Strøtanker om bæredygtighed

Teknologien findes: Gigantiske CO₂-støvsugere, som møjsommeligt suger atmosfærens luft igennem sig og filtrerer CO₂-en fra. Professor ved Columbia University Klaus Lackner har i mange år arbejdet med mulighederne, og i samarbejde med GRT, Global Research Technologies. Den her viste prototype skulle kunne absorbere omkring 90.000 ton pr. år. Der skal således 500-600 af slagsen til at opsuge bare den danske CO₂-udledning.

I en radioudsendelse fra NPR fortæller Klaus Lackner, at en filterflade på størrelse med en dør vil kunne absorbere en amerikaners nuværende CO₂-udledning på omkring 20 ton pr. år. Men selve filtreringsteknologien er ikke det svære. Ved at lade luften passere forbi filtre med bestemte stoffer, kan man absorbere op imod 30% af luftens CO₂-indhold. Problemerne kommer, når CO₂en skal samles, kondenseres, transporteres til og deponeres i egnede lagre. Det vil kræve ganske meget energi og teknologi at få den indsamlede CO₂ vel begravet langt under jordens overflade. Ifølge Lackner vil de store støvsugertårne kun udgøre omkring 20% af omkostningerne. Hvis man ellers beslutter sig for sådanne CO₂-støvsugere, vil de ikke blot poppe op overalt. Den sandsynlige placering vil være i store CO₂-farme i ørkener, hvor der dels er gode vindforhold, dels er gode lagringsmuligheder i områdets undergrund.¹

Stadig vil det ifølge Lackner bedre kunne svare sig at filtrere CO₂-produktionen ved kraftværker direkte ved kilden. Men for de store mængder CO₂, som produceres i små spredte enheder som biler, giver det god mening at absorbere direkte fra luften. Og først må vi først standse stigningerne i udledningerne, før vi kan begynde at sænke CO₂-koncentrationen. For at en teknologi som denne overhovedet vil blive realiseret, er vi ifølge Lackner nødt til at få en pris på CO₂. CO₂-støvsugerne er endnu på prototype-stadiet, men han forventer, at et systematisk udviklingsarbejde, hvor håndteringen af den indsamlede CO₂ kommer til at foregå med vedvarende energikilder, vil kunne få omkostningerne ned på 30$ pr. indsamlet og deponeret ton CO₂.¹ Ligesom vindmøllerne vil CO₂-støvsugerne gradvist vokse sig større, og 250.000 af disse enheder med en absorber-flade på 50×60 meter skulle kunne høste CO₂ svarende til den nuværende globale udledning på omkring 22 mia. ton pr. år.²

Læs mere »

I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO₂-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.

Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO₂-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO₂-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO₂-absorption).

Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO₂, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO₂-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO₂en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.

Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO₂-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.

Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹

Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO₂, Reuters 30.05.2008.¹

UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.

World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.

Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.

Så har han gjort det igen, Bjørn Lomborg, sat økologien, bæredygtigheden og håndteringen af den globale klimaudfordring nederst på dagsordenen. Denne gang med fem Nobelprisvindende økonomer som gidsler i den seneste Copenhagen Consensus 2008, hvor otte af verdens topøkonomer igennem en uge har diskuteret sig frem til en prioritering af 30 tiltag, man hver især kunne gennemføre, hvis man havde 75 mia. $ at gøre godt med i verden.

Denne gruppeøvelse er svær at tage alvorligt som andet end selskabsleg. Listen over de 30 tiltag og prioriteringen af dem siger i mine øjne mest om, hvor elendig økonomi og økonomer er til at afveje kortsigtede og langsigtede konsekvenser – og dermed til at tage vare på klodens tarv på bare lidt længere sigt. Og så er Copenhagen Consensus et klart billede af, hvor antropocentrisk symptombehandlende vores perspektiv har udviklet sig.

Hvis alle brugte samme logik, vil CO₂-koncentrationerne blot fortsætte med at stige, og nedslidningen af vores naturgrundlag endeligt nå den smertegrænse, hvor den ikke blot ødelægger levevilkårene i andre dele af verden, men som en boomerang underminerer vores eget levegrundlag.

Dan dag klimaet løber løbsk, vil der være tale om omfattende forstyrrelser af økosystemerne med op mod en halvering af biodiversiteten, mens afsmeltningen af klodens ismasser vil true Asiens store flodkulturer og havstigninger på op mod 75 m vil sætte en stor del af verdens storbyer under vand. Når forskningen i og reduktionen af klimaforandringerne endda kommer ind på de to sidste pladser, må det være fordi økonomernes cost-benefit-analyser i deres kortsigtet nyttebetonede perspektiv ikke formår at værd(i)sætte opretholdelsen af klodens balance.

Læs mere »

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

I et tidligere indlæg, Bier i fare, har jeg været omkring et fænomen, CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, hvor hele bisamfund bryder sammen i et omfang, som vi ikke har set tidligere. I USA er der ifølge de seneste opgørelser en tilbagegang på hele 36,1% i forhold til året inden – den i særklasse største tilbagegang på et enkelt år. Bierne har længe været presset af det industrielle landbrug, men det er ifølge biavlerne som om at noget andet er på spil. Og ingen ved endnu med sikkerhed, hvad som ligger bag.

Men på Treehugger.com fremlægger Russ George fra Ecorestoration Foundation i dag en hypotese om grunden til CCD. Videnskabsfolk har i 80 år vidst, at CO₂ er med til at regulere biernes adfærd. Når CO₂-koncentrationerne stiger blot få procent i bistaderne, går arbejderbierne i gang med at ventilere med deres vinger for at øge luftskiftet i bistadet, så der igen komner mere ilt. Denne refleks giver fuld mening, så længe der er tale om en lokalt forhøjet CO₂-koncentration fra biernes egen aktivitet. Men i den udstrækning de forøgede CO₂-koncentrationer er et grundvilkår i luften udenfor, bliver reaktionsmønsteret skæbnesvangert. Ifølge artiklen flyver bierne, hvis CO₂-koncentrationen ikke falder efter de udmattende ventilationsforsøg, enkeltvis bort for at ofre sig for helheden. Dette passer med beskrivelsen af CCD-bistader, hvor der er masser af mad til kommende generationer, men de voksne bier har forladt boet.

Læs mere »

I klodens CO₂-kredsløb har verdenshavene en vigtig rolle i at afbalancere med atmosfæren, og havene har i løbet af de sidste 200 år optaget mere end 500 milliarder ton CO₂, eller omkring en tredjedel af vores produktion i perioden. Men dette er ikke uproblematisk. CO₂ sænker langsomt havenes ph-værdi, og det er kommet dertil, at det er på grænsen til at ætse koralrev og skaldyrs beskyttende skaller.

Forskere har længe antaget, at den absorberede CO₂ sank ned på dybt vand, men nye undersøgelser foretaget af PMEL (Pacific Marine Environmental Laboratory) langs hele den amerikanske Stillehavskyst viser, at store strømningsmønstre over tid igen fører dette forsurede vand op mod overfladen og ind over kontinentalsoklerne, hvilket kan få radikale følger for havets liv (se kort nedenfor). Selv hvis vi i dag stoppede yderligere CO₂-tilførsler, ville vi i de kommende 50 år se ph-værdien falde langs kysterne, efterhånden som vand fra dybderne cirkulerer forbi.

Læs mere »

I går under en debat i Nordisk Råds regi mellem klimaminister Connie Hedegaard og energiordfører for SF Anne Grete Holmsgaard fortalte klimaministeren, at hun havde siddet en hel aften og formiddag og talt med Sir Nicholas Stern, hovedforfatteren bag (The) Stern Review Report on the Economics of Climate Change – og man kunne mærke, at hun tog hans anbefalinger virkelig alvorligt.

Stern-rapporten, som kom i 2006, konkluderede ud fra økonomiske analyser af omkostningerne ved klimaforandringerne, at vi er nødt til at gøre noget ganske radikalt for at nedbringe CO₂-udledningerne hurtigt, at det er betaleligt, hvis vi får fingeren ud, og at det er jo billigere, jo hurtigere vi kommer i gang med den nødvendige omstilling – eller omvendt, det bliver jo dyrere og konsekvenserne jo sværere at afbøde, jo mere vi smøler.

I det korte executive summary hedder det side vii: “The costs of stabilising the climate are significant but manageable; delay would be dangerous and much more costly.”

Stern-rapporten anslår prisen for ikke at handle til at være et tab i størrelsesordenen 5% af verdens BNP pr. år, som på sigt vil stige til 20% af BNP pr år. Hvis vi i et tankeeksperiment ser nogle hundrede år frem i en verden, som ikke fik sig taget sammen til at handle i tide, så har vi måske fået subtropisk klima i Danmark, men havstigningen efter smeltede ismassiver er irreversibel, så kystbyerne har en for en måttet opgives og den del af Danmark, som ligger oven vande, skrumper år for år.

I en artikel i Information, Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, skriver Jørgen Steen Nielsen, at Stern siden den første Stern-rapport er blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at få bremset hurtigt op. Var vi blot startet for 20 år siden, havde det været langt enklere at nå at vende kurven inden 450 ppm, end det er i dag.

Hans bud er nu, at hele verden omkring midten af dette århundrede skal være nede på 2 ton pr. person, og på bare lidt længere sigt skal vi ned på 1 ton pr. person.¹

2 ton CO₂ pr. indbygger vil i praksis sige en verden, som ser ganske anderledes ud end i dag. Det giver ikke plads til store mængder cement og nybyggeri – vi må blive bedre til ikke bare genbrug, men til at bruge det vi har bedre. Det nuværende marked, hvor produkter og råvarer typisk transporteres i tusindvis af km, og nogle gange i titusindvis af km, før de forbruges, må omstruktureres kraftigt. Vores mad bil blive mere lokal og årstidsbestemt, og det nuværende kødforbrug, som giver meget store mængder af drivhusgasser, er reduceret – måske vi får kød én gang om ugen.

En af de virkelig svære bliver at vænne den rige del af verden af med at flyve til og fra alt. Flyvning bliver igen ikke bare er noget man gør i tide og utide – en oversøisk returbillet kan udlede mere end 10 ton CO₂. Så en sådan ferie bruger hele ens klimakvote i fem år.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Stern-rapporten, men for de interesserede har jeg kopieret links til den online udgave ind nedenfor. Rapporten omfatter i alt 700 sider.

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.¹

Læs mere »

Til en haveudstilling i Chelsea har Tyndall Centre for Climate Change Research lavet The 2050 Garden, en klimahave med tre scenarier, som tilsammen giver et tankevækkende billede af den globale opvarmnings konsekvenser for hvad, som naturligt vokser i vores haver.

Det ene er et reference-scenario, en typisk engelsk have omkring 1950 med blomster som akelejer, lupin og azaleaer – heriblandt en række urteagtige planter, som vil få de svært under varmere og mere tørre vilkår. De to andre have-scenarier er begge fra 2050. I det ene har vi fået stabiliseret CO₂-udledningerne gennem en udfasning af brugen af fossile brændstoffer, så den årlige gennemsnitstemperatur til den tid kun er steget 1°. Det andet have-scenario viser udviklingen, hvis vi ikke får begrænset CO₂-udledningerne. Her vil temperaturen i 2050 vil ligge godt 2° over i dag.

2° lyder ikke af meget set i forhold til både døgnvariationen og temperaturforskellen mellem sommer og vinter. Men en 2° temperaturstigning giver markante ændringer i vækstvilkårene. I højemissions-scenariet for 2050 vil foråret starte lidt før nu, og sommeren vil vare væsentlig længere, og man regner med 26 flere meget varme dage. Nedbøren vil være omkring den samme som nu, men den vil falde voldsommere og mere ujævnt fordelt på årstiderne. Det vil være mere stormende, og der vil være længere perioder med tørke. Den højere temperatur vil også øge fordampningen, så selv med blot 1° øget temperatur vil det blive vigtigt med et bunddække af planter for at undgå, at haven tørrer ud.

Læs mere »

“Hva’ ka’ vi li? Ren energi” … stemningen var løftet under dagens demonstration for at vi alle, og ikke mindst vore politikere, tager alvorligt fat på at løse klimaproblemerne NU!

Vidunderligt at se de gule førertrøjer i spidsen for en dopingfri klode (læs: uden fossile brændstoffer) i et felt, hvor vi alle kunne følge med – hvor vi alle er nødt til at følge med.

[nggallery id=119]

. 
Demonstrationen startede på Kongens Nytorv med musik ved Sea of Tranquility, som fremmanede billeder af en febervarm klode med kælvende isbjerger, samt taler ved Jean-Francois Corbett fra Klimabevægelsen og Knud Andersen fra Levende Hav, som blandt andet sagde:

“I Danmark har vi et folketingsflertal, som tror, at man kan snakke sig fra realiteterne. Siden valget er der intet reelt sket for at nedsætte drivhusgasserne. Der er oprettet forsinkende elitære udvalg, som skal snakke sig frem til, hvad der skal gøres. Dette sker alt imens, at uledningerne af drivhusgasserne stiger. Det er som om, at man vil gøre imødegåelsen af klimaændringerne til en sag for erhvervslivet og en gruppe specialister, som kan fare verden rundt på de bonede gulve uden, at folket inddrages.

Imens giver man befolkningen indtrykket af, at klimatruslen kan klares ved nogle småjusteringer af energiforbruget og lidt alternativ energi. Men det er løgn! Hvis vi skal bjærge verden uden om det frygtede ‘klimakollaps’, så forestår der en grundlæggende værdikamp – ja, en kulturrevolution!”

Derefter gik turen mod Rådhuspladsen, hvor der var flere taler og musikalske indslag – se video-reportage nedenfor.

Læs mere »