Strøtanker om bæredygtighed

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO₂-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO₂-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

I rækken af møder afholdt af UNFCCC, som fører frem mod vedtagelsen af en afløser for Kyoto-aftalen næste år i København, vil ledere og embedsmænd m/k fra alle verdens lande fra i morgen torsdag samles i Ghanas hovedstad Accra.

Forud for mødet har Harald Dowland, den norske leder af forhandlingerne blandt de nuværende lande bag Kyoto-aftalen meldt ud, at det er vigtigt, at man ikke blot venter på de amerikanske valg i november, før man komme videre, men allerede nu lægger sig fast på markante reduktioner. Man har tidligere talt om reduktioner på 25-40% i 2020 i forhold til 1990, og som Dowland siger, ville han, hvis han var diktator i verden, påbyde en 30% reduktion i 2020.¹

Men selv et rigt land som Danmark med tradition for en høj grad af regulering har stadigvæk knapt formået at sænke sit CO₂-udslip. Og for et land som USA, som har øget afbrændingen af fossile brændstoffer siden 1990 markant, vil en reduktion på 30% i forhold til 1990 nærme sig en halvering – og dermed noget næsten uladesiggørligt på blot 12 år. Vi har kort sagt sovet i timen.

Forud for klimamødet i Accra har Japan fremlagt en række forslag, heriblandt et forslag til nye definitioner på, hvilke lande, som kan rubriceres som henholdsvis U-lande og I-lande? Det kan lyde uinteressant, men hensigten er at få udvidet gruppen af lande, hvorfra man kan forvente bindende CO₂-nedskæringer, så den også omfatter i dag ganske stærke udviklingsøkonomier som Mexico, Sydkorea, Indien, Kina og Brasílien, som hvis ikke de på en eller anden måde kommer med ind under den kommende klimaaftale meget vel vil kunne risikere fuldstændig at udhule effekten af reduktioner i de ‘gamle’ I-lande.²

Læs mere »

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Læs mere »

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Læs mere »

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO₂-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO₂-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO₂-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO₂-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

En ny undersøgelse offentliggjort i dag i Science,¹ opgør antallet af døde havområder, ‘dead zones’, hvor iltmanglen er så udtalt at fisk ikke kan leve der, til 405, hvor der tilbage i 1960erne kun var tale om 49. Tilsammen drejer det sig om et område på størrelse med New Zealand, eller fem gange Danmarks areal, og igen har Østersøen ifølge opgørelsen det største samlede døde havområde.²

Den primære årsag er det industrialiserede landbrugs store udvaskninger af kvælstof fra kunstgødning. Det passer præcist med kortet over forekomsterne af de døde zoner, som stort set er i kystegne ud for lande med intensivt moderne landbrug, Nordeuropa, USA og Japan.

Billedet herover viser to satellit-fotos over Den Mexicanske Golf fra NASA, hvor det øverste viser forekomsten af alger i sommerperioden, viser det nederste iltkoncentrationerne.³ Den Mexicanske Golf er plaget af stadig større koncentrationer af næringssalte fra Mississippi-bækkenet, og ligesom vi kender det fra det Indre Kattegat og Østersøen har man i de senere år haft tilbagevendende problemer i med iltsvind dertil, at fisk i store områder er døde.

Havdøden er ikke uafvendelig – det er faktisk lykkedes at vende udviklingen i Sortehavet til det bedre, men det kræver kraftige nedreguleringer af det industrialiserede landbrugs brug af kunstgødning, som det indtil nu har været vanskelige at gennemføre.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening og Østersøen langsomt ved at kvæles.

Robert J. Diaz & Rutger Rosenberg: Spreading Dead Zones and Consequences for Marine Ecosystems, (abstract) Science 15.08.2008.¹

Andrea Thompson: Oceans Running Low on Oxygen, LiveScience 14.08.2008.

David Biello: Oceanic Dead Zones Continue to Spread, Scientific American 15.08.2008.²

Rani Chohan, Mississippi dead Zone, NASA Goddard Space Flight Center 10.08.2004.³

Stine Thomsen: Fisk dør af iltmangel, Politiken 15.08.2008.

Anne Marie Primdal: Danmarks havmiljø skraber bunden, Ingeniøren 18.08.2008.

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Læs mere »

Det lille ørige Réunion, som ligger i det Indiske Ocean ud for Madagascar, har i dag ifølge Reuters fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Man regner med inden 2025 at have opnået 100% vedvarende produktion af elektricitet og tilsvarende at kunne nå CO₂-neutralitet for transportsektoren i 2050. I dag har man allerede en 36% andel af strømmen produceret fra vedvarende energikilder, først og fremmest vandkraft og sukkerrørsfibre.¹

Planerne indebærer en udvidelse med solceller, vand og vindkraft til hhv. 750, 120 og 60 MW. Alene solcellerne vil således omfatte et areal på 750 hektar. Réunions landskaber er helt domineret af den 3.000 m høje La Piton de la Fournaise, som er en af verdens mest aktive vulkaner. En central del af planerne for CO₂-neutralitet er da også udnyttelsen af den geotermiske varme, som undergrunden ofte er ved at flyde over med.

Réunion havde i 1990 en CO₂-udledning pr. indbygger på 2,0 ton. Udledningerne toppede i 1999 med 3,4 ton pr. indbygger, som i 2004 var faldet til 2,94 ton .²

Som Frankrigs minister for oversøiske territorier Yves Jego siger til Reuters: Det som kan lade sig gøre i Réunion, bør også kunne lade sig gøre Frankrig – og i hele verden.¹

Det er glædeligt at se, at der er lande, som tager klimaudfordringen alvorligt dertil, at de udarbejder planer for CO₂-neutralitet. Og jeg glæder mig til at bo i en by og et land, som har defineret en plan for CO₂-neutralitet – og følger den.

Ed Harris: France’s Reunion island aims for zero CO₂, Reuters 13.08.2008.¹

List of countries by carbon dioxide emissions per capita, Wikipedia.org.²

Parallelt med det seneste G8 topmøde i Japan afholdt FN-universitetet i Tokyo 4. juli et symposium: Innovation & Entrepreneurship in the Time of Climate Change. I den anledning havde man inviteret en af verdens ledende klimaforskere, James E. Hansen, til at tale. Hans forelæsning: Climate Threat to the Planet: Implications for Energy Policy kan opleves i videoen nedenfor.

James Hansen taler under vejs om klimatiske Tipping Points, hvoraf nogle allerede er nået, om vigtigheden af at nå tilbage til en koncentration af CO₂ i atmosfæren på under 350 ppm samt om nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul (se tidligere blog-indlæg Stop afbrændingen af kul).

Under vejs fortæller Hansen (27:10 min), at vi ved systematisk at bruge CO₂-binding i økosystemerne gennem skovplantninger, beskyttelse af regnskov og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget vil kunne sænke atmosfærens CO₂-koncentration med omkring 50 ppm. Hvis vi derfor får standset den nuværende afbrænding af kul og styrket bindingen af CO₂ i biosfæren, vil det være muligt at få koncentrationen af CO₂ i atmosfæren tilbage under 350 ppm.

Med James Hansen er man i godt selskab. Han formår som få at gøre de komplekse klimasammenhænge forståelige, så Climate Threat to the Planet er en yderst anbefalelsesværdig video, som man kunne ønske sig, at alle politikere ansvarlige for Kyoto-aftalens afløser tog sig god tid til at se – og fatte konsekvenserne af.

Læs mere »

“Sæt benzinpriserne op for at bryde vores afhængighed af olie”, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen til en af USAs største opinionsdannere Thomas L. Friedman, hvis klumme i New York Times bringes i mere end 700 aviser verden over:¹

“’I have observed that in all other countries, including in America, people are complaining about how prices of [gasoline] are going up,’ Denmark’s prime minister, Anders Fogh Rasmussen, told me. ‘The cure is not to reduce the price, but, on the contrary, to raise it even higher to break our addiction to oil. We are going to introduce a new tax reform in the direction of even higher taxation on energy and the revenue generated on that will be used to cut taxes on personal income — so we will improve incentives to work and improve incentives to save energy and develop renewable energy.’”²

En liter benzin kunne for min skyld gerne koste 50 kr. Men afgifter og prisstigningerne gør det ikke alene. De grønne afgifter burde målrettet anvendes til indsatser for at fremme energirenoveringer, den kollektive trafik, cyklisternes vilkår, forskning i vedvarende energi og en lang række andre tiltag, som er samfundsøkonomisk fordelagtige og klimamæssigt nødvendige, men endda ikke sker, fordi de er uoverkommelige eller umiddelbart fremstår uattraktive for den enkelte.

I den artikel, Flush With Energy, hvor statsministeren er citeret, sammenligner Friedman, hvordan USA og Danmark har håndteret situationen efter den første oliekrise i 1973 og siger, at USAs attitude sammenlignet med den danske er direkte patetisk.¹

Læs mere »