Strøtanker om bæredygtighed

Kurven herover stammer fra en artikel i Science Progress torsdag,¹ hvor Dr. James Powell har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse af samtlige peer-reviewed artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år og delt dem i to bunker: I den ene dem, som tager menneskeskabt global opvarmning alvorligt, og i den anden de artikler, som klart afviser global opvarmning eller tilskriver opvarmningen andre årsager end CO₂-udledninger (og udledningen af andre drivhusgasser).

Ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 var der kun 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Det svarer til en enkelt artikel for hver 581 artikler, eller 0,17%.

Og hvor hver af klimaskeptiker-artiklerne i snit har været citeret 5 gange, da var hver af de 13.926 artikler, som godskriver fænomenet global opvarmning i snit citeret 19 gange. Powell har beskrevet sin metodologi nærmere her.

Powells opgørelse taler sit klare sprog om, at der i klimavidenskaben ikke er den mindste tvivl om, at klimaforandringer er en realitet. der er stadig mange delelementer i klimamodellerne, som kun er delvist forstået, og forståelsen af, hvor hurtigt klima og havstand forandrer sig, har ændret sig igennem de 20 år, som Powell har undersøgt – hvilket for eksempel afspejler sig i, at den overordnede målsætning for en global klimaindsats på få år har forandret sig fra max 550 ppm til max 450 ppm til at det ville være bedst at komme tilbage under 350 ppm. Men der er tale om en grundlæggende enighed om, at klimaudfordringen er en realitet, og at den bliver en af det 21. århundredes helt store udfordringer.

Læs mere »

I tiden forud for klimatopmødet COP15 i København lavede IDA i 2008-09 en vision for et fossilfrit Danmark i 2050, hvor udledningen af drivhusgasser samtidig var reduceret med 90% i forhold til i dag.

Det var før klimakommissionen barslede med sin plan for, hvordan det kunne finde sted, så planen vakte en del opsigt – i en tid, hvor de folkerettede kampagner hed “ét ton mindre” og mest handlede om sparepærer, var IDAs plan med til at forme bevidstheden om, at det overhovedet kunne lade sig gøre at slippe afhængigheden af den fossile energi og basere samfundet fuldt ud på vedvarende energikilder. Måske endnu mere overraskende forventede IDA, at det til den tid ville være 13 mia. kr. billigere, end hvis vi havde fortsat, alene på baggrund af de mindre udgifter til brændsel.

Havde IDA samtidig indregnet de øgede priser til klimatilpasning og ødelæggelser efter stormflod mv. havde regnestykket understreget endnu kraftigere, at omlægningen til vedvarende energi ikke bare er en drøm eller en fiks idé, men nok så meget forretningsmæssigt set en gennemsund målsætning.

I dag offentliggjorde IDA så en status efter 3 år: Er Danmark på rette vej?.¹ Og ifølge den går det overhovedet ikke den rigtige vej på en lang række parametre. I en måske let simplificeret smiley-opgørelse, er der ud af statusopgørelsens 29 parametre kun 10, hvor Danmarks udvikling i de mellemliggende fire år sandsynliggør, at vi når målene for et fossilfrit Danmark i 2050.

IDA skriver om statusrapporten, at “Analysen viser, at Danmark ikke er på rette kurs, når det eksempelvis gælder om at nå målet om reduktion af drivhusgasser og når det gælder om at skrue ned for det samlede energiforbrug, som er to af hoved-indikatorerne i analysen. Til gengæld er Danmark på sporet, når det gælder omlægningen til vindkraft. Men af de i alt 29 indikatorer, som analysen inddrager, er det pt. kun 10, der bevæger sig hurtigt nok til at nå målet i 2050.”²

Læs mere »

.
Ved et pressemøde i Det Hvide Hus i går blev Obama spurgt om sine planer og overvejelser omkring klimaudfordringen i den kommende tid. I det fire minutter lange svar i videoen herover, giver han sig vitterligt tid til at udfolde sine tanker og overvejelser.

Efter en lang valgkamp med næsten demonstrativ tavshed om klimaspørgsmålet er det befriende at høre, at han betragter det som en af de helt store udfordringer, som USA må samles om, og som vil præge hans indsats i de kommende fire år.

“You can expect that you’ll hear more from me in the coming months and years about how we can shape an agenda that garners bipartisan support and helps move this agenda forward,” siger han på pressemødet. “I am a firm believer that climate change is real, that it is impacted by human behavior and carbon emissions,” siger han, “and as a consequence, I think we’ve got an obligation to future generations to do something about it.”

Man fornemmer i Obamas næsten tøvende svar, at han gør sig store overvejelser om, hvordan man kan tale om klimaudfordringen, så man får alle med. Det er ikke gennem akopalyptiske skræmmebilleder og tipping points, hvorfra klimaet løber løbsk – den del klarer vejrguderne til fulde, med ødelæggende orkaner og en tørke, som i år har spoleret høsten i store dele af USA.

Obama ved, at han er nødt til at navigere i et USA, som stadig er på vej bort fra afgrunden, som stadig mest af alt mangler flere arbejdspladser, som stadig er stærkt delt mellem et rødt og et blåt USA, hvor ingen endnu rigtig ved, hvor republikanerne lander ovenpå det svinede valgnederlag, som endnu kun er en uge gammelt – og som måske blev ekstra sviende, fordi det så længe og så ekstremt blev kørt på værdipolitikken.

Læs mere »

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO₂ fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO₂ er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

• EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
• Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
• Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
• Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
• Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
• Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande – og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO₂.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO₂-udledninger, Mindstepris på CO₂-kvoter, Kvotesystem med børnesygdomme, Vismænd på afveje, Moderne afladshandel, CO₂-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO₂-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

Luftfarten er stigende over alt i verden, og klimapåvirkningen fra luftfarten udgør en stadig stigende del af verdens samlede udledninger. Dette til trods for, at der arbejdes på teknologiske forbedringer over en bred kam, lettere fly, mindre luftmodstand, mere effektive motorer, iblanding af biobrændstof og omlægning af uhensigtsmæssige flyruter (kortere afstande), for ikke at tale om en gennemgang af de mange tilhørende aktiviteter på landjorden. Selv i de lande, hvor man har fået vendt udviklingen, så de samlede klimapåvirkning er aftagende, stiger udledningerne fra luftfarten.

Når det gælder klimapåvirkningen fra luftfarten, så er der ikke kun tale om selve CO₂-påvirkningen. Man taler tværtimod om en RFI-faktor, som er et mål for, hvor mange gange større den samlede klimapåvirkning er i forhold til selve CO₂-udledningen.

Når et tungt legeme som et fly med jetmotorer drives gennem atmosfæren med stor fart, sker der en række processer, som øger drivhuseffekten. I RFI-faktoren indregnes derfor en lang række faktorer ud over CO₂-udledningerne, som har indflydelse på luftfartens samlede klimapåvirkning, størrelser som ozon, partikler, gasser, vanddamp og skydannelser i flyenes kølvand (som ikke er det samme som motorernes udstødning).

Nogle af disse faktorer hører blandt de mindst kendte i klimaprocesserne – eller rettere man kender overordnet deres virkning, men stadig med en væsentlig usikkerhedsmargin. Man ser derfor i figur 6 en markant usikkerhed på de enkelte komponenter, men samtidig, at de tilsammen betyder markant mere for den samlede klimapåvirkning end blot den primært udledte CO₂-mængde.

Som det fremgår af nedenstående tekst fra Carbon Planet, ligger RFI i dag omkring 3,0, men med en række teknologiske nybrud, som mindsker de afledte klimapåvirkninger, vil forventes det at man i 2050 kan sænke den til omkring 2,5. Endda regner man i dag med en RFI på 1,9, fordi man endnu ikke har tilstrækkelig viden til præcist at kunne fastsætte drivhuseffekten for flyenes skydannelse.

Læs mere »

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO₂-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO₂-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO₂-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

Blandt de mange spørgsmål, som skal behandles ved den snart forestående COP18 i Qatar, er fortsættelsen af Kyoto-aftalen frem til, at en global aftale kan effektueres i 2020 – herunder dels hvilke lande, som overhovedet er med i en anden runde og hvor store reduktioner, de er villige til at binde sig til, dels en række formelle spørgsmål, som hvilke år, målsætningerne skal gælde for.

Lande som Canada, Rusland, Japan og New Zealand har meldt fra, så forlængelsen af Kyoto-aftalen har mest af alt lignet en EU-aftale. Men nu har Australien meddelt, at man er indstillet på at binde sig for en ny periode. Som udgangspunkt vil Australien binde sig til en 5% reduktion i 2020 i forhold til år 2000. Men man er åben for at forhandle om reduktionsmål på 5-15% eller endog 25%, hvis andre er indstillet på at skærpe ambitionsniveauet tilsvarende.

5% er ikke meget, men Australien er ikke helt så langt fremme i sin omstillingsproces som EU. Australien underskrev således først Kyoto-aftalen i 2007, 10 år efter aftalens indgåelse. Men juni i år tog man hul på et CO₂-kvotesystem, som vil udvikle sig tilsvarende det europæiske.

Australien har måttet indse, at landet står overfor at blive ganske hårdt ramt af klimaforandringer. I 2008 fremlagde Prof. Ross Garnaut en klimahandlingsplan, som indeholdt et ganske skræmmende scenario for Australien år 2100, hvis verden ikke fik gang i en konsekvent klimaindsats i nærmeste fremtid (se blog-indlægget Australien år 2100).

Her ville Murray-Darling-bassinet i det sydvestlige Australien, som i dag er Australiens spisekammer, være tørkeramt dertil, at høstudbyttet ville være blot 3% af i dag, og verdens største system af koralrev, The Great Barrier Reef, ville i år 2100 være dødt.

Så til trods for, at den australske klimaindsats har vakt voldsom intern modstand er landet så småt ved at indstille sig på, at en global klimaindsats er nødvendig.

Fiona Harvey: Kyoto protocol: Australia signs up to second phase, The Guardian 09.11.2012.

Simon Cullen: Australia to sign up to Kyoto phase two, ABC News 09.11.2012.

Paul Osborne: Australia backs new Kyoto protocol, AAP 09.11.2012.

Tom Arup: Australia ready to join ‘Kyoto 2’ climate agreement, Brisbane News 09.11.2012.

Australia joins EU carbon emissions market, BBC News 29.08.2012.

Hurting ourselves for no good reason on climate change, Australian Financial Review 10.12.2012.

Sabra Lane: Doha talks important but more needs to be done, (audio) AM 10.12.2012.

.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.

En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO₂-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.

Jarjus brev starter som følger:

.
Dear President Obama,

As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.

I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.

As researchers at Brown University’s climate and development lab have shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.

Læs Jarjus fulde henvendelse på The Guardian …

Pa Ousman Jarju: An open letter to Obama from the world’s poorest countries, The Guardian 08.11.2012.

.
En ny rapport fra PricewaterhouseCoopers, Too late for two degrees? ser på carbon intensity – den mængde CO₂, som går på en given proces. Når vi er utilbøjelige til bare at bruge mindre, bliver løsningen en vifte af effektiviseringsprocesser, hvor vi mindsker energi- og ressourceforbruget til en given proces og/eller erstatter den med vedvarende energi. I tiden op til COP15 i København kunne man igen og igen høre Connie Hedegaard fremlægge, at vi i Danmark havde decoupled økonomisk vækst og udledningen af drivhusgasser – hvad der i øvrigt igen og igen blev stillet spørgsmålstegn ved, for måske vi blot havde udflaget processer med høj carbon intensity til lande som Kina, hvor kulkraftværkerne stadig fik lov at pulse i fred.

Men hvis vi vil forfølge denne strategi med energieffektiviseringer og procesoptimeringer frem for livsstilsforandringer og regulære indgreb i retten til at flyve, køre bil, spise kød osv. er det derfor centralt at få CO₂-intensiteten sænket radikalt.

Verden bliver da også gradvist mindre carbon intensive. PricewaterhouseCoopers rapport fastslår, at CO₂-intensiteten på verdensplan faldt med 0,8% pr. år i årene 2000-2011. Men, som man kan se af den røde kurve herover, går alt for langsomt med at sænke CO₂-intensiteten. I rapporten bliver det beregnet, at hvis verden skal lykkes med at holde den globale temperaturstigning under 2°C, så vil det fra nu af og frem til 2050 kræve, at faldet i carbon intensity hvert eneste år sænkes med 5,1% – eller mere end seks gange mere pr. år end det er sket i perioden 2000-2011.

Selv hvis vi formåede at firedoble verdens samlede carbon intensity, vil det ifølge PricewaterhouseCoopers rapport snarere lede til en global temperaturstigning på 4°C.

Læs mere »