Indlæg om klimaindsats

Masdar – en CO2-neutral by

6. marts 2008

I januar fremlagde Abu Dhabi, det største af de syv forenede emirater, planer for Masdar, en ny visionær CO2-neutral by til 47.500 mennesker, designet uden biler, uden brug af fossile brændstoffer, uden affald, med fuld recirkulering af spildevand. Arkitekten er Norman Foster, en af verdens ledende high-tech low-energy arkitekter, og første fase af opførelsen er netop påbegyndt, et 60 MW solcellekraftværk, som skal levere energi til opførelsen.

Er det sådan, at Refshaleøen skal bebygges – uden biler, uden forurening, og uden CO2-emissioner? Verden har blandede erfaringer med totalplanlagte byer, om det så er Le Corbusiers Chandigarh, Oscar Niemeyers Brasília eller Claus Bonderups Høje Tåstrup. Men vil klimaudfordringerne give dem en ny chance?

Og selvom Masdar viser sig at være CO2-neutral, er den så bæredygtig? Kunne man forestille sig, at hele verdens befolkning boede i sådanne byer? Treehugger bragte i går en længere reportage, hvor man havde spurgt en række specialister, om et projekt som Masdar rent faktisk var bæredygtigt?

Det er ikke mindst tankevækkende, at det er et af verdens olieproducerende lande, som nu er ved at udvikle rammer for tilværelsen efter olieeventyret. Men se den 5:51 min. præsentationsvideo nedenfor.

Læs mere »

Share

Ét ton mindre

3. marts 2008

Ifølge officielle beregninger udleder hver person i Danmark i gennemsnit lige omkring 10 ton CO2. Heraf stammer de 6 ton fra vores personlige forbrug til mad, boliger, energi og transport. Der er således rigtig meget vi kan gøre i vores dagligdag for at reducere CO2-udslippet.

Klima- og Energiministeriet har derfor etableret en kampagne, ét ton mindre, med tilhørende hjemmeside, www.1tonmindre.dk. Her kan man etablere sin egen profil, hvorefter man kan indtaste en række oplysninger om sin livsstil. Man får hermed et meget tydeligt billede af, hvordan ens CO2-forbrug er sammensat, og man kan få forslag til, hvor man kan sætte ind for at mindske det.

Herover har jeg for at lave et eksempel tastet oplysninger ind om min dagligdag. Nederste bjælke viser det danske gennemsnitsforbrug, og man kan se, at transport er den største CO2-post, efterfulgt af varme og forbrug (til mad, tøj etc.). Den øverste bjælke viser, hvilken type jeg tilhører, og i og med jeg bor i lejlighed, er mit typiske forbrug lidt mindre, end hvis jeg havde boet i parcelhus. Den midterste bjælke viser mit personlige forbrug. Det ligger markant lavere end gennemsnittet, først og fremmest fordi mit transportforbrug er meget lille – jeg har ingen bil, rejser ikke særlig meget i disse år og arbejder mest hjemmefra. Det gør til gengæld, at mit elforbrug ligger over gennemsnittet, selvom jeg hverken har tørretumbler, opvaskemaskine eller TV. Mit (vare)forbrug ligger også lavere end gennemsnitligt, blandt andet fordi min kost stort set er vegetarisk.

Samtidig har jeg fem andele i Middelgrundens Vindmøllelaug, der rundt regnet svarer til en årsproduktion på 5.000 kWh eller godt tre gange så meget, som jeg bruger. Ifølge Vindmøllelaugets hjemmeside giver hver andel en reduktion på 0,85 ton CO2 i forhold til kulproduceret elektricitet. På årsbasis giver de fem andele hermed en reduktion i CO2-udledningerne på 4,25 ton. Hvis jeg kunne medregne min CO2-fri elproduktion, ville mit personlige CO2-regnskab have et ‘minus’ på 1,7 ton CO2. Stadig er det først og fremmest på elektricitetsområdet, jeg vil kunne spare yderligere i mine personlige CO2-udledninger.

Læs mere »

Share

A/B Søpassagen CO2-neutral i 2009

26. februar 2008

A/B Søpassagen, en stor andelsboligforening mellem Sortedam Dossering og Rigshospitalet, har sat sig for at blive CO2-neutral i løbet af de kommende to år. Som det fremgår af foreningens handlingsplan, vil man opnå dette gennem en sum af indsatser:

Der vil blive sat solcelleanlæg på taget for at øge produktionen af CO2-neutral energi. Samtidig vil en række tiltag mindske energiforbruget: isoleringsprojekter, termoruder på trappeopgange, fornyelse af varmeanlæggets pumpe, udskiftning af alle glødepærer til sparepærer samt mindsket brug af tørretumblere gennem reetablering af tørrelofter og udendørs tørrefaciliteter.

Vandforbruget tilstræbes nedsat gennem brugerkampagner samt udskiftning af ældre vandhaner og toiletter med stort vandforbrug. Sammen med et projekt til opsamling af regnvand fra tagfladen, som stadig er under overvejelse, skulle det kunne give en reduktion af ejendommens vandforbrug på omkring 15%.

Man har beregnet, at A/B Søpassagen i dag udleder omkring 95 ton CO2 om året, svarende til omkring 1 ton pr. husstand. De planlagte energiforbedringer på ejendommen afbøder tilsammen kun delvist de nuværende udledninger. Man vil således supplere med opkøb af CO2-kvoter op til 95 ton for at gøre A/B Søpassagen CO2-neutral.

A/B Søpassagens initiativ er et godt eksempel på, hvad man som ejerlaug og andelsboligforening kan gøre for at mindske CO2-udledningerne.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Miljøredegørelse og Handlingsplan 2007 for A/B Søpassagen, november 2007 (pdf).

Andelsforening vil være CO2-neutral, Politiken 21.02.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Den første CO2-neutrale andelsforening, Information 27.02.2008.

Share

90% reduktion af din CO2-udledning

24. februar 2008

I USA har en gruppe borgere sat sig for i løbet af et år at nå op på en 90% reduktion af deres CO2-udledninger, og derefter holde det niveau. Projektet Riot for Austerity 90% Emissions Reduction Project har en række spilleregler, se Riot Rules, 90% Intro og Riot FAQ. Der er oprettet et Riot diskussionsforum på Yahoo Groups.

George Monbiot har beregnet, at USA, som i dag er verdens største CO2-forurener, skal reducere sin CO2-udledning med 94% for at nå en gennemsnitlig 80% global reduktion inden 2030. De europæiske lande ligger her i størrelsesordenen 80-90%.

I Danmark har vi fået en kampagne for den enkelte borgers reduktion af CO2, som hedder ét ton mindre. Foreløbig har 25.000 borgere forpligtet sig til en personlig reduktion på 1 ton. 1 ton er en begyndelse, sikkert endda en god begyndelse, som kan opnås gennem en række småjusteringer i dagligdagen, eller ved at undlade vinterferier i troperne (en returrejse til Bangkok udleder 1,9 ton CO2 pr. passager med en effekt, som svarer til 5,5 ton CO2 udledt ved overfladen, se blog-indlægget: Clearing The Air).

Ét ton mindre giver en mulighed for at konstruere ens personlige CO2-profil og handle derefter. Men skulle siden ikke retteligt have heddet Ni ton mindre? – ét ton er så underligt uambitiøst i forhold til de CO2-reduktioner på 80-90%, som skal til, hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under 2º.

Eller får vi efter det første ton en kampagne for ét ton mere?

Se også blog-indlægget: Ét ton mindre.

indlæg oprettet af Jens Hvass

George Monbiot: Giving Up On Two Degrees, The Guardian, 01.05.2007.

Share

No Impact Man

23. februar 2008

Den 43-årige New Yorker og historiebogsforfatter Colin Beavan var efterhånden alvorligt træt af at vente på, at politikerne tog sig sammen og gjorde noget, mens isen smeltede stadig hurtigere under isbjørnene og klodens klima gik grassat. Så ideen om at skabe en CO2-neutral tilværelse, hvor man så vidt muligt reducerede de negative påvirkninger og øgede positive indflydelser, tog form. “Det går måske ude på landet, hvor du kan dyrke din egen mad, men her midt i New York … glem det, det er umuligt,” lød reaktionerne.

Ægget heraf kastede Colin i slutningen af 2006 sig selv og sin familie ud i det eksperiment igennem et år at leve som CO2-neutral No Impact Man, uden nogen netto miljøpåvirkning: Ud med en hel masse elektricitets-ædende “nødvendigheder” som fjernsyn og air-conditioning, ingen aviser og tidsskrifter, ingen biler, fly, elevatorer eller tog, ingen nyanskaffelser, kun lokalt produceret mad, ingen emballage, ingen engangsbarberknive, toiletpapir og en hel masse andet af alt det, som fylder vores moderne tilværelse.

“jeg har tabt 10 kilo,” siger Colin til ABC News: “Alle siger at Michelle stråler … vi er i god form. Det styrker vores bevidsthed, at vi ikke ser TV.”

“Det har været et aldeles fantastisk år,” siger Colin til TreeHugger efter at have gennemført eksperimentet: “Uden fjernsynet er jeg blevet en bedre far. Og uden vaskemaskine har jeg lært, at der er visse ofre, som folk ikke vil være parate til at gøre. No Impact har haft betydning for alt, fra min livsfilosofi til mit familieliv og min finansielle situation.” Samtidig med at Colin er begejstret over at have gennemført et år som No Impact Man, er han også ked af det, fordi man i USA stadig ikke taler om, hvad vi skal gøre for planeten, men om vi overhovedet behøver at gøre noget.

Læs mere »

Share

80% dansk CO2-reduktion inden 2050

23. januar 2008

Her til aften fremgår det af en artikel i Information.dk, Syltet rapport: Danmark kan klare klima-mål, at en rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen konkluderer, at Danmark vil kunne reducere sine samlede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser med 30-40% i 2020 og med 80% i 2050. Dermed kan Danmark leve op til EU’s appel til i-landene på klimamødet i Bali om 25-40% reduktion af udledningerne i 2020.

Hovedtrækkene af den 100 sider lange rapport, som er udarbejdet af uafhængige eksperter fra Risø og EA Energianalyse, blev præsenteret for præcis et år siden ved et seminar for Nordisk Råd. Men rapporten har indtil nu ikke været almindeligt tilgængelig, da den afventer granskning af forudsætningerne. Det er lige nu ikke klart, om det er sket med fuldt strategisk overlæg, eller om der blot er tale om ekstrem langsommelighed på det pt. måske vigtigste politiske område. Men den indtil nu tilbageholdte rapport viser, at Danmark kan nå langt længere i omstillingen til bæredygtighed og klimavenlighed end vi indtil nu har været villige til at forpligte os til. Og det virker på baggrund af denne rapport nærmest pinligt, at vores klima- og energiminister i den grad har modsat sig EU-kommissionens forslag til Danmark om at være foregangsland ved frem mod 2020 at binde sig til reduktion af CO2-udledningen på 32%.

Læs mere »

Share