Strøtanker om bæredygtighed

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

I konsekvens af de små forventninger til et egentligt resultat af klimaforhandlingerne i Durban har Informations klimaskribent Jørgen Steen Nielsen i stedet taget billetten til Afrikas Horn, hvor han sammen med fotograf Jakob Dall løbende sender reportager hjem under overskriften “Mens de snakker i Durban”. Det er et oplagt træk, og de burde have haft samtlige ledende forhandlere fra COP17 med rundt i flygtningelejrene og de tørke-, sult- og krigshærgede landskaber, ligesom der skulle transmitteres direkte ind i forhandlingslokalerne i Durban. Her på grænsen til ørkendannelsen er selv små forskydninger i nedbørsmønstrene potentielt katastrofale for livsvilkårene. Her er klimaforandringerne ikke bare et irritament eller en fremtidig ubehagelighed, men håndgribelig virkelighed, et spørgsmål om liv og død.

Det er stærke, vedkommende beretninger med billeder, som brænder sig fast på nethinden. Og her efter de første 5 beretninger kan jeg varmt anbefale at tage med på denne virtuelle rejse.

En anden af de journalister, som vedholdende år efter år har rapporteret om klima og bæredygtighed, The Guardians John Vidal, har tilsvarende lagt sin vej til Durban tværs hen over det afrikanske kontinent fra nord til syd (se blog-indlægget: The Road to Durban).

Jørgen Steen Nielsen: Kan 50 millioner mennesker ændre livsform? Information 11.12.2011.

Matthias Södergren & Malene Haakanson: Klimaregningen er sendt  til de fattigste, Information 09.12.2011.

Søren Hougaard & Stephen McDowell: Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn, Information 06.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Først ødelagde fossil energi deres klima – så fandt de olie, Information 05.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Kibera – hvor kvæghyrdens vandring ender, Information 02.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Bare en lille humanitær katastrofe, Information 30.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information 29.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Efter tørken kommer syndfloden, Information 27.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I blev advaret, I hørte ikke efter, Information 25.11.2011.

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO₂ – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO₂-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO₂-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO₂ ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingen, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO₂-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.

I disse dage har en klimaartikel sjældent ligget mange minutter på nettet før debatspalterne nedenfor fyldes af en sværm af indlæg fra klimaskeptikere og klimafornægtere. Moderatorerne sletter de mest skingre, og nogen har en prisværdig tålmodighed til at imødegår prøve at gå i dialog. Men jeg mindes ikke at have oplevet, at nogen har erkendt at være blevet klogere derved. Jeg har derfor længe følt, at det bedste, man kunne gøre var at lægge det døve øre til. Det handler alligevel om alt andet end klima.

Ligesom det gennem årtier gennem systematiske støj- og tvivlskampagner lykkedes at fastholde tvivlen, om det var usundt at ryge (som jo var let at italesætte, hvis man ser tobak som et narkotika), så taler de systematiske støj- og tvivlskampagner omkring klimaet ikke for døve øren. Det er ikke kun kul- og olieindustrien, som gerne vil have 5-10-15 år mere uden afgift på deres forurening. Det er på den ene eller anden måde os alle, som kan føle vores nuværende tilværelse truet af en nødvendig fornyelse i en situation, hvor alting i forvejen forandrer sig hurtigere end de fleste kan følge med. Og selv hvis man har indset, at den er gal, kan man godt gribe sig i at ønske, at det ikke var så galt alligevel. At det ikke var problematisk for klimaet at rejse jorden rundt i tide og utide. Ikke mindst i den rigeste del af verden retter klimaproblematikken nådesløst sin projektør på det kolossale forbrug, som er blevet en del af vores hverdag.

Men en gruppe mennesker er gået sammen om at skab en enestående hjemmeside, skepticalscience.com, som har som mål at “være skeptisk omkring klimaskepticismen”. Her har man gennemgået og rubriceret samtlige skeptikernes argumenter og herefter lavet en solid argumentation for, hvorfor hver af de i alt 172 klimamyter er forkerte. fejllæst, vildledende, taget ude af sammenhæng osv. Man kan få argumenterne ordnet tematisk-taksonomisk, efter popularitet osv., der er lavet en Skeptical Science iphone app, og kernedelen er oversat til lang række sprog, inklusive dansk.

Så frem for at indlede endeløse diskussioner om solpletter, hockey sticks og hackede e-mails er det muligt fremover en henvise til et systematisk sæt af tilbagevisninger. Flere af artiklene er så velgjort koncise, at man med fordel kan læse scepticalscience.com som klimahåndbog.

Herunder er der link til Skeptical Sciences 172 Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

• It’s not happening

• Temp record is unreliable
  • Hockey stick is broken
    • Tree-rings diverge from temperature after 1960
    • Ljungqvist broke the hockey stick
  • Dropped stations introduce warming bias
  • It’s Urban Heat Island effect
  • 1934 – hottest year on record
  • It’s microsite influences
  • Satellite error inflated Great Lakes temperatures
• It’s cooling
  • We’re heading into an ice age
  • It’s freaking cold!
    • 2009-2010 winter saw record cold spells
    • Record snowfall disproves global warming
      • Record high snow cover was set in winter 2008/2009 Læs mere »

Som del af optakten til klimaforhandlingerne fremlagde FNs meteorologiske organisation WMO (World Meteorological Organization) tirsdag i Durban tal, som viser, at 13 af de varmeste år globalt set er faldet inden for de seneste 15 år. Dette understreger, hvor entydigt den globale opvarmning aftegner sig, og at det er på tide endegyldigt at lade tvivlen derom afløse af konsekvent handling. For hver dag vi tøver, bliver den nødvendige indsats både sværere og mere bekostelig, og for blot få uger siden gjorde det internationale Energiagentur IEA det klart, at vi kun har meget kort til det at iværksætte handling, hvis vi som besluttet i ved COP15 København for to år siden skal holde den globale temperaturstigning under 2° C (se blog-indlægget: IEA: Fem år til at vende udviklingen).

“Vores videnskabelige belæg er solidt, og det beviser entydigt, at verden bliver varmere, og at denne opvarmning skyldes menneskelige handlinger”, sagde WMO’s generalsekretær, Michael Jarraud. Han konstaterede, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget til nye højder, og at tendensen betyder en stigning i den globale temperatur med 2-2,4ºC i dette århundrede.¹

Midt i de deprimerende forspil til klimaforhandlingerne i Durban, som starter på mandag, er det glædeligt i dag at få meddelelsen om, at vi i 2010 for første gang brugte flere penge på at udbygge den vedvarende energi end på at investere i fossile energianlæg. Således blev der i 2010 på verdensplan investeret 187 mia. $ på biomasse, vind-, sol- og bølgeenergi, mens der i samme år blev investeret 157 mia. $ i energianlæg til kul, olie og naturgas.¹

Både den fossile og den vedvarende energisektor er subsidieret, men vendepunktet nærmer sig, hvor vedvarende energi i mange situationer er den billigste løsning. Og hvis ellers, at man i Durban kunne blive enig om en global CO₂-afgift, således at man betalte den fulde pris for de fossile brændstoffer (hvilket indebærer en merpris væsentligt større end de nuværende kvotepriser), så ville den vedvarende energi allerede i dag være konkurrencedygtig i de fleste situationer. Noget andet er, at denne balance ud fra et klimasynspunkt inden for den allernærmeste fremtid burde tippe fuldstændigt, så vi fremover udelukkende investerede i udbygning af vedvarende energiforsyning.

Tidligere på året barslede IPCC med en rapport, som viste, at 80% af verdens energiforsyning i 2050 kunne stamme fra vedvarende energikilder. Det er et digert værk på mere end 1.000 sider, så det er ikke noget man lige læser, men nedenstående graf, fra side 137 i det tekniske summary er virkelig interessant.²

Den viser omstillingsudgifter for forskellige scenarier inden for ADAM-projektet (Adaptation and Mitigation Strategies), et projekt forestået af Potsdam-instituttet.³ Kurverne herover viser tre forskellige sæt forudsætninger, som yderligere er detaljeret efter, om man indregner CCS, atomkraft, osv., og man har for klimamålsætninger på hhv. 550 ppm og 400 ppm omregnet udgiften til procent af verdens bruttonationalprodukt (GDP).

Således ville man kunne lave en 400 ppm klimaløsning for 2-2½% af verdens (GDP). Alene verdens militærudgifter er på 2½% – måske de var bedre brugt på at forsvare os mod klimaforandringer. Det er tilsvarende vurderet, at vi på verdensplan bruger mere end 1% af alle midler på reklame. Hvis vi sparede dem – og de endeløse kunstige behov, som de er med til at skabe – så ville vi måske ikke engang mærke, at vores forbrug blev 2½% mindre. Og hvis som det er på tale i Nordsøen lavede en regulær brandskatning af udvindingen af den fossile energi, så kunne den videre brug af fossile brændstoffer i overgangsfasen finansiere en stor del omlægningen til det post-fossile samfund.

I grafen til højre er der en række Xer, som indikerer, at det ikke er muligt at opnå et 400 ppm scenario uden RE (vedvarende) eller CCS (Carbon Capture Storage). Men hvis man går til grundlaget for scenarierne i IPCCs rapport, så fremgår det af et temanummer om ADAM-modellen i The Energy Journal fra 2010,³ at: “Without CCS or the considerable extension of renewables the 400 ppm CO₂ eq target is not achievable. Across the models, estimated aggregate costs up to 2100 are below 0.8% global GDP for 550 ppm CO₂ eq stabilization and below 2.5% for the 400 ppm CO₂ eq pathway.”³ª Det skulle således være muligt at lavet et 400 ppm scenario uden CCS og atomkraft for under 2½% af verdens (GDP).

Dette modsvarer vurderinger af omkostninger for et 350 ppm/1½ºC scenario fra Economics for Equity and Environment, som blev fremlagt forud for COP15 i København, at dette kunne gennemføres for under 3% af verdens (GDP) (se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm).

I lyset af de omfattende klimaforandringer, som venter forude, hvis ikke vi vælger et sådant scenario, må det siges at være en hvis ikke lille, så overkommelig, pris. Det er så at sige den bedste investering i fremtiden, vi overhovedet kan gøre. Men igen gælder det, at jo flere, som tøver jo længere, jo dyrere bliver det. Det er ikke mere end godt 20 år siden atmosfærens koncentration af CO2 oversteg 350 ppm. Verdenssamfundet har i samme periode slidt på vores naturgrundlag som aldrig før, så det bliver en kraftanstrengelse at rette op på udviklingen efter 2. verdenskrig.

På den kortere bane har Concito for nylig beregnet, at hvis Danmark i perioden 2000-2020 øgede klimamålsætningen fra en  30% reduktion i CO2-udledningerne til en reduktion på 40-45%, så ville det årligt koste hver familie omkring en plovmand.ªª Så vi har slet ikke råd til at lade være.

Alex Morales: Renewable Power Trumps Fossils for First Time as UN Talks Stall, Bloomberg 25.11.2011.¹

Fred Pearce: Renewables may supply 80 per cent of our energy by 2050, New Scientist 11.05.2011.

Ottomar Edenhofer et al. (Eds.): Special Report on Renewable Energy Sources and Climate Change Mitigation, IPCC maj 2011 (download-side).²

ADAM Modeling Comparison Project. The Economics of Low Stabilization, Special Issue in The Energy Journal vol. 31, 2010 (download-side).³

The Economics of Low Stabilization: Model Comparison of Mitigation Strategies and Costs (pdf).³ª

Fra 30 pct. til 40 pct. CO2e reduktion i 2020. Potentialet for en ambitiøs klimapolitik, Frans Clemmesen, CONCITO, september 2011 (pdf).ªª

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

.

I anledning af, at NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, har offentliggjort de seneste målinger af CO₂-udviklingen, har man gjort sig den anstrengelse at lave en animation, som så at sige giver overblik over det hele. Ikke bare de seneste 50-60 år, hvorfra vi har præcise målinger, men op til 800.000 år tilbage, hvor man via iskerneboringer og luftbobler indespærret i lag af is, som har kunnet dateres, har kunnet kortlægge sammenhængen mellem temperatur og CO₂-koncentration.

NOAAs leder James Butler bruger under vejs det billede på den nuværende situation, at vi (i det sidste halve århundrede) har skruet op for radiatoren (et elektrisk tæppe). Vi ved det bliver varmere, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvor meget varmere det bliver, og selv hvis vi skruer ned nu, vil der være lukket masser af varme ind. Og hvad sker der, hvis det nu viser sig, at vi ikke kan skrue ned igen?

Så én ting er at få slukket for radiatoren hurtigst muligt. Men yderligere skal vi så at sige have åbnet vinduet, og sikre os at jorden igen kan komme af med varmen. Derfor skal en stor del af de millioner af tons CO₂, som vi har pumpet ud i atmosfæren siden 2. verdenskrig, geninddrives. Verdenshavene har indtil nu absorberet omkring halvdelen af den ekstra CO₂ – ellers havde det allerede været væsentligt varmere. Men dels har der været rejst tvivl om, om havet fortsat på den måde kan fungere som buffer, dels har det medført en forsuring af verdenshavene, som truer med at ætse koralrevene, dels har hel masse små skaldyr svært ved at danne deres beskyttende skjolde, så nogle forskere har udtrykt bekymring om, at havenes nuværende fødekæder på sigt vil være truede.

Den nødvendige klimaindsats indebærer således ikke bare i løbet af ganske kort tid at omlægge fuldt ud til vedvarende energi og bremse metan-udledninger fra husdyrhold og affaldshåndtering, men derudover at iværksætte en bred vifte af indsatser for at trække drivhusgasser ud af atmosfæren ved at standse fældning af regnskove, plante mere skov og på anden vis øge jordens vegetationsvolumen, øge jordens indhold af organisk materiale osv.

Se tidligere blog-indlæg: Verdens CO₂-udledninger stiger mere end nogensinde, Jordens energibalance,  Hvor store CO2-reduktioner skal der til? og Prisen for 350 ppm.

Andrew Revkin: CO₂ on the Up and Up, New York Times 16.11.2011.