Strøtanker om bæredygtighed

I dag er der tilsyneladende ikke nogen video-reportage fra IISD med dagens highlights, så jeg må prøve at klare mig uden. En arbejds-COP er denne runde i Warszawa blevet kaldt, og der er blevet arbejdet længe i flere af sporene. Agus Sari tweetede for eksempel her til aften, at han “started the day early. Now it’s 10pm, and there’s still no end in sight of this negotiating session.”

Pan African Justice Alliance, som er en sammenslutning af 500 afrikanske NGOer, har i dag fredag opfordret samtlige afrikanske delegerede til at udvandre fra klimaforhandlingerne i konsekvens af, at der ikke synes at være nogen reel vilje blandt de rige lande til at påtage sig et ansvar for finansieringen af klimaindsatsen i verdens fattigste lande, og at de endnu en gang synes at forhale planerne om at etablere et tredje ‘ben’ i forhandlingsstrukturen, så man ud over et mitigation-spor og et adaptation-spor, havde et selvstændigt loss and damage-spor i de i forvejen meget komplekse forhandlinger. Det lykkedes med en tilsvarende strategi ved et klimamøde i Barcelona i 2009, men det er stadig uvist, om de afrikanske delegationer vil gøre tilsvarende denne gang.

Opfordringen kommer på baggrund af, at der efter den første uges forhandlinger gradvist står klart, at de rige lande finansieringsmæssigt har meget lidt med hjemmefra at byde ind med, og at der rigtig mange steder er tale om en eklatant manglende seriøsitet, og at de op til 100 mia. $ pr. år, som der i København i 2009 blev stillet i udsigt frem mod 2020 har meget svært ved at materialisere sig. Samtidig er den åbenlyse respektløshed for den samlede situation, som ikke mindst Canada, Australien USA og Japan har lagt for dagen med til at øge frustrationerne.

Det har også vakt en del harme, at USA og EU har været helt afvisende overfor forslaget fra G77 og Kina om at udvikle et beregningsgrundlag for at indkalkulere de historiske emissioner for at kunne afgøre, hvor meget hvert land ville kunne udlede i fremtiden. USA synes at afvise blot ud fra en manglende erkendelse af, at de lande, som igennem snart 200 år har skabt problemet samtidig med, at de har opbygget deres rigdom og magt, har et andet ansvar for løsningen – og for hurtigt at afvikle sin brug af fossile brændstoffer – end de meget fattige lande, som har meget lille skyld i, at problemet er opstået. Hvor USA på hjemmebane slås med en klimafornægtelse, da har det amerikanske klimaperspektiv selv blandt dem, som fuldt ud anerkender klimaproblemet, været præget af fornægtelse overfor den historiske dimension og det forhold, at man ikke bare kunne dele det tilbageværende carbon budget ligeligt.

EU er omvendt åben overfor at forholde sig til den historiske dimension og har historisk været den største donor, selvom euro-krisen i de senere år har gjort, at der var mindre at gøre godt med. Men EU finder det særlige fokus på denne ene faktor misvisende – der er mange tilsvarende temaer, som burde inkorporeres, og EU finder principielt, at disse diskussioner bør ligge i ADP-forhandlingssporet, hvor de allerede foregår. Hvis der på nuværende tidspunkt at skulle inkorporeres et helt nyt beregningsgrundlag i en aftale, som skal ligge klar til underskrivelse i Paris i 2015, så er der dels stor risiko for forsinkelse og afsporing af disse forhandlinger, dels er der principielle problemer i som foreslået at lade IPCC udarbejde denne en nøgle for, hvordan man indregnede historiske udledninger i det mulighedsfelt og den hast i afviklingen af udledningerne som kunne tilskrives de enkelte lande. For det er langt hen ad vejen et politisk spørgsmål, som man hidtil har søgt at holde IPCC uden om.

TckTckTck har en artikel med et lille videoklip fra EUs pressekonference i dag, som primært diskuterede dette forhold. Og der er link til pressekonferencen i sin helhed her:

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Problemet er, at hvis man ser tilbage på de historiske udledninger, så kan en udligningsordning aldrig blive retfærdig. Det kunne måske have ladet sig gøre i 1980erne, hvis man havde været hurtig til at sætte ind. Men hvis alle i retfærdighedens navn skulle have lov til at udlede lige så meget som dem som i dag historisk har udledt mest, så ville ende med at have lukket alt alt for meget CO₂ ud i atmosfæren, og alle ville tabe derved. Derfor var det tanken i det fremlagte forslag at lave en kobling af, hvor hvert land allerede havde brugt med, hvor stor en del af det carbon budget, som IPCC har opstillet i sin netop fremlagte AR5 klimastatus, som tilfaldt det enkelte land. Ud fra rent klima-logiske betragtninger ville det være det eneste rigtige at gøre. Men det er blevet blankt afvist, med henvisning til, at det meget vel kunne afspore de i forvejen skrøbelige forhandlinger, som lige nu bliver forsøgt konkretiseret til endelig bindende aftale i 2015. I virkeligheden er denne afvisning en afvisning af, at der eksisterer definitive grænser for vores vækst, som vi må dele retfærdigt og agere med fuld respekt for.

Hvis klimaforhandlerne på den måde kunne vende tilbage til deres regeringer og side: vi (vores land/gruppe af lande) kan bruge (og udlede) herfra og hertil, det har vi aftalt med verdenssamfundet, det har videnskabsmændene afgjort er retfærdigt samtidig med, at det sikrer levevilkårene og biodiversiteten for fremtiden – nu må I så i dialog med jeres borgere, byer og virksomheder finde ud af, hvordan I bedst indretter jer inden for disse rammer. Så ville situationen være uendelig meget enklere.

Men selv tre årtier efter udgivelsen af den skelsættende bog Grænser for vækst, er der i praksis ingen lande, som anerkender sådanne begrænsende rammer. Vi kan skrue lidt på hanerne, så vi får noget, vi kalder grøn vækst, vi kan (i hvert fald nogen steder) støtte og beskatte, så det hele peger lidt mere i den ønskede retning. Men vi løser ikke herigennem det basale forhold, at dansk levestandard forbruger, som havde vi 4½ klode til rådighed. Ingen lande har her for alvor gjort deres hjemmearbejde.

Vi så det senest på hjemmefronten med den nu fremlagte pakke af klimatiltag, som skulle bringe den danske reduktion fra 34% til 40% i 2020 (i forhold til 1990). Her var det en udtalt parameter, at hver af indsatserne skulle være kostneutrale for statskassen. Dette gør for eksempel, at en lang række oplagte indgreb for at få afviklet privatbilismen og den stadig mere omfattende transport fra en virkelighed, som er stadig mere præget af specialisering og stordrift (hvor mennesker, materialer og produkter bevæger sig stadig mere), er svære at lave indsatser imod, fordi staten mister indtægter fra brændselsafgifter og vægtafgifter derved. Staten gør herved den fælles økonomi til en rent privatøkonomisk enhed, som kun foretager sig noget, hvis det kan betale sig, eller i hvert fald ikke betyder en udgift for statskassen. Dette er et kortsigtet købmandsperspektiv, som ikke hører hjemme i et statsbudget, som netop burde kunne prioritere mere fremadrettet-langsigtet.

Det bliver stadig klarere, at mange af de industrialiserede lande ønsker en såkaldt bottom up-approach, hvor det ikke oppefra dikteres, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, der skal reduceres, men det er overladt til de enkelte lande, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, de fossile brændstoffer skal udfases. Det lyder bekendt, ingen kan lide at være under stram administration – se blot hvor mange år de danske landmænd har fastholdt at de bedst selv vidste hvordan man mindskede forbruget af sprøjtemidler, så en frivillig aftale var det eneste rigtige, hvorefter forbruget blot er steget og steget. Hånden på hjertet, det kommer aldrig til at fungere, hvis det bindende ikke bliver bindende. Der er brug for så hurtige og så gennemgribende omlægninger, at alle er nødt til at være udfordret til det yderste. Og det er man ikke af frivillige ordninger.

Læs mere »

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO₂-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Dagen i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Tilsyneladende har der ikke denne gang været kørt procedure-terror som i Bonn i juni, hvor russerne holdt forhandlingerne som gidsel igennem to uger, men man er gået ret direkte til arbejdet – så direkte som man kan, når der er 194 lande, som skal give deres besyv med.

IISDs video-reportage for i dag (dag 3) er nu lagt op. Den giver et fint indblik i de mange aktiviteter, som kører parallelt i mange både hoved- og sidespor. Fornemmer allerede, at disse videoer i år bliver den rituelle start på disse små optegnelser. Denne fase af hovedforhandlingerne bringer sædvanligvis ikke meget nyt, så dagens video-reportage følger primært to sidespor i forhold til hovedforhandlingerne. Dels en konference, som ser på mulighederne for at involvere virksomhederne i klimaindsatsen – den bolivianske repræsentant løfter her berettiget øjenbrynene og mener ikke, at dette kan være det primære mål med klimaindsatsen. Dels en konference afholdt af de oprindelige folkeslag om REDD+ problematikken, med fokus på community based monitoring and information systems.

Warsaw Climate Change Conference Day 3, (5 min. video) IISD 13.11.2013.

Samtidig har IISD, International Institute for Sustainable Development, i dag lagt to små video-reportager op fra andre side events. Den ene er fra en konference i formiddags, som skulle evaluere det fast-start finance-program, som har kørt siden 2010. Et gennemgående tema synes at være, at den har fungeret bedst, når der ikke bare er en stor fond, som donerer med spredehagl, men at der tværtimod er både en veldefineret afsender, en vel defineret modtager og en vel defineret opgave. Og man ville på baggrund af de fire år, programmet har kørt søge at komme med anbefalinger både til at fortsætte en tilsvarende indsats, og i forhold til en mere langsigtet indsats.

Fast-start Finance – lessons learned from 2010 to 2012, (6:43 min. video) IISD 13.11.2013.

Den anden video opsummerer endnu en side event, The mitigation potential of agriculture, afholdt af World Agroforestry Centre om udviklingen af bæredygtigt climate smart landbrug, og hvordan nye dyrkningsmetoder kan øge både fødevareproduktion og fødevaresikkerhed samtidig med, at det bidrager til klimaindsatsen. Det er ikke nærmere specificeret i videoen, hvad climate smart indebærer, men det er størrelser som CO₂-lagring i muldlag gennem bedre dyrkningsmetoder, skovbrug, brug af biochar, erosionssikring og bedre rutiner omkring husdyr, græsning, overrislede rismarker osv. Kapitel 4 (pp.23-28) i den seneste UNEP Emission Gap Report belyser mulighederne for klimaindsats gennem ændret landbrugspraksis.

ENBOTS, (5:40 min video) IISD 13.11.2013.

Hvor man med rette kan være fortvivlet, når det gælder langsommeligheden i etableringen af den store globale klimaaftale, så er det virkelig befordrende at erfare, at der i sådanne sidespor allerede i dag sker store og vigtige indsatser, og at der løbende samles erfaringer sammen, som over tid gør det muligt at lave en bredere indsats.

Læs mere »

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

.
I denne video kan man se lederen af Filippinernes klimadelegation Naderev Saños tale på åbningsdagen for COP19 i Warszawa. Ugen forud har en ekstraordinært voldsom taifun Haiyan raseret Filippinernes kyster med gigantiske bølger og voldsomme vindhastigheder, og deroveni ladet falde 400 mm styrtregn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør. Så ødelæggelserne er ubeskrivelige, og foreløbig er dødstallet anslået til omkring 10.000.

Ved åbningen af COP19 konferencen blev der da også delt hvide blomster ud og der blev holdt 3 minutters stilhed. Der har været taifuner langs disse kyster også før de menneskeskabte klimaforandringer satte ind, men det er uomtvisteligt, at vejrfænomener som disse er blevet og vil blive stadig flere og voldsommere i takt med, at vi fylder stadig større mængder af CO₂ ud i atmosfæren.

Også sidste år kom Saño til klimaforhandlingerne med en alvorlig filippinsk taifun-katastrofe i bagagen, og med tårerne vældende kulminerede hans appel til verden om resolut klimahandling da med ordene: “Jeg spørger jer alle: Hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvornår? Hvis ikke her, så hvor?”

Saño erklærer i sin tale i dag, at han vil indlede en faste og undlade at spise i de 12 dage, COP19-konferencen i Warszawa varer, hvis ikke verdens lande tager reelle skridt mod indgåelsen af en ny global klimaaftale: “In solidarity with my countrymen who are struggling to find food back home and with my brother who has not had food for the last three days, in all due respect Mr. President, and I mean no disrespect for your kind hospitality, I will now commence a voluntary fasting for the climate. This means I will voluntarily refrain from eating food during this COP until a meaningful outcome is in sight.”

Og her er ikke kun tale om, at de rige lande skal tage sig sammen og binde sig for nogle procentreguleringer langt ud i fremtiden – det skulle de have gjort for længst. Saño kalder på en aftale, som løser problemet i sin helhed, herunder også finansieringen af klimaindsatsen i de fattigste lande, som samtidig med at de typisk har mindst ansvar for problemerne er de lande, som er hårdest ramt af klimaforandringerne – for der findes ikke nogen delløsning på klimaindsatsen.

Vi må håbe, at taifunen Haiyan ikke kun blev husket for sin gru og ødelæggelse, men som det, der efter mange års tilsidesættelse gjorde, at der endeli blev etableret en loss and damage mechanism, så det ikke kun er når katastroferne rammer de rige landes kyster, at der er råd til oprydnings- og rekonstruktionsarbejdet. G77-gruppen, som efterhånden omfatter mere end 130 lande lagde på åbningsdagen stærkt op til dette.

Saño skriver om sig selv på sin twitter-account @yebsano: Climate Change Commissioner, Philippines; old soul; environmentalist; philosopher; father; nature lover; peace activist; revolutionary. Han er en af dem, som gør, at jeg selv efter 18 COP’er og nu begyndelsen på den nittende kan have tiltro til FNs proces.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP19.

Update 13.11. – med den overvældende opbaking omkring sin sultestrejke – i hundredevis af aktivister verden rundt er gået i solidaritetsfaste – har Saño i dag over twitter (@yebsano) sendt link ud om hvordan man bedst faster: Your Key to Safe Fasting.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Roger Harrabin: WMO says Typhoon Haiyan is climate ‘wake-up call’, BBC News 13.11.2013.

Civil society to announce they will fast in solidarity with the Philippines’ Yeb Sano, Climate Action Network 12.11.2013.

Hundreds Join Hunger Strike at Climate Change Summit, Prenza Latina 12.11.2013.

Ed King: UN climate summit ‘fast’ swells as anger grows at lack of action, RTCC 12.11.2013.

John Vidal & Adam Waughan: Typhoon Haiyan: Philippines urges action to resolve climate talks deadlock, The Guardian 12.11.2013.

John Vidal & Damian Carrington: Typhoon Haiyan: is climate change to blame? The Guardian 12.11.2013.

Emily Atkin: Philippines To World: ‘We Will All Eventually Be Victims’ Of Haiyan If Climate Change Is Ignored, Climate Progress 12.11.2013.

Ari Philips: What Typhoon Haiyan Means For Climate Change — And The UN’s Ongoing Climate Talks, Climate Progress 12.11.2013.

“It’s time to stop this madness” – Philippines plea at UN climate talks, (teksten til Naderev Saños tale ved COP19 i dag) RTCC 11.11.2013.

Laureen McCauley: Philippine Rep Makes Plea for ‘Global Solidarity’ to Fight ‘Climate Madness’, Common Dreams 11.11.2013.

Quirin Schiermeier: Did climate change cause Typhoon Haiyan? Nature 11.11.2013.

Ed King: Typhoon Haiyan sends loss and damage roaring up UN climate summit agenda, RTCC 11.11.2013.

Sophie Yeo: Filipino delegate announces hunger strike at UN climate talks opening, RTCC 11.11.2013.

Ed King: Philippines envoy: UN climate talks are “fight for country’s future”, RTCC 10.11.2013.

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november – Koreansk tvivl om A-kraften
4. november – David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november – Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november – Den kejserlige virkelighed
6. november – NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november – Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november – TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november – Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november – TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november – Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november – Flydende havvindmøller
10. november – Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november – Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november – Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november – Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november – NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november – Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november – Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november – Japan alvorligt skoset på COP19
18. november – endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november – Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november – Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november – TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november – Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november – General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november – NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november – Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november – Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »

Sébastien Duyck har i to artikler for for The Adopt a Negotiator Project 22. og 24. oktober lavet en gennemgang af de enkelte landes og grupper af landes positioner forud for COP19, som samtidig er illustreret i Word Clouds – ordbilleder, hvor særligt betydningsfulde ord og begreber er fremhævet. Herover er det for eksempel en Word Cloud over Brasíliens input til de forestående forhandlinger ved COP19 i Warszawa. Og herunder er det en tilsvarende Word Cloud for de afrikanske landes fælles oplæg.

Jeg skal ikke forsøge af gentage Sébastien Duycks yderst læseværdige rids af de enkelte landes oplæg, blot opsummere, at der er rigeligt at tale om, at der i de kun langsomt udkrystalliserende konturer af en global klimaaftale synes at være masser af knaster – ikke bare hvor meget, der skal reduceres hvor hurtigt, men nok så meget hvem. Samtlige 19 Word Clouds fra de to artikler er samlet her:

Læs mere »