Strøtanker om bæredygtighed

To. 06.12. – I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem.  Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Læs mere »

Her til morgen dansk tid bragte Huffington Post et åbent brev fra Greenpeaces leder Kumi Naidoo til USAs præsident Barack Obama. Der har været talt meget om det stadig mere svimlende ’emission gap’ mellem den nødvendige indsats og den klimaindsats verdens lande indtil nu har været indstillet på. Men Naidoo karakteriserer ganske præcist det ‘perception gap’, som præger den amerikanske klimadelegation og forholdet mellem den amerikanske oplevelse af klimaudfordringen og den øvrige verdens opfattelse af amerikanernes svigtende klimaindsats og -attitude.
.

An Open Letter to Barack Obama: We Are Running Out of Time

by Kumi Naidoo

Dear Mr. President,

My Name is Kumi Naidoo, I am the Executive Director of Greenpeace International, I also serve as President of the Global Campaign for Climate Action and serve as Global Ambassador of the Global Call to Action Against Poverty. But, today I write to you as an African, as a person from the developing world and as a parent.

The world needs your leadership now — and for the first time you have immense popular support, with a majority of Americans believing that climate change is a real threat.

In 2009, you received the Nobel Prize for Peace in the run-up to the Copenhagen climate summit. There was a strong expectation that you would lead multilateral efforts to combat global warming. Everyone hoped that you would not make the same mistakes as your predecessor, George W. Bush, who ignored the CIA’s and Pentagon’s warning that climate change is the biggest threat to geopolitical stability, security and peace.

Læs mere »

.
I denne video kan man høre Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists give sit bud på situationen efter Doha. Han starter med at sige, at nogle fra Union of Concerned Scientists mener, at de snarere burde hedde “Union of Panicked Scientists”.

Meyer er meget klar i mælet om, at selv med alt det positive man kan sige om forhandlingerne ved COP18 – så er der en fuldstændigt fraværende kobling mellem den nødvendige indsats og reelle indsats – der er en alarmerende lack of urgency.

Meyer fortæller i løbet af disse 10 minutter mest om den amerikanske situation, hvor der har været meget forvirring om kliomaudfordringen, en forvirring, som i høj grad er produceret af højrepolitikere og kul- og olieindustriens massive fornægtelseskampagner. Men at der i det seneste år, støttet af den alvorlige tørke, som har ramt store dele af USA, og orkanen Sandy, som ramte i solar plexus mens medier fra hele verden fulgte den amerikanske situation tæt, har været en voksende forståelse af klimaudfordringens alvor, som det nu er NGOernes opgave at omsætte til et mere direkte politisk pres.

Ifølge Meyer nytter det ikke kun at tale om urgency og male voldsomme klima-scenarier op. Hvis ikke det følges om med konkrete muligheder for at gøre tingene anderledes, så viser alle psykologiske undersøgelser, at det blot føre til fornægtelse.

Mod slutningen citerer han en artikel af Kevin Anderson and Alice Bows, at “a 4ºC World will be incompatible withan organised global community”¹ – og opfordrer til at lade det synke ind for et øjeblik.

Meyers umiddelbare reaktion på resultatet af COP18 kan ses i indlægget COP18 reaktioner og konklusioner.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Public confusion slowing effective climate action in USA, (video) RTCC 11.12.2012.

Kevin Anderson & Alice Bows: Beyond ‘dangerous’ climate change: emission scenarios for a new world, Philosophical Transactions of The Royal Society 29.10.2010.¹

Dette indlæg rummer Bolivias statement ved klimakonferencen COP18 i Doha, fremlagt af Jose Antonio Zamora, Bolivias minister for miljø og vand, 5. december. Det er et godt eksempel på, hvordan en række sydamerikanske lande som en helt fundamental del af deres miljø- og selvforståelse taler om Pachamama, Moder Jord – som en levende størrelse, vi må respektere og indfælde vores samfund og levevis i på harmonisk vis.

I det perspektiv bliver de kvoteordninger, som er tænkt som en kommende global klimaaftales primære mekanisme, blot en købmandsløsning, en de riges lande fralæggen sig ansvaret for de problemer med jordens klimasystem, som man har skabt gennem halvandet århundredes bevidstløs brug af fossile brændstoffer. I politisk perspektiv bliver de rige landes måde at håndetere klimaudfordringen på blot endnu en neokolonialistisk udbygning, hvor det kapitalistiske marked underlægger sig endnu mere af vores fælles levende planet. 

DOHA, Qatar – Mr. President of the COP, distinguished Heads of State of countries of the world, Ministers, Officials, delegates and representatives of social organizations, indigenous peoples and communities and farmers of the world, receive a greeting from the Plurinational State of Bolivia and our President Evo Morales Ayma. The planet and humanity are in serious danger of extinction. The forests are in danger, biodiversity is in danger, the rivers and the oceans are in danger, the earth is in danger. This beautiful human community inhabiting our Mother Earth is in danger due to the climate crisis.

The causes of the climate crisis are directly related to the accumulation and concentration of wealth in few countries and in small social groups, excessive and wasteful mass consumption, under the belief that having more is living better, polluting production and disposable goods to enrich wealth increasing the ecological footprint, as well as the excessive and unsustainable use of renewable and non-renewable natural resources at a high environmental cost for extractive activities for production.

A wasteful, consumerist, exclusionary, greedy civilization generating wealth in some hands and poverty everywhere, has produced pollution and climate crisis. We did not come here to negotiate climate. We did not come here to turn the climate into a business, or to protect businesses of them who want to continue aggravating the climate crisis, destroying Mother Earth. We have come with concrete solutions. THE CLIMATE IS NOT FOR SALE, LADIES AND GENTLEMEN!

Mr. President, The withdrawal of some developed countries of the Kyoto protocol and avoiding of their commitments is an attack on the Mother Earth and to life. The problem of climate crisis will not be solved with political declarations, but with specific commitments.

Læs mere »

.
I denne video kan man høre Ivonne A-Baki fra Yasuni-ITT Initiative fortælle om et enestående projekt i Ecuador, hvor man i et område af Amazonbækkenet, som har den måske højeste biodiversitet i verden og rummer endnu ikke-kontaktede grupper af oprindelige folk, har fundet store mængder af olie i undergrunden.

I stedet for at rykke frem med det store olieudvindingsudstyr for at hente nogle let tjente penge op til et fattigt udviklingsland, har Ecuador forsøgt at skabe opbakning til, at landet bevarer området urørt mod at få en form for kompensation fra verdenssamfundet.

I en situation, hvor det står stadig mere klart, at vi kun kan afbrænde 20-25% af de nu kendte fossile reserver, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 2ºC, er det indlysende, at et sted som Yasuni forbliver urørt. Men har Ecuador råd til at lade være? – og har verdenssamfundet råd til i alle tilfælde at betale forat lade samtlige 75-80% af de fossile reserver ligge? Skal for eksempel et rigt land som Canada kompenseres for ikke at ødelægge et område på størrelse med Frankrig for at udvinde tar sand-olien? – og skal Danmark betales for ikke systematisk at hente al olien op af Nordsøen?

Det er svimlende spørgsmål, hvis Yasuni-metoden skal bringes til at dække alle forekomster. Men det behøver heller ikke at være tilfældet. Foreløbig ser det ud til, at Ecuadors initiativ lykkes – i hvert fald for en tid.

Yasuni-ITT projektet er nærmere belyst i blog-indlægget: Biodiversitet IV – Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis?

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ecuador’s ‘courageous’ decision to leave oil in the ground, (video) RTCC 04.12.2012.

.
Satu Hassi, medlem af Europa-parlamentet for Finland og del af Europa-parlamentets grønne gruppe, siger i denne lille video, at hun ville ønske, at EU ville stramme sin klimamålsætning til 30% i 2020. Samtidig med at det ville være et godt signal i Doha, vil det betyde en styrkelse af økonomien i EU og skabe 6 mio. nye arbejdspladser. Og hun fortæller, at et flertal af Europa-parlamentets medlemmer finder, dels at de såkaldte ‘hot air’-kreditter skal inddrages og at EUs ambitionsniveau skal øges til 30%.

Hassi bliver spurgt om det rimelige i, at der kræves enstemmighed i klimaspørgsmål, og hun svarer, at der er en proces i gang, så det bliver overført til almindelige forretningsanliggender, så klimaindsatsen fremover ikke vil kunne blokeres eller bremses af et enkelt medlemsland. Hun siger, at der ikke i EUs regelsæt er noget, som dikterer, at klimaområdet kræver fuld enighed – det er blot en dårlig vane.

For Hassi er det vigtigste spørgsmål at få behandlet i Doha, hvordan vi får lukket ‘the emission gap’, så mulighederne for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC ikke tabes. I forhandlingerne bliver der talt en masse om små detaljer, hvoraf nogen betyder mere og nogen betyder mindre, og nogen blot har symbolsk betydning. Men der bliver talt alt for lidt om, hvoran man overordnet kan lukke dette ‘the emission gap’, som er den centrale udfordring (the crucial thing for the whole future of all of us).

Se tidligere blog-indlæg: UNEP Emissions Gap Report 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Raised ambition could bring 6 million jobs to EU, (video) RTCC 05.12.2012.

.
I denne video kan man høre Anja Kollmuss fra Carbon Market Watch fortælle om problemerne med de såkaldte AAUs, Assigned Amount Units, som under COP18 omtalt om ‘hot air’.

Ved etableringen af det europæiske kvotemarked blev særligt de østeuropæiske lande tildelt meget store mængder af gratis kvoter, og i alt er der i dag 16 mia. ubrugte kvoter, som dels er med til at holde prisen på kvoterne alt for lav, dels er en bombe under systemet, hvis det ender med at føre til udledningen af 16 mia. ton CO₂.

Anja Kollmuss påpeger, at det svækker EU voldsomt ved forhandlingerne ikke at have fået løst denne situation forud for COP18. Og hun insisterer afsluttende overfor de østeuropæiske lande, at de opgiver deres fastholden af deres ret til disse AAUs, da de alligevel aldrig kommer til at kunne bruge dem, og kun har opnået at forsinke den i forvejen besværlige forhandlingsproces i Doha.

I et åbent brev til forhandlingsdelegationerne i Doha 28. november skriver Carbon Market Watch: “Get rid of hot air now! The gigantic surplus of emissions permits under the Kyoto Protocol threatens the viability of a second commitment period and any future climate deal. We urge Parties to agree to a solution that ensures the use of the surplus is severely restricted and limited to domestic compliance. No new “hot air” surplus must accumulate in the second commitment period and the entire surplus must be cancelled permanently by the end of the second commitment.”¹

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Issue of AAUs undermining EU credibility, (video) RTCC 05.12.2012.

Open letter to the ICAO for a market-based measure to reduce aviation emissions, Carbon Market Watch 30.11.2012 (pdf).

European Parliament Event: Help or hindrance? Reforming offsetting rules in European Climate policy, Carbon Market Watch 29.11.2012.

Open letter to Environment Ministers and delegates of all UNFCCC Parties: Increase ambition and close loopholes at COP18, Carbon Market Watch 28.11.2012.¹

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO₂-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Læs mere »

.
I denne video kan man høre FNs generalsekretær Ban Ki-moon ved en pressekonference pointere, at klimakrisen er voksende, og at muligheden for at imødegå alvorlige klimaforandringer hastigt rinder ud.

Verdens ledere besluttede ved COP15 i København i 2009, at den globale temperaturstigning måtte holde under 2ºC. Det er stadig ikke for sent, men hvis det skal lykkes, må vores indsats må nødvendigvis matche udfordringens omfang.

2°C-målsætningen er stadig både mulig of finansielt attraktiv (viable). Det er den politiske vilje, som mangler.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ban Ki-moon warns window of opportunity on climate change is closing, (video) RTCC 04.12.2012.

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »