Strøtanker om bæredygtighed

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Det bliver ofte fremført, at der ikke er noget, der nytter, når det gælder klimaet, hvis ikke et land som Kina kommer med i aftaler om begrænsningerne. For nok er de kinesiske udledninger målt pr. person stadig ikke så store som i Vesten, men de er fordoblet på blot fem år, og men regner med at de kinesiske CO₂-udledninger i dag har overhalet de amerikanske.

Men kineserne har selv fremført, at en stor del af deres udledninger stammer fra produktion af eksportvarer, og nu har Oxford Institute for Energy Studies fremlagt et studie, som endelig bringer klarhed over, hvor meget, der er tale om. Hele 33% af de kinesiske CO₂-udledninger gik i 2005 til produktion af eksportvarer. I 1987 var det blot 12% og så sent som i 2002 var det blot 21%, så der er tale om en kraftigt stigende tendens.¹

Og en meget stor del af de kinesiske udledninger er således skabt af de rige lande, som i stor udstrækning placerer sin produktion af energi- og ressourcekrævende (og ofte også forurenende) produktion i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og arbejdsmiljøkravene er mindre. Så problemet falder endnu engang tilbage på de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige livsstil.

Verdensnaturfonden har tidligere i år beregnet, at det danske CO₂-produktion frem for de nu officielle tal på omkring 10 ton pr. person ligger nærmere 15 ton pr. person, hvis man medregner CO₂ fra vores import.

Se tidligere blog-indlæg: EUs forbrug forurener globalt, Kina med i klimaaftale fra 2012 og Det store skridt tilbage?

Catherine Brahic: 33% of China’s carbon footprint blamed on exports, New Scientist 28.07.2008.

Christopher L. Weber et al.: The contribution of Chinese exports to climate change, (abstract) Energy Policy 21.07.2008.¹

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

En leder i British Medical Journal har vakt en del opmærksomhed de seneste dage med dens påpegning af, at noget af det mest klimavenlige, vi i den nuværende situation kan gøre, ikke mindst i den rige del af verden, er at føde færre børn. Vi nu har rundet 6,7 mia. mennesker på denne klode, skriver de to forfattere, og alene antallet af munde at mætte giver et stadig større pres på klodens ressourcer af vand, fisk, kød og korn. Ydermere vil hver ny engelsk baby forbruge 160 gange mere end en baby født i Etiopien – et tal, som sandsynligvis ligger endnu højere for en dansk baby – så det er ifølge Guillebaud & Hayes rimeligt i den nuværende situation at tale om befolkningsbegrænsning. Ikke som klumsigt magtovergreb eller rigid etbarnspolitik, men gennem en bevidstgørelse om, at vi lever i et lukket system, hvor der vi være mere til hver enkelt og de fattigste på kloden – og mere plads til at bevare biodiversiteten – hvis vi sigtede mod på sigt at blive færre.

Men al tale derom er tabuiseret, og i vækstfilosofiens perspektiv skal der helst for hver ny generation være flere børn til at tage over, for at tallene vender rigtigt. Ingen ansvarlige politikere kan i dag aktivt planlægge at gøre noget mindre, at reducere, at undlade eller blot at skrue ned for blusset. Dels er der (endnu) ikke mange stemmer i det. Dels er der ikke meget milepæl i at være den, som fik nedbragt den københavnske trafik til en tredjedel, selvom det ville være en større gave til fremtiden end snart sagt et hvilket som helst pragtbyggeri.

Det behøver ikke at være drastisk. Den nuværende fødselsrate i England er 1,91 – dvs. at 100 kvinder føder 191 børn, og den har været stigende siden 2001. Blev den blot sat ned til 1,7, således at der kom 170 børn for hver 100 kvinder, ville den britiske befolkning i løbet af 6 generationer være halveret.¹

I udviklingslandene er de mange børn en del af et sikkerhedsnet, fordi man ikke kan regne med, at samfundet tager sig af de ældre og de syge. Men vi har i de rige lande en situation, hvor vi kan gøre det. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke gennem private pensions- og forsikringsordninger udhuler den del af velfærdssamfundet, som understøtter at vi også fremover kan have tillid til, at vi ikke behøver 8 børn for at klare os igennem.

Når vi taler demografi er en anden “klimaløsning” at vi igen kommer til at bo flere per boligenhed. Der er toiletter, køkkener og fjernsyn i stort set alle hjem og ganske meget spild ved at være eneboende, så vores stadig mere atomiserede levemønstre gør sammen med stadig flere sommerhuse og lystbåde og forventninger om stadig mere plads, at vores bomønstre i dag er ganske ressourcekrævende.

John Guillebaud & Pip Hayes: Population growth and climate change, British Medical Journal 24.07.2008.

Ian Sample: Doctors’ advice to Britons: have fewer children and help save the planet, The Guaridan 25.07.2008.¹

David Derbyshire: How to save the world – don’t have more than two children, Mail Online 25.07.2008.

17. juli holdt Al Gore en tale for den amerikanske kongres. Han gav her indledende et rids af en hensygnende økonomi, en svigtende sikkerhedspolitisk stabilitet og et globalt miljø på randen af sammenbrud – som alt peger på samme en problem: det amerikanske samfunds totale afhængighed af store mængder af fossile brændstoffer.

Han opruller herefter det forslag, at hele det amerikanske strømforbrug indenfor en tiårig periode skal komme fra vedvarende energikilder, først og fremmest solenergi – og udfordrer de kommende to præsidentkandidater til at løfte opgaven, som gjaldt det om at få den første mand på månen.

Han understreger under vejs, at USA ikke (som Bush-administrationen har praktiseret) skal vente og gøre sine forandringer afhængige af andre landes, men må gå foran – også for sin egen skyld.

Vi kunne i den grad bruge politikere i Danmark, som turde se de store udfordringer i øjnene og gøde jorden for de gennemgribende forandringer i de industrialiserede samfunds energiforsyning og ressourceforbrug, som er nødvendige for at komme videre.

“We should tax what we burn, not what we earn” er blot en af Gores mange fyndige udsagn under vejs. Han opfordrer afsluttende alle til at slutte op om We can solve it-kampagnen på wecansolveit.org: “We’re committed to changing not just light bulbs, but laws.”

Talen, som var en lille halv time, findes nedenfor på video samt som manuskript.

Læs mere »

The End of Nature hedder en bog af Bill McKibben, som udkom i 1989 – på dansk: Farvel til naturen (1991). Titlen til trods er det ikke nogen stort basuneret dommedagsprofeti om, at verdens endeligt er nær, men en sine steder næsten smertefuldt vemodig afsked med den natur, som lever i sig selv, uden menneskelig påvirkning – en læsning af, at den natur og den naturlige balance mellem et stort antal arter, som er opstået gennem tiderne, er afløst af en natur, hvor menneskets tilstedeværelse er at spore over alt.

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

Læs mere »

Videoen Too Little Too Late? er et interview med den amerikanske miljøforfatter Bill McKibben i anledning af, at det er 20 år siden, at han med en serie artikler i The New Yorker, som siden blev til bogen The End of Nature (se ovenstående blog-indlæg), gav mange en første fornemmelse af, at vi med det 20. århundredes stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer inden længe kunne stå med næsten uoverskuelige problemer med klimaforandringer og global opvarmning. McKibben har siden stået som en central skikkelse i den amerikanske miljøbevægelse, og han har gennem årene lavet en lang række bøger, heriblandt Enough: Staying Human in an Engineered Age (2003) og Deep Economy (2007).

I en tid, hvor selv verdens rigeste lande fedter med at binde sig til 50% nedskæringer i CO₂-udledningerne samtidig med at videnskaben peger på nødvendigheden af en 80-90% reduktion, er too Little Too Late? er et yderst nærværende spørgsmål.

Bill McKibben: Too Little Too Late? 22:33 min. video-interview april 2008.

På det seneste har Bill McKibben i lyset af, hvor vigtigt det er, at verden skrider til handling overfor klimaforandringerne, involveret sig meget direkte gennem etableringen af 350.org, et initiativ, som skal få hele verden til at kende tallet 350 og dets vitale betydning for vores fremtid. 350 ppm er den koncentration af CO₂ i atmosfæren, som vi gerne skulle tilbage på inden længe, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og 350 ppm burde med klimaaftalen i København næste år blive stadfæstet som det fælles globale mål.

Jeg har af samme grund købt domænet 350.dk og hører meget gerne fra folk, som vil være med til at udvikle en dansk 350-platform.

Bill McKibben har for blot få uger siden været i Sverige, hvor han ved Tällberg Forum 2008 gav en yderst høreværdig forelæsning: How on Earth can we live together?.

Bill McKibben: How on Earth can we live together? 18:41 min. video, Tällberg Forum 2008.

www.billmckibben.com.

www.350.org.

Der er mange forskellige konsekvenser af den globale opvarmning, men en en af de mere håndgribelige er, at efterhånden som temperaturerne stiger, vil klodens gletsjere smelte bort. Det sker i disse år med en hastighed, som er langt hurtigere, end antaget for blot få år siden. Klimaforandringer er således ikke noget, som i en fjern fremtid måske vil berøre vores børnebørn. Mange steder i verden, ikke mindst i det tropiske bælte, er det allerede i dag en håndgribelig realitet.

En af verdens tropiske gletsjere, Chacaltaya ligger højt oppe i Andesbjergene, over Bolivias hovedstad La Paz. Her lå indtil for få år siden verdens højeste skisportssted i 5.300 m højde, men i dag er her ingen sne.Ifølge lederen af den geologiske afdeling ved San Andrés-universitetet i La Paz, Jaime Argollo Bautista, er optøningen af Chacaltaya-gletsjeren gået særlig hurtigt, og mere end 80% af ismasserne er forsvundet på blot 20 år. I februar 2007 var hans bud således, at gletsjeren ville være helt væk om tre år¹ (se kort nedenfor).

Politiken har med støtte fra Danida haft en journalist og en fotograf i Bolivia for at rapportere fra området, og det er der kommet en stribe fine artikler og billedserier ud af. Ifølge Michael Rothenborg er det tidligere vintersportssted i dag som et månelandskab med blot enkelte hvide pletter, og skiliften står som et minde om en tabt tid.² Men problemet er ikke så meget, at man ikke kan stå på ski. Det er langt mere fundamentalt, at den løbende forsyning af smeltevand, som gav dalen nedenfor sin frugtbarhed og gav drikkevand til omkring 1,6 mio. mennesker i området omkring La Paz, er næsten ophørt. Folk flygter fra de tørkeramte jorder, hvor afgrøderne rundt regnet er halveret. Dem der bliver, står overfor store udfordringer med at få et livsgrundlag ud af de nye vilkår, hvor man må klare sig gennem de tørre måneder uden smeltevandet. Og i byerne er vandforsyningen katastrofal – der er eksempler på, at man har slået hul i kloakledninger for i det mindste at have vand til husdyrene.³

Læs mere »

Så sent som dette forår måtte Connie Hedegaard i forbindelse med IMOs møde i København give skibsfarten en sidste chance for at tage hånd om de stadig stigende udledninger af drivhusgasser. I en tid, hvor alle sektorer burde udvise en nedadgående tendens, har skibsfarten sammen med luftfarten og landtransport haft stadigt stigende CO₂-udledninger.

Selvom skibsfarten kan transportere en given godsmængde længere pr. liter brændstof end både landevej, tog og fly, bliver det til store mængder af drivhusgasser (og ultrafine partikler som SO₂ og NO_x), fordi vi i de senere år har fået indrettet verden, så stadig større del af det, vi spiser og bruger i vores hverdag, er produceret et helt andet sted på kloden. Hvor det i sejlskibsæraen kun var det særlige, vi hentede hjem fra fjerne lande, er det i dag det meste. Skibsfarten producerer således i dag omkring 1 mia. ton CO₂ eller 4,5% af verdens udledninger af drivhusgasser. Alene Mærsk har med sin shipping og offshore-aktivitet en CO₂-udledning på 40-50 mio. ton pr. år, eller næsten lige så meget som resten af Danmark. Så der skal ske noget meget drastisk meget snart, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer.

Efter det seneste møde i Oslo 23-27. juni står det klart, at IMO, International Marine Organization, arbejder seriøst på at få etableret en bred bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, som kan være på plads inden klimatopmødet i København næste år. Detaljerne er endnu ikke på plads, men man vil blandt andet operere med et CO₂ Design Index for nye skibe og et CO₂ Operational Index for generelt at styrke brændstofeffektiviteten. Og man analyserer på. konsekvenserne af forskellige modeller for et kvotemarked for skibsfarten, så det samlede loft for CO₂-udledningerne gradvist kan strammes.

Læs mere »