Strøtanker om bæredygtighed

Lysende, tindrende, knitrende … sne.

Sneen kan stadig få en barnlig glæde frem i mig, men en meddelelse fra Reuters gjorde det klart, at det ikke kun er romantiseringer og forskydninger i ens hukommelse, som giver langt flere snevejrsdage i ens barndom. Selv da jeg sidst i 70erne boede på landet, var der et par vintre, hvor jeg flere uger i træk måtte tage turen på ski tværs over markerne for at handle ind i den lokale Brugsen.

Sandsynligheden for en hvid jul i Nordeuropa (Berlin) er faldet fra 20% til 15% i løbet af det 20. århundrede, og man regner med, at sandsynligheden er så lav som 5% ved udgangen af det 21. århundrede. For byer tættere på vandet vil sne i fremtiden kun være et helt forbigående fænomen.¹

En by som Oslo, som trods sin havn klimamæssigt har en ganske indlandsagtig placering, havde ved begyndelsen af det 20. århundrede omkring 150 dage om året med skiføre (mere end 25 cm snedække). I dag er det kun 100 dage om året.¹

Hvis vi skal vende billedet, skal atmosfærens CO₂-koncentration hurtigst muligt tilbage under 350 ppm. Den er i dag kommet op på 387 ppm med en årlig stigning på 2 ppm, hvor den før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm. Og CO₂-kredsløbet fungerer med en betydelig forsinkelse, så selv hvis vi lykkes at vende udviklingen hurtigt, vil der gå årtier, før vi igen har perioder med masser af sne hver vinter.

Næstefter en hvid jul vil jeg derfor ønske alle en grøn jul – og ikke mindst en glædelig jul.

Erik Kirschbaum: Warming could doom “white Christmas”, Reuters 22.12.2008.¹

Andrew C. Revkin, miljøskribent ved New York Times, har i dag et indlæg på sin blog Dot Earth med overskriften: If CO₂ Were Pink… . Udsagnet stammer fra en tale ved overrækkelsen af John Chancellor Award 2008, tildelt for hans enestående arbejde som miljøskribent gennem mere end et kvart århundrede. Revkins tale ved den lejlighed endte blot så langt fra det planlagte, at han i dag bragte den forberedte tale i sin helhed.

“In some ways it’d be nice if carbon dioxide had a color – let’s say pink – so you could see the buildup”, siger han i manuskriptet til talen: “But it’s not like the noxious, sulfurous pollution that the environmental movement came of age around way back in the 20th century. That stuff stung your eyes and lungs. You could pass laws and stick on filters and the air grew cleaner in your time”¹

Billedet: ‘Hvis CO₂ var pink …’ er værd at lade stå på nethinden et øjeblik.

Hvordan forholder vi os til den usynlige, ikke direkte sansbare trussel, som de stadig øgede CO₂-udledninger udgør? Det er lidt samme problemstilling som den ultrafine partikelforurening, som koster voldsomt mange flere liv end højresvingsulykkerne, men slet ikke får den tilsvarende opmærksomhed.

Revkin er en af verdens største miljøskribenter og har igennem 20 år formidlet, hvad klimaforskere som James Hansen fra NASA har søgt at fortælle os – at kloden står overfor alvorlige problemer, hvis ikke vi sadler om øjeblikkeligt. Det var også Revkin, som afdækkede, hvordan Bush-administrationen i en periode systematisk har givet forskere som James Hansen mundkurv på og omformuleret rapporter og informationer, så de stod mindre i kontrast til Bush-administrationens konsekvent klimaskeptiske politik.

Hvis man vil have en fornemmelse af Revkins journalistisk, har Environmental Health Perspectives indekseret mere end 200 af hans artikler alene under klimaforandringer. Hans forberedte tale ved prisoverrækkelsen findes nedenfor.

Andrew C. Revkin: If CO₂ Were Pink…, New York Times 23.12.2008.¹

Læs mere »

Information bragte i sidste uge en tankevækkende artikel om havens forsuring med overskriften Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade.¹

Verdenshavene rummer store mængder CO₂, og der sker løbende udvekslinger mellem havene og atmosfæren. I takt med at atmosfærens koncentration af CO₂ siden industrialiseringens begyndelse er steget fra omkring 280 ppm til i dag 387 ppm har havene optaget omkring halvdelen af den ekstra CO₂. Hvis ikke oceanerne var trådt ind som buffer, havde koncentrationen af CO₂ i atmosfæren i dag været langt højere. Men sammen med den globale opvarmning medfører de øgede mængder CO₂ dels, at verdenshavene indeholder mindre fri ilt, dels at der gradvist sker en forsuring af verdenshavene. Det er således kommet dertil, at australske forskere har advaret om, at det nærmer sig det punkt, hvor skaldyr ikke kan danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure Oceaner og Sure oceaner II).

Samtidig advarer en forsker fra Chicago ifølge artiklen i Information om, at oceanerne ‘udmattes’, og at vi ikke bare kan regne med, at de fortsætter med at absorbere jo mere CO₂, jo mere vi slipper ud i atmosfæren. I givet fald har vi endnu mere travlt med at få afviklet det fossile samfund.

Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade, Information 03.12.2008.¹

Guy Rogers: Acid ocean could start kicking out CO₂, says expert, Port Elizabeth Herald 21.10.2008.

David Adam: CO₂ curbs may be too late for reefs, study warns, The Guardian 27.10.2008.

David Adam: Climate change ‘making seas more salty’, The Guardian 27.10.2008.

Louise Gray: Salt levels in the ocean reflect human-induced climate change, Telegraph 24.10.2008.

Fik netop nu nedenstående mail fra 350.org i Poznan, at der nu var 49 lande, som stod bag en målsætning for den kommede klimaaftale på 350 ppm. Dette er et stort fremskridt fra klimakonferencen for blot et år siden på Bali, hvor nødvendigheden af at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm knapt var kendt.

Det fremgår ikke præcist hvilke lande, som slutter op om dette indlysende nødvendige klimamål. Kun at det er de fattigste lande – og man kan forestille sig, at rækken af lande, som har indset nødvendigheden af 350 ppm også omfatter atolnationer som Maldiverne og Kiribati, som med den nuværende udvikling vil være forsvundet i havet inden udgangen af dette århundrede.

Mailen indeholder et link til en lille 350 ppm animation sammen med en opfordring til at gå ind og se den på You Tube og kommentere den (kræver oprettelse af YouTube brugeraccount), så den kommer så højt op på popularitetsskalaen, at selv mennesker, som kommer til YouTube for helt andre ting, får den at se. Så klik ind på videoen herunder, se den og kommenter den, så langt flere får mulighed for at få den at se.
Læs mere »

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO₂-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO₂ til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO₂-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO₂-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Læs mere »

Oxfam, en af verdens største internationale humanitære organisationer, fremlagde i dag i Poznan et paper, Turning Carbon into Gold, som beskriver, hvordan CO₂-kvotemidler rigtigt anvendt, ville kunne finansiere store nødvendige klimatilpasningsprojekter i verdens fattigste lande, som i dag ofte er dem, som står med de største konsekvenser af klimaforandringerne. Oxfam taler i Turning Carbon into Gold om op til 50 mia. $ pr. år i overførsler. Ved at bruge kvotemidlerne, argumenterer Turning Carbon into Gold, er det ikke skatteyderne, som skal betale, men de forurenere, som har forårsaget problemerne, og som retteligt burde betale den fulde pris.

Dette bliver en problemstilling vi vil blive nødt til at afklare i de kommende år. I dagene op til Poznan har politikere fra både Venstre og Konservative været inde på, at kvotemidler (og grønne afgifter generelt) skal bruges til skattenedsættelser. Rigtigt anvendt, er miljøafgifter og CO₂-afgifter en måde at internalisere miljøomkostningerne på. Men det er essentielt for de kommende års klimapolitik, at det bliver stadfæstet, at disse penge ikke bare skal spredes tilbage i skatteydernes lommer med løs hånd, men tilhører miljøet, og bør gå til systematisk at afbøde skadevirkningerne af den produktion og de udledninger, de er opkrævet for.

Louise Gray: Oxfam calls for £34 billion per annum to help poor cope with climate change, Telegraph 02.12.2008.

Megan Rowling: Raise climate adaptation cash by selling global emissions rights – Oxfam, Reuters 02.12.2008.

Turning Carbon into Gold. How the international community can finance climate change adaptation without breaking the bank, Oxfam International 02.12.2008 (pdf).

Urgent global climate action needed in Poland, Oxfam 01.12.2008.

Climate, Poverty, and Justice. What the Poznań UN climate conference needs to deliver for a fair and effective global climate regime, Oxfam 01.12.2008 (pdf).

I disse dage er ikke bare ministre fra 190 lande samlet i Poznan. Parallelt med hovedforhandlingerne kører der et stort antal sidekonferencer og enkeltmøder, hvor forskellige delaspekter af det store klima-problemkompleks bliver belyst. Yderligere er en lang række NGO-organisationer til stede, og stort set alle større medier har egne udsendinge, så i alt er omkring 10.000 mennesker i disse dage samlet i Poznan for at søge at nå til enighed om en klimaaftale, som man ikke bare kan blive enige om internt, men som også gerne skulle være tilstrækkeligt radikal til at den virkelig formår at vende den nu meget uholdbare udvikling.

Hvor efterhånden alt tyder på, at man når frem til en eller anden form for aftale, så kan man være mere i tvivl om det sidste – om vi vitterligt er i stand til at sige: det er den nødvendige indsats, det gør vi. Men som jeg ser det lige nu, er det vigtigste at få en aftale, hvor man kommer i gang på alle fronter. Om vi så i den rige verden skal nå en 80%, 90% eller 120% reduktion i 2050, det kan man finjustere hen ad vejen. Vi kan håbe på, at vi inden længe vil se positive energipolitiske ‘tipping points’, for eksempel hvor el-bilen bliver billigere end benzinbilen, hvor vi lærer at høste og håndtere den vedvarende energi på så enkel en måde, at transformationen til et CO₂-neutralt samfund bliver enkel og i stor udstrækning selvgenererende. Men som det er nu, kræver det politisk vilje, og det kræver økonomisk stimulans.

Jeg har herunder samlet dels tre små videoer, hvor UNFCCCs leder Yvo de Boer opsummerer konferencens tre første dage, dels en række links til artikler, som belyser nogle de mange delemner, der behandles undervejs. Atolsamfundene har deres særlige session, hvor de gør opmærksom på, at der skal handles radikalt, nu, hvis de skal overleve. Man kan også efter de første dage spørge sig, om Polen har fået lovning på et atomkraftværk for ikke at bruge sin vetoret i EU?

Men selvom der i disse dage fra flere sider udtrykkes tvivl, om man når at få alle kommaer endeligt på plads inden København næste år, så er udsigterne til en reel aftale langt bedre end for et år siden, efter at USA med Obamas valgsejr er trådt ind i de seriøse nationers rækker. Selv Kina synes i disse dage at vedkende sig nødvendigheden af en global aftale.

Læs mere »

I disse dage, hvor der er klimakonference i Poznan, opfordres alle kloden rundt til hver dag kl. 3:50 PM at ringe 350 gange. Har du ikke lige en kirkeklokke i nærheden, så find en tibetansk klokke, en krystalvase, din yndlingsringetone på mobilen, det dybe A på klaveret eller noget andet med smuk klang og vær med til at indspænde kloden i et klangfelt, som resonerer på 350. På den måde vil bølger af 350 klokkeslag rulle rundt om jorden i takt med solens stigen og synken.

Formålet er at markere nødvendigheden af, at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren igen kommer ned under 350 ppm. Tallet 350 er således det 21. århundredes nøgletal – den koncentration af CO₂ i atmosfæren, vi skal tilbage til, for at standse ismassivernes accelererende afsmeltning og langtidsstabilisere klimaet.

For få dage siden gav klimaforskeren James Hansen i Uppsala ved et møde mellem alle verdens trossamfund forud for klimatopmødet i Poznan en fornem introduktion til situationens alvor og nødvendigheden af at bringe koncentrationen af CO₂ i atmosfæren tilbage under 350 ppm. Den findes på video (klik her) på minuttallene 1:09:50 -1:28:48 min.

Se også blog-indlæggene 350 klokkeslag for klimaet, Fælles klimaerklæring fra verdens trossamfund, Bill McKibben: 350 sekunder om 350.org og Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?

For mere om nødvendigheden af 350 ppm, se også 350.dk og 350.org.

Ring a Bell 350 Times On Nov. 30 to Solve the Global Warming Crisis, The Daily Green 21.11.2008.

Hvis man her inden Poznan skal gøre status, så er der med Connie Hedegaards ord stadig mange sten på vejen til et godt klimaaftale i 2009. I den seneste uge har både Italien og Polen truet med at trække i nødbremsen og nedlægge veto mod EUs planer om en 20% reduktion i 2020, som kan blive til 30% under forudsætning af en bred aftale. Selv Sverige har været fremme med, at det ikke er sikkert, at en EU-afklaring kan komme på plads inden København om et år.¹ Og Italien, som ligger i en zone, hvor klimaforandringerne kan betyde drastisk reduktion af vandmængderne og dermed landbrugsproduktionen, har været fremme med, at en vandaftale må være en central del af den kommende klimaaftale.

På den led er intet forandret, de fleste tænker på sig selv og deres eget bedste. Vi er stadig ikke særlig civiliserede forstået som globale borgere, og få formår reelt at indtage og handle efter det globale perspektiv.

Endda har Connie Hedegaard forud for Poznan markeret en tillid til, at enigheden nok skal indfinde sig.² Man kunne blot unde hende – og klimaaftalen – at denne enighed for eksempel på EU-niveau ikke skulle bankes frem i sidste øjeblik, men blev markeret allerede nu, så man kunne bruge kræfterne på at løfte andre dele af klimaaftalen, herunder ikke mindst, hvordan man finder en aftale for udviklingslande som Indien, Kina, Brasílien og Indonesien, som er gode for alle parter og klimaet – dvs. som sikrer disse lande en udviklingsmulighed frem mod et velfærdssamfund uden at deres CO₂-emissioner forøges. Disse lande står her overfor ikke bare at skulle overtage de nu industrialiserede landes dynamik, men at definere en udvikling, hvor grøn teknologi fra starten af er fundamentet. Det vil kunne give sundere samfund en de nuværende industrilandes, men det kræver megen innovation, det kræver et bæredygtighedsperspektiv, som de færreste aktører i dag behersker, og det kræver solid støtte fra store teknologifonde betalt af den industrialiserede verden, som formår at stimulere kreativt fremadrettede tiltag.

Læs mere »

I en tid, hvor afbrændingen af kul står som en af de centrale hindringer for at vinde kampen for et tåleligt klima for de kommende generationer, har vores statsejede DONG ifølge Berlingske her til aften planer om at opføre et gigantisk kulkraftværk i Skotland.¹ Det er ikke bare tåbeligt, men dybt pinligt for den danske energikoncern, og det er klimapolitisk set et utilgiveligt selvmål.

Det skorter da heller ikke på kritik. Hvis ikke vi i den rigeste del kan undlade udbygningen med kulkraft, hvordan kan vi så forestille os, at vi kan få kineserne eller østeuropæerne til det – og hvordan kan vi så forestille os, at vi kan forhandle os frem en klimaaftale, som reelt gør det den skal: stabilisere klimaet med mindst mulig temperaturstigning.

Det er kort sagt dum kortfristet logik, som hellere fortsætter ad de nuværende helt uholdbare tangenter end at få taget de nødvendige beslutninger, som gør, at Skotland på få år vil kunne klare sig uden kulkraft.

Klimaministeren forsvarer sig med, at der er kul i verden mange år endnu, og at DONG kan lave så moderne, så rent forbrændende kulkraftværker som overhovedet. Men selvom DONGs kulkraftværker er nok så topmoderne, har det ikke det mindste med ren kulafbrænding at gøre. De tilbageholder stadig kun en forsvindende lille del af udledningerne fra en grundlæggende svinsk energikilde. Der vil desværre stadig gå mange år, får vi har en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved kulafbrændingen. I mellemtiden må strategien være at brænde så få kul af som overhovedet muligt. Og dér ville det hjælpe, hvis DONG og Skotland sammen med de øvrige rige lande gennemførte et moratorium for kulafbrænding og i stedet satsede de 20 mia. kr., som det skotske værk forventes at komme til at koste, på en kombination af vedvarende energikilder. Dét ville der være perspektiv i.

Læs mere »