Strøtanker om bæredygtighed

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn markerer Sluk Lyset Dagen den 28. marts ved at invitere til forevisning af filmen En Ubekvem Sandhed (An Inconvenient Truth) og efterfølgende samtale i stearinlysenes skær.

Klimadebatten foregår for det meste i mediernes rampelys, på politikernes bonede gulve eller blandt klimafagfolk på højt niveau – og ikke sjældent i højt tempo.Vi vil gerne give mulighed for at alle der bekymrer sig om klimaet kan komme forbi og snakke om hvad vi kan gøre sammen, på en måde der giver mere plads til nærvær, eftertanke og – ikke mindst – til nye tanker.

Derfor viser vi først ’klimaklassikeren’ En Ubekvem Sandhed, og får dermed genopfrisket hvad klimaudfordringen består i fra en mand, Al Gore, der om noget har kæmpet for at verden både tager problemet alvorligt og samtidig for at bevare håbet om at vi kan løse det.

Selv hvis man har set den før, kan filmen derfor blive en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket ‘det store overblik’ over klimaudfordringen, såvel som lyst og inspiration til at handle.

Efter filmen slukkes de elektriske lys og de levende lys bliver tændt. Vi giver kaffe og te og frem for alt en alternativ mulighed for at dele med hinanden, hvordan vi hver især oplever klimaproblematikken – som en udfordring eller trussel eller måske lidt af begge dele.

Der vil ikke være nogen særlige regler eller retningslinier, foredragsholdere, agendaer eller politikker som skal tages hensyn til. Vi inviterer til et anderledes, mere frit og mere stilfærdigt møde om klimasagen. Vi kan lære hinanden bedre at kende, dele vores håb eller frygt for fremtiden – såvel som gamle som nye ideer til hvordan vi bedst forbereder os på den. Ordet er frit for alle.

Lad os slukke lyset og tænde for nærværet kl. 18.30-21.30 d. 28. marts 2009 i Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen 77, stuen tv.

Hvis du regner med at komme, så send os venligst en mail på miljopunkt@a21.dk. Så ved vi bedre hvor meget kaffe og te, såvel som borde og stole, som vi skal have klar. På forhånd tak.

Læs mere »

Torsdag i sidste uge havde vi fornemt besøg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen, var i byen i forbindelse med Københavns Universitets store konference, Climate Change. Global Risks, Challenges and Decisions. Derfor havde vi i samarbejde med Klimabevægelsen og Danish Media Forum dels foranlediget, at han også holdt oplæg på de studerendes parallelkonference Energy Crossroads, dels inviteret ham til at møde den danske presse, hvilket der er kommet en hel række artikler og interviews ud af (se nederst i dette indlæg).

James E. Hansen står i disse år som en af de vigtigste klimaforskere i verden – ikke blot på grund af hans overblik og indsigt i klimaanliggender, men fordi han har set det som sin opgave at træde ud af forskernes elfenbenstårn for at søge at slå bro over den indimellem afgrundsdybe forståelseskløft mellem det videnskabelige samfund og de politikere, som i disse måneder er ved at lægge sidste hånd på en klimaaftale, som kommer til at præge de næste årtiers indsats for at standse den globale opvarmning. Og Hansen gør det vel at mærke på en måde, hvor han ikke blot ‘accepterer’ det politiske spils oversættelser af komplekse problemstillinger til forhandlingsbare enkeltstørrelser med en pris, som til enhver tid kan forhandles, men definerer nogle fra et klimaperspektiv uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal gøre os håb om at vende den nuværende udvikling og undgå kaskader af ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelerende.

Men Hansen synes langt fra brødebetynget over, at det med ham som rådgiver er svære beslutninger, politikerne skal ud at tage – og skaffe mandat til at skaffe. Han ser en bred forkelig forståelse for, at der skal handles konsekvent. Og som han sagde under frokosten: Uden den stadige afbrænding af fossile brændstoffer vil det jo blive en bedre verden for os at leve i, uden den nuværende luftforurening og accelererende ødelæggelse af landskaber og biodiversitet.

Læs mere »

Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO₂-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO₂ og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO₂ når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.

Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO₂ end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.

Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).

Men koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO₂-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.

Læs mere »

På Københavns Universitets netop afholdte klimakonference med deltagelse af klimaforskere fra hele verden var et af bidragene af Sir Nicholas Stern, den økonom, som med sin klarhed måske mere end nogen anden har gjort, at den den engelske klimaplan med en målsætning på 80% reduktion inden 2050 inklusive skibsfart og luftfart i dag står som en af de mest vidtrækkende i den industrialiserede verden.

Han fremførte her, hvad jeg ofte i de senere måneder har tænkt, at verden med finanskrisen har fået en tiltrængt strategisk tænkepause, som giver en enestående mulighed for en kursomlægning, som formår effektivt at håndtere det Stern karakteriserer som det 21. århundredes største udfordringer: klimaforandringer of fattigdom. Vi har råmaterialerne, produktionskapaciteten og den nødvendige uddannede arbejdskraft til en langt mere overkommelig pris, og vi skal bruge dem målrettet, siger han ifølge The Guardians Oliver Tickell.¹

Ifølge Stern har vi (Planeten) brug for alt andet end en hurtig genopblomstring af økonomien. Den skal tværtimod komme som resultat af en systematisk investering i vedvarende energikilder og grøn infrastruktur. En blind fortsættelse af ‘business as usual’ vil føre til et scenario med 5º global opvarmning – og en klode, som kun kan opretholde livsvilkårene for omkring 1 mia. mennesker, eller langt mindre end vi er i dag. Heroverfor konkluderede konferencen at selv den 2º stigning, som indtil nu har været IPCCs anbefaling for det maksimalt tålelige og som den kommende klimaplan sigter på at holde sig under, set i lyset af den seneste klimaforskning vil føre til adskillige ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I en mail rundsendt fra Klima- og Energiministeriet opsummerede Connie Hedegaard konferencen i to punkter: At der ifølge klimaforskerne var brug for endnu stærkere forandringer end hidtil antaget, og at der fremover kun ville være plads til grøn vækst.² Fra en vækstfilosofs mund er det sidste er meget tæt på at være en indrømmelse af, at vækst ikke bare kan fortsætte i det uendelige.

Oliver Tickell: Green shoots before the recovery, The Guardian 12.03.2009.¹

Politicians need science in order to act, (pressemeddelelse) Klima- og Energiministeriet 12.03.2009.²

Let’s see climate change as an opportunity, (leder) The Guardian 15.03.2009.

Suzanne Goldenberg: Great clean-up – can economic rescue plans also save planet? The Guardian 25.02.2009.

Trods megen tale om nødvendigheden af markante reduktioner af CO₂-udledningerne fra ikke mindst den rige del af verden ligger de danske CO₂-udledninger i dag på stort set samme niveau som i 1990. Den vedvarende energi og de energieffektiviseringer, som vi trods alt har fået etableret, har kun lige kunnet hamle op med de stigende udledninger fra en stadig større transportsektor og et stadig stigende vareforbrug, og vi står i dag i den småpinlige situation, at vi skal købe os til de små reduktioner, vi har forpligtet os til gennem Kyoto-aftalen.

Men ser man på Københavns Kommune, er CO₂-udledningerne i årene 1990-2005 faldet med 20%. Udviklingen er fortsat i den rigtige retning siden da, og med den klimaplan, som i de kommende måneder vil være i høring forud for den endelige vedtagelse, er der lagt op til at skære yderligere 20% af kommunens udledninger inden 2015. Hvad der er endnu mere interessant er, at det foreliggende udkast til klimaplanen indeholder et scenario for et CO₂-neutralt København i 2025. Det er kort sagt et initiativ, som fortjener den stærkest mulige opbakning. For det vil kræve politisk mod og modenhed at gennemføre, og det vil kræve en stærk deltagelse fra byens befolkning.

Vi er derfor en gruppe af mennesker fra Københavns miljøpunkter, lokaludvalg og klimabevægelse, som har lavet en studiekreds omkring klimaplanen i forbindelse med klimaplanens offentlighedsfase. Målet er dels, at vi alle bliver lidt klogere på, hvordan en sådan klimaplan er skruet sammen og kommer til at tale konkret om, hvordan CO₂-reduktioner i en sådan størrelsesorden og på lidt længere sigt CO₂-neutralitet reelt kan opnås. Dels at vi kan bidrage med velkvalificerede høringssvar. For en sådan klimaplan kræver deltagelse på alle niveauer for at kunne realiseres.

I studiekredsen vil vi mødes cirka hver anden uge kl. 19.00-21.30 ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Rådhuspladsen 77 st.tv., første gang tirsdag den 3. marts. Har du forslag til emner, oplægsholdere eller relevante inspirationslinks, hører vi meget gerne fra dig.

Tilmelding til studiekredsen med navn, telefon og mail-adresse sker via studiekreds@a21.dk.

Arrangementsgruppen, ved Ane Wraae Nielsen, Kjeld A. Larsen, Lasse Rossen og Jens Hvass.

Læs mere »

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »

Klimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow.

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland.

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Worldwatch Institute er netop udkommet med sin 26. årlige rapport om klodens tilstand, og med State of the World 2009. Into a Warming World, er temaet i år direkte klimaudfordringen.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier.

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO₂-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO₂-‘negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO₂ end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm – den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO₂-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7.

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO₂ i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO₂-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO₂-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5ºC.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77.

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO₂-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO₂, BBC News 14.01.2009.

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review – A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm – The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate – Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet – The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future – The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience – The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate – The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections – 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary – A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

Læs mere »