Strøtanker om bæredygtighed

Onsdag havde Connie Hedegaard i Information en leder under overskriften: Vi skal frem – bæredygtigt, hvori hun går i rette med Jørgen Nørgaards nylige indlæg i Information, Gør velværet bæredygtigt, og siger, at der er ikke noget lettere end at nå nulløsninger i CO₂-udledninger. Man kan jo blot forbyde bilkørsel og industriel produktion. “Det er ikke den vej, vi skal,” skriver Connie Hedegaard. Kunsten er at forene økonomisk vækst og bæredygtig udvikling.

“Vi skal sikre et samfund, der er i stand til at udvikle sig samtidig med, at vi tager de hensyn til miljø og klima, som er så afgørende for, at vi også er i stand til at udvikle os i fremtiden. Fordi vi ikke slider for hårdt på ressourcerne. Fordi der skal være en rig flora og fauna til vores børn og børnebørn. Fordi vi ikke i det rige vesten sviner ubegrænset, mens skaderne viser sig i udviklingslande eller ved polerne.”

Connie Hedegaards irettesættelse af Jørgen Nørgaard virker noget malplaceret i og med at han igennem årtier har søgt at vise, hvordan basale ændringer i vores dagligdag, for eksempel den måde vi laver køleskabe på så de holder meget længere og bruger langt mindre energi, kan have vidtrækkende betydning for vores energi- og ressourceforbrug uden at det mindsker vores livskvalitet. Kogt ind til essensen er forskellen måske, at for Connie Hedegaard er udvikling og økonomisk vækst synonymer, hvor Jørgen Nørgaard ser vidtgående forandringer for sig, uden at det nødvendigvis indebærer økonomisk vækst: “…it is possible in the course of half a century to offer everybody on Earth a joyful and materially decent life with a per capita energy consumption of only a small fraction of today’s consumption in the industrialized countries.”

Sagt på en anden måde, hvor den økonomiske vækst, som Nørgaard i Gør velværet bæredygtigt harcelerer over som en indiskuterbar forudsætning for klimakommissionens arbejde, opererer i livskvantitet, der tænker Nørgaard langt mere i opretholdelse og udvikling af livskvalitet.

Læs mere »

I løbet af 2006 udarbejdede Ingeniørforeningen en Energiplan 2030, som giver et bud på, hvordan Danmark i 2030 kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og langt mere bæredygtige tilstande.

Energibesparelser står centralt i planen, og man regner med at kunne reducere energiforbruget med 30% gennem systematiske indsatser i transportsektoren, industrien og byggeriet. Samtidig vil andelen af vedvarende energi være øget, så det udgør halvdelen af vores samlede energiforbrug. Vores samlede CO₂-udledninger vil hermed være reduceret med 60% i forhold til 1990.

Når man ser scenariets udgiftssammensætning, fylder investeringer i energibesparelser, kollektiv transport og omlægninger til vedvarende energi markant mere end i reference-scenariet, mens udgifter til brændsel fylder meget mindre. Og de stigninger i energipriser, vi har set siden 2006, har blot tydeliggjort, at selvom et scenario som dette kræver meget store investeringer, vil det ikke bare være godt for miljøet og den globale opvarmning, men også økonomisk set være yderst fordelagtigt. Blot få år frem vil det ikke være sjovt at være blandt de samfund, som er afhængige af de stadig mindre tilførsler af fossile brændstoffer.

Læs mere »

UNEP, United Nations Environment Programme, undersøger løbende afsmeltningen af gletsjere rundt omkring i verden. Og de seneste tal viser, at afsmeltningen ikke på noget tidspunkt i de seneste 5.000 år har været større end i dag. UNEP har derfor i dag slået alarm, at man må skride øjeblikkeligt ind med klimabeskyttende foranstaltninger for at sikre den fremtidige vandforsyning for store befolkningsgrupper.

Gletsjere vokser i tykkelsen med vinterens snefald, og bliver tyndere igen i løbet af sommerens afsmeltning. I perioden 1850-1970 anslås det, at nettotabet ved afsmeltning i gennemsnit har været omkring 30 cm pr. år. I perioden 1970-2000 steg afsmeltningen til 60-90 cm pr. år. Siden år 2000 har den årlige nettoafsmeltning været over 1 m pr. år. Og sidste år var afsmeltningen med 1,5 m større end nogensinde.

Det er således en stærkt accelererende udvikling, som ikke bare vil medføre stigende verdenshave, men på sigt vil give problemer med vandforsyningen – og dermed også fødevareproduktionen – i store dele af verden. For eksempel overrisles 80% af Pakistans landbrugsareal med vand fra Indus, som får 70-80% af sit vand fra gletsjere. Floder som Ganges og Yangtze har ligeledes markante vandtilførsler fra gletsjere, og de udgør hver især vandforsyning for 350-400 millioner mennesker.

Achim Steiner, executive director ved UNEP, siger ifølge AFP, at klimakonferencen i København i 2009 vil være den virkelige lakmusprøve for at teste regeringernes vilje til at reducere udledningerne af drivhusgasser den CO₂-forurening fra fossile brændstoffer, som ødelægger klodens klimasystem. Ellers vil vores muligheder for at gribe ind simpelthen smelte bort sammen med gletsjerne.

Juliette Jowit: Melting glaciers start countdown to climate chaos, The Observer, 16.03.2008.

Juliette Jowit og Robin McKie: Glaciers melt ‘at fastest rate in past 5,000 years’, The Observer, 16.03.2008.

Lester Brown: Global Warming Melting Glaciers, Shrinking Harvests in China and India, Treehugger 26.03.2008.

Den nordamerikanske Commission for Environmental Cooperation har netop udgivet rapporten Green Building in North America, som påpeger, at der ligger store potentielle CO₂-reduktioner i byggesektoren.

I Nordamerika udleder den samlede bygningsmasse 2.200 megaton CO₂, hvilket svarer til 35% af regionens samlede CO₂-udledninger. En hurtig indførelse af kendte energibesparende teknologier i byggesektoren vil kunne føre til en besparelse på 1.700 megaton CO₂-udledninger i 2030 i forhold til hvis man blot fortsætter som nu.

Til sammenligning ligger de samlede danske CO₂-udledninger i dag på lige godt 50 megaton.

Rapporten opererer med tre scenarier, ‘business at usual’, ‘AIA 2030 Challenge’, og ‘Deep Green’. Kurven nedenfor viser de tre scenarier for henholdsvis Canadas og USAs boligsektor.

Læs mere »

20. februar 2007 var en kvart million mennesker fra 47 lande samlet omkring en virtuel konference, som markerede starten på The 2010 Imperative og The 2030 Challenge. Det skete med en række hver især meget anbefalelsesværdige indlæg, fra mennesker som Dr. James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, Chris Luebkeman fra Arup og Edward Mazria, grundlæggeren af Architecture 2030.

Der er videolink til konferencens enkelte bidrag nedenfor.

Læs mere »

I dag blev en foreløbig udgave af Det Miljøøkonomiske Råds første rapport, Økonomi og Miljø 2008, fremlagt. Og det er mildt sagt besynderlige konklusioner, man når frem til, når man for eksempel skal undlade at støtte opførelsen af vindmøller, for ikke derved at sænke markedsprisen på CO₂-kvoter.

Det er nærmest absurd teater, at man for at opretholde et kvotemarked er nødt til at fraråde at støtte noget af det mest indlysende nødvendige, nemlig at styrke udbygningen af vindkraft og vedvarende energi. Rapporten har da også vakt stærke reaktioner, og for eksempel Connie Hedegaard kalder ifølge Politiken rapporten for teoretisk og mangelfuld.

I forvejen strider hele kvote-tankegangen – det at man kan få eller købe sig ret til at forurene – mod noget moralsk-etisk fundamentalt i almindelige menneskers opfattelse af miljøproblemerne. Frem for krampagtigt at søge at opretholde illusionen om et velfungerende EU kvotemarked, burde man tage konsekevensen af, at de frie markedsmekanismer først og fremmest stimulerer den økonomiske optimering og ikke uden meget stærke korrektiver fra visionære idealister, politikere og erhvervsfolk kan være med til at styre EU sikkert igennem en vanskelig omlægning til et bæredygtigt CO₂-neutralt samfund.

Læs mere »

Costa Rica har tidligere haft planer om at blive CO₂-neutral inden 2030, og sidste sommer vedtog man en plan for at nå CO₂-neutralitet inden 2021, hvor landet har 200 års jubilæum. Costa Rica vil i givet fald blive det første CO₂-neutrale land i verden, så det vil være en fornem måde at fejre sin fødselsdag på.

Costa Rica har et vist forspring. I 2003 var den gennemsnitlige CO₂-udledning pr. indbygger i Costa Rica på blot 1½ ton (hvor de danske udledninger ligger på omkring 10 ton), og man er allerede i dag oppe på, at omkring 80% af energiforbruget stammer fra vedvarende energikilder.

En af drivkræfterne i Costa Rica er opretholdelsen af det landskabelige tropiske paradis, som kan vedblive med at tiltrække turister. Op mod 25% af landet har status som nationalpark, og et af midlerne til at blive CO₂-neutral er store træplantningsprojekter for herigennem at binde CO₂ i biomasse og modvirke den skovfældning, som har stået på i de seneste årtier. Costa Ricas skovplantningsprogram og plan for CO₂-neutralitet kan downloades fra UNEPs Climate Neutral Network.

Således har Costa Rica med Nature Air også verdens eneste CO₂-neutrale luftfartselskab. Det betyder på ingen måde, at luftfart ikke udleder CO₂, men Nature Air har systematisk CO₂-kompenseret gennem skovplantnings- og regnskovsbevaringsprojekter.

Ud over Costa Rica har foreløbig Norge, Island, Monaco og New Zealand fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Norge sigter mod at nå det i 2050, og i de planer er en ganske betragtelig del ikke forandringer i Norge, men opkøb af CO₂-kvoter. Måske vi på den konto kunne få norsk støtte til at få gang i en dansk CO₂-neutralitet!

Reuters: Costa Rica pledges to be ‘carbon neutral’ by 2021, 08.07.2007.

Geoffrey Lean and Bryan Kay: Four nations in race to be first to go carbon neutral, The Independent 30.03.2008.

Stefan Lovgren. Costa Rica Aims to Be 1st Carbon-Neutral Country, National Geographic News 07.03.2008.

Kirsten Hubbard: Nature Air: the Carbon Neutral Costa Rica Airline, about.com.

For nylig fløj American Airlines en Boeing 777 (en stor jumbo-jet) fra Chicago til London med blot fem passagerer. Det har sat sindene i kog, og Friends of The Earth (det internationale NOAH) har været fremme med, at den slags hasard med klodens fremtid skulle forbydes. Den rejse har betydet et CO₂-udslip på 43 ton for hver af de fem passagerer.

George Monbiot siger det rent ud i artiklen Flying is Dying: “There is no way to halt global warming and continue traveling long distances at high speeds. The only solution is to stop flying in airplanes.”

Flyselskaberne håber på, at biobrændstof hen ad vejen kan etablere en bæredygtig luftfart. Men som Monbiot påpeger, vil det kræve enorme landarealer af forsyne de forslugne flymotorer med biobrændstof. Og resultatet vil være hungersnød for millioner af mennesker.

“Hvis vi vil hindre planeten i at koge over,” skriver Monbiot: “må vi simpelthen holde op med at rejse med den slags hastigheder, som flyene muliggør. Det er nu ved at være forstået af næsten alle jeg møder. Men det har ingen som helst indflydelse på deres adfærd. Når jeg spørger mine venner om deres weekendtur til Rom eller ferie i Florida, svarer de med et underligt distant smil og kigger den anden vej. De vil bare have det sjovt. ….. Den moralske dissonans er øredøvende.”

En ting som har prentet sig for altid, fra da jeg for snart mange år siden læste Sten Eiler Rasmussens Kina-oplevelser, var, at det tog ham 6 uger med båd at komme til Shanghai. Men så var rejseskitserne også rentegnede, da han var tilbage, og indtrykkene vel fordøjede. Rejse i Kina udkom for 50 år siden. Nu lander vi sent om natten og skal tidligt op på arbejde.

David Millward: Plane flies five passengers from US to London, London Telegraph 06.03.2008.

George Monbiot: Flying is Dying, AlterNet 01.03.2006.

Jesper Knudsen: Fly brugte 16.700 liter benzin per passager, Politiken 27.03.2008.

Flyrejser er et af de områder, hvor vi bliver nødt til at reducere vores CO₂-udledninger drastisk i allernærmeste fremtid. Hvis man ser på 1tonmindre.dk, er en enkelt indenrigsflyvning sat til 0,3 ton CO₂-udledning, en smuttur til Italien til 0,5 ton og en returbillet til Bangkok producerer hele 1,9 ton CO₂ – eller mere end vi gerne skulle ned på at producere pr. person pr. år.

Yderligere har CO₂ udledt i højden langt større drivhuseffekt. Man taler om et såkaldt radiative forcing index (RFI), og det er almindeligt antaget, at CO₂ udledt i langdistanceflyenes marchhøjde har en RFI på 2,7. Hvert ton CO₂ fra et fly i luften varmeforurener således som 2,7 ton CO₂ ved jordoverfladen, og flyudledningerne får hermed endnu større indvirkning på den globale opvarmning. Selv vanddamp fra flymotorernes opvarmning, som er det meste af de striber på himlen, vi ser efter flyene, fungere oppe i højderne som en drivhusgas.

Læs mere »

Selvom der mange steder i verden er igangsat forandringer i den måde, hvorpå vi tilvejebringer vores energi, som med tiden vil føre til CO₂-reduktioner, så er de samlede CO₂-udledninger på verdensplan stadig stigende. Hidtil har man i de scenarier, der har været diskuteret for fremtiden, sigtet mod en reduktion til 80% af det nuværende niveau for CO₂-udledninger som nødvendige for at bremse den globale opvarmning. Men ny forskning, som i dag offentliggøres i Geophysical Research Letters, indikerer, at vi skal endnu længere ned. For at standse den globale opvarmning, skal vores CO₂-udledninger med omkring nul.

Hidtil har man fokuseret på at stabilisere CO₂-niveauerne i atmosfæren. Men klimaforskerne Ken Caldeira (Carnegie Institution) og Damon Matthews (Concordia University) har skabt en model for at simulere, hvordan temperaturudviklingen modsvarer udviklingen i CO₂-udledningen, hvori de har indarbejdet varmeudvekslingerne mellem atmosfæren og oceanerne.

Oceanerne virker som et kolossalt lager for den varme, som atmosfærens forøgede CO₂-niveau har indespærret, og forskernes model viser, at selv hvis man øjeblikkeligt standsede alle menneskelige CO₂-udledninger, ville temperaturerne holde sig høje mindst 500 år frem, mens atmosfærens koncentration af drivhusgasser kun langsomt vil falde.

Så sandsynligvis må vi – parallelt med de forestående omlægninger fra fossile brændstoffer – indstille os på store globale CO₂-indkapslingsprojekter. En enkel måde at binde CO₂ på er gennem at øge klodens biomasse. Det kan ske gennem større skovareal og overgang til plukhugst. Landbruget kunne udvikle ændrede dyrkningsmetoder, hvor man ikke hele tiden vendte tilbage til pløjemarken, og vi kunne billedligt flytte byen tilbage i skoven ved at systematisk at lade vegetationen få plads over alt i bymiljøerne – gaderum, baggårde, facader og tagflader.

En enkelt potteplante gør det ikke, men hvis man systematisk gennemgik alle arealer og så på, hvordan man kunne øge biomassen, ville man kunne binde store mængder CO₂.

Erika Engelhaupt: Proposed CO₂ cuts not deep enough. New research shows that CO₂ emissions must be near zero to stabilize the climate, Environmental Science & Technology 05.03.2008.

Juliet Elperin: Carbon Output Must Near Zero To Avert Danger, New Studies Say, Washington Post 10.03.2008.