Strøtanker om bæredygtighed

.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下; qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Læs mere »

I dag er det 50 år siden, at præsident Johnson som den første i en tale til den amerikanske kongres påpegede farerne ved de stigende CO₂-udledninger. “Air pollution is no longer confined to isolated places,” sagde han blot få uger after at han i 1965 var tiltrådt som præsident: “This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through radioactive materials and a steady increase in carbon dioxide from the burning of fossil fuels.”

Alligevel er det først her de allerseneste par år, at den amerikanske klimaindsats har taget form, og der er endnu her et halvt århundrede senere stærke kræfter, som modarbejder udviklingen. Ikke på grund af uvidenhed, men på grund af manglende vilje til at tage konsekvensen af den basale indsigt, at man ved at fortsætte med at udvinde og brænde fossile brændsler ødelægger fremtidens levevilkår.

Dengang havde CO₂-koncentrationen endnu ikke nået 320 ppm, og målsætningen for langtidssikringen af klimaet, at få CO₂-koncentrationen tilbage under 350 ppm, slet ikke havde været så næsten uoverkommeligt. Vi kunne i den grad have brugt disse 50 år bedre, indrettet os med mindre og smartere transport, hjulpet store udviklingslande som Kina og Indien på vej til at blive de første velstående grønne samfund i stedet for de sidste fossile samfund osv.

Fremtiden vil dømme denne klimafornægtelse hårdt, fordi man ikke bare fortsatte trods fuldt vidende om at det var forkert, men brugte alle mulige tricks for at forsinke og forplumre, at verden blev klogere og spenderede milliardbeløb på at nedgøre indsigtens budbringere.

Der bliver i disse tider talt meget om ISIS og fundamentalistisk terror, men denne systematiske sabotage af en fornufts- og vidensbaseret udvikling blot for at kunne sælge fossile brændstoffer nogle få år endnu er i mine øjne nutidens helt store terror.

Læs mere »

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Den folkeafstemning, som der var lagt op til om bevarelsen af Yasuní, nu blevet afvist af de ecuadorianske myndigheder. Om det sker på et rimeligt grundlag, kan i høj grad betvivles, for et meget stort antal underskrifter synes afvist på et meget spinkelt grundlag, men spørgsmålet er lige nu, hvem som kan fastholde dette spørgsmål?

Dermed står Yasuní, en af verdens umistelige naturrigdomme, til at blive slagtet – og vekslet til kortfristet oliegevinst i en situation, hvor vi ved at op imod 80% af alle oliereserver må forblive ubrugte, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets beslutning om at holde den globale temperatur stigning under 2 grader. Så det er absurd, hvis verdenssamfundet blot lader dette ske.

Der har været rejst voldsom kritik af, hvordan underskrift-optællingen er foregået, og måske det kan lykkes at få gentalt stemmerne. Men selv hvis det lykkes at få en folkeafstemning, er det langt fra givet, at afstemningsresultatet bliver en fuld bevarelse af Yasuní – eller at afgørelsen, hvis den falder ud til fordel for bevarelse af Yasuní, vil blive respekteret af præsident Correa, som allerede synes at være langt i afhændelsen af rettighederne til de store olieforekomster under Yasuní.

I den ecuadorianske forfatning er der indskrevet en passus om Pachamama og moder naturs rettigheder, og mange ville mene, at det var i en situation som denne, at en sådan passus måtte træde i kraft. For det er klodens måske mest biodiverse område, som står for at blive ødelagt.

Samtidig er Yasuní hjemsted for nogle af de sidste ukontaktede naturfolk i verden – alene dette burde folkeretsligt være nok til at holde olieeftersøgningen ude af Yasuní, men igen og igen har man i hele Amazon-bækkenet set, hvordan de oprindelige folkeslags rettigheder taber overfor skovhuggernes og soyaproducenternes fremmarch.

Der er således en række ansatser til muligheder for at bremse slagtningen af Yasuní, men alle kræver de massive markeringer fra verdenssamfundet.

Og vi nærmer os igen det spørgsmål, som ingen politisk ønsker at forholde sig til, om verdenssamfundet må træde ind med kompensation for at bede nationer og samfund om at undlade at udnytte fossile reserver, om denne kompensation skal betales af dem som får lov at udlede, og om den også kan opkræves bagurdrettet som en afgift af alle de fossiler, vi allerede har gravet op?

Hvor det kan virke rimeligt, at et fattigt land som Ecuador får en form for kompensation for at bevare Yasuní og afstå fra at udvinde områdets olierigdomme, så virker det omvendt ikke rimeligt, hvis et rigt land som Canada skal have kompensation for at lade al sine tar sands-forekomster blive liggende under Albertas skove. Og rige lande som USA og Danmark og de arabiske oliestater derimod burde øjeblikkeligt blive pålagt at indstille al yderligere udvinding, da vi/de allerede har pumpet langt mere end vores rimelige andel af fossiler op af undergrunden.

Så der er al mulig grund til at se udfordringen fra Yasuní i øjnene.

Spørgsmålet er: Kan Yasuní blive det nye Keystone XL ?

Læs mere »

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO₂-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO₂-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO₂ ud i al fremtid.

Læs mere »

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

.
Denne 18:44 min. video fra The Laura Flanders Show har besøg af John Fullerton, som taler om divestment, forestående carbon bubbles og fossile brændsler som The New Slavery.

Fullerton er tidligere J.P. Morgan olie- og gasinvestor, som i 2010 ‘stod af’ ræset for at grundlægge en tænketank, som problematiserede økonomiens og finansverdenens manglende indkalkulering af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. Han giver i denne video indledende et fint rids af ‘videnskaben bag’ divestment tanken og hele den situation, at hvis det lykkes og at gennemføre den planlagte klimaindsats, som kan holde klodens temperaturudvikling under 2°C, så vil vi stå med et gigantisk volumen af ‘værdiløse’ fossile reserver med alvorlige økonomiske implikationer for olieselskaberne til følge. Jeg vil ikke her afsløre hans slavery plot, men blot sige, at videoen giver et fint indblik i den økonomiske dimension af den forestående fossile afvikling.

John Fullerton grundlagde i 2010 tænketanken Capital Institute, hvis mission det er: “to explore and effect the economic transition to a more just, regenerative, and thus sustainable way of living on this earth through the transformation of finance. Through our thought leadership, storytelling, and activating projects we illuminate how our financial system can operate as a restorative, even regenerative agent, supporting a new way of living on this earth that promotes a shared social, economic, and ecological prosperity.”

Se tidligere blog-indlæg: Carbon Bubbles,  Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math og Do the Math – The Movie.

Joe Solomon: Big Hopes for the Student Fossil Fuel Divestment Movement in 2014, Huffington Post 31.12.2013.

Andrea Schmidt: Heirs of anti-apartheid movement rise up, Al Jazeera 15.12.2013.

Victor Luckerson: College Divestment Movement Takes on Fossil Fuels After Battling Apartheid With  Mandela, Time Magazine 10.12.2013.

Bob Rocheleau: Boston-area college students vow to escalate call for schools to divest
from fossil fuel industry, Boston.com 10.12.2013.

Cara Newlon: Students push for fossil fuel endowment divestment, USA Today 05.12.2013.

Steven Mufson: On campuses, a fossil-fuel divestment movement, Washington Post 26.11.2013.

John Fullerton & Hunter Lovins: Creating A “Regenerative Economy” To Transform Global Finance Into A Force For Good, Fast Coexist 29.10.2013.

John Fullerton: Why We Need a Financial Transactions Tax, Huffington Post 25.08.2011.

John Fullerton: The Big Choice, The Future of Finance Blog juli 2011.

Har lige via Ansvarlig Fremtid skrevet under på et forslag til mit pensionsselskab om øjeblikkeligt at ophøre med at investere i fossile selskaber og i løbet af en femårig periode at afvikle samtlige investeringer i disse selskaber.

Og jeg vil gerne her opfordre ALLE til at gøre det samme.

Principielt kan det være med til at understrege, at de fossile selskaber må udvikle nye forretningsområder, hvis de i fremtiden må fastholde deres styrke – her er DONG et fint eksempel på den forestående omstilling. med Anders Eldrup ved roret, indså DONG den fossile fejlretning og lavede en forretningsplan, hvorefter DONG på ganske få år går fra en ratio på 85/15% mellem den fossile og den vedvarende energisektor til en 15/85%. Og man opgav i svinget en etableringen af række nye kulkraftværker.

Samtidig står det klart, at størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må forblive uudnyttede, under jorden, hvis vi skal lykkes at undgå katastrofale klimaforandringer – vurderingerne ligger på omkring 66-80% afhængig af opgørelsesmetoden, hvor James E. Hansens seneste paper siger principielt jo tættere på 100%, jo større chance for at undgå katastrofale klimaforandringer. Værdien af pensionsselskabernes investeringer i fossile aktier må derfor forventes inden for ganske få år at vise sig stærkt faldende.

Særligt vil jeg opfordre andre medlemmer af min egen pensionskasse – Arkitekternes Pensionskasse – til at skrive under, så der ved næste generalforsamling er mange, som bakker op om forslaget.

Divestment, som det kaldes – det at afvikle investeringer i uønskede/uhensigtsmæssige foretagender – har i den seneste tid grebet om sig. Og man har kunnet se byer, universiteter og pensionsfonde mange steder i verden begynde at tage konsekvensen af, dels at det ikke bare snævert drejer sig om procenter, men fuldt så meget om, hvordan overskuddet er genereret, dels at investeringerne i den konventionelle fossile industri med det vi i dag vedom den nødvendige udvikling og det snævre carbon budget, som vi må holde os inden for, faktisk må betragtes som usikre investeringer, hvorfor man systematisk har fravalgt sine investeringer i den fossile industri.

Læs mere »

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Dette er et aldrig færdiggjort blog-indlæg, som havde til hensigt at belyse climate-smart agriculture. Når jeg ikke fik det lavet færdigt dengang, var det fordi jeg blev optaget af spørgsmålet, om – og i givet fald hvordan – en sådan tilgang ville kunne bruges i bymæssig sammenhæng. Efterfølgende fulgte jeg således længe et meget vitalt diskussionsforum om climate-smart agriculture. Men anvendelsen synes foreløbig at være fokuseret på landlige situationer og landsbysamfund i udviklingslande, hvor det ikke mindst i Østafrika synes at have fået en vis udbredelse. Så indlægget blev aldrig skrevet. Og nu har jeg sat det som publiceret, uanset at det er en meget foreløbig skitse, da der kunne ligge en værdi i selve link-delen.

Under denne COP19 har der tilbagevendende været refereret til forholdet mellem adaptation og mitigation – to ord som er svære at oversætte direkte, men hvor adaptation handler om gennem klimatilpasning at beskytte sig mod følgevirkningerne af klimaforandringerne og nogenunde præcist kan oversættes med klimatilpasning, så er mitigation en indsats for at mindske den globale opvarmning gennem at mindske årsagerne dertil kun ufuldstændigt beskrevet med det danske ord klimaindsats. Der synes i FN-regi at ligge en stærk bestræbelse på i et holistisk perspektiv at samle disse to størrelser og sammenkøre det i en bæredygtig udviklingsstrategi.

…

Konference torsdag 14.11.:
Linking adaptation and mitigation to address multiple risks: New research findings and field examples.
Ecosystem-based & community interventions can contribute to addressing adaptation & mitigation jointly. CIFOR, IFRC and partners will present new research findings & field examples on how synergies and trade-offs between adaptation and mitigation are addressed in projects, policies and funding.

Læs mere »