Strøtanker om bæredygtighed

Søndag holdt Anders Fogh en tale på Venstres landsmøde, hvor han markerede en række markante grønne synspunkter om en trafik uden fossile brændstoffer, grøn teknologi osv. Det må vi hilse velkommen, om end hans tale viser, at der endnu ikke er megen deep ecology i hans miljøsyn. Det er tværtimod båret af en miljøpragmatisme, som det kan være svært at se kan lede vejen. Men vi må alle lære.

Man fornemmer i Foghs tale et Bright Green scenario med klar vægt på teknologiske løsninger og muligheden for opretholdelse af økonomisk vækst. Han er således bevæget sig fra at være grøn af sikkerhedspolitiske årsager til at være grøn af økonomiske grunde – og vel også med et vist politisk instinkt. Hvis Venstre skal have en chance for at vende udviklingen i meningsmålingerne, kan det ikke nytte at fortsætte med at føre sig frem som klimaskeptiker.

Ifølge Fogh er det cirka lige dyrt at handle overfor klimaforandringerne og at undlade at handle. Men Stern-rapporten påviser faktisk, at det på blot lidt længere sigt vil være langt dyrere at undlade at handle overfor klimatruslen – og langt dyrere ikke at handle konsekvent. Og med de konsekvenser, som det vil have at lade stå til eller kun at reagere halvhjertet, står vi i mit perspektiv i et moralsk-etisk spørgsmål, om man overhovedet kan sammenligne prisen på at sikre klodens fremtid med prisen for at lade katastroferne oversvømme kloden. Noget betaleligt med noget ubærligt.

Fogh istemmer Connies Hedegaards ofte fremsatte påstande om, at vi har haft økonomisk vækst uden stigende energiforbrug og CO₂-udledninger. Det bliver ikke rigtigere af at blive gentaget, og mantraet med den fortsatte økonomiske vækst var en overvejelse værd i en tid, hvor det står klart, at vi i Danmark forbruger som havde vi fire jordkloder til rådighed.

Men Foghs udspil går i mine øjne helt galt, når Venstre vil bruge kvotemidlerne til skattelettelser. Det er i mine øjne simpelt tyveri. De penge tilhører miljøet. De er beregnet på at den miljøbelastende produktion fremover skal betale for sin miljøbelastning, og har således intet at lave i de velstilledes lommer. De bør gå 100% til klimaorienterede formål: systematiske energirenoveringer, udbygningen af den vedvarende energi, udbygningen af den kollektive trafik, reduktion af de danske CO₂-udledninger og stimuleringen af en grøn udvikling i verdens fattige lande.

Se Anders Foghs tale i sin helhed nedenfor.

Fogh er blevet klogere på klimaet, (Ritzau) Politiken 16.11.008.

Christiane Cordsen: Fogh: Danmark skal være fossilfrit, Politiken 16.11.2008.

Christiane Cordsen: Danmark som grønt testcenter, Politiken 16.11.2008.

Christiane Cordsen: Regeringen vil bruge store summer på trafik, Politiken 16.11.2008.

En ny grøn Anders Fogh? Miljøhorisont 21.11.2008.

Villy Søvndal: Grøn tale er ikke nok, (kronik) Politiken 23.11.2008.

Læs mere »

I går aftes var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til den endelige udgave af en tankevækkende artikel om den nødvendige CO₂-reduktion for at stabilisere klimaet: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim?¹

Artiklen blev først på året blev fremlagt i foreløbig form og vakte øjeblikkeligt opsigt. Artiklen tydeliggør, at det nuværende grundlag for klimaforhandlingerne, som er etableret af IPCC, er utilstrækkeligt, og at IPCCs forudsigelser om sammenhængen mellem CO₂-niveauer og temperaturstigninger er sat alt for optimistisk, og dermed at IPCCs målsætning om at holde CO₂-koncentrationen under 450 ppm ikke er tilstrækkelig. Selv 450 ppm vil på sigt føre til en fuldstændig afsmeltning af verdens ismassiver og dermed en stigning i verdenshavene på op til 75 m.

I dag er CO₂-koncentrationen nået op på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år. Target Atmospheric CO₂ fremfører, at det er nødvendigt hurtigst muligt at reetablere et CO₂-niveau på under 350 ppm, hvis vi skal stabilisere klimaet. Det vil kræve en helt anden konsekvens i omlægningen til et samfund på udelukkende vedvarende energikilder, end vi indtil nu har set politisk vilje til. Og det har ført til kampagner for, at tallet 350 er det vigtigste tal for det 21. århundrede (se 350.org og 350.dk).

Kulafbrænding er CO₂-mæssigt det største problem, og James Hansen har det sidste år rejst rundt for at vinde gehør hos verdens politikere for, at det ikke bare er nok at sætte fremtidige reduktionsmål, men at vi er nødt til at vedtage et øjeblikkeligt moratorium for afbrændingen af kul for at have en chance for at undgå, at vi når såkaldte ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

I første omgang vil jeg blot gøre opmærksom på, at artiklen nu findes i sin endelige udgave. Jeg vender tilbage med yderligere kommentarer.

Se tidligere blog-indlæg om James Hansen: Rejsebrev fra James Hansen, James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og En klimatologs perspektiv.

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2, pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).¹

Stephannie Furtak: Study warns of environmental crisis, Yale Daily News 14.11.2008.

Globe-warming CO₂ already in danger zone, ANI 19.11.2008.

Carbon levels may trigger disastrous climate change, IANS Thainidan News 19.11.2008.

Nedenstående lille videoreportage fra CNN er lavet i anledning af en rapport fra UNEP, United Nations Environmental Programme, som behandler den storby-smog fra fabrikker, biler og komfurer, som hænger tungt over Asiens tætbefolkede zone og danner en op til 3 km tyk sammenhængende brun sky af uddunstninger, som strækker sig fra Den Arabiske Halvø over Pakistan, Nordindien, Sydøstasien og de kinesiske flodsletter til langt ud over Stillehavet. Den giver nogle tankevækkende billeder på, i hvor høj grad vi efterhånden lider under den systematiske tilsvining af vores livsgrundlag.

Sine steder er solindstrålingen på grund af den forurenede luft i dag reduceret med op til 20%, hvilket giver mindre fordampning og dermed mindre regnfald, hvorfor monsunregnen mange steder er i aftagende. I Ganges’ og Indusregionen er nedbøren faldet med 20% siden 1980erne.

Luftforureningen er i byområderne så høj, at man regner med omkring 340.000 årlige dødsfald i Indien og Kina alene som følge af partikelforureningen. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko fra de store mængder af sodpartikler, aerosoler, ozon osv. danner den brune sky en form for indkapsling af solindstrålingen, som øger drivhuseffekten og den generelle opvarmning af regionen. Himalayas gletsjere, som bringer livgivende vand til de store befolkningskoncentrationer langs floder som Indus, Ganges, Brahmaputra, Huang Ho og Yangtze-floden, smelter derfor langt hurtigere end hidtil antaget. Det anslås, at gletsjervolumenet i Himalaya-bjergene vil være reduceret med 75% i 2050, hvilket vil føre til drastisk mindskede muligheder for fødevareproduktion for det tættest befolkede zone i verden. Rapporten vurderer, at fødevareproduktionen vil kunne falde med op til 40%.

Læs mere »

Den årlige rapport fra Det Internationale Energiagentur IEA, som forelå for et par dage siden, giver et forstemmende billede af, hvordan tingene vi udvikle sig i de kommende år, hvis ikke det lykkes at vende udviklingen radikalt. Ifølge rapporten løber vi stort set tør for olie i 2030, og olieforbruget vil til den tid være omkring 25% højere end i dag.

Med den nuværende udvikling vil vi ifølge World Energy Outlook 2008 stå med en temperaturstigning på 6ºC ved udgangen af dette århundrede, og dermed en temperaturstigning langt over de 2ºC, som IPCC har fastsat som det maksimale kloden kan bære.

Selv de 2ºC synes i dag at være sat for for højt. Allerede den lille forøgelse af af temperaturen vi har haft indtil nu er i færd med at forskubbe klodens klimabalance ud over en række ‘tipping points’ i de arktiske og antarktiske områder, ligesom allerede den nuværende temperaturstigning gør, at gletsjere verden over afsmelter i rekordtempo.

New Energy Realities – WEO Calls for Global Energy Revolution Despite Economic Crisis, (pressemeddelelse) IEA 12.11.2008.

World Energy Outlook 2008 Fact Sheets, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 Executive Summary, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 key Graphs, IEA nov. 2008 (pdf).

Gerard Wynn: IEA stokes doubts over world’s climate fight, Reuters 10.11.2008.

Existing climate actions ‘not good enough’, EU warned, EurActiv.com 12.11.2008.

Nina Chestney: Renewables to top gas as power source by 2015: IEA, Reuters 12.11.2008.

Nao Nakanishi: Dirty coal to remain world’s top power source: IEA, Reuters 12.11.2008.

Muriel Boselli: World needs four Saudi Arabias: IEA, Reuters 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Temperaturen stiger 6 grader, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Olien slipper op i 2030, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Elbiler skal vende oliekrisen, Politiken 12.11.2008.

Tim Colebatch: World on track for 6 degree warming, says report, The Age 13.11.2008.

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.

Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.

Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO₂-forureningen.

Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO₂-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO₂-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO₂-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO₂-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.

Læs mere »

Gary Strobel fra Montana University har netop offentliggjort en artikel i The Journal of Microbiology¹ om en svamp fundet i veddet fra et særligt træ i et gammelt skovområde i det sydlige Chile. Det særlige ved denne lille svamp, Gliocladium roseum, er, at den under iltfattige forhold producerer en hel række diesel-agtige komponenter – ikke en biodiesel, men en diesel, som vil kunne hældes direkte i en dieselmotor.

Strobel fortæller til den amerikanske nationalradio NPR, at svampen blev indsamlet under en ekspedition for 10 år siden, men har ligget nedkølet siden da. Først for et år siden blev den hevet frem og sendt til analyse, og det var meget overraskende resultater, man fik: Det er først kendte eksempel på en organisme, som kan lave en såkaldt myco-diesel direkte fra cellulose.²

Det næste spørgsmål er, om denne lille svamp (billederne herover er stærkt forstørrede) kan transplanteres fra dens nuværende voksested, inde i veddet i ulmo-træet, til en produktion i industriel skala, hvor cellulosen kommer fra poppel eller måske rester fra majsdyrkning. Det må fremtiden vise. Lige nu er man i gang med at kortlægge genetikken, og der vil givet blive arbejdet videre med opdagelsen i de kommende år. Hvis det kan lade sig gøre at producere brændstof ved hjælp af svampekulturer, åbner det for kolossale perspektiver. For til forskel fra den fossile dieselolie vil den CO₂, som frigives ved forbrændingen af myco-diesel, være absorberet fra atmosfæren, og vi står med et potentielt CO₂-neutralt brændstof til forbrændingsmotoren.

Læs mere »

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate Challenge på Environment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

Det internationale energiagentur, IEA, er på vej med en rapport, som vurderer, at vi ved slutningen af det 21. århundrede vil stå med en global temperaturstigning på 6° C, hvis vi blot fortsætter som nu. Temperaturstigninger i den størrelsesorden vil være ødelæggende for kloden som livsrum. Biodiversiteten vil være alvorligt truet, og udviklingen vil sandsynligvis have nået en række ‘tipping points’ hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. IEA konkluderer derfor, at verdens lande bliver nødt til at aftale meget kraftige begrænsninger for CO₂-udledningen ved Klimatopmødet i København til næste år.

IPCC’s klimapanel har hidtil lagt sin klimastrategi efter at undgå temperaturstigninger højere end 2° C i år 2100. Men beregninger fra det seneste års tid synes at give et samstemmende billede, at den nuværende udvikling giver en langt større opvarmning. IEAs beregninger ligger således i tråd med NASAs beregninger, som munder ud i anbefalinger af at sætte 350 ppm som mål for det maksimale indhold af CO₂ i atmosfæren. Koncentrationen er i dag 387 ppm, og i 1988 nåede den i første gang i 600.000 år over 350 ppm.

Anne Marie Primdal: IEA: Frygt for fremtidige temperaturstigning på 6 grader, Ingeniøren 07.11.2008.

Anne Marie Primdal: Vi har to år til at undgå alvorlige klimaændringer, Ingeniøren 02.10.2008.

James Pomfret: Risks of global warming greater than financial crisis: Stern, Reuters 27.10.2008.

Jeremy Jacquot: Global Warming Math: The Hard Numbers, Discover magazine 18.10.2008.

Time to banish the god of growth, (Editorial) New Scientist 15.10.2008.

Special report: How our economy is killing the Earth, New Scientist 16.10.2008.

Special report: Why politicians dare not limit economic growth, New Scientist 16.10.2008.

I The Guardian indledte Andrew Simms 1. august artikelserien 100 months to save the world. Baggrunden er, at vi ifølge Simms hastigt nærmer os et klimatisk ‘tipping point’, som gør øjeblikkelig handling uomgængeligt vigtig. Den første af artiklerne, The final countdown, giver et rids af den underliggende metode.

Måned for måned følger han den klimapolitiske udvikling. Og med foreløbig fire artikler ligner det en artikelserie, som kan give et fint perspektiv. I den seneste rapport for oktober var et af de få lyspunkter den engelske beslutning om en 80% reduktion i 2050, som også omfatter luftfart og skibsfart. I Simms’ september-rapport skriver han om frikendelsen af Greenpeace-aktivister i deres aktion mod det engelske kulkraftværk Kingsnorth og betydningen af at få etableret et moratorium for afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: Britiske Greenpeace-aktivister frikendt).

I august-rapporten skriver han, at blot tre store engelske firmaer, BP, Centrica og Shell i første halvår 2008 havde en profit på 1.000 £ pr. sekund. I samme tidsrum var de samlede globale udledninger af CO₂ 1.000 ton CO₂. Det er således en opgave af kolossale dimensioner at bringe de nuværende CO₂-udledninger til ophør. Men i lyset af den nuværende kvotepris på omkring 13 £ (130 kr), som er markedsprisen på at reducere et ton CO₂, er det omvendt en mulig opgave, hvis vi blot kan mobilisere den politiske vilje.

Som den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern så klart har sagt det, prisen for ikke at gøre noget er astronomisk i forhold til at tage seriøst fat nu (se blog-indlægget: Prisen for ikke at handle).

Andrew Simms: The final countdown, The Guardian 01.08.2008.

Andrew Simms: 99 months, and counting, The Guardian 01.09.2008.

Andrew Simms: 98 months to save the world, The Guardian 01.10.2008.

Andrew Simms: 97 months left, The Guardian 01.11.2008.

www.onehundredmonths.org.

100 Months: Technical note (pdf).