Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser maj 2013

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj – Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj – Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj – KEPCO på skolebænken 
19. maj – Abes industriministerium involveret i astroturfing 

20. maj – tæt på plutonium-ulykke i Hamburg 
21. maj – JAPC indkalder egne eksperter
22. maj – Cæsium i alle plankton-prøver
22. maj – Cool Biz 2013 
23. maj – Kulkraftværk på tegnebordet

24. maj – Panel: 70% chance of Nankai Trough quake by 2040s 
25. maj – Alvorligt uheld på japansk atomforskningsanlæg 
25. maj – Fukko nationalpark langs Tohukus østkyst 
26. maj – Abe: Reaktor-start vigtig for japansk økonomi 
27. maj – FN-udvalg: Kun få sundhedskonsekvenser fra Fukushima-katastrofen

28. maj – Ikke kun i Japan
29. maj – Nankai-strategi: Ikke forudsigelser men forberedelser
30. maj – Fire forsyningsselskaber i kø for genstart af reaktorer
31. maj – TEPCO beordret til at mindske mængden af radioaktivt vand

Se Fukushima links for maj 2013.

Læs mere »

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO₂-neutral i 2030. I det CO₂-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Læs mere »

.
I denne 4:12 min. video kan man høre Jeremy Rifkin, leder af Foundation on Economic Trends, efter en præsentation ved et russisk seminar med temaet delivering sustainable value svare på et spørgsmål om hans syn på atomkraftens fremtid. Han svarer først meget kort, at han ikke mener, at den ud fra et forretningsperspektiv ikke har nogen fremtid, dernæst giver han faktisk en meget klar analyse af hvorfor.

Vi så med Chernobyl og Three Mile Island, at A-kraften ikke var ufarlig. Når den alligevel blev overvejet videre, er det som en del af omlægningen til en CO₂-fri energiproduktion. Og skal A-kraften batte noget i klimaudfordringen, skal vi fra at A-kraften i dag yder omkring 6% af verdens energiforsyning op på mindst 20% inden for en overkommelig fremtid. Vi har i dag på verdensplan 400 reaktorer, men mange af dem er ved at være udtjente, så vil det ud over fornyelsen af de 400 eksisterende reaktorer kræve opførelsen af omkring 1.600 nye, eller 3 om måneden i de næste 40 år, siger Rifkin – og det kan han på ingen måde se ske. Han vil være overrasket, hvis der bliver bygget mere end 100 (til erstatning af de eksisterende).

Det hænger sammen med, at flere af de lande, som allerede har A-kraft, er ved at opgive den eller nedskrive den rolle i den samlede energiforsyning, og at de få værker som rent faktisk er blevet opført i dette årtusinde har vist sig at blive voldsomt meget dyrere – så dyerere, at de dårligt lader sig opføre uden enorme statslige støttebeløb. Og selv hvis vi blot fornyede de nu omkring 400 reaktorer på verdensplan, så ville vi allerede omkring 2020-25 begynde at mangle uran, hvorfor priserne vil gå op.

Han kommer ikke ind på de mange problemer med at håndtere strålingen, når ulykken er sket, men nævner med en vis bekymring, at bortset fra Sverige og Finland, har ingen lande efter 70 år med A-kraft løst deres atomaffaldsproblem. For ham er A-kraft “centralized power”, som ikke passer ind i fremtidens energisystemer.

Rifkin er forfatter til bøger som The End of Work og The European Dream, og han får på de blot fire minutter givet et godt og konsistent svar, som hermed er videregivet.

Se tidligere blog-indlæg: The Empathic Civilisation – med en tegnet introduktion til Rifkins bog af samme navn.

.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:

”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.

The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”

Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.

Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.

Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.

Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.

Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.

I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.

Se tidligere blog-indlæg om den amerikanske klimafornægtelse: Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Sandy bryder klimatavsheden, Klimaudfordringens fortielse i det amerikanske valg, Donald Brown: Romneys klimafornægtelse, Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden, Disconnecting the dots, Deepak Chopra om klimaudfordringen, Heartland Institute – i klimafornægtelsens hjerte, Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, Skeptic Arguments sorted by taxonomy og Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik.

Se tidligere blog-indlæg tagged valgkamp 2012.

Joe Romm: Obama Goes Hawkish: Failure To Respond To Threat Of Climate Change, ‘Would Betray Our Children And Future Generations’, Climate Progress 21.01.2013.

Obama’s Second Inaugural Address: Watch Here, Mother Jones 21.01.2013.

Erica Martinson: Obama promises action on climate change, Politico 21.01.2013.

Andrew Restuccia: Joe Biden to climate activists: ‘Keep the faith’, Politico 21.01.2013.

Patrick Rucker: Obama gives unexpected nod to climate as second term priority, Reuters 21.01.2013.

Matt Spetalnick & Jeff Mason: Confident Obama lays out battle plan as he launches second term, Reuters 21.01.2013.

James Murray: Obama: ‘We will respond to the threat of climate change’, Business Green 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Climate change moves to forefront in Obama’s second inaugural address, The Guardian 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Obama under pressure after Nebraska governor signs off on Keystone XL, The Gaurdaian 22.01.2013.

Obama address ties current issues to founding principles, (AP) (Obamas tale) Japan Times 23.01.2013.

Varie Volcovici: Analysis: Obama’s next climate steps apt to be temperate, Reuters 23.01.2013.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2013

1. januar – Abes energipolitik “extremely regrettable”
4. januar – Snyd med dekontamineringsarbejdet
6. januar – Fukushima-stråling stammer fra den kolde krig
7. januar – Den japanske A-kraft-affaldshåndtering stadig ikke løst
11. januar – Mirai Nihon Project – et fremtidens hus

15. januar – TEPCO slår sig på kul
17. januar – Fukushima får verdens største havvindmøllepark
18. januar – Sikkerhedskrav vil forsinke genstart af 26 af Japans reaktorer
19. januar – Fukushima-fisk fanget med 2.500 gange for høj stråling
24. januar – Nye videoer frigivet fra TEPCO

25. januar – Japan dropper sin klimamålsætning
26. januar – Naoto Kan om Fukushima-krisen
27. januar: Women of Fukushima – blog-indlæg.
28. januar – Prometheus Trap: Asahi Shimbun-serie om USA-Japan e. 11.03.
29. januar – NRA sender Tsuruga-værket til tælling 

30. januar – Abe tavs om Fukushima

Fukushima links for januar 2013.

Læs mere »

Fra 26. november til 8. december var repræsentanter fra alle verdens lande samlet i Doha, Qatar til COP18, en ny runde af forhandlingerne om en globale klimaaftale. I den forbindelse har jeg løbende fulgt processen her på Strøtanker om bæredygtighed, og det er i løbet af de to uger blevet til en bred vifte af indlæg:

Indlægget COP18 reaktioner og konklusioner søger at opsummere resultatet af COP18 og samler links til synspunkter på COP18 fra hele verden, mens COP18 – The Doha Gateway bringer et rids af aftalens vigtigste punkter.

Daglige indlæg (tagged COP18 noter) giver en række nedslag under vejs: note I (26.11.), note II (27.11.), note III (28.11.), note IV (29.11.), note V (30.11.), note VI (01.12), note VII (03.12.), note VIII (04.12.), note IX (05.12.), note X (06.12.), note XI (07.12.) og note XII (08.12.).

En lang række små introducerede videoer (tagged COP18 video) giver forskellige perspektiver på en mangfoldig konference med 17.000 deltagere, se: Al Jazeera: Has Doha delivered?, An Open Letter to Barack Obama, Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, Bolivia: The climate is not for sale, Yasuní-ITT: Biodiversitet eller oliemilliarder?, Satu Hassi: 30% målsætning for EU vil give 6 mio. nye jobs, Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem, Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing, Geoffrey Lean: A mad way to run a planet, Slut med fossile subsidier, CO₂-lagring med bambus, People find it quite hard to contemplate changes in their lifestyle, Christiana Figueres: COP18 status efter de første dage, Carol Turley: Oceanerne står overfor et tipping point, Runge-Metzger: Indblik i forhandingerne i Doha, Rajendra Pachauris tale ved COP18, UNEP: Permafrosten en tikkende metanbombe, Jim Dougherty om fracking-problemer, An open letter to governments and their negotiators, Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve?, COP18 Side Event: Drivers of Deforestation, Australien melder klar til Kyoto-aftalens anden runde, IUCN: Oprindelige folkeslag kan lære os om klimatilpasning samt Kitty Ehn: Sweden must live up to its climate reputation.

Forud for COP18 ser en håndfuld blog-indlæg på baggrunden for konferencen: Christiana Figueres: Udfordringen i Doha, UNEP Emissions Gap Report 2012, Verdensbanken: “Skru ned for varmen”, ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag, Klimafølsomheden større end hidtil antaget, IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011, Terningerne er kastet, Førstehjælp til det europæiske kvotesystem, EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale, Danmark i mål med Kyoto-aftalen og Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko.

Endelig har indlægget COP18 positioner og forviklinger links til artikler omkring forhandlingerne i løbet af de to uger i Doha, hvor COP18 reaktioner og konklusioner har links fra tiden efter afslutningen, og Optakt til COP18 rummer links omkring klimakonferencen forud for COP18, mens Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det forberedende møde i Bonn i juni 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Links til reaktioner på COP18 og The Doha Gateway vil løbende blive opdateret herunder i de kommende dage.

Christiana Figueres på Twitter: “All #COP18 decisions adopted by acclamation. We have a Second Commitment Period of the Kyoto Protocol !!!”

Roger Harrabin på Twitter: “Take-out thought. Exhibition of green technology linked to #cop18 showed Saudi plans for carbon capture and storage. To force out more oil.”

.
.
Lad mig blot starte med denne 1½ min. opsummering fra Alden Meyer, som er leder af afdelingen for policy og strategi i Union of Concerned Scientists, som siger, at vi netop her i Doha har set, at det var den fossile industri, som vandt – at sceancen i Doha er en trade fair, og ikke som den burde, bygget på en afklaring af den nødvendige indsats på baggrund af den tilgængelige videnskab.

I videoen til højre gør Kumi Nadoo fra Greenpeace status: Vi kom med små forventinger, og er endda blevet skuffede. “Any government walking out of these negotiations saying that this was a success, is suffering from a terrible case og cognitive dissonance. Where the reality is telling us that we are running out of time, and the science is telling us that we need much greater ambition, and we have to call this a substantial failure. All we are seeing is baby steps in the positive direction. Our governments now have to realise that the science is not negotiable. We cannot change the science,” siger Naidoo.

Ed King 13.12.: COP19 hosts Poland maintained its stash of hot air credits, a relic from the Soviet era, but found its potential buyers renounce their addiction one by one. Imagine winning the lottery and finding no-one used money anymore.

John McCormick skrev i en diskussionsspalte på Climate Progress 10.12., at: “UNFCCC agreed to hold the next COP (Number 19 when 18 COPs produced nothing) in Poland. A huge coal burner. Instead, COP 19 should be held on the Philippines southern island of Mindanao so the delegates can experience the real suffering climate change is ravaging around the world. Let them sleep in the refuge camps and talk with the survivors to get a real sense of the issue.”

 31.12. 

Syed Mujtaba Hussain: Doha Climate Change Conference another lost opportunity to enhance ambition, The Nation (Pakistan) 31.12.2012.

 28.12.

Seoul Mayor calls for climate funds to be channelled through cities, RTCC 28.12.2012.

 27.12.

Olga Dobrovidova: A letter on behalf of the climate to Russia’s Father Christmas, RTCC 27.12.2012. 

 26.12.

Tseming Tang: Quicker fix for climate change, CNN 26.12.2012.

 24.12. 

Iraq calls for Arab action on climate change, AFP 24.12.2012.

Pano Kroko: 18 years wasted just talking about Climate Change… Bleeding Edge Blog 24.12.2012.

Læs mere »

Umiddelbart efter vedtagelsen i Doha har UNFCCC rundsendt denne pressemeddelelse, som giver et rids af konferencens resultater. Slutdokumenterne omfatter i alt omkring 40 enkeltdokumenter. De er tilgængelige fra UNFCCCs hjemmeside.
.

Doha climate conference opens gateway to
greater ambition and action on climate change

(Doha, 8 December 2012) At the UN Climate Change Conference in Doha, Qatar (COP18/CMP8), governments have taken the next essential step in the global response to climate change.

Countries have successfully launched a new commitment period under the Kyoto Protocol, agreed a firm timetable to adopt a universal climate agreement by 2015 and agreed a path to raise necessary ambition to respond to climate change. They also endorsed the completion of new institutions and agreed ways and means to deliver scaled-up climate finance and technology to developing countries.

“Doha has opened up a new gateway to bigger ambition and to greater action – the Doha Climate Gateway. Qatar is proud to have been able to bring governments here to achieve this historic task. I thank all governments and ministers for their work to achieve this success. Now governments must move quickly through the Doha Climate Gateway to push forward with the solutions to climate change,” said COP President Abdullah bin Hamad Al-Attiyah.

The Executive Secretary of the UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), Christiana Figueres, called on countries to swiftly implement what has been agreed in Doha so that the world can stay below the internationally agreed maximum two degrees Celsius temperature rise.

Læs mere »

Lø. 08.12. – Vores klimaminister Martin Lidegaard, som varetager forhandlingerne for EU i ADP-sporet, skrev tidligt i morges på Facebook: “To timers søvn, to kopper kaffe og to paragraffer, der skal forsvares. Forhandler den fremadrettede aftale på vegne af EU. Lidt for spændende….”

Det er endnu ikke endeligt vedtaget, men Lidegaard arbejder intenst på at få en aftale på plads igennem om en klimaindsats frem til 2020, hvor den store globale aftale skal iværksættes, som gør, at håbet om 2ºC ikke går tabt i de mellemliggende år. Foreløbig er EU og AOSIS-landene bag, og i Deadline i går aftes lød han stadig optimistisk, at det ville lykkes at få igennem.

De fire tekster, som lige er til forhandling – stadier pr. 9:20 Doha time – er tilgængelige her:
– Kyoto Protocol extension
– Durban Platform, 2015 agreement
– LCA
– Finance (Friday, 12:17)

Uenighederne synes lige nu at samle sig om to spørgsmål – ikke nødvendigvis de største i et større perspektiv, men dem som i slutspillet har skabt mest konflikt. Dels er det spørgsmålet om ‘hot air’, som efter at det syntes løst i går aftes igen dukkede op, da en række østeuropæiske lande ikke ville goutere formuleringen i det fremlagte udkast til aftalen om Kyoto-aftalens fortsættelse. Dels er det spørgsmålet om erstatning for tab i forbindelse med naturkatastrofer i de fattigste lande udløst af klimaforandringer, hvor AOSIS-landene er desperate over USAs totalt ansvarsforflygtigende attitude.

Læs mere »

Denne 25 min. video fra Al Jazeera giver en vurdering af COP18 i Doha her hvor forhandlingerne nærmer sig de afgørende timer. Efter en indledende perspektivering af situationen har Al Jazeeras studievært Nick Clark en samtale med Kumi Naidoo (fra Greenpeace) Wael Hmaidan (fra Climate Action Network) og Mohammed Jassim Almaslamani (miljøekspert fra  Qatar). Samtalen er ikke tidsfæstet, men synes at være gennemført midt på ugen, hvor forhandlingsteksterne var overgivet til små ministerteams for at søge kompromis-udforminger, som alle kunne acceptere.

Naidoo indleder samtalerunden med måske lidt overaskende at sige, at det ikke er klimaforhandlingernes truktur, som fejler noget. Når de ikke kommer til bedre resultater end de gør, er det fordi der ikke er den tilstrækkelige politiske vilje til at give forhandlingsdelegationerne det nødvendige mandat til at løse problemerne. Men han ser endda den lange række af COP-forhandlinger som vigtig for at skabe den nødvendige politiske vilje.

Se også indlægget Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve? med en tilsvarende 25 min. udsendelse 27. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Has Doha delivered? (video) Al Jazeera 08.12.2012.