Strøtanker om bæredygtighed

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO₂-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO₂-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO₂-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO₂-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO₂-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO₂-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

Det lille ørige Réunion, som ligger i det Indiske Ocean ud for Madagascar, har i dag ifølge Reuters fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Man regner med inden 2025 at have opnået 100% vedvarende produktion af elektricitet og tilsvarende at kunne nå CO₂-neutralitet for transportsektoren i 2050. I dag har man allerede en 36% andel af strømmen produceret fra vedvarende energikilder, først og fremmest vandkraft og sukkerrørsfibre.¹

Planerne indebærer en udvidelse med solceller, vand og vindkraft til hhv. 750, 120 og 60 MW. Alene solcellerne vil således omfatte et areal på 750 hektar. Réunions landskaber er helt domineret af den 3.000 m høje La Piton de la Fournaise, som er en af verdens mest aktive vulkaner. En central del af planerne for CO₂-neutralitet er da også udnyttelsen af den geotermiske varme, som undergrunden ofte er ved at flyde over med.

Réunion havde i 1990 en CO₂-udledning pr. indbygger på 2,0 ton. Udledningerne toppede i 1999 med 3,4 ton pr. indbygger, som i 2004 var faldet til 2,94 ton .²

Som Frankrigs minister for oversøiske territorier Yves Jego siger til Reuters: Det som kan lade sig gøre i Réunion, bør også kunne lade sig gøre Frankrig – og i hele verden.¹

Det er glædeligt at se, at der er lande, som tager klimaudfordringen alvorligt dertil, at de udarbejder planer for CO₂-neutralitet. Og jeg glæder mig til at bo i en by og et land, som har defineret en plan for CO₂-neutralitet – og følger den.

Ed Harris: France’s Reunion island aims for zero CO₂, Reuters 13.08.2008.¹

List of countries by carbon dioxide emissions per capita, Wikipedia.org.²

Normalt er fremstilling af cement en ganske energikrævende proces, hvor kalk og ler opvarmes til 1.450ºC. Herved udledes der for hvert ton cement, der produceres, typisk ét ton CO₂ eller mere.

Men Scientific American bragte torsdag en tankevækkende artikel om et californisk firma, Calera, som i tilknytning til Moss Landera-kraftværket eksperimenterer med at skabe cement ud af kraftværkets CO₂-holdige røggasser. Der er lagt røgslør over de tekniske detaljer i udviklingsarbejdet, men det fremgår, at man ved at lede disse dampe gennem havvand skulle være i stand til at opsamle 90% af CO₂-udledningerne og konvertere dem til cement (calciumcarbonat), at man regner med at kunne begynde at sælge cement i 3. kvartal 2009, og at man har planer om i løbet af 7 år at opføre 100 cementfabrikker.¹

Calera er grundlagt af professor ved Stanford University, Brent Constantz, som gennem mange år har forsket i bio-mineralisering. I princippet er der tale om samme proces, som når koraller danner deres skaller og rev, man tager calcium og magnesium fra havvandet ved normale tryk og temperaturer. “We are turning CO₂ into carbonic acid and then making carbonate,” siger Constantz: “All we need is water and pollution.” Ifølge Constantz fjerner processen ikke alle CO₂-udledninger, men den får regnestykket til at se langt sundere ud, da man vil kunne indkapsle et halvt ton CO₂ for hvert produceret ton cement, i stedet for som nu at producere ét ton CO₂ for hvert ton fremstillet cement.¹

Læs mere »

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

To forskere ved MIT skriver i gårsdagens udgave af Science, at de med inspiration fra fotosyntesen i planternes blade har udviklet en simpel og billig teknologi til lagring af solenergi. Nærmere bestemt er det en teknologi, som ved stuetemperatur og almindeligt tryk er i stand til at spalte vand i ilt og brint ud af overskydende el fra solceller i dagtimerne. Ved senere i en brændselscelle at bringe ilten og brinten sammen, så de igen bliver til vand, kan man producere elektricitet af den lagrede energi ved en CO₂-fri proces, hvor 2O₂ og H₂ igen forbindes til vand.

I den 2 min. lange video nedenfor fortæller Daniel Nicera om opdagelsen, som vil kunne revolutionere den måde vi bruger og lagrer energi på.

Læs mere »

Kunne ikke forlige mig med tanken om, at billedet fra nedenstående indlæg stod ukommenteret øverst på bloggen, så jeg fandt et andet Kina-billede frem – et af favoritterne fra min barndoms frimærkesamling.

Med de graciøst flydende bevægelser, som formeligt løfter det horisontale rektangel, tænker jeg uvilkårligt Tang-dynastiet – omtrentligt dansk vikingetid – hvor Kina med Chang’an som hovedstad oplevede en kulturel blomstringstid. Ikke mindst i keramikken finder man her en sublim formens klarhed, som var tæt forbundet med det formløse. Den tid havde givet sin ødselhed og ekstravagance, men det foregik i en grundlæggende sund symbiose med det omgivende naturgrundlag, og Kina havde med sin komplementære forståelse af naturens dynamik en grundforståelse af mennesket i verden, som førte til bæredygtigt set stabile samfund.

Heroverfor står de tungt himmelstræbende køletårne nedenfor som billede på verdens umættelige konsum, og man tænker uvilkårligt, hvad godt kom der ud af det store industrialiseringsprojekt? Hvor er kulturen i massesamfundet? Hvor er lykken, lydhørheden, raffinementet, varigheden, retningen mod forløsningen? Hvor ligger tilfredsstillelsen ved med kloden som indsats at producere og samle stadig større mængder af inferiøre duppeditter omkring os?

Se tidligere blog-indlæg: En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport.

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »