Strøtanker om bæredygtighed

På verdensmiljødagen 5. juni lancerede Prins Charles en ny hjemmeside, princesrainforestsproject.org, for at styrke beskyttelsen af verdens regnskove. I den anledning skrev han en artikel i Telegraph:

I min levetid har vi mistet 50% af verdens regnskove. Hvert år ødelægges et område på størrelse med England. Budskabet er ifølge Prins Charles klart: “our world is in grave danger of losing its life-support system.”¹

Det der synes at mangle er, hvad Martin Luther King kaldte ‘the fierce urgency of now’, og det er grunden til, at jeg med støtte fra en række af verdens største virksomheder og ledende eksperter, har etableret Rainforests Project.Projektets formål er at finde innovative veje til at betale de lande, som huser de tropiske regnskove, en passende pris for de økosystem-ydelser de leverer [ved at bevare regnskovene] og derigennem udkonkurrere afskovningens mekanismer. Vores mål er simpelthen: “to make the rainforests worth more alive than dead.”¹

Præsentationen herover stammer fra princesrainforestsproject.org.

På landstedet Highgrove Garden eksperimenterer Prins Charles løbende med traditionelle og organiske dyrkningsmetoder. Så det engelske kongehus markerer sig i disse år stærkt på miljøfronten.

… måske man kunne invitere det danske kongehus på studiebesøg.

Prince of Wales: Prince Charles: Help me save the rainforests, Telegraph 05.06.2008.¹

Prince Charles Rainforest project, Telegraph video 05.06.2008.

Ed Harris: Madagascar to Sell Carbon Credits to Protect Forest, Reuters 12.06.2008.

Harry Wallop: Prince of Wales saves British apple breeds, Telegraph 05.06.2008.

Graham Tibbetts: Prince Charles urges climate action to prevent ‘drought and starvation on a grand scale’, Telegraph 15.05.2008.

Bonnie Alter: A Visit to Prince Charles’ Highgrove Garden, Treehugger 12.06.2008.

IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, udarbejdede i 2006 en Energiplan 2030, som gav et solidt bud på, hvordan Danmark i 2030 med CO₂-udledninger 60% lavere end i dag kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og etableringen af langt mere bæredygtige tilstande.

Siden har meget ændret sig. Dollarkursen er faldet markant, mens olieprisen er steget voldsomt, og alt tyder på, at den aldrig igen vil komme under 100 $, men tværtimod fortsætter med at stige. Ingeniørforeningen har derfor genberegnet energiscenariet fra 2006 med de nuværende priser. Og hvor beregningerne i 2006 viste, at en udvikling, som i 2030 havde halveret CO₂-udledningerne samtidig i 2030 ville medføre en besparelse på 15 mia. kr. pr. år, så har de mellemliggende prisforskydninger medført, at vi ved systematisk at satse på energibesparelser, kollektiv trafik og omlægning til vedvarende energi vil kunne spare 27 mia. kr. om året ved at lægge kursen mod CO₂-neutralitet.

[nggallery id=124]

.
Herover er det en række af rapportens centrale grafer, som giver en god fornemmelse af Energiplan 2030s sigte.

På den baggrund virker energiforliget fra februar i år næsten deprimerende uambitiøst. Hver gang oliepriserne stiger, bliver den økonomiske gevinst ved en systematisk omlægning større, så selvom det for mange kan virke uoverskueligt at igangsætte en sådan transformationsproces i hele den måde, hvorpå samfundet tilvejebringer sin energi på, er det grundlæggende sundt købmandskab, både i snæver økonomisk forstand og i forvaltningen af klodens fremtid. Det er således tid til konsekvent handling, og jeg håber, at beregninger som disse kan inspirere beslutningstagere på alle niveauer til at tage fat, nu!

Energiplan 2030 vil indebære store positive virkninger for Københavns miljø. For eksempel luftkvaliteten burde kunne være meget bedre. Ikke mindst vil den nu dødbringende ultrafine partikelforurening kunne reduceres radikalt i takt med, at de fossile brændstoffer udfases. Trafikmængden på landevejene, som ifølge Infrastrukturkommissionens rapport forventes at stige 70-90% i de kommende år, vil med Ingeniørforeningens plan ligge lavere i 2030 end i dag i kraft af den systematiske satsning på udbygningen af jernbanen og den kollektiv trafik. En national målsætning som i Energiplan 2030 vil således være det perfekte udgangspunkt for, at København vil kunne udvikle sig til Verdens Miljømetropol.

Nedenfor følger Energiplan 2030s 11 centrale anbefalinger:

Læs mere »

Japans premierminister Yasuo Fukuda fremlagde i går planer om en 80% reduktion af de japanske CO₂-udledninger inden 2050. Det er en glædelig udvikling, for det er sådanne statements fra de store industrilande, som kan være med til, at Kyoto-aftalens afløser får en en bred opbakning, og at selv udviklingslandene i de kommende år vil vedgå en form for begrænsninger.

For blot en måned siden varslede Japan reduktioner i størrelsesordenen 60-80%, så det går den rigtige vej (se tidligere blog-indlæg: Japan fremlægger planer for 60-80% CO₂-reduktioner i 2050).

Fra miljøside har der været rejst markant kritik af, at Japan ikke har fastsat midtvejs-målsætninger for eksempel for 2020. Men Fukuda siger hertil, at Japan vil kunne skære sine CO₂-udledninger med 18% inden 2020, og at en mere detaljeret plan er på vej. Japan har også været kritiseret for at bruge de nuværende udledninger som referenceudledning frem for udledningerne i 1990, som det ellers er sædvane.

Samtidig har Japan givet tilsagn om at yde 1,2 mia. $ til en fond til at støtte af reduktioner i udviklingslande forud for et G8-topmøde i Japan i næste måned. Japan ønsker ved den lejlighed at få fælles fodslag om en målsætning om at verdens CO₂-udledninger er halveret i 2050.

Som del af de fremlagte planer vil Japan fra efteråret påbegynde et kvotemarked.

Chisa Fujioka: Japan to test carbon trade; puts off interim CO₂ goal, Reuters 10.06.2008.

David Battey: Japan unveils new emissions target, The Guardian 10.06.2008.

Masami Ito: Emissions trading test run by fall: Fukuda, Japan Times 10.06.2008.

UN climate boss: Japan’s move on climate “doesn’t go far enough”, AFP 12.06.2008.

Jun Hongo: Nobel laureate raps Japan for avoiding midterm carbon goal, Japan Times 22.06.2008.

Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO₂-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO₂, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO₂ indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO₂ danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.

For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.

Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹

Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO₂-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²

Læs mere »

Japan er netop i disse dage ved at hæve sine reduktionsmål for CO₂-udledninger fra 60% til 80%, og det er reduktioner i samme størrelsesorden, som verdenssamfundet under ledelse af UNFCCC stræber mod at gennemføre på verdensplan i den afløser for Kyoto-aftalen, som efter planerne skal være klar til endelig underskrivelse i København næste år.

Men på et seminar i Tokyo fortalte lederen af Earth Policy Institute Lester Brown fredag, at en 80% reduktion af CO₂-udledningerne i 2050 er alt for slapt. Ifølge Brown er vi nødt til at nå en 80% reduktion af CO₂-udledningerne allerede i 2020, og dette vil kræve en langt mere helhjertet og systematisk indsats, end det der nu bliver præsteret.

Hvorfor udnytter Japan, som har så store geotermiske ressourcer, slet ikke den geotermiske energi, spurgte han dernæst forsamlingen på Sophia-universitetet? På Island opvarmer man i dag 90% af boligerne med termisk energi. Japan, som i dag er dybt afhængig af olien, ville let kunne dække halvdelen af sit energiforbrug ved at udnytte den termiske varme i undergrunden – og på sigt størstedelen af sit energiforbrug gennem systematisk udnyttelse af geotermisk energi.

Tilbage i 1978 grundlagde Lester Brown Worldwatch Institute, som løbende leverer vital information til forståelsen af den globale udvikling. I 2001 grundlagde han Earth Policy Institute, som arbejder for at fremme overgangen til en bæredygtig fremtid. Brown er en af verdens indflydelsesrige tænkere, han har medvirket til omkring 50 bøger om miljø og miljøpolitik og bliver indimellem kaldt ‘miljøbevægelsens guru’.

Nedenfor er der tre videoer med Lester Brown. Øverst en blot 4 min. introduktion fra Aspen Environmental Forum. Dernæst en forelæsning fra Berkeley, hvor han fortæller om sin nylige bog Plan B, og nederst findes en video fra serien GoogleTalks, hvor han ser nærmere på Kinas rolle i de kommende års økonomiske udvikling.

Læs mere »

Torsdag var det World Environment Day, og i den anledning havde New York en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. En mand kravlede hele vejen op ad New York Times’ 52 etager høje facade. På vej op satte han på 17. etage et lysegrønt banner op med teksten: “Global warming kills more people than a 9/11 every week.”

Baggrunden for Alain Roberts aktion er en WHO-rapport, som anslår, at omkring 200.000 mennesker årligt mister livet som følge af den globale opvarmnings klimaforandringer – flere om ugen end ved terrorangrebet mod World Trade Center 11. september. 

Alain Robert, bedre kendt som Spiderman, har efterhånden besteget 80 bygningsværker, heriblandt Empire State Building, Golden Gate Bridge, Utzons operahus i Sydney, Chicago’s Sears Tower og Petronas Towers i Kuala Lumpur. The New York Times Building var et oplagt valg. Dels var han sikker på stor mediedækning, dels er bygningens vandrette facadegitter nærmest som en stige for den rutinerede klatrer – ifølge Roberts til 1 på en sværhedsskala fra 1 til 10. Og så havde han valgt denne bygning, fordi den bliver betragtet som en ‘grøn’ bygning.

Efter den 40 minutter lange klatretur blev han på toppen modtaget af politiet og arresteret. Imens blev der nede på gadeplan delt foldere ud om global opvarming.

Læs mere »

Luftfartsselskaberne har ryggen mod muren. Dels bliver det stadig sværere at dække over, at flyvning er en af de værste kilder til udledning af drivhusgasser, dels giver de hastigt stigende brændstofpriser et gigantisk pres på luftfartselskabernes økonomi – ikke mindst nu, hvor der som led i UNFCCCs forhandlinger i Bonn i disse dage er optræk til at luftfarten bliver lagt ind under en form for CO₂-kvotesystem.¹

På den baggrund er det kærkomment, at Airbus og ACARE (the Advisory Council for Aeronautics Research in Europe) sat sig det ambitiøse mål at reducere energiforbruget med 30% og CO₂-udledningerne med 50% inden 2020 set i forhold til år 2000, og man har i den forbindelse øget forsknings- og udviklingsbudgettet markant. Man vil:

• reducere CO₂ med 50% pr. passager-kilometer
• reducere NO_x-udledningerne med 80%
• reducere den oplevede støj til det halve af de nuværende gennemsnitlige niveauer, samt
• minimere påvirkninger fra fremstilling, vedligeholdelse, eftersyn, reparation og ophugning.

Airbus har i livscyklusundersøgelser vurderet, at man vil kunne komme op på at recirkulere 85% af alle dele i et fly.

Læs mere »

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

Brugen af terrassevarmere foran engelske pubber og restauranter er øget til det tidobbelte siden man sidste år indførte rygeforbud. På den baggrund var den engelske klimaminister Phil Whoolas i dag fremme med riven: “The official line to take is, when outside, wear a jumper.”¹

Det er klar tale. Debatten om disse ‘patio heaters’, som helt bogstaveligt fyrer for fuglene, er ganske ophedet i England med krav om forbud. Man regner med, at antallet er fordoblet på blot et år, og allerede sidste år blev CO₂-udledningerne fra de engelske terrassevarmere anslået til 1 mio. ton.²

Det forlyder da også, at der på EU-plan er flertal for et forbud mod disse udendørs varmere. De er blot et af mange eksempler på, at selvom vi måske lærer at vaske ved lidt lavere temperaturer og efterhånden får skiftet ud til sparepærer, så kommer der hele tiden nye muligheder for forbrug. Noget man knapt vidste eksisterede for blot få år siden, er på kort tid sneget sig ind i dagligdagen. Ordet terrassevarmere giver 52.000 sider på Google, mens patio heater giver 630.000 sider.

De skyder op som paddehatte i det københavnske bybillede – og givet er det et aktiv for omsætningen at kunne opretholde skorteærmetemperatur i de københavnske gaderum en stor del af året, men det er kort og godt hasard med fremtiden. Man kunne derfor ønske sig, at en forening som Danmarks Restauranter & Cafeer påtog sig sin del af ansvaret for, at det ikke blev standard ved al udendørs servering. Men når man læser et indlæg som EU-farce om terassevarmere af DRCs informationschef Carsten Kruuse, må man indse, er der ikke meget andet at gøre end et forbud.³

Indtil forbuddet er på plads, kan jeg kun opfordre alle til systematisk at vælge serveringssteder med terrassevarmere fra, så det om noget bliver en negativ konkurrenceparameter at udstille sin foragt for verdens klima- og energisituation på den måde.

Andy Bloxham: Calls for ban on ‘polluting’ patio heaters, Telegraph 04.06.2008.¹

Paul Eccleston: Patio heaters targeted over CO₂ emissions, Telegraph 25.07.2007.²

Carsten Kruuse: EU-farce om terassevarmere, DRC 27.02.2008.³

Frede Madsen: Forbud mod varmelamper vil koste restauranter millioner, Erhvervsbladet.dk 29.02.2008.

Niels Bygballe Christiansen: Behov for terrassevarmer? Jyllandsposten 13.02.2008.

I går meddelte Tyrkiets regering, at den var rede til at underskrive Kyoto-aftalen. Efterhånden har mere end 170 lande underskrevet Kyoto-aftalen, hvoraf dog kun 37 industrialiserede lande har forpligtet sig til bindende reduktioner.

Tyrkiet har længe vægret sig mod at skrive under, og har forbeholdt sig sin ret til at blive gennemindustrialiseret, inden der kan være tale om nogen form for CO₂-reduktioner, så det er en glædelig udvikling, som gør det endnu mere sandsynligt, at vi får en bred samling om afløseren af Kyoto-aftalen klar til underskrift i København næste år i december.

Tyrkiet vil i første omgang ikke blive pålagt CO₂-reduktioner. Hvor de danske CO₂-udledninger ligger på over 10 ton CO₂ pr. indbygger, ligger de tyrkiske udledninger fra fossile brændstoffer på blot 4,1 ton CO₂ pr. indbygger, og landet har et stort endnu ikke udnyttet vandkraftpotentiale.

Turkish government decides to approve Kyoto Protocol, Reuters 02.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Ministry working on proposal to ratify Kyoto Protocol, Today’s Zaman 03.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Turkey set to gain from carbon trading, Today’s Zaman 04.06.2008.