Strøtanker om bæredygtighed

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »

Den nuværende cementproduktion producerer rundt regnet 1 ton CO₂ for hvert ton cement. Vi bruger store mængder cement, til huse, veje, broer, ja stort set alt, så på verdensplan bruges der årligt 2,5 mia. ton Portland-cement, og produktionen heraf tegner sig for hele 5% af de samlede udledninger af drivhusgasser. Men engelske forskere er lige nu ved at udvikle en CO₂-absorberende cement, Novacem, som man ligefrem kalder ‘carbon negative’ – dvs. at den i løbet af sin livscyklus absorberer mere CO₂, end der udledes ved produktionen.

Det store energiforbrug fra konventionel produktion af Portland-cement – og dermed de store CO₂-udledninger – skyldes den nødvendige opvarmning af calciumkarbonaten til først omkring 900ºC og dernæst til 1.400ºC for at kunne producere cement. Novacem derimod er baseret på magnesiumsilikat, som ikke kræver samme høje temperaturer ved fremstillingen (én gang til 700ºC) og giver en beton, der som del af sin ophærdningsproces absorberer CO₂ fra atmosfæren.

I en præsentation ved Imperial College i London sidste år opsummerer lederen af Novacem Stuart M. Evans potentialet: “Den store gevinst er, at hvis Novacem fuldt ud erstattede Portland-cement, vil det absorbere 5% af verdens CO₂-udledninger i stedet for at producere 5% af verdens CO₂-udledninger.”¹

Foreløbig er Novacem på udviklingsstadiet. Man regner med inden for et år at have udviklet regulære byggekomponenter at lave forsøg med. Selvom styrkeegenskaberne måske viser sig at være en anelse anderledes end for Portland-cementen, så vil den sandsynligvis endda kunne erstatte en lang række ‘banale’ anvendelser, som havefliser, byggeblokke og kystsikring. Til forskel fra luftfarten og den industrielle fødevareproduktion synes der på dette område at være en vej frem mod ikke bare CO₂-neutrale, men CO₂-negative løsninger på noget stort set identisk med hvad vi har i dag. Dette er bydende nødvendigt. For hvis vi skal have atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm, er det ikke nok at standse, endsige reducere, vores nuværende udledninger. Så er vi nødt til at udvikle CO₂-negative samfund, som over en årrække absorberer så store mængder CO₂ fra atmosfæren (og fra overophobningerne i havet), at vi på nærmer os præindustrielle CO₂-niveauer.

I Californien arbejder firmaet Calera tilsvarende med at producere en cement med CO₂-negative egenskaber – se tidligere blog-indlæg Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂.

Stuart M Evans: Novacem – carbon negative cement to transform the construction industry Innovation and Investment Opportunities in Carbon Capture and Storage, Energy Futures Lab, Imperial College, London 15.10.2008 (ppt).

Carbon-Eating “Green” Cement Wins Funds For UK Firm, Reuters 07.08.2009.

Novacem raises over £1 million – commercialisation of carbon negative cement will tackle challenge of climate change, (pressemeddelelse) Novacem 06.08.2009 (pdf).

New carbon negative cement from Novacem takes top honours at the Clean Twehnology Rushlight Awards, (pressemeddelelse) Novacem 26.01.2009 (pdf).

Ingeniørforeningen, IDA, kastede i dag en spændende ny ‘bombe’ ind i den danske klimadebat: Det kan faktisk lade sig gøre at skære vores CO₂-udledning med hele 90% til 2050 – og samtidig spare milliarder af kr. Det er nemlig en af hovedkonklusionerne i IDA’s nye udgivelse, “Klimaplan 2050”, der præsenteres for offentligheden i dag. IDA skriver endvidere:

“Planen er … en beskrivelse af, hvordan investeringer i teknologi og infrastruktur kan udvikle Danmark til et moderne samfund baseret på vedvarende energikilder og effektiv udnyttelse af alle tilgængelige ressourcer. Et samfund, hvor vækst i erhverv og velfærd kan ske i samspil med et bæredygtigt miljø.

Samfundsøkonomiske beregninger viser, at en omlægning af energiforsyningen vil medføre besparelser på 13 milliarder kr. allerede i år 2015. Herefter vil besparelserne stige frem til 2050 så de når op på 25 milliarder kr. årligt.

IDAs Klimaplan 2050 indeholder ni centrale anbefalinger, der skal føre frem til målet om 90 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Anbefalingerne er udtryk for en offensiv strategi, hvor samfundet via store investeringer omstiller og fremtidssikrer den danske energi- og infrastruktur. Planen er baseret på en række forskellige virkemidler med fokus på skærpede krav, innovation og markedsudvikling samt vidensopbygning.”
…

Klimaplan 2050’s ni centrale anbefalinger

1) National energispareaftale

2) Oprettelse af en koordineret energisparefond

3) Innovationsmarkeder og feed-in tariffer til fremme af vedvarende energi

4) Innovation baseret på forskning, udvikling og demonstration

5) Infrastrukturomlægning

6) Omlægning af gods og udbygning af banetransporten

7) Klimaoptimeret produktion og forbrug af fødevarer og biomasse

8) Dansk klimatilpasningsstrategi

9) Danmark bør arbejde for en ambitiøs internationale klimaaftale og gå foran via konkret handling.
…

Du kan læse mere om IDA’s klimaplan her:

Seks siders pdf-dokument med resumeer fra hver af hovedrapportens seks kapitler. Resumeerne indeholder konkrete forslag til, hvordan CO₂-udslippet skæres ned med 90% inden 2050.

Klimaplan 2050 – hovedrapport.

Klimaplan 2050 – baggrundsrapport.

Bemærk i øvrigt at rapporten, som den foreligger p.t., er en kladde, som er lagt ud til debat. Indtil 21. maj er det muligt at kommentere den fagligt ved at sende en mail til sekretariatet bag klimaplanen.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Worldwatch Institute er netop udkommet med sin 26. årlige rapport om klodens tilstand, og med State of the World 2009. Into a Warming World, er temaet i år direkte klimaudfordringen.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier.

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO₂-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO₂-‘negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO₂ end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm – den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO₂-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7.

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO₂ i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO₂-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO₂-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5ºC.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77.

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO₂-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO₂, BBC News 14.01.2009.

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review – A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm – The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate – Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet – The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future – The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience – The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate – The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections – 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary – A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

Læs mere »

Tøjvask repræsenterer en af de betydelige energislugere i vores husholdninger. Det første sted at spare er få sig nogle gode tørresnore. Ikke bare bruger tørretumbleren en masse helt unødvendig elektricitet. Den slider også unødvendigt på tøjet.

Dernæst kan man afveje med sig selv og sine omgivelser, hvor mange gange om dagen man behøver at smide tøjet til vask. Da jeg midt i 80erne var i Hong Kong, var det almindeligt blandt kontoransatte at have ekstra hvide skjorter med, så man kunne skifte et par gange i løbet af dagen og holde sig ulasteligt repræsentabel midt i de udstødningsmættede sveddryppende omgivelser. Den anden yderlighed kunne være som den japanske tekstildesigner Akihiko Izukura, som ved en workshop i forbindelse med udstillingen Zero Emission¹ fik bragt tolken helt ud af fatning, da hun skulle oversætte, at han tog bad med sit silkeundertøj på, for så blev det vasket ved samme lejlighed, og man kunne nøjes med at have et enkelt sæt. Når så det var ved at blive slidt, kom det i frituregryden, for råsilken indeholdt så mange gode proteiner!

For hvis man ikke har råsilkeundertøj og stadig vil vaske i maskine, bragte Treehugger² i forgårs en artikel om at vaske i koldt vand. Ganske tankevækkende går 90% af energiforbruget ved at vaske til at varme vandet, så ved at vaske med koldtvandsvaskepulver kan man reducere energiforbruget ved tøjvask drastisk. Tilsvarende kan man ved at bruge nyere vaskemaskiner med reduceret vandforbrug – og ved at fylde maskinerne helt hver gang – reducere energiforbruget markant.

Zero Emission. Moderne japansk tekstil af Akihiko Izukura, udstilling i Rundetaarn april-juni 2001.¹

Colin Dunn: Washing Laundry in Cold Water is the Same As…, Treehugger 15.12.2008.²

Halvandet år har det taget schweiziske Louis Palmer at kommer jorden rundt, men så er det også sket på en for miljøet usædvanlig skånsom måde – med en solcelledrevet bil. Til gengæld har turen taget næsten halvandet år.

Palmer har timet turen, så han i går efter 52.000 km kørte i mål i Poznan, hvor politikere i disse dage arbejder på at få en klimaaftale skrue en sammen. Han krydsede målstregen med lederen af klimaforhandlingerne Yvo de Boer som passager på det sidste stræk.

Ved ankomsten fortalte Palmer, at over alt på hans tur, havde mennesker ønsket sig en bil som hans. Der er derfor ingen grund til, at bilindustien ikke laver biler som hans. De ville lynhurtigt kunne lave den i en meget bedre udgave. Teknologien er der. Den er økologisk, den er økonomisk, den er pålidelig. Vi kan stoppe den globale opvarmning, siger Palmer.¹

Se mere om om Palmers tur i et tidligere blog-indlæg: Jorden rundt på solenergi.

Alister Doyle: Solar-Powered Car Completes Round-The-World Trip, Reuters 04.12.2008.

‘Solar taxi’ goes round the world, BBC News 05.12.2008.

Vanessa Gera: Solar car completes 1st ever round-the-world trip, (AP) Journal Gazette 05.12.2008.¹

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »

Schweiziske Louis Palmer har i mange år haft en drøm om at køre jorden rundt. Og i disse klimaudfordringstider, hvor transportsektoren med dens tørstige forbrændingsmotorer er en af de helt store udfordringer for at komme videre fra det fossile samfund, har han valgt at gøre det i en rent soldrevet bil: “With this tour I want to show that solutions against global warming are available and that it can be stopped,” sagde han på et stop i Delhi.¹

Palmer lagde ud fra Lucerne i juli sidste år med kurs mod Saudi-Arabien. Siden har han været tværs over Indien, på Bali, Australien, New Zealand, op gennem Malaysia og Singapore til Kina og Japan. Dernæst med båd over Stillehavet, hvorefter han har krydset det amerikanske kontinent. Og nu er han nået til New York.

Hjemturen går over Nordafrika og Spanien, med en lille omvej over Polen til COP14 i Poznan, det sidste stormøde inden klimatopmødet COP15 i København næste år. Palmer regner med at være tilbage i Schweiz til jul. Med 50.000 km tilbagelagt gennem 50 lande i 5 kontinenter vil han til den tid være den første, som har været jorden rundt i et rent solcelledrevet køretøj.

For nogle dage siden stod jeg foran en el-bil på Gammel Strand og spurgte naivt, hvorfor der ikke var el-paneler på bilens tag for i det mindste at lave noget af strømmen under vejs. Men det gav så lidt, at det var ligegyldigt, svarede manden, som viste bilen frem. Palmers køretøj er da også en lille asfaltboble, som trækker en 6 m lang trailer med solfanger bag sig. Og denne solfanger producerer dog blot halvdelen af den energi, han har brug for. Palmer har lavet den ‘regel’ for sin jordomkørsel, at han undervejs kan trække 6.000 kWh fra nettet, som modsvares af et tilsvarende solpanel hjemme i Schweiz. Ellers ville det sidste stræk hjem gennem et vintermørkt Centraleuropa nok komme til at tage ganske lang tid.

15.000$ har køretøjet kostet, og det er lavet med hjælp fra studerende fra fire universiteter. På en solrig dag er tophastigheden 90 km/t, så det lægger op til en rejseform, hvor vi har mere tid. Men i en tid, hvor charterturismen står for fald, har vi her en mulighed for en CO₂-neutral rejseform.

På solartaxi.com er der masser af information om Louis Palmers rundtur, heriblandt en side med videoklip fra hans mange stop under vejs.

UN chief prefers solar-powered taxi! Zee News 12.09.2008.

Chad Smith & Christina Boyle: This taxi is sun kind of wonderfuel, Daily News 10.09.2008.

Alex Nunez: Solartaxi: Around the world on solar power, forecast earth 19.08.2008.

Meenakshi Sinha: Around the world in a solar taxi, The Times of India 28.10.2007.¹

I Centraleuropa har man længe arbejdet målrettet med passive solhuse, og har efterhånden i hundredevis af eksempler på, at man gennem omhyggelig udformning af bygning og dens lysåbninger kan opnå, at den størstedelen af året opretholder et indeklima med en behagelig opholdstemperatur. Velux’ og Velfacs Bolig for livet, som nu er under opførelse i Århus et godt eksempel på, hvordan man i nybyggeriet er i stand til at sænke energiforbruget til opvarmning. Her har man yderligere suppleret med aktive solfangere dertil, at der er tale om et plus-energihus.

Det skal vi blive meget bedre til i Danmark, og det er glædeligt, at vi nu får prøvet forskellige eksempler af på danske breddegrader. Når det har gået langsommere herhjemme end i for eksempel Sydtyskland er det ikke kun uvilje og uvidenhed. I Danmark når solen omkring midvinter blot 10-11º over horisonten, hvorfor energiindstrålingen er meget lille sammenlignet med, hvis man bygger blot 1.000 km længere syd på. Endda giver det stor mening at søge at udnytte både passivhusets og de aktive solfangeres muligheder optimalt.

Hvis man ser den video, som i dag er frigivet af projektet, (ses nederst på denne side) er det glædeligt at se, at man på relativt store udvendige glasflader har skodder, som i vinterhalvåret kan mindske varmetabet fra vinduesarealerne i nattetimerne – og som måske kunne udskiftes til let kølende og skyggende gitterskodder i sommertiden.

Bolig for livet er designet af aart, og det ligner umiddelbart et rigtig dejligt hus med en stor indre åbenhed. Men det er på 190 m², og spørgsmålet er, om det er den rigtige størrelse for en familiebolig, som i størstedelen af dens levetid vil være beboet af blot en eller to voksne, som hver dag tager på arbejde. Og stadig er det et åbent spørgsmål, om selv et plus-energihus gør det at bo i parcelhus i forstæderne bæredygtigt, så længe der holder to biler i carporten, som hver dag fragter beboerne til fjerntliggende arbejdssteder.

En ganske stor del af det samlede danske energiforbrug ligger i vores eksisterende bygningsmasse. Den helt store udfordring ligger således i den eksisterende boligmasse, hvor varmetabet fra bygningsdelene er større, samtidig med at bygningskroppen ikke er optimeret for passiv solvarme. Og her i København står vi overfor nogle meget svære afvejninger af, om en historisk bygningsarv skal pakkes ind i mineraluld og sprutpuds for at vi kan holde 22º året rundt, eller om vi skal prøve at lære igen at lade temperaturerne inden døre svinge lidt mere med årstiderne.

Thomas Djursing: Her er Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 04.09.2008.

Tomas Djursing: Velfac bygger Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 29.08.2008.

I fremtidens bolig har du ingen energiudgifter, Velfac.

Kim Christensen: Et hus, der selv lufter ud, Bolius 21.08.2008.

Velfac og Velux klar med fremtidens aktive bolig, Building Supply 24.04.2008.

Søren Dilling: Dit kommende hus producerer selv varmen, Politiken 23.04.2008.

Søren Dilling: Første aktivhus bygges i Århus, Politiken 23.04.2008.