Strøtanker om bæredygtighed

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies gennem en menneskealder, gav i går i Washington en forelæsning for det amerikanske senats klimapanel, på 20-årsdagen for en fremlæggelse af han gav for den amerikanske kongres, hvor det første gang blev klart for offentligheden, at vi stod overfor fænomenet global opvarmning.

I mine øjne er James Hansen en helt central kilde, hvis man vil forstå klimaproblematikken og dens konsekvenser. Jeg har derfor kopieret hans forelæsning fra i går ind nedenfor. De tilhørende slides kan downloades i pdf-format (2.9 Mb). Se mere om James Hansen i gårsdagens blog-indlæg: James Hansen: Sidste udkald.
..

Global Warming Twenty Years Later: Tipping Points Near

by James Hansen¹

My presentation today is exactly 20 years after my 23 June 1988 testimony to Congress, which alerted the public that global warming was underway. There are striking similarities between then and now, but one big difference.

Again a wide gap has developed between what is understood about global warming by the relevant scientific community and what is known by policymakers and the public. Now, as then, frank assessment of scientific data yields conclusions that are shocking to the body politic. Now, as then, I can assert that these conclusions have a certainty exceeding 99 percent. The difference is that now we have used up all slack in the schedule for actions needed to defuse the global warming time bomb. The next President and Congress must define a course next year in which the United States exerts leadership commensurate with our responsibility for the present dangerous situation.

Otherwise it will become impractical to constrain atmospheric carbon dioxide, the greenhouse gas produced in burning fossil fuels, to a level that prevents the climate system from passing tipping points that lead to disastrous climate changes that spiral dynamically out of humanity’s control.

Changes needed to preserve creation, the planet on which civilization developed, are clear. But the changes have been blocked by special interests, focused on short-term profits, who hold sway in Washington and other capitals.

Læs mere »

I dag er det præcis 20 år siden at NASA-forskeren James Hansen stod frem for det amerikanske senat og fortalte den chokerende nyhed, at vi med de stadigt stigende CO₂-udledninger var i færd med at udløse en katastrofe af globalt omfang. Det blev starten på, at global opvarmning fandt vej til den politiske dagsorden. 20-årsdagen er blevet markeret med en række miljøevents i Washington, og James Hansen selv har i dag vidnet overfor senatets komite for global opvarmning.

Allerede den gang kunne han meddele, at det var 99% sikkert, at vores stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer havde medført en begyndende opvarmning af jordkloden, og at det var vigtigt for den globale balance, at der blev bremset op hurtigst muligt.

På en måde er der ikke sket ret meget siden da. Der forbrændes mere fossilt brændstof end nogensinde, og det amerikanske CO₂-udledninger, som pr. indbygger er blandt de største i verden, ligger endnu højere end for 20 år siden. Klodens regnskovsområder, som udgør andre store CO₂-lagre, ødelægges med uformindsket hastighed. Oceanerne, som langsomt har absorberet broderparten af den ekstra CO₂, som siden industrialiseringens begyndelse er er lukket ud i atmosfæren, er ved at have nået en grad af forsuring, som virker alvorligt forstyrrende ind på de biologiske systemer. Og omstillingen til vedvarende energikilder har indtil nu vist sig sværere end som så at gennemføre i stor skala. Koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er derfor nu oppe omkring 380 ppm – eller højere end på noget tidspunkt i de seneste 600.000 år. Og koncentrationen stiger med omkring 2 ppm pr. år.

Men verdenssamfundet har fået oprettet et klimapanel, som er i færd med at etablere en aftale, som involverer alle verdens lande i et fælles forsøg på at løse opgaven. Hvor Kyoto-aftalen kun omfatter de industrialiserede lande – og USA endda har holdt sig udenfor – da er den klare ambition for den aftale, som efter planerne er forhandlet på plads til underskrivelse i København næste år, at den involverer samtlige verdens lande. Hvis jeg skal se positivt på det, så har der aldrig før i verdenshistorien været så mange mennesker, som over alt i verden arbejdede på at løse samme ene opgave.

Læs mere »

Så skete det endelig. Sidste mandag gav Al Gore sin stemme til Barack Obama, efter at kapløbet om nomineringen som det demokratiske partis præsidentkandidat var afgjort. Om det var af respekt for Clinton-familien, eller for først at bringe klimaspørgsmålet på banen, efter at primærvalgene var overstået, får vi nok aldrig opklaret. Men siden Obama i januar 2007 meldte sig som kandidat, har Gore og Obama løbende drøftet en lang række spørgsmål, overvejende omkring klima- og energiproblematikken, dog uden at Gore på noget tidspunkt før nu at have taget stilling til nomineringen.

Al Gores endorsement fandt sted i bilbyen Detroit, hvor situationen er præget af arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden. Hvor USA for blot få årtier siden var verdensledende på bilfronten, er man i dag totalt udkonkurreret af japanske biler. De biler, som ruller af samlebåndene i Detroit, er miljømæssigt så slappe, at de dårligt kan sælges andre steder end på hjemmemarkedet – og heller ikke har nogen fremtid i et USA, som er nødt til at vriste sig ud af sit afhængighedsforhold af fossile brændstoffer, hvis landets og klodens fremtid skal sikres. Nedenfor er der to videoer fra Al Gores endorsement af Barack Obama.

I den første video ser man Al Gore, som fornemt bakker op om Obamas Change-motiv og elegant forbinder den forandring, som er nødvendig for at bringe USA på fode, med den forandring, som skal til at sikre verdens sikkerhed og som kan være med til at sikre verdens klima mod at løbe løbsk. I den anden video, er det Obama, som taler sig varm. Og hvor han i primærvalgene indimellem har været ganske forsigtig, når det gjaldt klimaet, melder han i selskab med Gore rent ud.

Det er to blændende oratorikere, vi møder her i Michigan, som for de 21.000 mennesker på stadion virkelig forstår at fremmane en vision af USA i kreativ forandringsproces. Hvor man under vejs i primærvalgene kan have være alvorligt i tvivl, om klimaudfordringen overhovedet ville få nogen plads i det kommende præsidentvalg, så er den med de seneste måneders stadig stigende oliepriser rykket langt længere op på listen. Fik Obama og Gore magt, som de har agt, ville verdens fremtid se lysere ud.

Læs mere »

I en tid, hvor de klimaproblematikken og de hastigt stigende oliepriser fylder stadig mere i den amerikanske bevidsthed, har John McCain i sin politiske kampagne måttet indse, at han for at have nogen chance overfor Barack Obama er nødt til at styrke sit grønne profil. Han taler således nu åbent om et ‘clean cut’ med Bush-administrationens fornægtelse af klimaudfordringen, og han har netop ansat Jim Woolsey, som gennem Bill Clintons præsidentperiode var leder af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som rådgiver på klima- og energiområdet. Woolsey er hovedkraften bag McCains planer for et amerikansk CO₂-kvotesystem.

Woolsey tilhører en ny generation af ‘grønne’ strateger, som ikke ser den største ufordring for amerikansk sikkerhed i krigs- og terrortruslen, men i klimaforandringer og i hele den amerikanske afhængighed af fossile brændstoffer, som ud over at være en stadig større byrde for den amerikanske økonomi er en kraftigt medvirkende årsag til klimaforandringerne, samtidig med at det er den egentlige årsag til de nuværende amerikanske – og danske – militære engagementer adskillige steder i verden, med den øgede antiamerikanisme og terrorisme, som den form for magtanvendelse naturligt genererer.¹

Tim Shipman skriver i Telegraph, at for Woolsey er USAs stærkeste våben ikke en Stealth-bomber, en Abrams-tank eller et F-16-fly, men en beskeden plug-in hybridbil, som vil kunne bringe den amerikanske befolkning rundt på elkraft.¹

Læs mere »

På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.

Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.

“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: “Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO₂ hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹

Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO₂-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO₂ i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.

Læs mere »

Honda har netop på en bilmesse i Los Angeles præsenteret FCX Clarity Zero-Emission Hydrogen Powered Power Fuel Sedan, den første masseproducerede brintbil. Los Angeles er ikke tilfældigt valgt, idet man i LA-området har adgang til foreløbig fem brint-tankstationer. Honda har derfor i det seneste års tid haft 100 FCX Clarity-biler kørende i området som en del af sit udviklingsarbejde.

Brintbilerne løser et fundamentalt problem ved transportsektoren, idet eneste udledning ved forbrændingen er H₂O, vanddamp, hvor benzin- og dieselbiler ud over CO₂ udspyr ikke ubetydelige mængder af CO, NO_x og andre ultrafine partikler. At der stadig vil medgå mange ressourcer – og dermed også betydelige CO₂-udledninger – til selve fremstillingen af en bil som FCX Clarity, er en anden ting. Brint-teknologien muliggør i princippet en ren, decentral forbrænding, og brint vil kunne fremstilles ved solenergi gennem spaltning af vand.

FCX Clarity er elegant i sin fremtræden, men ikke på nogen måde futuristisk eller ekstravagant. Den har en ydeevne og rækkeevne på linje med, hvad vi nu kender fra benzin-drevne biler og er klar til at blive del af vores dagligdag i den udstrækning, politikere og samfund kan enes om at udfase benzin og diesel og bane vejen for udviklingen af den infrastruktur, der skal til at producere og distribuere brint i tilstrækkelige mængder. Uden at give ret mange detaljer fremgår det, at Honda arbejder på en enhed, som kan producere brint fra naturgas hjemme i carporten. Hvis man også kunne finde en decentral produktionsmåde, som var integreret i husopvarmningen, ville man være nået langt.

Læs mere »

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

– en personlig reportage af Rasmus Vincentz

Søndag den 15. Juni 2008 var der Landsmøde i Klimabevægelsen. Mødet foregik på Københavns Universitet (det tidligere Landbrugshøjskolen) på Frederiksberg. Det var det første landsmøde for den meget unge bevægelse, som blev stiftet i starten af marts 2008.

Omkring 70 mennesker var samlet til dette møde. Langt størstedelen var fra København, en del fra resten af Sjælland og nogle enkelte kom hele vejen fra Jylland.

Men ikke kun den geografiske spredning var høj; i det hele taget dækkede Klimabevægelsen på denne dag over en herlig variation i medlemmer. Der var alt lige fra helt unge til godt op i alderen, fra de meget ordrige til nogle meget praktiske; f.eks. en dame som med stor ildhu indsamlede frugtaffaldet fra bordene for at kompostere det, og en kvinde som have vist konkret handlekraft ved at gå til sin lokale gardinmand, for dér at samle rester, som med forbilledlig virketrang blev omsat til stofposer til afløsning af de forhadte engangsplastikposer. Fantastisk.

Efter en kort velkomst blev ordet givet til Ejvin Beuse, repræsentant fra OVE Organisationen for Vedvarende Energi, som gjorde status over det seneste energiforlig, og med udgangspunkt i dette opridsede både muligheder og udfordringer for vedvarende energi i Denmark, og globalt.

Dernæst gik ordet til en Poul Erik Lauridsen, repræsentant for CARE Danmark. Han var netop vendt hjem fra et længere ophold i Ghana, hvor de lokale og nationale udfordringer inden for landbrug, skovbrug og fødevarer blev gennemgået, med særligt vægt på betydningen af klimaforandringer. Det fremgik af oplægget meget klart, hvor enormt meget klimaforandringer betyder for folk, som i forvejen ofte har svært ved at få maden til at slå til. Yderligere understregede oplægget, at klimaforandringer ikke er noget der forventes i en fjern fremtid! Allerede i dag står det meget klart, at ændringer i nedbørsmønstre er en realitet, og at manglende regn hurtig betyder manglende mad mm.

Med udgangspunkt i disse 2 oplæg var scenen sat – og behovet for at gøre noget i forhold til klimaforandringerne stod om muligt endnu mere klart for de fremmødte entusiaster.

Læs mere »

Begrebet green noise bruges nogle gange om mellemtoneområdet i white noise, ligesom det bliver brugt som betegnelse for universets baggrundslyd, som har en overvægt af frekvenser omkring 500Hz. Men i en artikel i New York Times i dag får green noise en i hvert fald for mig ny betydning, som den resulterende grød af den moderne tilværelses myriader af løsrevne informationer, anbefalinger og ting man kan gøre – og undlade at gøre – for at opretholde en ‘grøn’ livsstil.

Det er lidt ligesom med vores sundhed: Der findes utrolig mange systemer, husråd og anekdotiske beretninger om, at det og det har været godt for snart sagt alt muligt. Ofte er der direkte modstridende råd om samme situation, således at det selv hvis man gerne vil leve grønt kan være utrolig svært at vide, hvad det egentlig indebærer.

Det bliver ikke bedre af, at videnskaben excellerer i uperspektiverede resultater, mens medierne dyrker vinklen og det sensationelle uden nogensinde at føle sig forpligtet til af forholde sig til, at man skrev det præcist modsatte for få uger siden, og internettet svulmer af information i alle lødighedsgrader, mens virksomhedernes marketing-afdelinger i stor udstrækning greenwasher de sædvanlige produkter for at imødekomme forbrugernes ønske om at handle ansvarligt overfor miljøet.

Imens køres der ganske massivt kampagner som ét ton mindre overfor borgerne, selvom perspektivet er dybt problematisk og borgernes omhyggeligt sparede CO₂ i det nuværende kvote-setup blot fører til, at elværket sælger sin CO₂-kvote videre.¹ De kampagnepenge var langt bedre målrettet på vores folketingspolitikere, som bliver ved med at tøve overfor at igangsætte den nødvendige systematiske omlægning fra fossil afhængighed.

Vi får kort sagt ikke meget hjælp til at skabe sammenhæng i hele denne jungle af green noise. Og som det indikeres af overskriften på artiklen i New York Times, That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, kan det blive særdeles stressende som individ at prøve på det. Plasticposer eller papirsposer, brugt eller ny bil, opvaskemaskine eller gammeldags, engangsbleer, industrimad, tilsætningsstoffer, økologisk, lokalt dyrket eller flyimporteret? Dagligdagen er en sum af endeløse valgsituationer, og nogle gange kunne man ønske sig født ind i en verden, hvor det var enkelt at være klimavenlig og en lang række miljømæssigt katastrofale valg bare ikke var mulige.

I artiklen siger Kate Smolski fra Greenpeace, at man har taget konsekvensen af den massive strøm af uintegreret grøn information, og frem for at præsentere en lang række isolerede mål og kampagner – atomkraft, kulkraft, ødelæggelse af regnskov og biodiversitet – prøver man nu systematisk at sammenfatte alt omkring klimaforandringer. Når man taler om bevarelse af regnskove, er det således regnskovene som levende CO₂-lagre, som fremdrages, selvom der er mange andre gode grunde til ikke at veksle dem til engangsspisepinde, burgere og biobrændstof.

Alex Williams: That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, New York Times 15.06.2008.

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.¹

Igen er der foruroligende tegn på, hvor hurtigt klimaforandringerne skrider frem i de polare egne. Denne vinter har isdækket været tyndere end nogensinde, hvorfor polarforskerne forventer, at det isfri område af Arktis i år vil blive endnu større end i 2007, som ellers lå exceptionelt lavt i forhold til udviklingen i de seneste årtier, som har vist en relativt langsomt vigende tendens.

Indtil for få år siden lå risikoen for, at Nordpolen ville blive isfri i sommertiden langt ude i en fjern fremtid, men nu er det ikke usandsynligt, at vi måske vil se isfrit farvand på selve Nordpolen allerede denne sommer.¹

Problemet med afsmeltningen, er at det kan accelerere temperaturstigningerne inde over land i de arktiske lande. David Lawrence, klimaforsker ved National Center for Arctic Research, har udviklet en model for klimaudviklingerne, som viser, at den hastige issmeltning kan medføre en opvarmning over land, som er 3,5 gange højere end den gennemsnitlige opvarmning i dette århundrede. Dette vil accelerere optøningen af tundra-områder, som vil frigøre de store mængder metan, som nu ligger bundet i permafrosten.¹

Metan har en drivhuseffekt, som ligger omkring 21 gange højere end CO₂, så det vil yderligere kunne accelerere klimaforandringerne.

Læs mere »