Strøtanker om bæredygtighed

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Siden 1800-tallet har togene trukket deres snavsede spor gennem byer og landskaber, først på kul, siden på diesel, men mange steder har man helt eller delvist skiftet til el-drevne tog, og flere og flere steder i verden ser man superlyntog, som med forrygende hast bevæger sig fra by til by uden fortidens frenetiske larm og hostende uddunstninger. Men så længe strømmen blot bliver til på et kulkraftværk, sviner det stadig, blot et andet sted, og klimapåvirkningen fra det at rejse med tog forbliver betragtelig, selvom den er markant mindre end med fly og privatbil.

Derfor er det interessant at følge briterne, som nu er ved at gå i gang med et pilotprojekt, hvor man vil rejse et stort antal små vertikale vindmøller langs jernbanesporene for ad den vej at producere kørestrømmen.

Det britiske Department for Energy and Climate Change har bevilget 16 mio. £ til første fase af forsøget, hvor man vil optimere en 80 kW vertikal mølle fra X-Wind til opstilling langs sporene. Dette skulle kunne give en effekt på 1 MW pr. km, hvilket måske ikke lyder af meget – der skal 25 af de små møller til blot at producere som en enkelt af Middelgrundens møller. Første fase af projektet skal blot teste det teknologiske i begrænset skala. Men fuldt udfoldet langs de engelske jernbaner vil det på årsbasis kunne give 2.200 GWh – hvilket skulle svare til omkring 70% af strømforbruget.

Ofte bliver det hævdet, at vindmøller skal ud på havet for at have optimale vindforhold. Og man skal nok ikke stille dem op langs sporene lige der, hvor man passerer en skov. Men de vertikale møller har ofte en helt anden følsomhed, som gør at de producerer selv ved lave vindhastigheder og under turbulente vindforhold.

Det for alvor interessante er, hvis produktionen sker så decentralt og såpas doseret, at man kan bruge de allerede eksisterende køretråde som grid. For så skal der ikke graves og ikke trækkes nye el-kabler gennem landskabet, og dermed bør driftsøkonomien kunne blive en helt anden.

Landskabspurister vil sikkert råbe op. Men det har sin egen naturlighed, at møllerne følger sporene i deres vej gennem det åbne land, og det bør kunne gøres, så de står på én gang præcist og nænsomt i landskaberne. Og selvom man helt tæt på ville kunne høre de små møller (som kan laves ganske lydsvage), så vil det være langt mindre, end når togene passerer.

I en tid, hvor alt, som har med vindkraft at gøre, bliver større og større, er det også tankevækkende, at man søger at udvikle en blot 80 kW mølle til at dække elforbruget for Storbritanniens største elforbruger. “Small is Beautiful” hed det tilbage i 60erne og 70erne, og biologerne fortæller os igen og igen, at den natur, vi er ved at rende over ende, rent faktisk fungerer decentralt, uden central styring og uden at måtte importere råvarer fra hele verden for derefter at distribuere resultatet til hele verden, men endda har vi aldrig rigtig lært at høste fordelene ved den lille skala. Tværtimod bliver næsten alting – inklusive vores problemer – i disse år større og større.

Og … selv en 80 kW mølle er ikke helt lille, faktisk forventer X-Wind, at deres 80 kW rotor bliver 19 m høj og 11 m i diameter. Så de planlagte møller vil stå som meget store, mekaniske solitærtræer i landskabet.

Inden man kaster sig ud i til tilsvarende forsøg langs de danske jernbaner – hvilket var oplagt at gøre – så kunne jeg ønske mig, at man gjorde sig nogle flere skulpturelle og landskabsæstetiske overvejelser, for eksempel om en trebladet vertikal mølletype som QR5 (fremstillet af det konkurrerende engelske firma Quiet Revolution) ville stå roligere i landskabet end X-Winds tobladede model.

De vertikale møller kan i den mindre skala have en udtalt elegance, som risikerer at gå tabt i opskaleringen, så det kunne være interessant at regne på, om man i stedet for 80 kW møller lige så godt kunne bruge flere 10 eller 20 kW møller, som så blev stillet tilsvarende tættere op.

Den visuelle effekt på landskabet ville i hvert fald blive mindre bastant, mere let og elegant, hvis man brugte endnu flere endnu mindre møller.

David Thorpe: Will the Future of Rail Run on Wind Energy? The Low Carbon Kid 03.07.2013.

I dagene 8.-13. juni blev konferencen Chapman Conference on Communicating Climate Science: A Historic Look to the Future afholdt i Granby, Colorado, USA. Programmet var ganske omfattende – med temaet bredt defineret omkring kommunikationen af klimavidenskaben og klimaudfordringen.

I alt omkring 50 af konferencens bidrag er tilgængelige via YouTube, og jeg har her blot herunder indlejret et lille udvalg sammen med deres abstracts.

En liste over konferencens indlæg kan ses her, og en søgning over tilgængelige YouTube-videoer fra konferencen kan ses her.

Læs mere »

.
Den amerikanske komiker Bill Maher – som aldeles ikke står tilbage for at diskutere alvorlige emner dybt seriøst – har i denne sekvens af Real Time with Bill Maher inviteret klimaforskeren Anthony Leiserowitz for at tale om klimaindsats og global opvarmning i lyset af Obamas nylige klimatale (se blog-indlæggene Obamas klimaplan og Obama om Keystone XL)

Leiserowitz, som er leder af Yale Project on Climate Change Communication, har forsket i den amerikanske befolknings klimaattitude, så måske lige bortset fra Mahers næsten tvangsagtige pukken på de troende er disse 7 minutter en yderst begavet samtale om, hvad der rører sig i en befolkning. Leiserowitz opruller 6 segmenter, hvoraf kun de 16% er egentlige fornægtere. Endda er denne fornægtelse i stand til at blokere for en egentlig indsats i Kongressen. Så mens attituderne i befolkningen måske ikke er så anderledes end i flertallet af verdens lande – i den modsatte ende af spekteret er der 16% som er dybt alarmerede over situationen – så er det, at et egoistisk mindretalssynspunkt i den grad kan styre og blokere for udviklingen i USA, et klart billede af, i hvor høj grad den politiske magt og diskurs i USA er styret af snævre økonomiske interesser.

Det har formået at pervertere hele værdidebatten derhen, at forsvaret for individets ret er blevet et forsvar for retten til at forurene uden at rydde op efter sig, retten til at profitere uden at tænke på fremtiden, retten til at mele sin egen kage, og retten til at afvise ethvert hensyn til helheden.

Og dette i ‘God’s Own Country’ – de opfører sig ikke alle sammen lige meget som Guds børn.

Har nedenfor sat referencer ind til en række blog-indlæg, som introducerer Leiserowitz’ forskning i klimaattituder og klimakommuniation.

Public Support for Climate & Energy Policies in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 20.05.2013.

Americans’ Global Warming Beliefs and Attitudes in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 09.05.2013.

A National Survey of Republicans and Republican-Leaning Independents on Energy and Climate Change, Yale Project on Climate Change Communication 02.04.2013.

Global Warming’s Six Americas in September 2012, Yale Project on Climate Change Communication, september 2012 (pdf).

.
I sin ugentlige tale til amerikanerne fortsatte Obama, hvor han slap ved sin klimatale ved Georgetown University i tirsdags. Som man kan se i videoklippet herover, fortæller han stille og roligt, præcist og indtrængende, at dette var nødvendigt, dette var fremtiden, og at det ikke bare var noget, regeringen kunne gøre alene, men at det krævede, at alle støttede op om det. Så han opfordrede alle til at italesætte problemet.

Jeg kunne have ønsket mig, at han havde gjort dette allerede i 2008 eller 2009 – eller i 2010, da det stod klart, at der ikke ville komme nogen klimalovgivning igennem Kongressen. Men … bedre sent end aldrig. Og man må sige, at han har forberedt dette rimelig grundigt. Man fornemmer en forståelse af klimaudfordringen, som ligger langt over, hvad der er almindeligt for politikere. Faktisk er der ikke ret mange andre af verdens statsledere, som ville kunne holde en sådan tale.

Og han får brug for sin indsigt. For selvom den klimaplan, han har fremlagt, er sammensat af initiativer, som går uden om Kongressen og dens klimafornægtende republikanske flertal, så er der ingen tvivl om, at hans klimaudspil vil støde på rigtig mange knaster.

Der har allerede rejst sig en storm af protester over hans “war on coal”, og Repræsentanternes Hus er i fuld gang med at fratage allerede vedtagne vedvarende energiprojekter deres finansiering. Så hvor Obama med sin beslutning i 2009 om for en tid at bøje af overfor klimafornægtelsen har givet plads for mange viltre påstande, så har Obama med fremlæggelsen af sin klimaplan i tirsdags talt den fossile lobby midt imod (se blog-indlægget Obamas klimaplan).

Se øvrige blog-indlæg om Obamas fremlæggelse af klimaplanen: Obama varmer op til klimaindsats, Obamas klimaplan, Obama om Keystone XL, samt Obama følger op.

Se blog-indlæg tagged Barack Obama, Keystone XL, USA.

Josh Lederman: Obama Talks Climate Change In Weekly Address: ‘I’ll Need You To Act’, (video), Huffington Post, 29.06.2013.

Claire Thompson: House responds to Obama’s climate plan with an offshore drilling plan, Grist 29.06.2013.

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

.
Her til aften dansk tid fremlagde Obama sin klimaplan ved en tale ved Georgetown University: “The question is not whether we need to act,” sagde han: “The question is whether we will have the courage to act before it’s too late.” Som sædvanligt er han sublimt veltalende, og har får faktisk på lidt under en time givet en ganske klar analyse af, hvorfor det er en god beslutning for USA at gå målrettet ind i en omstillingsøkonomi.

Selve klimaplanen blev frigivet tidligere på dagen – et 21 sider langt dokument, som kan downloades herfra. Og talens fulde transskription kan læses her.

Obamas klimaplan sætter ind på en lang række områder:

• Directs the EPA to issue draft emission rules for existing power plants by June 2014, to be finalized by June 2015.
• Asks the EPA to “work expeditiously” on finalizing rules for new power plants that the agency issued in March 2012.
• Pledges that the federal government will draw 20 percent of its power from renewable sources by 2020.
• Sets a goal of permitting an additional 10 gigawatts of renewable energy on public lands by 2020.
• Sets a goal of putting 100 megawatts of renewable energy on federally subsidized housing by 2020.
• Creates a new, $8 billion loan guarantee program for advanced fossil fuel projects at the Department of Energy.
• Directs the EPA and the Department of Transportation to work on fuel economy standard for heavy-duty trucks, buses, and vans for after 2018.
• Sets a goal of cutting at least 3 billion tons of carbon pollution by 2030 through improvements in energy efficiency standards.
• Calls for an end to US funding for fossil fuel energy projects overseas unless they include carbon capture technology.

Læs mere »

Et forskerteam ved Sharp Corporation har netop sat ny verdensrekord for solcelle-effektivitet med en solcelle, som er i stand til at omdanne 44,4% af den indstrålede solenergi til elektricitet, hvilket er en bedrift, som ingen rigtig forestillede sig mulig for blot få år siden.

Men det som virkelig greb mig derved, var nedenstående diagram fra NREL (National Renewable Energy Lab, USA), som dels giver et tankevækkende billede af, hvor mange forskellige solcelleteknologier, som der i disse år udvikles på, dels viser hvordan den rivende teknologiske udvikling på solcelleområdet gør, at der til stadighed sættes nye rekorder i solcellernes effektivitet – dvs. hvor meget af det lys, som rammer en given solcelle, som omdannes til elektricitet.

Læs mere »

.
I går frigav Obama ovenstående video, hvor han forbereder amerikanerne på en tale tirsdag eftermiddag ved Georgetown University (25.06.), hvor han vil fremlægge sin klimaindsats. I videoen siger Obama:

This is a serious challenge – but it’s one uniquely suited to America’s strengths.

We’ll need scientists to design new fuels, and farmers to grow them. We’ll need engineers to devise new sources of energy, and businesses to make and sell them. We’ll need workers to build the foundation for a clean energy economy. And we’ll need all of us, as citizens, to do our part to preserve God’s creation for future generations – our forests and waterways, our croplands and snowcapped peaks.

There’s no single step that can reverse the effects of climate change. But when it comes to the world we leave our children, we owe it to them to do what we can.

So I hope you’ll share this message with your friends. Because this a challenge that affects everyone – and we all have a stake in solving it together. I hope to see you Tuesday. Thank you.

Ikke nogen dybtgående analyse, ikke nogen bebrejden nogen noget, ikke nogen tøven, blot en konstateren af, at kræver alles medvirken og at det er nu – at vi skylder vores efterkommere at arbejde sammen om at møde denne udfordring.

Vi skal nok heller ikke forvente det helt store fra Obamas side. Hans muligheder for at lave en radikal klimaindsats, som peger frem mod et fossilfrit USA, er lige nu er stærkt begrænsede. Det republikanske flertal i kongressen, som er domineret af en skinger klimafornægtelse, vil i den nuværende situation modsætte sig alt, som har med klimaindsats at gøre. Obamas klimapakke vil derfor være sammenstykket af en vifte af små indsatser, som han kan iværksætte uden om kongressen. Det står også nogenlunde klart, at et af de vigtigste elementer bliver en regulering af udledningerne fra de eksisterende kulkraftværker.

Sandsynligvis vil den klimaindsats, Obama introducerer, samlet set være tilstrækkelig til at nå den besparelse på 17% i forhold til 2005, som han lovede i København i tiden efter COP15. Og det vil sikkert blive frembåret som en betydelig klimaindsats. Men i 2005 lå udledningerne i USA markant over udledningerne i 1990, som normalt regnes som basisår. Disse 17% vil derfor kun lige akkurat bringe niveauet tilbage omkring det samme som det var i 1990 – hvor verdenssamfundet ved Earth Summit i Rio de Janeiro i 1989 aftalte at iværksætte en proces for at imødegå klimaudfordringen.

Set i lyset af den samlede globale situation og det ambition gap, som senest det Internationale EnergiAgentur har opridset (se blog-indlægget IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig), så er en amerikansk indsats i denne størrelsesorden alt andet end ambitiøs.

Det ved Obama godt, for han er omringet af begavede rådgivere, som fuldt ud forstår udfordringens omfang. Men en egentlig klimaindsats, som Obama lovede ved sin tiltræden i 2008, skulle han set i bakspejlet have lavet i de første to år af sin regeringstid, hvor han havde flertal i begge kamre. For som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at han genvinder flertallet i kongressen ved det næste valg hertil i 2014.

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »