Strøtanker om bæredygtighed

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »

Yvo de Boer, executive secretary ved UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, siger ved et pressemøde, at udsigten til, at vi får en samlet klimaaftale klar til underskrift i København ved udgangen af næste år, lige nu er meget dårlig: “We are not going to see that major developing country engagement unless significant financial resources and technology flows begin to be mobilized.”¹

U-landene vil have hjælp til de omlægninger, der skal ske dér, og de vil se reelle skridt i de industrialiserede lande, før de binder sig til noget som helst. Men når man ser rundt i de industrialiserede lande, er der ikke megen vilje til at gå foran – beklageligvis heller ikke i Danmark. Der lurepasses, og for klimaet og den globale tilslutning til næste klimaaftale vitale beslutninger bliver ikke taget. Samtidig skylder det kvotesystem, som EU har fået etableret, stadig at bevise, at det rent faktisk formår at spore vore handlingsmønstre ind på et mere klimavenligt spor.

Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel IPCC, er ifølge Politiken meget tvivlsom overfor, om “de (Kina og Indien) kommer med i første runde. Jeg tror gerne, de vil se et vist ambitionsniveau hos de udviklede lande, før de selv indgår nogle frivillige aftaler”.²

Pachauri fremhæver dog ved et interview i forbindelse med det netop afholdte Boao Forum for Asia 2008, (med mottoet: Moving Towards Win-Win Through Changes), at: “We have seen much commitment in developing countries such as China, India and Brazil and they should join in the global efforts.”³

Så der er ikke helt slukket for en ny klimaaftale. Det ville bare være godt at se nogle klare udspil fra lande som Danmark, som både har råd til det og har store CO₂-udledninger. Men hvorfor er det lige, at Danmark ikke som Norge har taget sig sammen og skabt en plan for 100% CO₂-reduktion og et scenario for et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark?

Financing Crucial To Next Climate Change Pact – UN, Reuters, 14.04.¹

¹Rasmus Dam Nielsen: FN: Rige lande fejler i klimakampen, Politiken 13.04.2008.²

India to follow China’s green lead, People’s Daily Online 14.04.2008.³

Topmøde i København kan blive et flop, Politiken 14.04.2008.

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Stod pludselig overfor 30 Steps to an oil free world på The Ecologist – de er fine at løbe igennem, hvis man søger inspiration til, hvordan vi kommer godt ud af det for klodens klima meget uheldsvangre afhængighedsforhold af olien.

De 30 skridt til en oliefri verden er delt i tre grupper, 10 for private, 10 for myndigheder og 10 for virksomheder. Men som individer har vi ikke bare 10 skridt at tage. Vi har samtidig gennem vores aktive forbrugsvalg og deltagelse i den demokratiske proces stor indflydelse på, hvad vores myndigheder foretager sig og vore virksomheder producerer. Ligeledes har både myndigheder og virksomheder muligheder for – og i forhold til klodens fremtid en forpligtelse til – at trække i den rigtige retning. Klimakrisen kan ikke først og fremmest løses af individer.

Som The Ecologist skriver i introduktionen til de 30 skridt, er vores afhængighed af olien ikke uafvendelig. Men vi har siden 2. verdenskrig fået os indrettet, så der direkte eller indirekte indgår olie i det meste, vi gør og omgiver os med, så et oliefrit samfund vil indebære justeringer i stort set alle dele af vores dagligdag.

I USA taler man meget om ‘peak oil’, det at den hastighed, hvormed vi opdager nye olieforekomster nu er lavere end den hastighed, hvormed vi forbruger olie, så selv hvis vi endte med ikke at begrænse brugen af fossile brændstoffer af klimahensyn, vil vi alligevel i løbet af få årtier stå med en udtalt oliemangel. Så måske vi skulle gemme det meste af det tilbageværende olie til de kommende generationer – ikke til afbrænding, men til de mange ting, man kan fremstille af olien.

Læs mere »

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

[nggallery id=107]

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

Læs mere »

James Hansen, leder af NASAs Goddard Institute for Space Studies og en af verdens førende klimaeksperter, advarer i et netop udgivet paper om, at de hidtidige beregninger af konsekvenserne af de øgede udledninger af drivhusgasser er fejlagtige.

Baggrunden for disse udmeldinger er analyser af havbundsprøver, der afslører CO2-koncentrationen for millioner af år tilbage i tiden.

Den nuværende CO₂-koncentration i atmosfæren er på 385 ppm. De hidtil strengeste klimamålsætninger har sigtet mod at CO₂-koncentrationen ikke må overstige 550 ppm. Men dette vil ifølge NASAs nye beregninger give en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget.¹

James Hansen har hidtil advokeret en maksimal CO₂-koncentration på 450 ppm. Men de nye beregninger indikerer, at selv ved stabiliseringen af CO₂-udledningerne på dette niveau vil al indlandsisen på Antarktis efterhånden smelte – hvilket på langt sigt vil kunne medføre vandstigninger på op til 75 m.

“If you leave us at 450 ppm for long enough it will probably melt all the ice – that’s a sea rise of 75 metres. What we have found is that the target we have all been aiming for is a disaster – a guaranteed disaster,” siger James E. Hansen til The Guardian.¹²

Læs mere »

De omfattende opstemninger af vand i forbindelse med etableringen af næsten 30.000 vandkraftanlæg verden over har i stor udstrækning maskeret havstigninger op igennem det 20. århundrede.

Siden 1930 er havene steget med 16 cm. Forskere fra Taiwan har netop beregnet omfanget af disse opstemninger, som viser, at havoverfladen ville være steget med yderligere 3 cm siden 1930, hvis ikke de i alt 10.800 km³ vand var blevet opstemmet.

Disse opstemninger har IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, ikke medregnet i deres klimamodel. Havstigningerne har således siden 1930 været vurderet omkring 20% for små i IPCCs bereginger af konsekvenserne af de stigende udledninger af drivhusgasser.

De seneste år er udbygningen af vandkraftanlæg næsten gået i stå, da det ofte indebærer store landskabelige omkostninger. Derfor må man formode, at havstigningerne fremover vil øges.

Anna Barnett: Dammed sea rise, Nature.com 27.03.2008.

Chao C.F. et al.: Impact of Artificial Reservoir Water Impoundment on Global Sea Level, Science 13.03.2008 (abstract).

Al Gore har efterhånden vist sit slideshow over 2.000 gange, med løbende små justeringer hen ad vejen. Men ved den seneste Ted-konference præsenterede han for første gang et helt nyt slideshow, og vi får i videoen herunder en fornemmelse af en reflekterende Al Gore, som gradvist har bevæget sig fra en teknisk-moralsk insisteren til en erkendelse af, at der i klima-krisen ligger en demokrati-krise og at løsningen af begge er uløseligt forbundne. Og hele bevidsthedsspørgsmålet står klarere frem i Gores perspektiv, end da jeg for snart et par år siden oplevede ham i Cirkusbygningen. Han slutter med at sige, at hvad der for alvor er brug for, er en højere bevidsthed.

Læs mere »

Luftfarten og bilindustrien har i de senere år haft et godt øje til biobrændstoffet som en mulighed for at mindske transportsektorens meget store CO2-udledninger. Men på det seneste er det blevet klart, at det ikke er så enkelt endda. For det vil kræve enorme arealer at producere de mængder af majs og andre afgrøder for at kunne levere brændstof til de forslugne fly- og bilmotorer – så store arealer, at det ville lede til en omfattende hungersnød. Med den i dag kendte teknik kan man på et areal, som kan brødføde en person i et år, kun lave omkring 60 liter bioethanol. Det strækker ikke langt, hvis man har 50 km til arbejde.

I forvejen bruger vi i den rige del af verden omkring tre gange så meget areal pr. person som der globalt set er til rådighed, så hvis Jordens begrænsede landbrugsareal også skal levere brændstof til den stadig stigende trafik, går kabalen simpelthen ikke op. Vi er kort sagt nødt til at indse, at vi lever i et lukket system, hvor vi i forvejen forbruger over evne, og at vi er nødt til at finde veje videre frem, hvor der ikke bare er brug for mere af det hele.

Man burde derfor sætte al videre udvikling af biobrændstof-programmer i bero, indtil der foreligger en bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes. Den dag vi har enzymer eller bakterier, som på en kost af madaffald og savværksrester kan producere biobrændstof, kan billedet meget vel igen vende.

Og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Treehugger.com havde for en lille uges tid siden et indlæg om ‘diesel-træer’, Copaifera langsdorfii.

Læs mere »