Strøtanker om bæredygtighed

Med støtte fra NASA har Perdue University kortlagt de amerikanske CO₂-udledninger med en hidtil uset detaljering. Man har indsamlet data for hele USA i et grid på 10×10 km og fulgt CO₂-koncentrationerne gennem døgnet over en treårig periode. Samtidig har NASA en satellit på vej med det formål at måle koncentrationerne ovenfra, så USA vil snart CO₂-mæssigt være særdeles veldokumenteret.

Så mangler der bare, at USA, som i dag står for omkring 25% af verdens CO₂-udledninger, får taget hul på den gennemgribende omstruktureringsproces, som skal til for at udvikle et USA uafhængigt af store olietilførsler.

I forbindelse med projektets fremlæggelse er der frigivet en video med animationer af databasen, hvor man kan se CO₂-koncentrationernes variation med dags- og årsrytmer, højdeprofiler lokalisering af kraftværker, industri, beboelse, vejnet osv. (se nedenfor).

Læs mere »

UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, som under ledelse af Yvo de Boer forstår arbejdet med at etablere afløseren af Kyoto-aftalen, har lavet en rapport om klimaforandringerne i udviklingslandene: Climate change: Impacts, vulnerability and adaptation in developing countries.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke bare lige fordelt over hele verden. Faktisk er det så unfair, at de industrialiserede lande, som har ansvaret for den globale opvarmning, gennemgående er mere robuste overfor de tidlige stadier af klimaforandingerne, hvorimod en lang række u-lande, som ikke har nogen medskyld i klodens ubalancer, allerede nu står med særdeles håndgribelige konsekvenser af de store mængder af drivhusgasser, som den industrialiserede verden op gennem det 20. århundrede har ledt ud i atmosfæren.

Læs mere »

En uges klimaforhandlinger i Bangkok er ovre. Ikke meget er definitivt besluttet – det var heller ikke meningen, men som lederen af UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, Yvo de Boer udtrykker det, er toget frem mod underskrivelsen af en ny klimaaftale i København i 2009 nu sat i gang. Noget af det, man rent faktisk har fået besluttet i denne uge i Bangkok, er at fortsætte brugen af kvotesystemet som det primæres styringsinstrument ud over den nuværende Kyoto-aftale, som løber frem to 2012.

Den nuværende Kyoto-aftale omfatter blot 37 lande, og den store opgave i det kommende års tid bliver at få alle med. I Bangkok har der således deltaget delegationer fra 162 lande, hvor der på Bali var repræsentatner fra omkring 180 lande. USA, som brød med forhandlingerne om den første Kyoto-aftale med krav om at alle lande skulle binde sig til reduktioner, har senere opblødt standpunktet dertil, at reduktionsmål skal fastsættes efter evne.

Læs mere »

Ifølge Politiken har FNs søfartsorganisation IMO, International Marine Organisation, på et møde i London besluttet sig for et dansk forslag om ni grønne principper for skibsfarten – en beslutning, som kommer i forlængelse af, at Connie Hedegaard for en måned siden på et møde i København gav branchen et ultimatum: Hvis ikke den selv tog affære, ville den blive pålagt reguleringer (se tidligere blog-indlæg: Sidste chance til skibsfarten). Man undersøger derfor nu mulighederne for at indføre et kvotesystem, så skibsfarten får et økonomisk incitament til at mindske sit brændstofforbrug.

Skibsfarten er globalt set en af de helt store udledere af dels drivhusgasser, dels af ultrafine partikler, og man regner med at skibsfartens partikelforurening på verdensplan årligt medfører omkring 60.000 for tidlige dødsfald. Der er således i IMOs beslutninger en række tiltag, som blandt andet skal sikre, at fragtskibe ikke fremover kan benytte den meget svovlholdige bunkerolie nær befolkede kyster (se tidligere blog-indlæg: Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening og Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv).

Der er tale om en lang beslutningsproces, hvor man endnu opererer med forskellige løsningsmodeller og den endelige vedtagelse ventes først på plads i løbet af 2009. Men signalerne er allerede nu stærke nok til, at miljøhensyn fremover vil udgøre langt stærkere parametre i skibsfartens prioriteringer.

Ifølge Information 07.04. er der dog endnu stort set ikke noget, der reelt er besluttet. Men der ligger et pres ikke bare på branchen, men på Mærsk om at gå i front på området og vise, at det ikke bare er muligt at lave markante ændringer.

Mærsks nyligt fremlagte planer rækker ikke langt i den forbindelse (se tidligere blog-indlæg: Mærsk fremlægger plan om 5% CO₂-reduktioner). Det ville være prisværdigt at se planer for en halvering af SO_x– og CO₂-udslippene i løbet af få år – og et målrettet udviklingsarbejde, som sigter på udviklingen af klimaneutrale fragtskibe.

Mikael Børsting: Dansk sejr i kamp om skibs-forurening, Politiken 03.04.2008.

Peter Keiding: Søfart bliver del af klimatopmøde, Information 08.04.2008.

Peter Keiding: FN vil regulere søfartens CO₂-udslip, Information 08.04.2008.

Gregory M. Lamb: Designers look to giant kites, bubbles, and new propellers to save on fuel costs and reduce pollution, Christian Science Monitor 03.04.2008.

IMO environment meeting to consider revised regulations on ship emissions, IMO 28.03.2008.

Green Ships: Politicians Ready if Industry Not, MarineLink.com 17.03.2008.

IMO Group Agrees on Pollution Reduction Measure, MarineLink.com 12.02.2008.

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO₂, hvis ikke allerede det er en realitet.

Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO₂-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO₂-aftaler.

Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.

Læs mere »

Den nationale amerikanske radio NPR har en udsendelsesrække om klimaproblematikken: Climate Connections: Causes. De seneste to udsendelser beskæftiger sig med forstæderne som fænomen – og som en væsentlig del af forklaringen på, at de amerikanske CO₂-udledninger er de i særklasse højeste i verden.

Den første udsendelse følger Carvalho-familien, Michelle og Galileu Carvalho, som har en 16 måneder gammel søn. De flyttede til forstæderne for tre år siden og har siden da haft langt til arbejde – og brug for to biler. Dan anden udsendelse følger Taylor-familien, Malaika Taylor som for tre år siden sammen med sin 11-årige datter flyttede til en centralt beliggende loft-lejlighed for at slippe for de mange timers bilkørsel mellem hjem og arbejde.

Begge familier bor i Atlanta – en by sammenlignelig med København, med en halv million indbyggere i selve byen og 5 millioner indbyggere i oplandet. Tilsammen illustrerer de to udsendelser fint, hvorfor parcelhuset – The American Dream – er fundamentalt ubæredygtigt.

Læs mere »

I al vegetation er der bundet CO₂, det gælder både på land og til havs. Den olie, som vi i nyere tid har pumpet op af jorden og brændt af i stor stil, stammer netop fra store lagre af forrådnede plantedele. Ud over ved at standse denne brug af fossile brændstofer vil vi derfor ved at øge vegetationsmængden over alt i biosfæren kunne genindkapsle en stor del af de meget store CO₂-mængder, som i de seneste årtier er udledt til atmosfæren.

I disse år laver man derfor omfattende eksperimenter med at stimulere oceanernes plankton-vækst gennem at gøde med jern. Jern er en forudsætning for planteplanktonets fotosyntese – og dermed reproduktion – og i kystfjerne havområder er jern mange steder en begrænsende faktor.

Visionen er at binde CO₂ i plankton, hvorefter de døde planterester synker mod bunden – sammen med store mængder af CO₂. Private firmaer er allerede tæt på at kunne tilbyde køb af CO₂-kvoter, hvor man i stedet for skovplantning eller bevarelse af regnskov finansierer gødning af næringsfattige havområder.

Det lyder både besnærende og så overhovedet ikke rart. En overgødning af oceanerne vil potentielt kunne have katastrofale følger for højere livsformer i verdenshavene. Mens forskerne undersøgere videre, skulle vi derfor hellere satse på systematisk at forøge biomassen på land. Mere skovareal og et landbrug med langt mere biomasse på markerne vil sammen med en systematisk byforgrønnelse både i forstæderne og bycentrene tilsammen kunne binde markante CO₂-mængder og samtidig indebære en lang række andre fordele for miljøet.

Rachel Petkewich: Fertilizing The Ocean With Iron, Chemical & Engineering News, March 31, vol. 86 no. 13 2008, pp. 30-33.

Al Gore og Alliance for Climate Protection har ifølge Washington Post netop iværksat en omfattende klimakampagne, som med 300 mio. $ over de næste tre år skal få amerikanere til at skrue kraftigt ned for CO₂-udledningerne og den amerikanske regering til at vedgå bindende aftaler om markante CO₂-reduktioner.

Gore har doneret overskuddet fra “An Inconvenient truth” og sin del af Nobelprisen samt en række andre priser til kampagnen, og foreløbig er omkring halvdelen af beløbet tilvejebragt.

Baggrunden er den forstemmende, at klimaspørgsmålet indtil nu har fyldt meget lidt i den amerikanske valgkamp, selvom alle tre tilbageværende kandidater vedgår forpligtende CO₂-reduktioner – McCain på 60%, Clinton og Obama 80% inden 2050. Gore håber med den massive indsats at styrke bevidstheden om klimakrisen i det offentlige rum dertil, at USA vil sigte på en 90% reduktion af de amerikanske CO₂-udledninger i 2050.

Juliet Elperin: Gore Launches Ambitious Advocacy Campaign on Climate, Washingtonpost.com 31.03. 2008.

Suzanne Goldenberg: Gore unveils $300m climate ads, London Guaridan 31.03.2008.

Andrew V. Revkin: Gore Group Plans Ad Blitz on Global Warming, The New York Times, 01.04.2008.

I nedenstående video fortæller arkitekt Norman Foster om sit arbejde gennem årene, fra den taghavedækkede Wills Building (1975) til London Gherkin (2004) og igangværende projekter. Anledningen er den årlige DLD-konference (Digital Life Design) i München, januar 2007.

Foster er den ultimative repræsentant for en high tech-arkitektur, som samtidig med at den driver syntesen af arkitektur og ingeniørkunst til det yderste påtager sig et socialt ressource- og bæredygtighedsmæssigt ansvar. Foster er således også arkitekten man kontakter, hvis man vil have et højhus højere end det hidtil højeste (se blog-indlægget Dyre drengedrømme), haver i 50 etager eller en CO₂-neutral by (se blog-indlægget Masdar – en CO₂-neutral by).

Den 32 min. lange video giver et godt billede af, hvordan en moderne arkitektur er ved at vågne til den udfordring, at vi lever i et lukket globalt system med begrænsede ressourcer. Foster udfolder indledende et udtalt systemisk perspektiv: Man kan ikke blot skabe – eller tale om – CO₂-neutrale bygninger, men er nødt til at se bygningen i en større sammenhæng, som en del af en urban infrastruktur.

Læs mere »