Strøtanker om bæredygtighed

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Sébastien Duyck har i to artikler for for The Adopt a Negotiator Project 22. og 24. oktober lavet en gennemgang af de enkelte landes og grupper af landes positioner forud for COP19, som samtidig er illustreret i Word Clouds – ordbilleder, hvor særligt betydningsfulde ord og begreber er fremhævet. Herover er det for eksempel en Word Cloud over Brasíliens input til de forestående forhandlinger ved COP19 i Warszawa. Og herunder er det en tilsvarende Word Cloud for de afrikanske landes fælles oplæg.

Jeg skal ikke forsøge af gentage Sébastien Duycks yderst læseværdige rids af de enkelte landes oplæg, blot opsummere, at der er rigeligt at tale om, at der i de kun langsomt udkrystalliserende konturer af en global klimaaftale synes at være masser af knaster – ikke bare hvor meget, der skal reduceres hvor hurtigt, men nok så meget hvem. Samtlige 19 Word Clouds fra de to artikler er samlet her:

Læs mere »

Stadig under udarbejdelse …

Har været nogen tid bortrejst, så i første omgang er dette en opsamling af links til artikler om den netop udkomne første del af IPCCs nye klima-rapport AR5.

Det har været beskæmmende at se, hvordan der i den oliefinansierede klimafornægtelsespresse i ugerne op til frigivelsen har været kørt en ganske omfattende og ganske systematisk misinformationskampagne.

Men sagen ligger klarere end nogensinde før. Ifølge IPCC er der nu 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er en primært menneskeskabt realitet – oversat til sprog er det “extremely likely”. Nogle kunne måske ønske sig fuld sikkerhed, før man lagde kursen om, men prisen for at lade være, er så astronomisk, og problemerne så meget større den dag IPCC konkluderer med 100% sikkerhed, at det merd lige så stor sikkerhed så vil være for sent at undgå graverende klimaforandringer.

Trods megen medieomtale forud for offentliggørelsen af, at den globale opvarmning er i aftagende, er der intet hold heri. Tværtimod akkumuleres der stadig mere overskudsvarme i biosfæren. Der har blot i de seneste år vist sig en tendens til, at en lidt større del heraf end hidtil blev opsamlet i verdenshavene.

Læs mere »

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO₂. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO₂. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

Majuro, som i den kommende uge er vært for Pacific Islands Forum, et klimatopmøde med bred international deltagelse, er én af Marshalløernes 29 atoller, som med løs hånd er spredt ud over det Sydlige Stillehav. Den omkring 50 km lange atol er dannet af 64 langsmalle øer, som mange steder er under 100 m brede, og som med blot 9,7 km² landareal omkranser en lagune på 295 km². Majuros højeste punkt er blot 3 m over havets overflade, og langt størsteparten er mindre end 2 m over havespejlet. På billedet herover ses til venstre den blide lagune i atollens indre, til højre det store ocean, som de senere år i takt med klimaforandringerne har vist sig stadig mere aggressivt. Navnet Majuro bruges både om Marshalløernes hovedstad, om hele atollen og om dens største ø, som rummer langt hovedparten af atollens 30.000 indbyggere.  

Når man lever i et land, som er bygget på atoller, hvor ofte det højeste punkt kun er få meter over havoverfladen, så er svaret på spørgsmålet om mitigation eller adaptation – klimaindsats eller klimatilpasning – meget let at svare på. For ja, man er nødt til at klimatilpasse, der kan endda være meget presserende behov. Men hvis ikke verden meget snart får standset sine CO₂-udledninger, så vil der ikke være noget tilbage at tilpasse.

Som IPCC Nobelpris-modtager Elisabeth Holland udtrykte det ved åbningen af Majuro-konferencen 2. september: “There is simply no point of talking about sustainable development if we cannot reverse the impact of climate change.”¹

Tidligere på året forsvandt Marshalløernes hovedstad Majuro under vandet på grund af ekstremt højvande. Sidste år kostede ekstremvejr Fijiøerne 100 mio. $ og Samoa 29% af landets i forvejen sparsomme økonomi. Havstigningen, som ved Marshalløerne stadig er under 4 mm pr. år, er nu flere steder i Stillehavsområdet oppe på 8 mm pr. år (80 cm pr. århundrede), og med den stigningstakt vil de lavtliggende atolriger, som ofte ligger under 2 m over havets overflade, i de kommende år stadig hyppigere have problemer med oversvømmelser.

Forandringer i vejmønstrene (El Niño) har givet væsentligt mindre regnvand, og det ferske grundvand er stadig mere udsat for saltindtrængning, hvilket gør både drikkevandsforsyningen og dyrkningen af en lang række afgrøder stadig vanskeligere. Med den nuværende udvikling er perspektivet for mange af Stillehavets atolsamfund derfor, at livsgrundlaget i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet og man må emigrere til mere højtliggende lande.

Samtidig med at verdens små østater har et meget lille ansvar for den nuværende klimauredelighed, så står de til at blive stærkest og mest uigenkaldeligt ramt af klimaforandringerne – og simpelthen forsvinde under havets overflade, hvis ikke verden meget snart samler sig om en konsekvent klimaindsats. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter til at købe højereliggende land. Kiribati har annonceret planer om at købe 2.000 ha land på Fijiøerne, hvor man i første omgang kan producere fødevarer, men på sigt kan blive nødt til at bosætte sig permanent. Andre øgrupper ligger i forhandlinger med New Zealand om tilsvarende løsninger. Men det er ikke nogen let beslutning at forlade atollerne, som med deres blive tropiske klima er basis for en enkel men paradisisk tilværelse, hvis bare ikke nogle mennesker på den anden side af jordkloden var kommet på at afbrænde kul, gas og olie.

Derfor afholder verdens østater løbende klimamøder, og det næste, det 44. i rækken af Pacific Summits, som afholdes på Marshalløernes hovedø (og hovedstad) Majuro, afvikles i den kommende uge under temaet “Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge”. De mange små østater har inviteret alle landene omkring Stillehavet, The Pacific Rim, med til klimamødet, som med store udledere som USA og Kina, Japan og Australien tilsammen repræsenterer over 70% af verdens samlede CO₂-udledninger. John Kerry ville have deltaget, men har måttet aflyse på grund af situationen i Syrien og har i  stedet sendt en video message,² og for eksempel Connie Hedegaard være med for EU, så det bliver en slags uformelt forhandlingsforum, som i bedste fald kan sætte sig ud over FN-forhandlingernes ofte meget formaliserede forhandlingsmøder, som har tendens til at drukne i procedurer og positionsspil.

Majuro er på mange måder det prefekte sted for sådanne forhandlinger, for med udsigt til, at hver grad vi varmer det globale system på sigt vil give havstigninger på 2,3 meter, er det uomtvisteligt klart, at det er i tolvte time med en global klimaindsats, som inden for meget få år radikalt opbremser den nuværende fossile afbrænding og får alle verdens lande omstillet til bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO₂-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X – Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

Læs mere »

.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO₂-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO₂ (0,9-1,2 mia. ton CO₂) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO₂ om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO₂-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO₂-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

Gennemgående har de globale klimaforhandlinger ikke den store plads i de danske medier – og slet ikke her flere måneder forud, selvom det ofte er indimellem de store samlinger, at de store spørgsmål er i bevægelse. Jeg har derfor oprettet dette blog-indlæg, som løbende vil blive opdateret til artikler, kommentarer mv. som tilsammen forhåbentligt kommer til at tegne scenen for den forestående COP19 i Warszawa 11.-22. november i år.

Det er jo ikke fordi klimaspørgsmålet og forhandlingerne om en global klimaaftale ikke er interessante, og vi så med COP15, som foregik i København, at det godt kunne lade sig gøre at finde pladsen og ressourcerne. Men det synes gennemgående at være vanskeligt at få en størrelse som de globale klimaforhandlinger passet ind i de gængse nyhedskriterier, så den smule, som endelig bliver rapporteret, er ofte personfikseret og overfladisk, helt uden det nødvendige perspektiv, som kunne gøre den lille detalje væsentlig for det store billede.

Måske hovedforhandlingerne i sig selv er lidt kedsommelige. Det kræver en særlig tålmodighed at høre alle verdens lande bedyre, hvor meget de gør for klimaet – ikke mindst, når man ved at mange af dem i virkeligheden laver rigtig meget grams i atmosfæren. Men tonen er forsøgsvis høfligt urban, og en COP er samtidig en utrolig masse sideevents og NGO-aktiviteter med et helt anderledes frodigt og billedmættet udtryksregister. Så hvis man vil, er der masser at skrive om, og hvis man blot ser lidt ud over hovedforhandlingerne, så trækker en COP tråde ud til levevilkårene og presserende problemer verden rundt.

Måske mangler der bare i den danske nyhedsverden de folk, som skal til for at dække de store spørgsmål. Men nej, det er snarere et prioriteringsspørgsmål. Sidder lige med politiken.dk åben og kan konstatere, at en event som Tour de France – som ligesom FNs klimaforhandlinger er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tilsvarende strækker sig over flere uger – alene i dag er blevet tildelt 11 artikler. Hvis man vil, kan man sagtens finde gode vinkler: Hvad Froome mener om Contador, at Froome blev overvældet af følelser, at Evans håber igen at køre i spidsen for BMC næste år, at Contador kommer igen næste år … alt sammen så uimodsigeligt vigtigt, at man forstår, hvorfor der ikke er plads til den globale klimasituation (foreløbig har politiken.dk i juli kun bragt én artikel under klima).

Læs mere »