Strøtanker om bæredygtighed

I dagene efter klimatopmødet i København har der været talt meget om, hvem som havde skylden for, at den klimaaftale, som kom ud af to ugers forhandlinger, blev så hovedrystende utilstrækkelig, som tilfældet var: De rige lande, de fattige lande, de hurtigt voksende U-lande, Sudan, Kina, EU, USA, forberedelserne, den danske ledelse – der er næsten ikke den enhed, som ikke har fået sin del af skylden. Og omfanget af mudderkasteriet er nok et godt mål for graden af utilfredshed med det opnåede. For selvom de fleste kan være enige om, at det trods alt var vigtigere at få begyndelsen til en aftale igennem end slet ikke at få nogen form for aftale, så må alle medvirkende stå med en dårlig smag i munden over det opnåede. For den aftale, som er indgået, løser ikke det den skal, den globale klimaudfordring.

En af de klare skydeskiver har været USA. Havde Obama og amerikanerne givet den politiske behandling af klimaspørgsmålet førsteprioritet i stedet for en sundhedsreform, så man forud for COP15 havde kunnet give klare udmeldinger og stærke bindende tilsagn, havde billedet sandsynligvis set noget anderledes ud. Nu synes de kortsigtede egeninteresser at have vundet og to største lande målt i udledninger, USA og Kina, at have indgået en form for underhåndsaftale om, at ja, der skal laves en eller anden aftale, hvis ikke det skal gå helt galt med det klima, men nej, den skal ikke være for forpligtende, i hvert fald ikke for os selv lige nu. For begge lande er det at indordne sig et globalt fællesskab – i hvert fald når vi taler om bindende aftaler – lidt af en kamel at sluge.

Obama leverede sit budskab med vanlig veltalenhed. Den sætning i hans tale, som for mig bliver stående, rummer hele problemstillingen i sig: “The question, then, before us is no longer the nature of the challenge – the question is our capacity to meet it.”

… der er ikke mere tvivl om klimaudfordringens natur, kun om vores evne og vilje til at møde den. Og han understregede alvoren i denne konstatering ved at komme med et amerikansk tilsagn, som lige præcis udtrykker manglende evne og vilje til at møde klimaudfordringen. For de 17 % i 2020, som han lover, er kun nogle ganske få procent i forhold til 1990, som ellers bruges som basisår. Omvendt er det meget realistiske målsætninger, hvis man ser på, hvor svært det har været at få vendt udviklingen i de øvrige vestlige lande.

Men her følger Barack Obamas fulde tale i Bella Centeret:

“Good morning. It is an honor for me to join this distinguished group of leaders from nations around the world. We come here in Copenhagen because climate change poses a grave and growing danger to our people. All of you would not be here unless you — like me — were convinced that this danger is real. This is not fiction, it is science. Unchecked, climate change will pose unacceptable risks to our security, our economies, and our planet. This much we know.

The question, then, before us is no longer the nature of the challenge — the question is our capacity to meet it. For while the reality of climate change is not in doubt, I have to be honest, as the world watches us today, I think our ability to take collective action is in doubt right now, and it hangs in the balance.

I believe we can act boldly, and decisively, in the face of a common threat. That’s why I come here today — not to talk, but to act.

Læs mere »

“Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

I København skulle de blot skrive under på en aftale, som kunne have kickstartet anvendelsen af vedvarende energikilder og udfasningen af de fossile brændstoffer. Indlysende, nødvendigt, betaleligt, økonomisk set hasard med fremtiden at lade være.

I en meddelelse via Reuters’ World Environment News giver Gerard Wynn i dag en opsummering af resultaterne af to ugers klimaforhandlinger i København. Resultatet af klimatopmødet er næsten for deprimerende at forholde sig til, så det forbliver uoversat. Punktum. Der bliver alvorligt brug for at skærpe forståelsen inden COP16 i Mexico.

Gerard Wynn: What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal, Reuters 22.12.2009.
.

What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal

A conference of 193 countries agreed on Saturday to “take note” of a new Copenhagen Accord to fight global climate change, after two weeks of U.N. talks in the Danish capital.

The accord was not legally binding, and did not commit countries ever to agree a binding successor to the Kyoto Protocol, whose present round ends in 2012.

In addition, countries were invited to sign up to the accord, meaning it did not guarantee global participation.

Following is a summary of the decisions in the Copenhagen Accord, and other decisions adopted at the U.N. summit.

Læs mere »

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

The Guardian har i dag med artiklen Copenhagen: the sound of silence, med underteksten Denmark’s reputation is being destroyed by police action outside the summit and the gagging of NGOs and poor nations inside, en ganske klar analyse af de metoder, som det danske politi i den seneste uges tid har taget i anvendelse for at opretholde ro og orden. Det er lykkedes alt for godt – så godt, at Danmark står overfor med klimatopmødet at få sit ry som U-landsvenligt, liberalt samfund erstattet af et image som politistat – som et land med et næsten sygeligt behov for at have alt under kontrol.

For hånden på hjertet, det kan godt være, at demonstranterne er under kontrol, men med klimaudfordringen og den fælles indsats for at sikre levevilkårene for fremtiden, var det helt ærligt ikke bedre at bruge musklerne til at få den del under kontrol? Man kan være uenig med brostenene og nogle af de mange forsøg på civil ulydighed, men det er en direkte konsekvens af medievirkeligheden, og … de unge mennesker har tilfældigvis ret. Den store forbrydelse er i gang med at blive vedtaget i Bella Centeret. Som det ser ud til lige nu, står vi til selv i bedste fald at få en klimaaftale, som med 100% sikkerhed vil føre til fuld afsmeltning af klodens ismassiver. Ganske rigtigt nogle få år senere end ved ‘Business as usual’, til gengæld med et setup, som åbner for en ny type nyrige kvote-spekulanter her i det fossile samfunds udånden.

Forstå mig rigtigt. Jeg er militærnægter og mener fundamentalt set ikke, at man kan opnå noget som helst værdifuldt med vold (endsige magt). Politivold skal anvendes yderst sparsomt, som akupunktur. Og skal det endelig til – måske fair nok, når man har inviteret så mange betjente indkaldt – så jeg gerne, at politiet bankede lidt fornuft ind i forhandlerne, sådan at alle, som ikke ubetinget vedkender sig Lord Sterns klare udsagn om at vi i nærmeste fremtid må indse, at der kun er plads til ‘ét ton til hver’, fik lov at overnatte i klimafænglset i Valby, indtil de kom på bedre tanker. Måske også politiet kunne bruge den ring de har etableret omkring Bella Centeret konstruktivt ved at sige, at verdens statsledere er yderst velkomne, men de kommer ikke ud før de har vedtaget et langsigtet mål på 1,5 C og 350 ppm og den tilhørende handlingsplan.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af The Guardian giver Bill McKibben en tankevækkende analyse af situationen i BellaCenteret lige nu. Over halvdelen af verdens lande går ind for et langsigtet mål på 350 ppm (godt 100 ud af 191). Men det er de fattigste lande, og alt tyder lige nu på, at de rige lande vil gennemtvinge en aftale, som langt fra er tilstrækkelig til at sikre situationen.

Hvis man beregner udviklingen frem mod år 2100 på baggrund af de tilbud om reduktioner, som de enkelte lande har givet her få dage inden den endelige aftale skal vedgås, så vil atmosfærens koncentration af CO₂ i atmosfæren i år 2100 ikke være 350 ppm. Den vil heller ikke være 450 ppm, men foruroligende 770 ppm – eller ret præcist dobbelt så højt som i dag. Dermed er vi godt i gang med at afsmelte samtlige ismassiver på kloden. Temperaturen vil i år 2100 være steget 3,9ºC (mod 4,8ºC ved business as usual), hvor det efterhånden står lysende klart, at målet burde være 1,5ºC.

Vi står således lige nu til at få en aftale, som trods mange smukke ord på ingen måde løser situationen. Der er tale om en systematisk ansvarsforflygtigelse hele vejen rundt – ikke mindst fra de rige lande. Selv EUs tilbud er aldeles utilstrækkeligt til at løfte EUs egen lille del. Og det må nøvendigvis være de rige lande, som betaler størstedelen af det problem, de har skabt ved umådeholden brug af fossile brændstoffer igennem de sidste 100 år.

Og apropos lømmelpakker, så burde de mange forhandlere og statsledere spærres inde i BellaCenteret indtil de havde lavet en aftale, som giver verden en fælles platform for at håndtere klimaudfordringen forsvarligt.

Bill McKibben: Copenhagen: Only the numbers count – and they add up to hell on earth, The Guardian 15.12.2009.

www.climateinteractive.org.

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »

Med netværket Vores hjem – Vores klima inviterer Klimabevægelsen alle boligforeninger i Københavns brokvarterer og det centrale København til at slutte sig til et nyt netværk, som skal samle boligforeningerne i kampen mod den globale opvarmning.

Netværket Vores hjem – Vores klima giver din boligforening mulighed for at få et grundigt energitjek af lejligheder og fællesarealer, hjælper med at få lagt en realistisk klimaplan for foreningen og tilbyder et fællesskab med andre foreninger, der arbejder for de samme mål.

Boligmassen er ansvarlig for ca. 25% af Danmarks CO₂-udledninger. Det skyldes primært det kul og den naturgas, som brændes i de danske kraftværker for at forsyne vores hjem med el, varme, og varmt vand.

A/B Søpassagen på Østerbro har vist, at man kan vende den tendens. De har lavet en miljøhandlingsplan, som vil gøre foreningen til Danmarks første CO₂-neutrale andelsboligforening – og de er i fuld gang med at føre planen ud i livet. Vores hjem – Vores klima vil hjælpe andre boligforeninger til også at komme i gang.

Udover at skabe konkrete forbedringer i energiforbruget, vil vi også bruge netværket til at diskutere sammenhængen mellem beboernes lokale indsats og den bredere indsats mod global opvarmning – hvad kan vi gøre lokalt, og hvad bør samfundet gøre? Hvilke barrierer eller udfordringer oplever vi, når vi arbejder på lokale energiforbedringer?

Vi vil gå i dialog med politikere og energiselskaber om vores erfaringer og arbejde på at eksponere netværket i pressen, så vi kan inspirere endnu flere til at være med eller starte lignende initiativer.

Vil du være med?

Du kan læse mere om netværket Vores hjem – Vores klima på Klimabevægelsens hjemmeside. Du kan også kontakte projektgruppen på voreshjem@klimabevaegelsen.dk eller tlf. 50 59 77 79. De har netop ansat en ny projektmedarbejder, Sofie Dam, som har fået kontorplads hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Her er du også velkommen til at kigge forbi. I første omgang vil der være plads til op til 15 boligforeninger efter først-til-mølle princippet.

Se folderen Vores hjem – Vores klima (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: A/B Søpassagen CO₂-neutral i 2009.

Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.

I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA² – dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200.

Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres scenario med et moratorium for afbrænding af kul inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO₂ fra kulafbrænding).

For at nå dertil, at atmosfærens CO₂-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO₂ og andre drichusgasser.

Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.

Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.

Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for. Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.

Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.

1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.

John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

Mandag-tirsdag i den kommende uge er der verden rundt premiere på klimafilmen Age of Stupid. For et par uger siden havde jeg mulighed for at se Age of Stupid, og uden at ville røbe noget om filmen, er det er kort sagt en yderst vedkommende film. Hvor Al Gores An Inconvenient Truth ville belære os om, hvad klimaforandringer er for noget, og hvor galt det kan gå, er Age of Stupid med sit tilbageblik fra 2055 på nutiden (The Age of Stupid) en bidende analyse af de mønstre i vores bevidstheds- og magtstrukturer, som gjorde, at det gik galt.

Titanic-drama eller dystopi … i den ydre fortælling begge dele, men alligevel slet ikke, for filmens grundopstilling peger fornemt ind til, hvorfor vi ikke gjorde noget ved klimaforandringerne, da vi havde chancen? – og giver os dermed en chance for at vælge om. Filmens instruktør Franny Armstrong har sat alle sejl til, for at det ikke bare skal blive verdens største premiere-visning, men at Age of Stupid bliver en del af en bevægelse mod at gøre noget her og nu. I forlængelse af den forpremiere, som filmen har haft i England, er der således opstået et 10:10 initiativ med bred tilslutning om, at vi skal skære 10% inden 2010.

Reducerede alle på den led deres udledninger med 10% om året, ville vi i løbet af blot ti år nå et vendepunkt, hvor CO₂-koncentrationen i atmosfæren igen kunne begynde at falde, og vi ville ikke nå ret langt over 400 ppm i samlet CO₂-koncentration før udviklingen vendte til det bedre. Det er den slags, som kunne sikre biodiversiteten og fremtidens levevilkår, men det vil kræve nogle ganske radikale omlægninger, måske ikke første år og andet år, men på et tidspunkt meget snart.

Men se traileren herunder, og se filmen i virkeligheden. Den går i Planetariet, men der er udsolgt til premieren tirsdag aften.

Læs mere »

Lørdag-søndag den 26.-27. september er der landsmøde i Klimabevægelsen. Her vil man:

• Få en gennemgang af de politiske forhandlinger og udfordringer frem mod Klimatopmødet i København (COP15).

• Høre om Klimabevægelsens erfaringer fra vores nu ca. 18 måneders levetid, samt drøfte vores fremtidige rolle og aktiviteter.

• Give mulighed for drøftelse og konceptudvikling af de konkrete projekter som Klimabevægelsen skal gennemføre i 2009 og fremover.

• Gennemføre generalforsamling med vedtagelse af politisk platform, valg til landsudvalget og formalia

Landsmødet finder sted på Mølle Allé 26 i Valby. Lørdag er der program fra 13.00-21.00, og søndag er der program fra 10.00-16.30. Se mere om landsmødet på Klimabevægelsens hjemmeside.

Se Udkast til program (doc).

Se Udkast til politisk platform (pdf).