Strøtanker om bæredygtighed

En af de nærmeste dage, nogen siger det så præcist som på næste mandag, passerer verdenssamfundet 7 milliarder mennesker. På The Guardian var der i går en interaktiv side,¹ hvor man kunne indtaste sin fødselsdag ind og herefter se, hvor mange mennesker der var, den gang, man blev ført. I marts 1957, da jeg kom til verden, var der stadig under 3 mia. mennesker. Ved at taste lidt, kan man se, at verden er gået fra 6 til 7 mia. mennesker siden juli 1999 – altså på blot godt 12 år. Og vi passerede 5 mia. mennesker i juli 1988, altså 11 år fra 5 til 6 mia. mennesker på blot 11 år. Så med lidt god vilje er stigningshastigheden lidt aftagende. Men som tingene ser ud lige nu, går der næppe mere end 13-15 år, før verdensborger nr. 8.000.000.000 kommer til verden.

Befolkninger vokser ikke bare i én uendelighed. Demograferne har tværtimod kurver for, hvordan udvikling og velfærd synes at stabilisere befolkningstilvæksten, og langt størsteparten af den næste milliard nye verdensborgere vil blive født i fattige lande. På det interaktive kort herunder angiver de blå cirkler den nuværende befolkning, og de røde cirkler uden om angiver den forventede tilvækst frem til år 2100 i hvert enkelt land. Ved at klikke på de enkelte lande, kan man hente deres kurver og befolkningstal for 1950, 2010 og 2100 frem.

Det interaktive kort er baseret på FNs befolkningsprognoser. Det er udarbejdet af det spanske visualiserings-firma Bestiaro med brug af Impure.

For eksempel Nigeria er fra 1550 til 2010 vokset fra 38 mio. indbyggere til 158 mio., og prognosen for år 2100 siger 732 mio. mennesker. Det er rigtig mange i et land, hvor ørkenen er på fremmarch fra nord, og spørgsmålet hvordan et land som Nigeria i år 2100 skal kunne brødføde 5-600 mio. flere mennesker, er særdeles påtrængende.

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

To stillbilleder fra den animation af vejrdata fra de sidste 200 år, som en gruppe forskere ved Berkeley Earth Surface Temperature-projektet har udarbejdet.

Sammen med en gruppe forskere fra Berkeley har fysikeren Richard Muller netop fremlagt Berkeley Earth Surface Temperature-projektet, der har søgt at præcisere og organisere håndteringen af de historiske klimadata, som udgøres af de konkrete observationer af temperaturen ved jordens overflade, som er gjort verden over af institutioner og vejrtjenester igennem de sidste godt 200 år.

Hidtil har disse klimadata været organiseret i forskellige delserier, som alt efter hvor i verden de var lavet, gav et lidt forskellig (om end i store træk samstemmende) billede af temperaturudviklingen siden industrialiseringens begyndelse. Pålideligheden af disse data har været et af de stadige kritikpunkter, herunder om varmeø-fænomenet omkring moderne bydannelser betød, at det i virkeligheden var urbaniseringen og ikke den globale opvarmning generelt, der gjorde, at temperaturerne var stigende. Men det viser sig, at kun omkring 1% af samtlige observationspunkter har været præget af denne udvikling.

Muller har selv hørt til skeptikerne og har kritiseret både datamaterialet og håndteringen deraf. Men Müller kommer faktisk frem til, at de fire store klimadataserier nu alle ligger meget tæt på det, man har fundet med Berkeley Earth, og at de føjer sig sammen til et samlet og ganske entydigt billede af en klode, som gradvist er blevet varmere siden industrialiseringens begyndelse, mens stigningen har accelereret i det sidste halve århundrede.

Læs mere »

I forbindelse med en artikel¹ i går på Ingeniøren om, at svenskerne vil forbyde nybyggeri i de lavestliggende områder for at undgå problemer fra stigende verdenshave, blev der i diskussionstråden fremlagt en for mig ny idé: At inddæmme Østersøen.

Formålet er at sikre en samlet beskyttelse med de stigende verdenshave fra hele Østersø-regionen, som tilsammen har mere end 8.000 km. kystlinje. Inddæmningen kunne ske over Bælterne og Øresund, via Mols-Sjællands Odde, hvor man i forvejen taler om nye broforbindelser mellem landsdelene, eller det kunne yderligere indbefatte Kattegat. Normalt ænser jeg knapt den slags forslag. Og en sådan inddæmning ville givet indebære store miljømæssige udfordringer.

Men ud over det klimatilpasningsmæssige hovedgreb i, at vandstanden i Østersø-regionen holdes i ro, er potentialet ved at inddæmme Østersøen, at et sådant bassin ville kunne bruges som energilager for hele Nordeuropa ved at være reservoir for vindenergien. Når det stormer, bruger man simpelthen overskuds-el til at pumpe mere vand ud, som så kan drive turbiner, når det bliver lukket tilbage i det inddæmmede.

Den stadige vandtilførsel til Østersøen (kortet ovenfor til højre viser afvandingsområdet) gør, at der konstant vil skulle pumpes vand ud – i diskussionstråden er det længere nede beregnet, at det vil kræve energi svarende til 200-250 møller af Middelgrund-størrelsen (2 MW) at fjerne tilstrømningen, som er på omkring 500 km³ pr. år.

Ideen er fremsat af Knud Henrik Strømming, som oprindeligt formulerede ideen i 2008.² På hans hjemmeside findes den uredigerede udgave,³ som jeg har kopieret ind nedenfor.

Erfaringerne med den slags storladne projekter er skræmmende – senest har det vist sig, at inddæmningerne af Yangtze-floden nok ikke var så god en idé endda. Men her er i virkeligheden mindre tale om indgriben end om modvirken og beskyttelse. Og når jeg studser over forslaget og viderebringer det her, er det også fordi alene beskyttelsen af København med diger ved Nordhavn og Sydhavn, som vi står overfor at etablere indenfor få årtier, vil være meget bekostelig og lukke havnen af fra Øresund ud over at det vil give mange miljømæssige forstyrrelser. Og hvad med Saltholm, og med Amager? Vandstanden skal ikke stige ret meget, før det vil kunne løbe “bagom” sikringen af Københavns Havn, og løsningen vil kræve supplerende inddæmning af hele det lavtliggende Amager. Så sandsynligvis vil det samlede anlægsarbejde ved at inddæmme Østersøen være mindre end ved individuelt at sikre byer og landskaber hele vejen langs Østersø-kysten. At det så samtidig kan løse lagringsproblemer er et kæmpe plus.

Verden står overfor store udfordringer med at skulle iværksætte – og finansiere – både omfattende klimaplaner og omfattende klimatilpasningsplaner. Og man kan frygte, at vores allesammens lokale indre købmand i mange situationer ender med at bruge ressourcerne på kortsigtede investeringer i klimatilpasning frem for langsigede investeringer i klimastabilisering. Her er Strømmings forslag interessant, idet det på én gang løser et klimatilpasningsproblem, skaber mulighed for storstilet udnyttelse af vedvarende energi og alt efter linjeføring kunne have en rolle i udbygningen af regionens infrastruktur. Selvom jeg tænkte i langt mindre skala, var det netop den slags komplekse løsningsmuligheder jeg efterlyste i et høringssvar for Miljøpunkt til Københavns Kommunes klimatilpasningsplan tidligere på året: At man skulle finde – og støtte aktivt op om – projekter, som ikke bare sikrede klimatilpasningen, men som samtidig var med til at mindske vores klimafodaftryk.  For vi kan ikke klimatilpasse i al evighed (se blog-indlægget Københavns Kommunes klimatilpasningsplan).

Selv Strømmings forslag vil fungere bedst med relativt små havstigninger – hvis det ender med at verdenssamfundet endte med blot at resignere overfor klimaudfordringen og fortsatte afbrændingen af alle verdens reserver af kul og tar sand, før man overgik til vedvarende energikilder, så vil vi på sigt få opimod 75 m havstigninger, og så vil en strategi som den, Strømming udfolder, ikke fungere. Amerikanske klimatologer har antydet at såkaldte tipping points i den arktiske region ligger blot få årtier fremme, hvor for eksempel en destabilisering af Grønlands ismassiver accelererede dertil, at vi fik en 7 m havstigning over relativt kort tid (se blog-indlægget: Grønlands indlandsis i fare for kollaps). Så vil det være en meget lang dæmning at skulle forhøje, hvis man havde valgt den nordlige linjeføring over Kattegat.

En række klimaforskere vurderer, at langtidsvirkningen for hver grad temperaturstigning er 5-10 m. Med 2 grader temperaturstigning, som lige nu er det mindste, vi kan forvente at nå selv hvis det snarligt skulle lykkes at få en stærk global klimaaftale på plads, vil det således betyde havstigninger på omkring 15 m (se blog-indlægget Havet omkring Danmark).

Vandskiftet i Østersøen er i forvejen meget langsommeligt, mener at huske at det tager 50 år. Så en inddæmning vil gøre det endnu vigtigere, at standse udledninger fra byer og landbrug. Men Strømming mener, at man ved at pumpe rigtigt kan påvirke Østersøens iltningsgrad og saltbalance i gunstig retning. Og afhængig af valg af placering ville det være oplagt at lave en stor containerhavn, hvorfra de store containerskibe omlastede ikke bare til lastbiler, som det stort set sker i dag, men til mindre coastere, som forestod en stor del af varetransporten i den baltiske region. Så hermed er en stort anlagt idé bragt videre til overvejelse.

Se tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening, Østersøen langsomt ved at kvæles og København inddæmmet.

Birgitte Marfelt: Sverige forbyder kystnært byggeri af frygt for havstigninger, 11.10.2011.¹

Knud Henning Strømming: Inddæm Østersøen, (debatindlæg) Ingeniøren 28.11.2008.²

Knud Henrik Strømming: Slå syv fluer med ét smæk: Inddæm Østersøen (doc).³

Læs mere »

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

Ifølge et tankevækkende telegram fra Reuters har IEA, Det Internationale Energiagentur, snart sin årlige rapport, World Energy Outlook, på trapperne.¹ Af den vil det fremgå, at statsstøtten til den fossile industri fra 2009 til 2010 steg fra 312 mia. $ til 409 mia. $. Heraf får olieproduktionen næsten halvdelen, mens udvindingen af naturgas får omkring en fjerdedel.

Hvis ikke denne udvikling rettes op, vil vi i 2020 på verdensplan subsidiere den fossile industri med 660 mia. $, svarede til 0,7% af verdens bruttonationalprodukt.

I en tid, hvor den fossile energi burde beskattes massivt gennem et effektivt kvotesystem, og vi målrettet burde investere i udviklingen og udbygningen af vedvarende energikilder, er det den helt forkerte udvikling.

Hvis vi fra dag til dag fjernede denne støtte og overførte den til udviklingen af den vedvarende energi, så ville den vedvarende energi med en tilsvarende massiv støtte måske nå det punkt, hvor den var den billigste, og den man naturligt rakte ud efter. Og vi ville uden afsavn kunne beslutte os for ikke at udvinde tar sand-forekomster.

Forud for klimatopmødet i København blev det anslået, at prisen for at gennemføre et 350 ppm scenario ville ligge i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt (BNP). De 0,7% frataget den fossile industri ville her være en god begyndelse. Det tæller så at sige dobbelt. Heroveni kunne man passende se på verdens reklame- og militærbudgetter.

Alene verdens militærudgifter udgør omkring 2,5% af verdens BNP. Man skulle måske ikke helt nedlægge militærstyrkerne, men i stedet fratage dem deres dødbringende isenkram og i stedet give dem til opgave at bekæmpe klimaforandringer og forsvare levevilkårene for dyr og mennesker.

Tilsvarende burde verdens reklamebudgetter, som er anslået at udgøre 1% af verdens BNP, brandskattes, hvis ikke direkte inddrages for deres samfundsskadelige virksomhed. Med stadig flere mennesker til at dele samme ene jordklode kan vi ikke fortsætte den fri ret til kunstig behovsskabelse. Vi er nødt til at lære at hjælpe hinanden med at være glade for det vi har.

Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

Murelli Boselli: IEA Warns Of Ballooning World Fossil Fuel Subsidies, PlanetArk 05.10.2011.¹

World Energy Outlook 2011 vil være tilgængelig 09.11.2011.

OECD and IEA recommend reforming fossil-fuel subsidies to improve the economy and the environment, (pressemeddelelse) 04.10.2011.

World Energy Outlook 2010 Factsheet: What does the global energy outlook to 2035 look like? IEA 2010 (pdf).

World Energy Outlook 2010 Executive Summary (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Dansk pres på G20 for at fjerne støtte til fossil energi, Information 02.11.2011.

I samarbejde med Forlaget Andersen udgiver det store danske ingeniørfirma Grontmij løbende en håndbog i Klimaledelse,  som bliver opdateret fire gange om året med nye bidrag om håndteringen af klimaudfordringen. Den seneste opdatering omfatter blandt andet artiklen Mellem køkken og klode, som søger at sammenfatte det overordnede tema fra udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn i år. Vi har fået lov at gøre dette bidrag til klimaledelseshåndbogen tilgængelig også fra egen hjemmeside.

Mellem køkken og klode indkredser en stor og spændende problematik, som kæder vores daglige indkøbs- og spisevaner sammen med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. I det store regnskab kan det synes betydningsløst, om vi spiser lokale, økologisk producerede produkter, at vi spiser mindre kød og smider mindre mad væk. Men som det i februar blev klart med Niras’ undersøgelser af det samlede danske klimafodaftryk, så udgør fødevareområdet alene 4,2 ton CO_2e pr. indbygger pr. år¹ – eller næsten lige så store udledninger pr. person, som Københavns Kommunes klimaplan sætter ind overfor. Hvis man yderligere beregnede fødevareområdets udledninger som IPCC anbefaler det – hvor klimagasser som metan og lattergas medregnes med deres øjeblikkelige virkning² – så ville størrelsesordenen være endnu større. Fødevareområdet er således et område, som fortjente sin egen målrettede klimaindsats.

Selvom landbruget og hele vores fødevareforsyning i dag står for kolossale klimapåvirkninger, så rummer området store muligheder for ikke bare at reducere udledningerne, men at blive netto akkumulator af drivhusgasser. Hvis denne problematik håndteres i sin helhed, vil den samtidig med at blive en del af klimaløsningen kunne have store positive implikationer for biodiversiteten, for de danske landskaber, og for klodens og det enkelte menneskes sundhed.

Artiklen Mellem køkken og klode er sine steder ganske oversigtlig, men alle berørte problemstillinger er yderligere behandlet på udstillingens temaplancher og planchetekster, som kan downloades fra udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk (se links nedenfor).

Jens Hvass: Mellem køkken og klode, Grontmijs håndbog i Klimaledelse, Forlaget Andersen okt. 2011 (0,8 Mb pdf).

Hungry Planet – 25 temaplancher i stort format (52,7 Mb pdf)

Hungry Planet – de samlede temaplanchetekster i A4-format (36,6 Mb pdf).

Se blog-indlægget Hungry Planet og madspild.¹

Se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.²

Hvor man indtil for nylig kun medregnede havstigninger fra det forhold, at havenes vandmasser udvider sig ved opvarming, så har man måttet indse, at smeltevand fra klodens ismassiver bidrager mere til verdenshavens stigen. Og i seneste udgave af New Scientist kan man læse, at også vores stadig større forbrug af grundvand bidrager til de stigende verdenshave.¹

Mange steder er de dyrkede arealer drænet for at øge produktionen, og under verdens voksende byer må man mange steder bore stadig længere ned for at finde vand. I et grelt eksempel som Shanghai synker byens centrale dele omkring 4 cm om året, og man har 3 gange i løbet af det 20. århundrede måttet forhøje digerne. Det vand, vi pumper op ad jorden, ender før eller siden i verdenshavene, og man har nu beregnet, at det udgør omkring 4.500 km³ vand. Det svarer til en havstigning på 1,26 cm, heraf størstedelen indenfor de allerseneste år.

Omvendt har man beregnet, at udbygningen af vandkraftværker over hele vernden siden 1930 har ført til, at de i alt 10.800 km³ vand er blevet opstemmet, hvilket ville have givet yderligere 3 cm havstigninger. Den havstigning på 17 cm, som man har kunnet konstatere i løbet af det 20. århundrede, er således resultatet af en lang række faktorer.

På den måde uddybes forståelsen af den komplekse dynamik bag klimaforandringerne og den globale opvarmning til stadighed.

Se tidligere blog-indlæg: Synkende storbyer, Havstigninger maskeret af dæmninger og Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger.

Michael Marshall: Groundwater greed driving sea level rises, New Scientist Magazine no. 2831, 25.09.2011.¹

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

Coco Liu: Shanghai Struggles to Save Itself From the Sea, New York Times 27.09.2011.

14. september søsatte Al Gore med sit Climate Reality Project en omfattende serie af events kloden rundt. Hvis man ikke lige stod klar til at følge begivenhederne 7 PM i hver af verdens tidszoner, så er det muligt efterfølgende at se dem – eller blot at se highlights fra dem – fra denne side.

Det giver ikke mening at høre samme præsentation 24 gange, og det har givet heller ikke været Al Gores mening. Men der er noget fantastisk i på denne måde at understrege, at dette er et globalt problem, som kalder på en global løsning. Men efter hver af præsentationerne, som varer omkring 40 min., følger en cirka 20 min. sekvens, hvor en lille gruppe taler om klimaforandringer ud fra forskellige erfaringer rundt omkring i verden. Her får man forskelligheden og kompleksiteten i projektet forærende. Og for hvert af de 24 steder verden rundt er der lavet en lille 4-5 min. sekvens med highlights fra præsentation og efterfølgende samtale.

Indimellem er det meget stærke udsagn, som komme frem, som da Rodne Galicha, som stod for præsentationen fra Solomon-øerne, i den efterfølgende samtale giver denne indtrængende hilsen til de rige lande: “Her fra Det Sydlige Stillehav, [på vegne af] verdens sydlande: Vi behøver ikke jeres penge. Hvad vi behøver, er retfærdighed – at I reducerer jeres [CO₂-]udledninger.”

I en introducerende video siger Al Gore: “Across the globe, cataclysmic weather events are occurring with such regularity that it is being called a ‘new normal.’ But there is nothing normal about it.” Det er denne nye virkelighed, Gore søger at trække op i 24 Hours of Reality. Om det lykkes er en anden sag, men han ønsker at markere, at klimaspørgsmålet er afgjort. At der finder en global opvarmning sted, og at der ikke er nogen videnskabelig tvivl om, at den er et resultat af menneskets aktiviteter, herunder først og fremmest den stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Hver dag ledes der 90 mio. ton CO₂ ud i atmosfæren. Det er måske naivt at forestille sig, at det ikke i længden vil have nogen indflydelse.

Læs mere »

2. juli i år åbnede Himlens sluser over København med en ny voldsomhed, og gader og kældre blev sat under vand, som vi knapt har set det før. I det seneste nummer af Dansk Meteorologisk Selskabs blad Vejret, som udkommer fire gange om året, er der da også to artikler om skybruddet, skrevet af forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut, som ser nærmere på, dels hvor meget vand der egentlig faldt, dels analyserer, hvordan et sådant vejr opstår.

I  Tropisk styrtregn over København skriver Flemming Vejen om nedbørmængder og intensiteter i skybruddet 2. juli.¹ DMI har ikke målere oppe alle steder, men kombinationer af nedbørsradarer og punktobservationer giver et billede af, at nedbøren fordeler sig alt andet end jævnt, og at der er en særligt stor nedbør over det centrale København. Nogle områder fik således mere en 150 mm regn, hvilket i Danmark er helt usædvanligt – eller har været det indtil nu.

I Skybruddet over København 2. juli analyserer Niels Woetmann Nielsen vejrudviklingen op til skybruddet, hvorfor det blev så kraftigt og hvorfor det netop ramte København.² Begge artikler er tilgængelige i pdf-format via DMIs hjemmeside (se nedenfor).

Med den globale opvarmning øges intensiteten i en lang række meteorologiske fænomener, og klimatologerne mere end antyder, at vi kommer til ikke bare at vænne os til, at sådanne voldsomme skybrud fremover vil være langt mere hyppige. Vi kommer også til at indrette vores byer, så de i langt højere grad end i dag er forberedt på sådanne nedbørsmængder.

Se tidligere blog-indlæg: København under vand, Reetablering af Københavns vandkredsløb, Flere skybrud i vente, Københavns Kommunes klimatilpasningsplan og Kortlægning af klimaforandringer.

Flemming Vejen: “Tropisk styrtregn over København. Alle danske monsterregns moder …“, Vejret 128, august 2011, pp. 1-11 (pdf).¹

Niels Woetmann Nielsen: “Skybruddet over København 2. juli“, Vejret 128, august 201,1 pp. 12-22 (pdf).²