Strøtanker om bæredygtighed

Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.

Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.

I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.

Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.

Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO₂ (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.

Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.

Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹

www.plantagon.com / Plantagon greenhouse presentation juli 2011 (pdf).¹

Ulrik Andersen: 12-etagers kombineret drivhus og kontor på vej i Linkøping, Ingeniøren 20.02.2012.

Molly Cotter: Plantagon Breaks Ground on its First ‘Plantscraper’ Vertical Farm in Sweden! Habitat 14.02.2012.

Tafline Laylin: VertiCrop Processes 10,000 Plants Every 3 Days Using Vertical Hydroponic Farming, Habitat 13.01.2012.

Andrew Michler: Plantlab Makes the Coveted Vertical Urban Farm a Reality, Habitat 23.05.2011.
.

Plantagons nye bygning i Linköping får en prominent placering langs elven.

Ris, ænder og fisk på samme mark, som beskrevet i det følgende blog-indlæg Aigamo – integreret risdyrkning og andehold, fik mig til at tænke på Europas største dambrug Veta la Palma, som vi forberedte en planche om til udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som blev vist i Rundetaarn 21.01.-28.03.2011.

Veta la Palma producerer højkvalitets fisk uden at fodre – i et meget komplekst økosystem, og er samtidig hjem for 30.000 ynglende flamingoer. På grund af deres naturlige føde er Vetas fisk efterspurgt af gourmet-restauranter verden over for deres smag og konsistens, og sundhedstilstanden er så god, at der ikke er behov for antibiotika. Veta er samtidig del af et stort fuglereservat på trækruten mellem Afrika og Den Iberiske Halvø, og man kan i løbet af året møde mere end 250 fuglearter i området.

Rundt omkring i verden findes der sådanne eksempler på, at vi kan høste af vores omgivende landskaber på en helt anderledes bæredygtig måde end det industrielle landbrugs monokulturer – gennem at gøre biodiversiteten til en styrke frem for noget, som må bekæmpes.

I blog-indlægget Forelsket i en fisk kan man opleve den amerikanske kok Dan Barber fortælle på det vidunderligste om hans møde med Vetas fisk.

Plancheteksten er kopieret ind nedenfor.

.

Læs mere »

Ved domstolen i Lyon blev Monsanto i går dømt skyldig i at have kemisk forgiftet en 47-årig kornavler, som i 2004 havde brugt Monsantos Lasso ukrudtsmiddel. Efterfølgende fik manden neurologiske problemer inklusive hukommelsestab, hovedpine og stammen, hvorfor han sagsøgte firmaet for utilstrækkelig mærkning.¹

Den franske socialforvaltning for landbrugere har siden 1996 registret omkring 200 tilfælde årligt, som potentielt kunne stå i forbindelse med påvirkninger fra sprøjtemidler, men kun i 47 tilfælde har man direkte kunnet forbinde symptomerne med omgangen med sprøjtemidler. Og dommen i går er den første af sin slags (i Frankrig) nogensinde.

Lasso har været brugt siden 60erne, men blev forbudt i EU i 2007, og var da allerede udfaset i en række lande. Endda er Monsanto uforstående overfor dommen og overvejer at anke.

Brugen af Lasso er i dag typisk erstattet af Monsantos Roundup, som man også har voksende formodninger om er alt andet end harmløst for miljøet.² Samtidig står franske bønder med det problem, at visse typer ukrudt synes at udvikle resistens overfor et sprøjtemiddel som Roundup.¹ Det moderne landbrugs kemiske krigsførelse for at opretholde fundamentalt ubæredygtige monokulturer ligner således skruen uden ende – med et indbygget behov for stadig nye miljøgifte.

I Frankrig har man vedtaget en målsætning om at halvere brugen af pesticider i perioden 2008-18 og har foreløbig i de første to år nået en 4% reduktion. Det er noget bedre end de danske bønder, som trods målsætninger om at mindske antallet af sprøjtninger år for år ender med stigende anvendelser – se tidligere blog-indlæg: Landbruget på sprøjten.

Den franske socialforvaltning for landbrugere (social security’s farming branch) forventes i år at føje Parkinson’s disease til listen over lidelser forbundet med brug af pesticider og har allerede på listen tilfælde af blodkræft, blære- og åndedrætslidelser. Så der er tale om voldsomme sager.

Hvilken udfrielse for mennesker og landskaber det vil være en dag at kunne træde helt ud af denne kroniske forgiftningstilstand.

Catherine Lagrange & Marion Douet: Monsanto Guilty Of Chemical Poisoning In France, Planet Ark (Reuters) 14.02.2012.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Så har Københavns Fødevarefællesskab åbent en afdeling i Indre By. Hvis lokalt dyrkede grøntsager i biodynamisk og økologisk kvalitet til priser, som vi alle kan være med til, er noget du kan bruge, så er Fødevarefællesskabet lige noget for dig.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller forud en pose à 6-8 kg,  hvorefter man næste onsdag kan lægge vejen forbi og får sin pose. På den måde er det helt friske varer, og helt uden spild. Et medlemskab koster 100 kr. og en pose koster 100 kr.

Arbejdet med de praktiske opgaver i forbindelse med indkøb, pakning, udlevering, information og indskrivning af nye medlemmer varetages i fællesskab, så omkring en gang om måneden melder man sig til en vagt. På den måde bliver udgifterne fra jord til bord meget små.

Der er mere information på KBHffs hjemmeside www.kbhff.dk / KBHff Indre By. Men læg vejen forbi den gamle brandstation i Skindergade 12 på onsdage 16-19.00 og hør mere. Hvis du kommer tidligt, er der måske endda en ekstra pose at få med det samme.

Jeg har foreløbig haft den glæde at spise mig igennem to poser. Og det er en udsøgt fornøjelse. Gule gulerødder med en aroma, som man ikke troede muligt at liste ned i en rod. Orange gulerødder så tætte i smag og farve, at jeg ikke har set magen, ræddiker og bolsjebeder til fest i salatskålen, kål som kål skal smage – det er blot svært bagefter at vende tilbage til supermarkedets hylder ;-).

Niras lavede tidligere på året beregning, som viste at borgere i Hovedstadsområdet i snit havde et klimafodaftryk på 19,3 ton CO₂ pr. år. Heraf stammede hele 4,2 ton CO₂ fra vores fødevareforsyning. Hvis vi skal gøre det mindre, er flere gode lokalt producerede grøntsager et rigtig godt sted at bruge.

Næste uges pose (for 14.12.) vil indeholde:

Birkemosegaard: 650 g Holsteiner Cox æbler
Birkemosegaard: 1 kg Desiree kartofler
Birkemosegaard: 4 stk. porre
Kiselgården: 1 stk. hvidkål
Kiselgården: 1 kg farvede gulerødder
Søris: 1 kg bolsjebeder
Søris: 1 kg persillerod
Kiselgården: 400 g grønkål

Se KBHffs hjemmeside under ugens pose for indholdet for den kommende uge. Det vil variere efter årstidens udbud.

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

EWG, Environmental Working Groups, har lavet en fin lille guide til, hvordan man bedst undgår pesticider. Det er for så vidt selvindlysende – ved udelukkende at spise biodynamisk og økologisk dyrkede produkter. Men det er måske ikke altid lige muligt at skaffe, eller madbudgettet strækker ikke til at købe alt økologisk – på visse tidspunkter er prisforskellen til de konventionelt dyrkede fætre himmelråbende stor. Man kan derfor med rimelighed stille sig spørgsmålet, hvilke frugter og grøntsager, det er vigtigst at købe økologisk dyrkede?

Til det brug har EWG lavet en lille oversigt, som man kan klippe ud og folde sammen og lægge i sin pung.¹ Den giver i helt simpelt format råd til, hvilke produkter, det er vigtigst at undgå, hvis man vil undgå store mængder pesticider, og hvilke man med lidt mere sindsro kan lægge i indkøbsvognen.

For de enkelte afgrøder er der nemlig meget store forskelle i, hvor store mængder pesticider, der er tale om. EWG anslår, at hvor man ved at spise 5 enheder frugt & grønt pr. dag fra The Dirty Dozen typisk vil indtage 14 forskellige pesticider, så vil man ved at holde sig til The Clean 15 typisk kun få to forskellige pesticider med i prisen.

En af grundene er, at en stor del af pesticiderne, som sprøjtes på, sidder på ydersiden eller i det alleryderste lag. Alene det, at man sjældent spiser skallen af en vandmelon, gør, at man spiser langt færre af de sprøjtemidler, man måtte have udsat vandmelonen for. Der er der allerede taget højde for i EWGs oversigt, så man kan ikke bedre placeringen ved at vaske grundigere.

Løg har i sig selv en stærk lugt, som holder mange insekter borte, og løg topper listen over konventionelt dyrkede produkter med lavt indhold af pesticider. Majs, ærter og mango er også at finde på listen over ting, som har lave koncentrationer over pesticider selv som konventionelt dyrkede – her fjerner man normalt det yderste lag, inden man spiser dem.

Kål finder man i begge ender af skalaen. Her ligger de lukkede kålhoveder som rødkål, hvidkål, spidskål og savoykål typisk lavt, fordi de yderste blade beskytter den kerne, vi spiser, mens broccoli, grønkål og blomkål, hvor vi spiser direkte eksponerede dele af planten, ligger højere på listen.

Asparges ligger lavt på listen. Det hænger sammen med, at de friske skud vokser frem på meget kort tid og derfor ikke er udsat for samme serie af sprøjtninger som for eksempel æbler, der tager en hel sæson om at udvikle sig. Således ligger æbler i toppen af The Dirty Dozen, de mest pesticidbelastede fødevarer, som typisk er bladafgrøder og frugter, hvor vi spiser det yderste med.

Når man finder blåbær blandt The Dirty Dozen, så gælder det udtrykkeligt dyrkede blåbær. De er store og flotte, men indeni er det helt hvide, hvor blåbær dyrket i naturen er helt mørkrøde i frugtkødet. Ud over at der er langt flere sprøjterester i de dyrkede, så er næringsindholdet givet også lavere, og smagen er helt ærligt tungen ud ad vinduet, når man ved, hvordan blåbær kan smage, så det er tredobbelt dumt.

Se mere om guidens metodologi, en FAQ og en fuld liste med 53 afgrøder på EWGs hjemmeside.

Nedenunder fortæller Dr. Weil i en video om nogle af sundhedsproblemerne ved pesticidrester i vores mad.

Læs mere »

I samarbejde med Forlaget Andersen udgiver det store danske ingeniørfirma Grontmij løbende en håndbog i Klimaledelse,  som bliver opdateret fire gange om året med nye bidrag om håndteringen af klimaudfordringen. Den seneste opdatering omfatter blandt andet artiklen Mellem køkken og klode, som søger at sammenfatte det overordnede tema fra udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn i år. Vi har fået lov at gøre dette bidrag til klimaledelseshåndbogen tilgængelig også fra egen hjemmeside.

Mellem køkken og klode indkredser en stor og spændende problematik, som kæder vores daglige indkøbs- og spisevaner sammen med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. I det store regnskab kan det synes betydningsløst, om vi spiser lokale, økologisk producerede produkter, at vi spiser mindre kød og smider mindre mad væk. Men som det i februar blev klart med Niras’ undersøgelser af det samlede danske klimafodaftryk, så udgør fødevareområdet alene 4,2 ton CO_2e pr. indbygger pr. år¹ – eller næsten lige så store udledninger pr. person, som Københavns Kommunes klimaplan sætter ind overfor. Hvis man yderligere beregnede fødevareområdets udledninger som IPCC anbefaler det – hvor klimagasser som metan og lattergas medregnes med deres øjeblikkelige virkning² – så ville størrelsesordenen være endnu større. Fødevareområdet er således et område, som fortjente sin egen målrettede klimaindsats.

Selvom landbruget og hele vores fødevareforsyning i dag står for kolossale klimapåvirkninger, så rummer området store muligheder for ikke bare at reducere udledningerne, men at blive netto akkumulator af drivhusgasser. Hvis denne problematik håndteres i sin helhed, vil den samtidig med at blive en del af klimaløsningen kunne have store positive implikationer for biodiversiteten, for de danske landskaber, og for klodens og det enkelte menneskes sundhed.

Artiklen Mellem køkken og klode er sine steder ganske oversigtlig, men alle berørte problemstillinger er yderligere behandlet på udstillingens temaplancher og planchetekster, som kan downloades fra udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk (se links nedenfor).

Jens Hvass: Mellem køkken og klode, Grontmijs håndbog i Klimaledelse, Forlaget Andersen okt. 2011 (0,8 Mb pdf).

Hungry Planet – 25 temaplancher i stort format (52,7 Mb pdf)

Hungry Planet – de samlede temaplanchetekster i A4-format (36,6 Mb pdf).

Se blog-indlægget Hungry Planet og madspild.¹

Se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.²

Via dette kort kan man finde vej til brombær, hyldebær, mirabeller, havtorn, nødder, kørvel, ramsløg og peberrod, samt rariteter som figner og morbær. Om de sidste står der, at de blot hænger og forgår i Kongens Have. Desværre var det ikke sådan i år. Da var alle de fem morbærtræer i Kongens Have totalt ribbede – før morbærrene var modne.

Selvom det er fint med den øgede forståelse af, at mad ikke kun kommer i plasticforseglede skumbakker, men findes over alt omkring os, er det overhovedet ikke i orden bare at plukke løs. Der er rigeligt på Amager Fælled, men det kræver en vis disciplin at dele af parkernes overskud, så også andre kan få lejlighed til at se og smage. Og skulle der være noget tilbage til fuglene, når vi andre rykker inden døre for vinteren, så gør det ikke det mindste.

Kortet er stadig i sin vorden, og alle er opfordret til at bidrage. Men har man et godt svampested i Indre By (i år har jeg fundet både skørhatte, østershatte og champignon inden for voldene), er det ikke sikkert, at det er nogen god idé at lægge det ud på kortet.

Se Københavns Høstkort på Google Maps.

Se debat om kortet på idegryden.dk.

Mens danskerne lagde de sidste stemmer i boksen til VK-regeringens endeligt – hvilket vi efter 10 års vanrøgt af klima- og bæredygtighedsudfordringen må hilse særdeles velkommen – var vi ved Miljøpunkt på den vidunderligste sanketur ud over Amager Fælled og hjem langs Kalveboderne og Valby Strandpark.

Billedet herover viser blot lidt af det indsamlede i en lille tapas-anretning med vilde urter som lægekokleare, strandtrehage, strandkvan, vild gulerod, hunderose, røllike og rejnfan – selv rucolaen er indsamlet fritvokset. Forud en pastaret med generøse mængder af strandkarse (Lepidium latifolium, ofte kaldet Nordens wasabi), og afsluttende en lysende rød suppe af paradisæbler fra Kongens Have. Har frø af vild pastinak og gulerod til tørre og masser af havtorn i fryseren og vilde urtesmage til adskillige dage frem.

Det behøver ikke at være flyimporteret fra den sydlige halvkugle for at pirre smagsløgene og fryde øjnene.

Se tidligere blog-indlæg: Pluk vild mad i byen.

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

Læs mere »