Strøtanker om bæredygtighed

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »

Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.

Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO₂-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO₂ ud af atmosfæren og lagre CO₂. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.

Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.

Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.

Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.

Læs mere »

Så lykkedes det. 21 år efter at James E. Hansen i Det Hvide Hus gjorde de amerikanske politikere opmærksomme på, at vi med de stigende koncentrationer af drivhusgasser stod overfor et problemkompleks med potentielt kolossale konsekvenser, har Repræsentanternes Hus endelig vedtaget en lovgivningspakke, som etablerer et kvotehandelssystem til gradvist at nedregulere CO₂-udledningerne fra det land, som historisk har stået bag de største udledninger. Der er da også glædelige reaktioner fra mange sider.

Al Gore taler om et gennembrud, et vendepunkt, en historisk dag … og det var nok ikke kommet hertil uden Obamas valgsejr. Efter vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skal forslaget videre til Senatet, hvor det stadig ikke er givet at det bliver vedtaget.

Forslaget har været længe under vejs, og der var da også lagt op til en ganske radikal lovgivning, som sigtede på en 80% reduktion i 2050. Men trods Obamas vision om at få lovgivningsprocesserne renset for lobbyisme og lobbyister det har været gennem den store vridemaskine, og lovforslaget er under vejs svulmet op til 1200 sider, med masser af særhensyn og smuthuller til følge. På den korte bane har man besluttet sig for en reduktion på 20% inden 2020. Men det er i forhold til 2005-tallene. I forhold til 1990, som normalt bruges som reference, er det en reduktion på blot 1½ %. Og da der samtidig er åbnet for, at en del af reduktionerne kan tilvejebringes gennem mere eller mindre ukontrollerbare kvotehandelsaktioner og teknikoverførselsprojekter i sydlande, vil det sandsynlige resultat være, at USA i 2020 udleder mere CO₂ end i dag.

Læs mere »

Landbrugsøkonom ved Standford Universitetet, Marshall Burke, og hans kollegaer har i et nyt studie brugt 18 globale klimamodeller til at lave en prognose for de sandsynlige temperatur- og nedbørsforhold i Afrika i årene 2025, 2050 og 2075. Deres konklusioner lægger op til fornyet usikkerhed om, hvordan Afrika skal kunne brødføde sig selv i en nær fremtid med hastigt stigende globale temperaturer.

Burkes hold har nemlig undersøgt de regioner hvor Afrikas vigtigste afgrøder – majs, hirse og durra – høstes i dag, og de konkluderer at om under 70 år vil næsten alle Afrikas landmænd i disse regioner være nødt til at dyrke deres jord ved gennemsnitstemperaturer som ligger markant over dem, de er vant til i dag.

Og forandringerne sker med stor hast. For majs vil gennemsnitstemperaturen således være steget over den sædvanlige i 42% af dyrkningsområderne i år 2025, 86% af områderne i 2050 og 97% af områderne i 2075.

For områder med hirsedyrkning vil gennemsnitstemperaturen være steget i 46% af områderne i 2025, 88% i 2050 og 98% i 2075.

For durra er stigningen næsten tilsvarende med hhv. 43% i 2025, 85% i 2050 og 97% i 2075.

Konklusionerne forudsætter i øvrigt, at temperaturvariationerne i forskellige lokalområder over et givent år forbliver som i dag, hvilket langt fra må siges at være sikkert.

Figuren herover viser procentvis overlapning mellem den historiske gennemsnitstemperatur i perioden 1960-2002 (t.v.), samt prognoserne for temperaturerne i 2025 (midten) og 2050 (t.h.) i Afrikas majsdyrkningsområder. Den mørkeste blå farve repræsenterer 100% overlap mellem fortidige og nutidige klimaforhold, mens de mørkeste røde farve repræsenterer 0% overlap.¹

Læs mere »

Der er netop udkommet en rapport fra USGCRP (United States Global Change Research Program) om klimaforandringer i USA – dels de klimaforandringer, man allerede i dag kan iagttage, dels hvad man med den nyest tilgængelige viden forventer, at fremtiden vil bringe af klimaforandringer ved henholdsvis et markant CO₂-reduktionsscenario og et business as usual-scenario.

Rapporten tegner et forstemmende billede. Selv hvis USA sammen med resten af verden beslutter (og efterlever) en stærk klimaplan, vil et land som USA opleve markante klimaforandringer i de kommende år, og hvis den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer ikke bringes til ophør inden for ganske få år, vil der være tale om voldsomme forandringer, som vil give størstedelen af USA en markant anden karakter end i dag. I nord vil tundraegnene tø, med accelerende metanudledninger og klimaforandringer til følge, umiddelbart syd herfor er det store bælte af nåleskove i fare for sammenbrud. Nedbøren vil falde mere sparsomt og mere ujævnt fordelt, og ørkenagtige tilstande vil udvikle sig i de sydvestlige egne. Store skovområder vil være stærkt udsatte for skovbrande, og mange steder vil varmen stige voldsomt, så temperaturen i store dele af året vil nå over 40ºC i dagtimerne, mens millioner af mennesker langs øst- og sydkysten står overfor at måtte flytte på grund af stigende oceaner.

I videoen nedenfor, som varer en lille time, bliver USGCRPs rapport introduceret af en af Obamas nærmeste rådgivere, John Holdren, samt en række af de eksperter, som står bag udarbejdelsen af rapporten Global Climate Change Impacts in the United States.

Læs mere »

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »

I de seneste mange år har der i juni været årlige klimaforhandlinger i Bonn på denne tid af året, således også i år, hvor to ugers forhandlinger netop er overstået. Mange havde sat næsen op efter, at der på baggrund af de to ugers tætte forhandlinger kunne gives klare signaler om en stærk klimaaftale her blot seks måneder før COPP15 i København. Men virkeligheden er en anden. Selvom der kompasset rundt synes at være enighed om, at der skal laves en klimaaftale, står den politiske vilje slet ikke mål med det behov for markante reduktioner, som klimaforskerne taler stadig mere indtrængende om.

Connie Hedegaard konkluderer da også tydeligt utålmodigt i en nyhedsmail fra i går eftermiddags: “Man må selvfølgelig respektere FN’s måde at arbejde på, men for mig at se er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går for langsomt. På det forhandlermøde, der er netop er afsluttet i Bonn, nåede vi faktisk kun en gennemgang af forhandlingsteksten. Samtidig er teksten svulmet op til over 200 sider. Og det er ærgerligt, for vi havde faktisk et fokuseret dokument, alle parter havde meldt ind til, da vi startede mødet i Bonn,” siger klima- og energiminister Connie Hedegaard og fortsætter: “Det understreger behovet for, at politikere mødes, hvilket sker allerede på søndag otte dage i Mexico i Major Economies Forum og sidst på måneden, når jeg inviterer til Grønlandsdialog. Samtidig er det dog opmuntrende, at stadig flere lande præsenterer et klimamål, senest Mexico med et positivt udspil, som jeg håber vil inspirere andre til at rykke. Nu,” siger Connie Hedegaard.

En af de mere chokerende ting har været de japanske udmeldinger om, at man frem mod år 2020 kun vil binde sig til en 8% reduktion af CO₂-udledningerne, hvoraf de 6% allerede er en del af Kyoto-aftalen. Det er direkte pinligt – men siden 1990 er Japans CO₂-udledninger steget, så en 8% reduktion i forhold til 1990 kræver en 15% reduktion i forhold til 2005. Og det er meget langt fra de visionære toner, som lød fra Japan sidste år ovenpå G8-mødet i juli på Hokkaido (se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050). Yvo de Boer reagerede da også på det japanske udspil ved at sige, at han for første gang i sine 2½ år som forhandlingsleder ikke vidste, hvad han skulle sige.

Læs mere »

Nogle gange er det velgørende at se tingene lidt fra oven. Den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand, som står bag fotobøger som Jorden set fra Himlen, har nu lavet filmen Home. Som Arthus-Bertrands fotografier er filmen Home kæder af uudgrundeligt smukke billedfortællinger, som med deres dobbelte insisteren på, at vi forstår, hvad vi ser, og at vi lader os fascinere af, hvad vi ser, virker stærkt tilbage på vores egen tilværelse og de konsekvenser vi må tage, for at al denne skønhed, hele dette forunderlige spindelsvæv af livsformer og livsbetingelser, som er opstået gennem årmillioner, ikke blot bukker under for menneskelig grådighed og uvidenhed.

Som det hedder i oplægget til filmen: “Vi står i en ekstraordinær situation. Videnskabsmændene siger, at vi kun har ti år til at forandre vores levevis, undgå nedslidningen af de naturlige ressourcer og den katastrofale udvikling af klodens klima.” Arthus-Bertrands fugleperspektiv er på ingen måde livsfjernt – tværtimod kommer vi med filmen tæt på på steder, vi ellers aldrig ville komme.

I filmen siges det (18:20), at der stadig i dag er 1,5 mia. mennesker, som lever som før industrialiseringen, som en del af klodens levende system – eller flere end i alle verdens rige lande tilsammen. Spørgsmålet er her, hvem som skal lære hvad af hvem? Vi i den rige ende af verden får i hvert fald med denne film en række billeder af den indre skønhed, som følger tilværelser, som er væsentligt mere skånsomt indlejret i biosfæren end den insdustrialiserede verden.

Home er et flot eksempel på en non-profit-film, hvor års arbejde stille frit til rådighed. Se den, man bliver varm om hjertet af den.

Læs mere »