Indlæg om global opvarmning

Klima-demonstration 17. maj

16. maj 2008

Lørdag den 17. maj kl. 13.00 holder Klimabevægelsen demonstration. Så kom og vær med til at markere, at klimaforandringer er et vigtigt politisk emne for danskerne, og at vi ønsker systematisk handling fra politikerne, nu!

“Stop klima-katastrofen. Vi vil, vi kan og vi skal,” hedder det på plakaten. “Løsningerne findes: Mere vedvarende energi, bedre kollektiv trafik, energineutralt byggeri, mere økologisk landbrug!”

Demonstrationen udgår fra Kongens Nytorv og bevæger sig langs Frederiksholms Kanal til Rådhuspladsen.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Læs baggrundsteksten (pdf), se ruten og plakaten (pdf).

Yderligere oplysninger, se Klimabevaegelsen.dk.

Se blog-indlægget Billeder fra Klimabevægelsens demonstration.

Share

Cool Biz

13. maj 2008

Japan er jakkesættenes og de ulasteligt klædtes mekka, og indtil for få år siden var jakkesæt og slips obligatorisk i størstedelen af japansk erhvervsliv. I den japanske sommer, som kan være næsten kvælende fugtigvarm, er det langt fra den mest indlysende beklædning, og sommeren igennem har airconditioning-anlæggene landet over kværnet for at opretholde en kunstig kølighed i landets kontorbygninger og indkøbcentre. Der går rundt regnet dobbelt så meget energi til at køle en grad som til at opvarme en grad, så når man kommer blot lidt længere syd på end Danmark, bruger man typisk mere energi på køling end på opvarmning.

Den japanske miljøminister Yuriko Koike iværksatte derfor i 2005 en ‘Cool Biz’-kampagne, hvor japanske forretningsmænd og kontorarbejdere blev opfordret til at skifte dress code i sommermånederne: Lad jakken og slipset blive hjemme, brug kortærmede skjorter, og … sæt termostaten op på 28ºC.

I et land, hvor en stor del af identiteten ligger i iscenesættelsen, er sådanne forandringer, som griber dybt ind i stærke vanemønstre, lettere sagt end gjort. Men den japanske statsminister Juniciro Koizumi (til højre) og hans administration gik i front med at gå i afslappet tøj, som afspejlede årstiderne.

Allerede den første sommer indførte omkring en tredjedel af alle virksomheder ‘Cool Biz’, med en beregnet CO2-besparelse på 460.000 ton. For sommeren 2006 regner man med, at besparelserne ved at skrue airconditioning-termostaten op fra 24º til 28º har været på 1,14 millioner ton CO2. I sommeren 2007 havde næsten halvdelen af alle arbejdspladser indført ‘Cool Biz’, hvilket giver en reduktion på omkring 1,4 millioner ton CO2.

Læs mere »

Share

Japan fremlægger planer for 60-80% CO2-reduktioner i 2050

12. maj 2008

For få dage siden forlød det under et kinesisk statsbesøg i Japan, at Kina nu var klar til at vedgå aftaler om bindende CO2-reduktioner, og i forlængelse heraf (ikke samtidig, så der ikke kunne sammenlignes) har Japan fremlagt planer for CO2-reduktioner i størrelsesordenen 60-80% frem mod 2050.

Det er meget glædeligt, at vi får en sådan markering af, at de store industrilande må gå forrest i arbejdet med at reducere CO2-udledningerne, og yderst vigtigt for at få en god aftale på plads til afløsning af Kyoto-aftalen.

Med sin store afhængighed af olieforsyningerne og høje befolkningstæthed er Japan lande, som vil have meget at vinde ved en fuldstændig overgang til vedvarende energi.

Japan var indtil for nylig verdens tredjestørste CO2-udleder, men er på det seneste er overhalet af Brasilien og Indonesien, hvis udledninger er vokset voldsomt på grund af opdyrkningen af regnskovsområder. Se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof en økologisk katastrofe.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Chisa Fujioka: Japan eyes new emissions cut goal for 2050, Reuters 12.05.2008.

Govt to seek ‘up to 80%’ emissions cut by 2050, Yomiuri Shimbun 04.05.2008.

Numerical targets needed for Japan’s emission cuts, Yomiuri Shimbun 04.05.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012.

Share

Greenpeace: Falske forhåbninger

12. maj 2008

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO2-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO2-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO2 fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO2 fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Share

Rapport: World Bank Climate Profiteer

10. maj 2008

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO2-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO2-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »

Share

350.org

9. maj 2008

“Everyone on earth, from the smallest village to the cushiest corner office, needs to know what 350 means. The movement to spread that number needs to be beautiful, creative, and unstoppable.”¹

350.org er en nystartet side – og bevægelse – med det formål at prente tallet 350 ind i vores bevidsthed som det vigtigste tal for menneskeheden. 350 ppm er den koncentration af CO2 i atmosfæren, som vi ifølge de seneste meldinger fra ledende klimaforskere helst skal ned på, hvis det skal lykkes at stabilisere klimaet.

I dag er koncentrationen på 385 ppm, og tallet stiger pt. med omkring 2 ppm pr. år. Alene at få stabiliseret koncentrationen på 550 ppm, som har været FNs klimapanel IPCCs hidtidige anbefalinger, vil kræve en stor samlet indsats fra verdenssamfundet. James Hansen fra NASAs Goddard Institute for Space Studies, som længe har advokeret for nødvendigheden af at stabilisere CO2-udledningerne på 450 ppm, offentliggjorde for nylig et paper med nye beregninger, som konkluderer, at 550 ppm vil medføre en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget, og dermed en situation, hvor Antarktis’ ismasser står overfor at smelte. En genopretning af klodens klima-stabilitet ville kræve CO2-niveauerne tilbage omkring 350 ppm.²

Derfor 350.org.

350.org er stadig ved sin allerførste begyndelse, men man har blandt andet startet en blog og indledt en postkortkampagne. Man håber i høj grad på hjælp fra musikere og kunstnere til at få bevidstheden om tallet 350 og dets vitale betydning for klodens fremtid ud i verden i talløse kunstneriske variationer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

350.orgMySpace.com/350org.¹

Bill McKibben: Earth at 350, The Nation 12.05.2008.

Bill McKibben: 350 is the message, Ruthland Herald 04.05.2008.

Bill McKibben: Remember This: 350 Parts Per Million, Washington Post 28.12.2008.

Bill McKibben: First, Step Up, Yes Magazine spring 2008.

James Hansen et al.: Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? (indleveret til Science) april 2008 (pdf).²

Melissa Phillip: Environmentalist’s natural interest is global warming (interview med Bill McKibben), Houston Chronicle 03.05.2008.

Share

Kina med i klimaaftale fra 2012

8. maj 2008

kineser træner kalligrafi med vand på fortovetDet fremgår af en pressemeddelelse fra AFP, at Kina i forbindelse med et statsbesøg i Japan i de kommende dage vil meddele, at man agter at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser i 2012.

I en pressemeddelelse hedder det, at: “‘China will take notice of Japan’s view that the world as a whole needs to slash greenhouse gas emissions at least by half by 2050 from the current level, and China will show its willingness to study ways and measures to realise the ultimate purpose’ of the UN framework on climate change.”¹

Det er meget glædelige nyheder. Selvom Kina har et relativt lille CO2-udslip pr. indbygger på blot 20-25% af det amerikanske, er Kina i dag verdens største CO2-udleder. Hvis det skal lykkes at stabilisere CO2-koncentrationerne atmosfæren, er det uomgængeligt vigtigt, at afløseren for Kyoto-aftalen bliver en global aftale, som bliver klar til underskrivelse ved klimatopmødet her i København om 1½ år.

En anden sag er, at vi står overfor at måtte erkende, at selv en halvering af CO2-udledningerne i 2050 er i underkanten af, hvad der skal til for at stabilisere klimaet. Lige nu er det vigtigt at få etableret en situation, hvor alle står sammen om projektet at bringe verden godt videre fra den fossile æra.

indlæg oprettet af Jens Hvass

China to join post-Kyoto emission deal, (AFP) The Australian 06.05.2008.¹

Hu, Fukuda set to ink deal on CO2 capture and storage, Asahi Shimbun 06.05.2008.

China to back Japan’s plan on post-Kyoto emissions, Asahi Shimbun 03.05.2008.

Reiji Yoshida: China warms to emissions goals, The Japan Times 03.05.2008.

Japan, China to issue joint statement on global warming following summit, Mainichi Daily News 02.05.2008.

 

Share

Kogebøger og klimastrategier

8. maj 2008

Ja, kloden er ved at koge over, og nej, kogebøger har ikke umiddelbart så meget med global opvarmning at gøre – og så alligevel. I hvert fald stod jeg i dag under opvasken med et flash back til en illustration i en kogebog fra for længe siden, med et øjebliks fornemmelse af klarsyn.

Her var i al sin undselighed et forståelsesbillede på, hvorfor vi i Vesten, selv når vil gøre tingene rigtigt, i vores dualistisk forankrede forståelsesunivers let kan komme til at vælge de forkerte strategier, når vi står overfor umiddelbart uhåndterbare situationer som klimatruslen og de stadig klarere tegn på, at vi bæredygtighedsmæssigt er på en endog meget uholdbar kurs.

Makrobiotikken er et sæt spise- og leveregler med rødder langt tilbage i tiden. Den første kendte brug af ordet stammer fra Hippokrates (ca. 460-370 f.Kr.), som brugte betegnelsen om mennesker, som evnede et langt (og sundt) liv. Ordet kommer da også af græsk, macro, stor/lang og bios, liv. I dag forbinder vi makrobiotikken med mikro-makro, yin-yang og noget fra Østen. Makrobiotikken som system, som den kendes i dag, er da også sammenfattet og introduceret til Vesten af japaneren George Ohsawa (1893-1966), som i 1965 udgav bogen Zen Macrobiotics.

I makrobiotikken er alle fødeemner delt ind på en skala mellem yin og yang, som betegner komplementære egenskaber som udvidende-sammentrækkende, varmeproducerende-kølende osv. Den stadige bestræbelse er hele tiden at opretholde en optimal balance, som modsvarer årstiderne, vores væsen og mængden og arten af vores arbejde. Vi har således for eksempel brug for en varmeproducerende og udvidende kost i vintertiden, som ville gøre os dorske og utilpasse i sommervarmen, og det er ganske interessant at læse Hippokrates’ overvejelser om, hvordan der om sommeren skal mindre kød i diæten og mere vand i vinen for ikke at producere for meget varme. Ifølge Hippokrates fordrer det særlig i forårs- og efterårsmånederne en vis opmærksomhed at få overgangsperioderne vel afbalanceret.

Det var denne figur til højre, som tonede frem under opvasken (se den med billedtekst nedenfor). Den øverste linje viser en situation, hvor balancen mellem yin og yang (trekanterne) er opnået gennem at spise fødeemner, der er ekstremt yin, og fødeemner, der er ekstremt yang. Dette giver en meget stor amplitude og en resulterende situation, som er ustabil.

Et typisk eksempel kunne være at afbalancere masser af øl og vin (udvidende) med rygning(sammentrækkende). Det virker faktisk som ønsket i situationen, men bliver dybt problematisk, hvis det står på i årevis.

Den nederste linje viser en situation, hvor kosten hovedsageligt består af fødeemner, som yin-yang-mæssigt ligger tæt på balancepunktet. Dette giver en langt mere stabil og velafbalanceret situation.

Overført på nutiden har industrisamfundet i forhold til naturen og dens kompleksitet og balancer været ganske ekstremt. Og nu, hvor vi er ved at vågne til de miljømæssige konsekvenser, så kompenserer vi i stor udstrækning med andre ekstreme løsninger (cigaretter og vin), frem for at afbalancere, som i den nederste linje. Det har sin egen dynamik og logik, som det kan være svært at træde ud af, men det er i mine øjne tvivlsomt, om det nogensinde vil føre til bæredygtige samfund.

Læs mere »

Share

James Hansen: En klimatologs perspektiv

7. maj 2008

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Læs mere »

Share

Klodens CO2-regulering sat ud af spil

6. maj 2008

Forskere fra University of Hawaii har undersøgt CO2-indholdet i luftblærer fra iskerner boret gennem gletsjerdannelser fra Antarktis, som tidsmæssigt går mere end 600.000 år tilbage. Resultaterne er netop offentliggjort i Nature Geoscience, og det viser sig, at CO2-koncentrationerne igennem hele perioden har været forbløffende konstante. Disse observationer underbygger tidligere fremsatte hypoteser om, at feedback-mekanismer gennem tiderne har holdt CO2-niveauet inden for snævre rammer. Udsvingene har gennem de 610.000 år holdt sig inden for 22 ppm (parts per million) – indtil for 200 år siden, hvor mennesket begyndte at afbrænde fossile brændstoffer.

Siden da er CO2-koncentrationerne steget med 100 ppm. Der har altid været CO2-udledninger til atmosfæren fra havene og fra vulkansk aktivitet, men de har indtil for 200 år siden været afbalanceret via dannelsen af kulstofholdige mineraler i haverne. De nuværende udledninger fra afbrænding af fossile brændstoffer og rydning af urskovsarealer giver tilsammen CO2-udledninger på omkring 100 gange niveauet før industrialiseringen, hvorfor havenes feedback-mekanismer er sat ud af spil.

“We cannot expect that those feedbacks will protect us from climate change and ocean acidification in the near future,” siger projektleder Richard E. Zeebe: “This will take tens of thousands to hundreds of thousands of years.”

Læs mere »

Share