Så i praksis ligger den maksimale reelle produktion noget lavere.

Læs mere »

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede  kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Læs mere »

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km² kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO₂-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

Nederst en update på vej om Indiens endelige INDC, som blev indleveret 01.10.

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO₂-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO₂ og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen. Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »