Strøtanker om bæredygtighed

På en gang lige midt i Danmark og så ‘in the middle of nowhere’, kan man læse i en stor reportage om Samsø i næste udgave af The New Yorker.¹ Artiklen giver en fin indføring i, hvordan et øsamfund med godt 4.000 indbyggere på blot 10 år har kunne nå dertil, at man er 100% selvforsynende med vedvarende energi og kan kalde sig CO₂-neutral. Der kommer da også mennesker tilrejsende fra hele verden for at se, hvordan man har gjort det på Samsø.

Samsingerne er med rette stolte af deres bedrift – og ikke mindst det forhold, at en gruppe helt almindelige mennesker har kunnet gøre det af egen kraft. Der var en lille smule støtte i starten, men omlægningen til vedvarende energi er sket uden at øen har forgældet sig selv. Folk på Samsø tænker i dag mere over energi og ressourcer end for 10 år siden, men man har stort set kunnet videreføre den livsstil, man havde.

Transformationen til vedvarende energi-ø har givet øen identitet. Samsø har frugtbare jorder og et mildt klima afbalanceret af nærheden til vandet. Hvis man tilsvarende omlagde Samsø til økologisk landbrug med fokus på produktion af økologiske fødevarer, ville man kunne opbygge et virkelig stærkt brand.

Elizabeth Kolbert: The Island in the Wind. A Danish community’s victory over carbon emissions, The New Yorker 07.07.2008.¹

Samsø vedvarende energi-ø. 10 års udvikling og evaluering, Samsø Energiakademi 2007 (pdf).

Samsø Energiakademi.

For lige godt to måneder siden satte et futuristisk udseende fartøj ud fra Valencia i Spanien. Målet var at slå den hidtidige rekord for jordomsejling i motorbåd med passage gennem Panama- og Suezkanalen, som blev sat tilbage i 1998 af Cable & Wireless Adventurer, en engelsk dieseldrevet motorbåd. Og målet med Earthrace, som fartøjet hedder, var at demonstrere, at det kunne gøres på et biobrændstof, som i princippet kunne være brugt fritureolie.

Fra Valencia gik turen over Azorerne, Puerto Rico, Panamakanalen, San Diego, Hawaii, Marshalløerne, Singapore, Kochi, Oman og Suezkanalen, og i går først på eftermiddagen nåede Earthrace målstregen i Valencia efter at have klaret jordomsejlingen på lige knapt 61 dage. Hermed klippede Earthrace næsten 14 dage af den hidtidige verdensrekord.

Earthrace er en 24 m lang og 7 m bred trimaran, som er konstrueret til at kunne skære sig igennem bølgerne. Brændstoføkonomien er ret enestående. På en enkelt tankfuld kan Earthrace med en fart på blot 6 knob sejle 24.000 km, eller mere end halvvejs rund om jordkloden. Ved fuld ydelse kan de 2 540 HK motorer drive fartøjet frem med 45 knob (84 km/t), og der har givet været brug for alle 12 stop under vejs jorden rundt.

Initiativet kommer fra Pete Bethune fra New Zealand, som har satset seks år af sit liv og hele sin formue på projektet. Han har med Earthrace villet vise, at overgangen til en CO₂-neutral verdensorden langt fra behøver at betyde, at alt går i stå. Biodiesel er teknisk set metyl ester. Det kan fremstilles af forskellige animalske og vegetabilske fedtkilder (som sojabønner og canolaolie) og kan umiddelbart anvendes i almindelige dieselmotorer uden at ændre disse.

At verden siden påbegyndelsen af Earthrace-projektet har kastet sig ud i eksperimenter med biobrændstof i et omfang, så både fødevarepriser og ødelæggelsen af tropiske regnskove har været voldsomt stigende, er en anden ting. Det ændrer ikke ved, at andengenerations biobrændstof naturligt vil kunne få en markant plads i en fremtidig energistruktur. Den skal blot fremstilles af alger eller enzymprocesser på affaldsprodukter, og ikke af majs og sukkerrør dyrket på marker, som i forvejen har svært ved at brødføde verden (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Min bil kører på algesuppe).

Earthrace-projektet er omfattende dokumenteret med blogs, tekniske informationer og videoreportager på www.earthrace.net og www.earthracetv.net.

Earthrace eco-boat smashes round-the-world speed record by nearly 14 days, (pressemeddelelse) earthrace.net 27.06.2008 (pdf).

Earthrace Skipper’s Blog.

Clayton B. Cornell: Biodiesel Mythbuster 2.0: Twenty-Two Biodiesel Myths Dispelled, gas2.0 10.04.2008.

Honda har netop på en bilmesse i Los Angeles præsenteret FCX Clarity Zero-Emission Hydrogen Powered Power Fuel Sedan, den første masseproducerede brintbil. Los Angeles er ikke tilfældigt valgt, idet man i LA-området har adgang til foreløbig fem brint-tankstationer. Honda har derfor i det seneste års tid haft 100 FCX Clarity-biler kørende i området som en del af sit udviklingsarbejde.

Brintbilerne løser et fundamentalt problem ved transportsektoren, idet eneste udledning ved forbrændingen er H₂O, vanddamp, hvor benzin- og dieselbiler ud over CO₂ udspyr ikke ubetydelige mængder af CO, NO_x og andre ultrafine partikler. At der stadig vil medgå mange ressourcer – og dermed også betydelige CO₂-udledninger – til selve fremstillingen af en bil som FCX Clarity, er en anden ting. Brint-teknologien muliggør i princippet en ren, decentral forbrænding, og brint vil kunne fremstilles ved solenergi gennem spaltning af vand.

FCX Clarity er elegant i sin fremtræden, men ikke på nogen måde futuristisk eller ekstravagant. Den har en ydeevne og rækkeevne på linje med, hvad vi nu kender fra benzin-drevne biler og er klar til at blive del af vores dagligdag i den udstrækning, politikere og samfund kan enes om at udfase benzin og diesel og bane vejen for udviklingen af den infrastruktur, der skal til at producere og distribuere brint i tilstrækkelige mængder. Uden at give ret mange detaljer fremgår det, at Honda arbejder på en enhed, som kan producere brint fra naturgas hjemme i carporten. Hvis man også kunne finde en decentral produktionsmåde, som var integreret i husopvarmningen, ville man være nået langt.

Læs mere »

I går under en debat i Nordisk Råds regi mellem klimaminister Connie Hedegaard og energiordfører for SF Anne Grete Holmsgaard fortalte klimaministeren, at hun havde siddet en hel aften og formiddag og talt med Sir Nicholas Stern, hovedforfatteren bag (The) Stern Review Report on the Economics of Climate Change – og man kunne mærke, at hun tog hans anbefalinger virkelig alvorligt.

Stern-rapporten, som kom i 2006, konkluderede ud fra økonomiske analyser af omkostningerne ved klimaforandringerne, at vi er nødt til at gøre noget ganske radikalt for at nedbringe CO₂-udledningerne hurtigt, at det er betaleligt, hvis vi får fingeren ud, og at det er jo billigere, jo hurtigere vi kommer i gang med den nødvendige omstilling – eller omvendt, det bliver jo dyrere og konsekvenserne jo sværere at afbøde, jo mere vi smøler.

I det korte executive summary hedder det side vii: “The costs of stabilising the climate are significant but manageable; delay would be dangerous and much more costly.”

Stern-rapporten anslår prisen for ikke at handle til at være et tab i størrelsesordenen 5% af verdens BNP pr. år, som på sigt vil stige til 20% af BNP pr år. Hvis vi i et tankeeksperiment ser nogle hundrede år frem i en verden, som ikke fik sig taget sammen til at handle i tide, så har vi måske fået subtropisk klima i Danmark, men havstigningen efter smeltede ismassiver er irreversibel, så kystbyerne har en for en måttet opgives og den del af Danmark, som ligger oven vande, skrumper år for år.

I en artikel i Information, Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, skriver Jørgen Steen Nielsen, at Stern siden den første Stern-rapport er blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at få bremset hurtigt op. Var vi blot startet for 20 år siden, havde det været langt enklere at nå at vende kurven inden 450 ppm, end det er i dag.

Hans bud er nu, at hele verden omkring midten af dette århundrede skal være nede på 2 ton pr. person, og på bare lidt længere sigt skal vi ned på 1 ton pr. person.¹

2 ton CO₂ pr. indbygger vil i praksis sige en verden, som ser ganske anderledes ud end i dag. Det giver ikke plads til store mængder cement og nybyggeri – vi må blive bedre til ikke bare genbrug, men til at bruge det vi har bedre. Det nuværende marked, hvor produkter og råvarer typisk transporteres i tusindvis af km, og nogle gange i titusindvis af km, før de forbruges, må omstruktureres kraftigt. Vores mad bil blive mere lokal og årstidsbestemt, og det nuværende kødforbrug, som giver meget store mængder af drivhusgasser, er reduceret – måske vi får kød én gang om ugen.

En af de virkelig svære bliver at vænne den rige del af verden af med at flyve til og fra alt. Flyvning bliver igen ikke bare er noget man gør i tide og utide – en oversøisk returbillet kan udlede mere end 10 ton CO₂. Så en sådan ferie bruger hele ens klimakvote i fem år.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Stern-rapporten, men for de interesserede har jeg kopieret links til den online udgave ind nedenfor. Rapporten omfatter i alt 700 sider.

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.¹

Læs mere »

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Nedenunder er der adgang til en række små video-sekvenser om Dongtan EcoCity, designet af det engelske ingeniørfirma Arup, som er blandt verdens ledende, når det gælder bæredygtig byudvikling. De to første klip viser små animationer af projektet, den tredje er et indslag om Dongtan fra BBC. Yderligere er der nederst en video produceret af Arup: Plausible Futures – en lille eftertanke om vore byers mulige fremtid og umuligheden af at fortsætte som hidtil.

Fra Arups hjemmeside er der yderligere adgang til fire små video-sekvenser, hvor Peter Head, leder af Arups sustainability-afdeling fortæller om ‘Cities & Urbanism’, ‘The Eco-City of Dongtan’, ‘Ecological Footprint’ og ‘Future Cities’.

Der er mere om Dongtan-projektet og firmaet Arup i blog-indlægget Dongtan EcoCity.

Læs mere »

USA bliver ofte fremdraget som det store uhyre i klimaforhandlingerne. Men når Bush-administrationens tid snart er omme, tyder alt på, at vi får en seriøs amerikansk deltagelse i det globale klima-samarbejde. Både Clinton og Obama har en 80% CO₂-reduktion i 2050 i deres valgprogram, og selv McCain taler om bindende CO₂-reduktioner. Der findes rundt omkring i USA en stor amerikansk idealisme og know-how i både virksomheder og interesseorganisationer. Så forandringerne vil kunne ske meget hurtigt den dag, hvor det får lovgivningsmæssig opbakning.

Et godt eksempel er Architecture 2030, en non profit organisation etableret af Edward Mazria i 2002. Den har som mål at nå fuld CO₂-neutralitet i byggesektoren i 2030. På kort sigt er målsætningen en 60% CO₂-reduktion inden 2010 set i forhold til byggereglementets krav i dag – The 2010 Imperative. Derefter optrappes reduktionsmålene til 70% i 2015, 80% i 2020, 90% i 2025 og 100% i 2030. Tilsvarende har The 2010 Imperative et mål om, at alle arkitektstuderende inden 2010 “achieve complete ecological literacy in design education” og forstår principperne for CO₂-neutrale bygninger.

Læs mere »

20. februar 2007 var en kvart million mennesker fra 47 lande samlet omkring en virtuel konference, som markerede starten på The 2010 Imperative og The 2030 Challenge. Det skete med en række hver især meget anbefalelsesværdige indlæg, fra mennesker som Dr. James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, Chris Luebkeman fra Arup og Edward Mazria, grundlæggeren af Architecture 2030.

Der er videolink til konferencens enkelte bidrag nedenfor.

Læs mere »

Costa Rica har tidligere haft planer om at blive CO₂-neutral inden 2030, og sidste sommer vedtog man en plan for at nå CO₂-neutralitet inden 2021, hvor landet har 200 års jubilæum. Costa Rica vil i givet fald blive det første CO₂-neutrale land i verden, så det vil være en fornem måde at fejre sin fødselsdag på.

Costa Rica har et vist forspring. I 2003 var den gennemsnitlige CO₂-udledning pr. indbygger i Costa Rica på blot 1½ ton (hvor de danske udledninger ligger på omkring 10 ton), og man er allerede i dag oppe på, at omkring 80% af energiforbruget stammer fra vedvarende energikilder.

En af drivkræfterne i Costa Rica er opretholdelsen af det landskabelige tropiske paradis, som kan vedblive med at tiltrække turister. Op mod 25% af landet har status som nationalpark, og et af midlerne til at blive CO₂-neutral er store træplantningsprojekter for herigennem at binde CO₂ i biomasse og modvirke den skovfældning, som har stået på i de seneste årtier. Costa Ricas skovplantningsprogram og plan for CO₂-neutralitet kan downloades fra UNEPs Climate Neutral Network.

Således har Costa Rica med Nature Air også verdens eneste CO₂-neutrale luftfartselskab. Det betyder på ingen måde, at luftfart ikke udleder CO₂, men Nature Air har systematisk CO₂-kompenseret gennem skovplantnings- og regnskovsbevaringsprojekter.

Ud over Costa Rica har foreløbig Norge, Island, Monaco og New Zealand fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Norge sigter mod at nå det i 2050, og i de planer er en ganske betragtelig del ikke forandringer i Norge, men opkøb af CO₂-kvoter. Måske vi på den konto kunne få norsk støtte til at få gang i en dansk CO₂-neutralitet!

Reuters: Costa Rica pledges to be ‘carbon neutral’ by 2021, 08.07.2007.

Geoffrey Lean and Bryan Kay: Four nations in race to be first to go carbon neutral, The Independent 30.03.2008.

Stefan Lovgren. Costa Rica Aims to Be 1st Carbon-Neutral Country, National Geographic News 07.03.2008.

Kirsten Hubbard: Nature Air: the Carbon Neutral Costa Rica Airline, about.com.

Selvom der mange steder i verden er igangsat forandringer i den måde, hvorpå vi tilvejebringer vores energi, som med tiden vil føre til CO₂-reduktioner, så er de samlede CO₂-udledninger på verdensplan stadig stigende. Hidtil har man i de scenarier, der har været diskuteret for fremtiden, sigtet mod en reduktion til 80% af det nuværende niveau for CO₂-udledninger som nødvendige for at bremse den globale opvarmning. Men ny forskning, som i dag offentliggøres i Geophysical Research Letters, indikerer, at vi skal endnu længere ned. For at standse den globale opvarmning, skal vores CO₂-udledninger med omkring nul.

Hidtil har man fokuseret på at stabilisere CO₂-niveauerne i atmosfæren. Men klimaforskerne Ken Caldeira (Carnegie Institution) og Damon Matthews (Concordia University) har skabt en model for at simulere, hvordan temperaturudviklingen modsvarer udviklingen i CO₂-udledningen, hvori de har indarbejdet varmeudvekslingerne mellem atmosfæren og oceanerne.

Oceanerne virker som et kolossalt lager for den varme, som atmosfærens forøgede CO₂-niveau har indespærret, og forskernes model viser, at selv hvis man øjeblikkeligt standsede alle menneskelige CO₂-udledninger, ville temperaturerne holde sig høje mindst 500 år frem, mens atmosfærens koncentration af drivhusgasser kun langsomt vil falde.

Så sandsynligvis må vi – parallelt med de forestående omlægninger fra fossile brændstoffer – indstille os på store globale CO₂-indkapslingsprojekter. En enkel måde at binde CO₂ på er gennem at øge klodens biomasse. Det kan ske gennem større skovareal og overgang til plukhugst. Landbruget kunne udvikle ændrede dyrkningsmetoder, hvor man ikke hele tiden vendte tilbage til pløjemarken, og vi kunne billedligt flytte byen tilbage i skoven ved at systematisk at lade vegetationen få plads over alt i bymiljøerne – gaderum, baggårde, facader og tagflader.

En enkelt potteplante gør det ikke, men hvis man systematisk gennemgik alle arealer og så på, hvordan man kunne øge biomassen, ville man kunne binde store mængder CO₂.

Erika Engelhaupt: Proposed CO₂ cuts not deep enough. New research shows that CO₂ emissions must be near zero to stabilize the climate, Environmental Science & Technology 05.03.2008.

Juliet Elperin: Carbon Output Must Near Zero To Avert Danger, New Studies Say, Washington Post 10.03.2008.