Indlæg om hungry planet

Hungry Planet åbningsreception i Rundetaarn

22. januar 2011

[nggallery id=147]

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning.

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Material World

25. februar 2008

Faith D’Aluisio og Peter Menzel lavede i 1995 en dybt fascinerende bog, Material World. A Global Family Portrait, hvor han portrætter familier fra 30 forskellige lande. I det gennemgående hovedbillede er familierne portrætteret sammen med alle deres ejendele, som er båret ud foran huset – se billederne nedenfor.

Når jeg fandt Material World frem igen ovenpå de seneste indlæg om spisevaner og bæredygtighed, er det fordi der med hver familieskildring følger en lille statistik for hvert land. Der er et helt tydeligt mønster, at vi gennemgående bruger jo mindre af vores indkomst på mad, jo rigere vi bliver. Undtagelsen er italienerne, som bruger 30% af deres indkomst på mad. Her bruger man klogt sin rigdom på at efterspørge alle mulige lokale specialiteter, her er der i sæsonen friskindsamlede trøfler, rørhatte og pigsvampe, og her kan det lade sig gøre at leve af at levere gode råvarer og produkter til et lokalt publikum.

Jeg mener at vide, at vi tilsvarende i Danmark bruger under 10% af vores indkomst på mad. For nogle år siden kunne man i Weekendavisen læse, at vi danskere brugte flere penge på at skifte køkkener ud end på den mad, vi lavede i dem. Midt i al vores nyvundne rigdom er vi kort sagt ikke ret gode til at prioritere vores sundhed.

Læs mere »

Share

Hungry Planet

25. februar 2008

I forlængelse af bogen Material World (1995), som blev en slags global øjenåbner, har Peter Menzel i samarbejde med Faith D’Aluisio lavet en anden tankevækkende fotodokumentarisk bog, Hungry Planet. What the World Eats, med billeder af 30 familier fra 24 lande i verden.

Hungry Planet har fokus på, hvad der bliver spist rundt omkring i verden og hvordan vores føde bliver til og indgår i dagligdagen. Og hvor familierne i Material World blev portrætteret med deres ejendele, er de i Hungry Planet portrætteret sammen med den mad, de spiser i løbet af en uge.

Hungry Planet er en enestående dokumentation af spisekulturer rundt omkring på kloden. Samtidig med, at det er en påtrængende dokumentation af, hvor ulige verdens goder og ressourcer er fordelt, rejser disse billeder med stadig større kraft spørgsmålet, hvad vi har gjort ved vores mad og vores spisekultur i den industrialiserede verden?

Årstiderne og det regionale tilhørsforhold er borte. Alt er pakket i plastic og cellofan, meget af det konserveret, så det kan holde i evigheder. Kioskerne og supermarkederne bugner med varer, som er direkte sundhedsskadelige i større mængder, grøntsagerne er sprøjtede og kunstgødede til mutantstørrelse, samtidig med at næringsindholdet er dalende på grund af den industrielle produktion. Og meget få af os har en kompostbunke eller en gris at lade køkkenaffaldet gå naturligt videre til.

Læs mere »

Share

Meatrix og Meet Your Meat

25. februar 2008

Som det er fremgået af de seneste tre indlæg om de globale konsekvenser af landbrugets animalske produktion, er der mange gode grunde til at spise meget mindre kød. Hvis du stadig mangler grunde til at holde dig fra kødet fra de store factory farms, vil jeg anbefale at lægge vejen omkring et par af mine MySpace-venner, som har fat i den etiske dimension:

Moopheus er hovedperson i en tegneserie, Meatrix, som foreløbig er kommet i tre episoder, Meatrix I, Meatrix II og Meatrix II½. Tingene er trukket skarpt op, men det er den moderne virkelighed, vores husdyr lever under.

The VeggieCyber Poet Jaye har altid nye billeder og videoer om den organiserede dyremishandling, som finder sted i vores fødevareproduktion. For nylig var det en video om kænguru-fangst. Lige nu har hun på forsiden en gruopvækkende video, Meet Your Meat, om dyremishandling i landbruget. Det er ikke for sarte sjæle, men den er kun et klik borte lige nedenfor.

Læs mere »

Share

Eat Less Meat

24. februar 2008

CIWF, Compassion in world farming, har udgivet rapporten The Global Benefits of Eating Less Meat. Den giver en alarmerende analyse af problemerne med verdens stadig større forbrug af animalsk føde. Samtidig er der udarbejdet en 17 min. video Eat less meat: it’s costing the Earth – se nedenfor.

I anden halvdel af det 20. århundrede er verdens kødproduktion steget til det fem-dobbelte. I samme periode er vi blevet langt flere munde at mætte, så forbruget af animalsk føde per indbygger er steget til det dobbelte. For at klare denne efterspørgsel har man udviklet kolossale industrielt drevne animal farms, hvor balancen mellem dyrehold og det omgivende areal er gået helt tabt. For eksempel det danske landbrug importerer protein fra det meste af verden til vores animalske produktion, og kødproduktionen er i dag verdens største arealforbruger. Byerne er samtidig vokset eksplosivt og lægger beslag på stadig større dele af det opdyrkelige land. Presset for at udvide landbrugsarealet er derfor stort, og der afbrændes hver dag store regnskovsarealer med radikale konsekvenser for biodiversiteten og den globale opvarmning.

En af de ting, vi som forbrugere kan gøre for at mindske klodens CO2-udledninger, er derfor at spise mindre kød – se nærmere herom i det forudgående blog-indlæg, Another Inconvenient Truth. Hvis alle i den industrialiserede verden spiste markant mindre animalsk føde, ville det have vidtrækkende positive konsekvenser ikke bare for verdens hungersituation, men for den enkeltes, landbrugets og klodens sundhed.

Læs mere »

Share

Another Inconvenient Truth

24. februar 2008

Gidon Eshel and Pamela A. Martin fra University of Chicago har lavet et tankevækkende studium, Diet, Energy, and Global Warming, om vore spisevaners og fødevareproduktions indflydelse på den globale opvarmning. Det fremgår heraf, at energiforbrug, arealforbrug og CO2-udledninger er så stor ved den animalske produktion i forhold til fremstillingen af vegetabilsk føde, at det repræsenterer omkring 20% af amerikanerens personlige CO2-produktion og omkring 6% af USAs samlede CO2-udledninger. Hver amerikaner ville kunne reducere sin CO2-udledning med 1,5 ton om året blot ved at overgå til vegetabilsk føde.

Som forfatterne påpeger, er der således større CO2-gevinst ved selv at overgå til vegetabilsk føde end ved at skifte sin benzindrevne bil ud med en hybridbil, som kører på plantebaseret brændstof.

Amerikanerne spiser noget mere animalsk føde end vi gør, så CO2-besparelserne vil i Danmark ligge lidt lavere. Endda er rigtig mange grunde til at skrue ned for den animalske del af vores kost. Særlig det røde kød, som også energi- og CO2-udledningsmæssigt er det mest problematiske, har markante negative virkninger på vores helbred. Der er ikke noget galt i en lille bøf en gang imellem, men det er hårdt ved helbredet, hvis vi, som der med velfærdsstigningen op igennem det 20. århundrede har været tendens til, stort set spiser traditionel julemad året rundt.

Artiklen Diet, Energy, and Global Warming slutter med at opridse, at det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at leve af en rent vegetabilsk diæt. Alene det forhold, at mere end 1 milliard mennesker gør det, peger på det mulige deri.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se også forudgående blog-indlæg: Husdyrhold producerer mere CO2 end transport.

Gidon Eshel and Pamela A. Martin: Diet, Energy, and Global Warming, Earth Interactions vol. 10 no. 9 2006 pp. 1-17 (pdf).

Another Inconvenient Truth.

 

Share

Husdyrhold producerer mere CO2 end transport

24. februar 2008

FAO, Food and Agriculture Organization ved FN, kom i 2006 med en rapport om miljøproblemerne ved verdens husdyrhold, Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, som viste, at vores husdyrhold globalt set nu har taget et så stort omfang, så det står for 18% af vores CO2-udledninger og dermed mere end CO2-udledningerne fra verdens transport. Rapportens hovedforfatter, Henning Steinfeld, siger, at “husdyrhold er end af de største bidragydere til nutidens alvorligste miljøproblemer. Umiddelbar handling er nødvendig for at udbedre situationen.”

Det er i høj grad den industrialiserede verdens factory farms, som er vokset i omfang, og dermed en lang række forbundne miljøproblemer både i og omkring selve produktionsstedet og i forbindelse med den globale indhøstning af foderstoffer. Det at neddrosle ens forbrug af animalsk føde og som forbruger systematisk at undgå produkter fra factory farming og efterspørge produkter, som er blevet til i en langt klarere økologiske forståelse end den, som moderne mainstream landbrugsindustri kan opvise, er derfor en vigtig del af vores strategi for hver især at bidrage til at mindske CO2-udledningerne.

Når man taler om landbrugets CO2-udledninger, er det ikke blot CO2, men en række andre drivhusgasser, først og fremmest metan (NH4). Der er således tale om CO2ækvivalenter, hvor man omregner de øvrige drivhusgasser til CO2 i forhold til deres drivhuseffekt.

Sidste år kom der en anden stor rapport fra FAO, People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, som belyser et helt andet aspekt af husdyrholdet.

Gennem tiderne er der over alt på kloden opstået stærke symbioser mellem mennesker og husdyr, ikke mindst blandt nomadefolkene, som nøje afspejler mulighederne i landskabets økologiske niche, og der er efterhånden udviklet en stor biologisk og kulturel diversitet. Hvert af rapportens kapitler belyser husdyrholdet i bestemte landskabs- og klimaforhold, tempererede egne, fugtige tropiske egne, tropiske bjerglandskaber, tørre og halvtørre områder.

Det er vel at mærke ikke dette husdyrhold udviklet gennem århundrederne, som er ved at forskubbe klodens klima, for her er alt indfældet i selvopretholdende cykli, som har fundet deres form og balance med omgivelserne gennem erfaringer nedarvet generation efter generation. Alt bliver omhyggeligt brugt til noget, intet er spild. For eksempel afføring er både brændsel, byggemateriale og vital gødning. Billedet øverst på omslaget viser en flok ænder, som er ved at luge og gøde en rismark inden næste udplantning.

Hvis man er blevet forstemt ved at skulle forholde sig til de mange økologiske og etiske problemer ved moderne dyrefabrikker og den kulturløshed og kortsigtede griskhed de udtrykker, er People and Animals betagende læsning. Man finder herimasser af inspiration til processen med at få genindfældet vores moderne landbrug i landskabet på en måde, så det ikke som nu er hasard med vores egen og klodens sundhed.

H. Steinfeld et al.: Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, FAO, Rom 2006 (408 pp. pdf).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Kim-Ahn Tempelman og Ricardo A. Cardellino (Eds.): People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, FAO, Rom 2007 (134 pp. pdf).

Share