Strøtanker om bæredygtighed

Lørdag den 17. maj kl. 13.00 holder Klimabevægelsen demonstration. Så mød op og være med til at markere, at klimaforandringer er et vigtigt politisk emne for danskerne, og at vi ønsker systematisk handling fra politikerne, nu!

Demonstrationen udgår fra Kongens Nytorv og bevæger sig langs Frederiksholms Kanal til Rådhuspladsen.

“Stop klima-katastrofen. Vi vil, vi kan og vi skal,” hedder det på plakaten. “Løsningerne findes: Mere vedvarende energi, bedre kollektiv trafik, energineutralt byggeri, mere økologisk landbrug!”

I en tid, hvor Danmark skal være vært for det store klimatopmøde i 2009, hvor Kyoto-aftalens afløser skal være klar til underskrivelse, og der er stærkt brug for, at de rige lande viser vejen til det CO₂-netrale velfærdssamfund, er det direkte pinligt, at danske politikere tilsyneladende har tænkt sig at stille op med et CO₂-regnskab, hvor vores udledninger på det seneste har været stigende. Der skal klare beslutninger til om radikale reduktioner i de danske CO₂-udledninger nu!

Send oplysningerne videre til alle i dit netværk. Og har du mulighed for det, har Klimabevægelsen brug for hjælp til at få plakater og løbesedler ud, så alle får en chance for at være med. Se mere på Klimabevægelsens hjemmeside om forberedelserne til demonstrationen.

Demonstrationen bakkes op af en række andre danske miljø-organisationer, som også ønsker og arbejder for en mere ambitiøs klimapolitik, foreløbig er det Noah, Levende Hav, Organisationen for vedvarende energi (OVE), Natur og Ungdom, Øko-net, KlimaX.

Læs baggrundsteksten (pdf).

Se ruten (pdf).

Se plakaten (pdf).

For nylig fik jeg via MySpace en meddelelse fra Seacology, en hjælpeorganisation, som jeg har fulgt gennem en årække, som har specialiseret sig i at støtte bevarelsen af oprindelige folkeslag og deres livsgrundlag på øsamfund over alt i verden. Af meddelelsen fremgik det, at man nu kunne tilbyde carbon-offsetting, formidling af projekter til CO₂-kompensation.

Hvis man for eksempel flyver til Thailand, producerer det så og så mange ton CO₂, som man gennem offsetting kan kompensere for ved at finansiere projekter, som reducerer en tilsvarende mængde CO₂.

Siden 1991 har Seacology gennemført et stort antal små projekter, som har beskyttet regnskovsområder og andre oprindelige biotoper mod ødelæggende anvendelse. Det kan være aftaler med fiskelandsbyer om at lade truede skildpadder yngle i fred på bestemte kyststrækninger mod at hjælpe med etableringen af rent drikkevand osv. Eller det kan være en landsby, som har fået påbud om at lave en ny skolebygning, hvor eneste løsning er at sælge den fælles urskov til ophugst, selvom den oprindelige livsforms livsgrundlag herved ville gå tabt for evigt. I sådanne situationer kan Seacology gå ind og finansiere skolebygningen mod at landsbyen vedgår en bevarende aftale om bevarelse af området i en årrække.

Et indonesisk projekt fra 2007 er helt karakteristisk for Seacologys arbejdsmåde: I to landsbyer på øen Karakelang har man indgået aftale om at opføre henholdsvis en børnehave og en lille medicinsk klinik mod at landsbysamfundene etablerer og respekterer et regnskovsområde på 25 hektar i minimum 20 år (se om projekterne i Ensem og Niampak).

Listen over sådanne små Seacology-projekter, som på én gang er med til at sikre eksistensen for oprindelige befolkninger og biodiversiteten i øsamfundenes ofte enestående flora og fauna, er lang (se oversigt over Seacology Island Projects). Seacology arbejder udelukkende på landsby-niveau, hvor man gennem et nøje lokalkendskab og en ‘noget for noget’-strategi for små beløb har opnået store resultater.

Læs mere »

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Gareth Cane skriver på Terra Infina, en blog for en engelsk rådgivningsvirksomhed vedrørende industriel bæredygtighed, at han på et tidspunkt havde foreslået en kemisk virksomhed at bruge overskydende procesvarme til at opvarme væksthuse. Ideen var blevet entusiastisk modtaget, en gartner og en stor supermarkedskæde fundet som producent og aftager, og blot to år senere stod der pludselig 90.000 m² drivhuse, hvis 300.000 tomatplanter var i færd med at levere Englands første vinterdyrkede tomater.

Yderligere leder man overskydende CO₂ fra firmaets gødningsproduktion ind i drivhuset, således at CO₂-koncentration fordobles. Dette giver en øget produktion, samtidig med at omkring 12.500 ton CO₂ bliver absorberet i tomaterne frem for at blive ledt ud i atmosfæren. Hidtil har England været 100% afhængig af importerede tomater i vintersæsonen, så man regner med samtidig at have mindsket et transportbehov med 250.000 food miles.

Læs mere »

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »

New York Times bragte for en uges tid siden en meget læseværdig artikel af forfatteren Michael Pollan, Why Bother?, hvor han stiller sig spørgsmålet hvorfor?

Hvorfor forholde sig til klima-truslen? Hvorfor dog gøre noget ved ens livsstil, når der findes tusind gode undskyldninger for blot at fortsætte, som om klimaforandringer ikke er mit problem? Hvorfor begrænse sig, når millioner af nyrige kinesere og indere står klar som nye superforbrugere? Hvorfor påtage sig forandringer, når klimaforandringerne ikke kan stoppes alene af nok så velmenende borgere? Det kræver nye love, det kræver intelligente investeringer – men det formår heller ikke at vende billedet. Penge og politik kan intet udrette uden vi velmenende borgere.

Pollans pointe er, at det ikke bare nytter noget, men er bydende nødvendigt. 70% af økonomien er forvaltet af den enkelte forbruger, og først den dag vi sender entydige signaler til vores politikere om, at vi ønsker forandring, får vi en helhjertet indsats fra vore politikere.

I tråd med Pollans forfatterskab runder han Why Bother? af med, at noget af det, som virkelig nytter noget, er at dyrke blot en del af ens føde selv. Ikke blot vil det gøre noget nu meget CO₂-producerende CO₂-neutralt. Det vil være et vigtigt sindbillede for os på, at vores tilstedeværelse på kloden frem for begrænsninger kan være båret af vækst.

Michael Pollan: Why Bother?, New York Times 20.04.2008.

Blog-indlægget Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma rummer to videoer med Michael Pollan, hvor han fortæller om sine to seneste bøger.

Her til morgen har aktivister fra Greenpeace skaffet sig adgang til en af Avedøreværkets store skorstene for at hænge et gigantisk banner op med teksten ‘kulfrit’.

Baggrunden er den bedrøvelige, at selvom Avedøreværket er så avanceret, at det kan køre på mange forskellige brændelskilder, er man i færd med at åbne for muligheden af igen at fyre med kul, den klima- og CO₂-mæssigt dårligste energikilde.

“‘Avedøre2 er en af de få kraftværksblokke i Danmark, som DONG, regeringen og Danmark kan være stolte af. At omstille den til kul er det dårligst tænkelige signal, Danmark som vært for klimatopmødet i 2009 kan sende til resten af verden. Derfor er det afgørende for klimaet og for Danmarks klimapolitiske troværdighed, at vi bevarer Avedøre2 kul-frit,’ siger Tarjei Haaland, energi og klimamedarbejder, Greenpeace.”

På greenpeace.org er der en video fra auktionen samt billeder og pressemeddelelse. Og det er muligt at sende en e-mail til DONG med en protest mod brugen af kul.

Kvotesystem eller ej virker det direkte nedbrydende på klimamoralen, når kraftværkerne i den grad skalter og valter med deres muligheder. Jeg håber der er rigtig mange, som i disse timer har en dårlig smag i munden, de politikere, som i sin tid var med til at privatisere energisektoren, de embedsmænd, som har lavet et så elendigt fungerende kvotesystem, at det kan ‘betale sig’ at fyre med kul på Avedøreværket, værkledelsen og det politi, som nu skal i gang med at ‘genoprette ro og orden’. Den egentlige forbrydelse er ikke overfor Avedøreværket, men overfor fremtidens klima, så et stort TAK til Greenpeace.

Lad os gemme de kul vi har tilbage indtil vi har udviklet en billig velfungerende måde til at opsamle CO₂-udledningerne 100%. Alt andet er hasard med vores fælles fremtid.

Elisabeth Astrup: Greenpeace besætter skorsten, Politiken 28.04.2008.

Thomas Djursing: Energi-professor støtter aktivister, der hænger i 150 meter høj skorsten, Ingeniøren 28.04.2008.

Martin Justesen: Aktivister overnatter i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Elisabeth Astrup: Aktivister har sovet tungt i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Farvel til det fossile starter med grønt lys for kul, Information 29.04.2008.

Kirstin Stefansdottir Egekvist: Greenpeace-aktivister er kravlet ned, Politiken 30.04.2008.

På Flickr kan man finde en række små videostumper fra skorstensaktionen.

Af en artikel i Time i dag, Lessons From Germany, fremgår det, at mens de amerikanske CO₂-udledninger i perioden 1990-2005 steg med 16%, er de tyske CO₂-udledninger i samme tidsrum reduceret med 18%. Det er en imponerende bedrift, som sætter den valne danske klimaindsats i det seneste tiår i et intet mindre end pinligt lys.

De danske udledninger ligger stadig stort set på niveau med udledningerne i 1990 og har endog i de seneste år vist en svagt stigende tendens. Hvordan politikere og erhvervsliv på den baggrund kan blive ved med at fremmane et billede af Danmark som foregangsland på miljøområdet, er mig en gåde.

De tyske resultater er opnået gennem en systematisk støtte til en bred vifte af fornyelige energikilder, og der er intet i den tyske indsats, som ikke kunne have været gjort tilsvarende i Danmark. Men imens vores eftehånden længe siddende VK-regering kun langsomt er ved at vriste sig ud af Lomborgske og markedsmekanistiske rationalers forplumring af miljøproblematiken, der har Tyskland med Die Grünen i en rød-grøn regeringskoalition i samme periode haft en stærk politisk dynamo, som har været i stand til at implemetere et klart miljøperspektiv i den tyske energi- og ressourcepolitik og give det stærk genklang i befolkningen.

Laura Blue: Lessons From Germany, Time 27.04.2008.

Hovedstadsområdets pendlertrafik har i mange år været stadig stigende. Af de små kort ovenfor fremgår det således, at der i 2006 var i alt 114.000 mennesker, som pendlede til et arbejde i Hovedstadsområdet og 36.000, som pendlede den modsatte vej, fra Hovedstadsområdet ud i landet.

Henrik Toft Jensen skriver i Pendling – en livsform eller arbejdskraftens frie bevægelighed, at “der har været [en] stigning i pendlingen fra Region Sjælland til Region Hovedstaden med omk. 15% siden 1993. Der har været lidt større stigning på de længere distancer fra Slagelse, Ringsted og Holbæk end på de kortere som fra Roskilde Lejre og Køge. Pendlingen fra Sverige stiger imidlertid eksplosivt og er i oktober 2007 oppe på omk.14.000 pendlere”.

På det lille kort til højre kan man se, at grænsen for, hvor på Sjælland 10% af indbyggerne pendler ind til hovedstaden har flyttet sig markant fra 1982 til 2002 og nu omfatter hele det sydligste Sjælland og dele af Møn.

Den omfattende pendling opfattes ofte som en nødvendighed for et dynamisk arbejdsmarked. Men en meget stor del af regionens pendling foregår i privatbiler med stadig større pres på de københavnsk indfaldsveje og centrale bydele til følge.

Pendlertrafikken er således en af de store kilder til den danske CO₂-udledning. I en tid, hvor vi står med gigantiske klimaudfordringer og uacceptabelt høje niveauer af partikelforurening i byerne, er der derfor al mulig grund til at gentænke hele denne stadig større opsplitning mellem arbejde og bolig, som planlægningsmæssigt stammer fra en tidlig fase i industrialiseringen, hvor det meste af produktionen svinede og støjede, så det var hensigtsmæssigt at holde bolig og arbejdsplads hermetisk adskilte.

Læs mere »

Private pendlertrafik fylder hver morgen og aften de københavnske indfaldsveje til bristepunktet. Dette forpester byluften, giver lange ventetider i bilkøerne og medfører et uacceptabelt højt forbrug af fossile brændstoffer i en tid, hvor det er bydende nødvendigt at reducere vores CO₂-udslip radikalt, hvis vi skal lykkes at afbøde klimaforandringer.

På den baggrund er pendler.net et prisværdigt initiativ. Langt de fleste kører alene til og fra arbejde. Via pendler.net kan man finde pendlingspartnere, så man kan være flere om at køre i samme bil (de fleste biler har som bekendt fire komfortable sæder).

Pendler.net har eksisteret siden 1997 og har foreløbig 9.000 tilmeldte. Det er ikke ret mange i forhold til, hvor mange, som hver dag kører til og fra arbejde. Så giv dine kolleger et praj om muligheden. Pendler.nets flyer findes i større udgave nedenfor.

Læs mere »