Strøtanker om bæredygtighed

Den nye klimaøkonomi bliver langt billigere end beregnet, ifølge Ugebrevet Mandag Morgen, som skriver:

“Det bliver langt billigere end forventet at bekæmpe klimaforandringerne. Det er den opsigtsvækkende konklusion i en ny rapport fra McKinsey & Co. Konsulentvirksomheden har brugt måneder på at gennemføre de hidtil mest detaljerede og omfattende beregninger af, hvad det vil koste at gennemføre en global omstilling til en grøn økonomi. Resultatet gør op med alle hidtidige antagelser. Den grønne revolution kan fås for en årlig merudgift på blot 0,2 promille af det globale bruttonationalprodukt – ca. 75 milliarder euro. Det svarer til 82 kr. pr. verdensborger.

Dermed er McKinsey langt mere optimistisk end FNs klimapanel og Stern-rapporten. Ifølge direktøren for McKinseys globale klimaprojekt, Jeremy Oppenheim, skyldes det, at virksomheden har medregnet de store positive sidegevinster ved klimainvesteringerne. De viser, at det vil være en god forretning at satse på renere teknologier.

‘Vi skal rykke meget aggressivt med vore investeringer,’ siger han. Tiden er dog en kritisk faktor. Tøver politikerne bare få år med de nødvendige klimainvesteringer, vil det ifølge analysen være for sent at hindre større klimakatastrofer, og det vil hæve omkostningerne op i en helt anden størrelsesorden.

Beregningerne indgår i en omfattende rapport, der præsenteres på World Business Summit on Climate Change i København den 24.-26. maj. Her mødes omkring 700 internationale topchefer med bl.a. FNs generalsekretær Ban Ki- Moon, Al Gore, José Manuel Barroso samt Danmarks statsminister og klimaminister med den fælles ambition at finde konkrete løsninger på klimaproblemerne.”

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Ugebrevet Mandag Morgen 04.05.2009.

Strøtanker om bæredygtighed har venligst fået tilladelse til at bringe en oversættelse af et spændende interview med den kendte amerikanske forfatter og klimaaktivist, Bill McKibben. Tak til debattør og skribent, Niels-Holger Nielsen.

Forfatteren Bill McKibben advarede første gang mod den globale opvarmning og dens konsekvenser for planeten i sin bog fra 1989, The End of Nature (Naturens endeligt, nh). Men i de seneste år er den globale opvarmning blevet brændpunktet i hans arbejde som organisator i 350.org, en organisation som støtter verdensomspændende handling for at håndtere klimaforandringerne.

I et interview med Yale Environment 360s redaktør Roger Cohn den 23. april forklarer Bill McKibben, hvorfor han nu har fokuseret på at organisere en borgerbevægelse omkring klimaforandringer – og hvorfor han mener, at denne bestræbelse er kritisk med hensyn til at anspore politikerne til handling. Bill McKibben mener endvidere at:

• En borgerbevægelse er essentiel for at give præsident Obama det nødvendige ”politiske rum” til at tackle klimaforandringerne;
• Et system med omsættelige CO2-tilladelser vil være det mest virksomme middel mod CO2-udledninger;
• Juryen stadig er ude, hvad angår spørgsmålet om hvorvidt de mest alvorlige følger af klimaforandringerne kan undgås.
For som han siger: ”For øjeblikket bruger jeg ikke tiden på at være hverken optimist eller pessimist. Jeg har travlt med at arbejde.”

Yale Environment 360: Indtil for relativt nyligt var du fortrinsvis kendt for at skrive om miljøspørgsmål, men i de sidste par år er du blevet lige så kendt på emnet klimaforandringer og dine bestræbelser for at øge bevidstheden herom. Hvordan er denne ændring sket og hvorfor?

Bill McKibben: På et tidspunkt besluttede jeg – efter at have talt og skrevet om emnet i 16 eller 17 år uden rigtigt at få udrettet noget – at jeg var nødt til at yde mere. Forleden dag fortalte jeg på [Yale] Divinity School (teologisk fakultet, nh) historien om dengang, da jeg kom tilbage fra Bangladesh med dengue-feber og havde set mange mennesker dø af denne feber og klimarelateret smitte, som havde spredt sig raskt i Dhaka for første gang, netop mens jeg var der – og hvorledes jeg følte behov for at gøre mere. Da jeg så mig omkring slog det mig, at vi aldrig rigtig havde haft en klimabevægelse. Vi havde hele overbygningen til en bevægelse. Vi havde store inspirerende ledere som Al Gore, og vi havde økonomer og ingeniører, politikkyndige og videnskabsfolk – ingen tvivl om det. Men det vi manglede var selv bevægelsen. Ved hjælp af vores spontane marcher gennem Vermont forsøgte vi at starte i det små, og det viste sig at være ret virkningsfuldt.
Læs mere »

Bill McKibben taler ved Yale Divinity School, o3.04.2009.

Dette resume af en forelæsning ved Yale Universitys teologiske fakultet stammer fra Yale Universitys klimablog 360e, som løbende bringer en række spændende indlæg. Hans interview med environment360s redaktør  Roger Cohn den 23. april  findes oversat i det efterfølgende blog-indlæg: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse.

Niels-Holger Nielsen har lavet nedenstående oversættelse af Zane Acorns anmeldelse af Climate Wars, en tankevækkende bog af Gwynne Dyer. Anmeldelsen blev bragt i Green Left Weekly, 18.04.2009.¹

Climate Wars

Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.

Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.

Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.

Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.

Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.

Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:

”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”

Læs mere »

Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.

Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.

Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.

For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?

Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”

Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.

Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.

Læs mere »

Hele det store forhandlingsapparat omkring vedtagelsen af en ny klimaaftale som afløser for Kyoto-aftalen, som udløber i 2012 sigter på at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC. Klodens gennemsnitstemperatur ligger i dag omkring 0,7º over hvad den gjorde ved industrialiseringens begyndelse, og det har været vurderet, at klimaforandringerne ville være tålelige, hvis vi kunne holde den globale temperaturstigning under 2º.

Meget apropos temperaturhjulet i gårdsdagens blog-indlæg Gambling med vores fælles fremtid har Mark Lynas, forfatteren til bogen Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet, i dag i The Guardian en oversigt, som kort opridser konsekvensen af temperaturstigninger ved <2º, 2-3º, 3-4º, 4-5º, 5-6º og >6º. Det følgende er en ekstrakt heraf.

Under 2 grader C

Allerede under 2º vil det arktiske isdække smelte i sommertiden, hvilket vil øge varmeakkumuleringen markant, da isdækket reflekterer langt mere lys end den åbne havoverflade. Nordpolens isdække forventes at være helt smeltet i sommertiden allerede før 2030.

Samtidig er koralrevene verden over i forfald allerede med de nuværende temperaturstigninger og stigninger i surhedsgraden som følge af den større CO₂-koncentration i havene. Det subtropiske klimabælte vil være udsat for alvorlig tørke, værst i Middelhavsområdet, det sydvestlige USA, det sydlige Afrika og Australien.

Læs mere »

Ved det store amerikanske universitet MIT udarbejdede man i 2001 et særligt lykkehjul, som et temperaturhjul – eller rettere to temperaturhjul, som viser, hvilke temperaturer, vi kan forvente henholdsvis hvis vi gør noget, og hvis vi ikke gør noget ved de på verdensplan stigende CO₂-udledninger.¹ Man har netop opdateret sandsynlighedshjulet, og det viser, at med en viden og de modeller, vi har i dag, vil vi få markant større globale stigninger end ved de tilsvarende beregninger i 2002. Gambling-metaforen er slående – i disse år, hvor vi ved, at der skal handles hurtigt og radikalt, men alligevel ikke rigtig gør noget, som for alvor reducerer CO₂-udledningerne, gambler vi kort sagt helt uansvarligt med klodens fremtid. Gambling har med chance og sandsynlighed at gøre, og med den natur, som klimamodeller har, vil de svar, som vi får om det globale klimas fremtidige udvikling, altid komme ud som sandsynligheder.

Som man kan se på det nyligt opdaterede temperaturhjul til venstre, som viser den sandsynlige temperaturstigning frem mod år 2100, hvis vi ikke gør noget ved CO₂-udledningerne, er der størst sandsynlighed for, at vil ende med en temperaturstigning på 5-6ºC, efterfulgt af 4-5ºC og 6-7ºC.

Målet for den klimaaftale, som gerne skulle underskrives i København til december, er at holde den samlede globale temperaturstigning inden for 2ºC.

De 2ºC er hvad man fra politisk side har defineret som mål for et ‘acceptabelt’ omfang af klimaforandringer.

Læs mere »

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.

Læs mere »

Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.

Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.

Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO₂ hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.

Læs mere »

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Læs mere »