Strøtanker om bæredygtighed

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Så har Københavns Fødevarefællesskab åbent en afdeling i Indre By. Hvis lokalt dyrkede grøntsager i biodynamisk og økologisk kvalitet til priser, som vi alle kan være med til, er noget du kan bruge, så er Fødevarefællesskabet lige noget for dig.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller forud en pose à 6-8 kg,  hvorefter man næste onsdag kan lægge vejen forbi og får sin pose. På den måde er det helt friske varer, og helt uden spild. Et medlemskab koster 100 kr. og en pose koster 100 kr.

Arbejdet med de praktiske opgaver i forbindelse med indkøb, pakning, udlevering, information og indskrivning af nye medlemmer varetages i fællesskab, så omkring en gang om måneden melder man sig til en vagt. På den måde bliver udgifterne fra jord til bord meget små.

Der er mere information på KBHffs hjemmeside www.kbhff.dk / KBHff Indre By. Men læg vejen forbi den gamle brandstation i Skindergade 12 på onsdage 16-19.00 og hør mere. Hvis du kommer tidligt, er der måske endda en ekstra pose at få med det samme.

Jeg har foreløbig haft den glæde at spise mig igennem to poser. Og det er en udsøgt fornøjelse. Gule gulerødder med en aroma, som man ikke troede muligt at liste ned i en rod. Orange gulerødder så tætte i smag og farve, at jeg ikke har set magen, ræddiker og bolsjebeder til fest i salatskålen, kål som kål skal smage – det er blot svært bagefter at vende tilbage til supermarkedets hylder ;-).

Niras lavede tidligere på året beregning, som viste at borgere i Hovedstadsområdet i snit havde et klimafodaftryk på 19,3 ton CO₂ pr. år. Heraf stammede hele 4,2 ton CO₂ fra vores fødevareforsyning. Hvis vi skal gøre det mindre, er flere gode lokalt producerede grøntsager et rigtig godt sted at bruge.

Næste uges pose (for 14.12.) vil indeholde:

Birkemosegaard: 650 g Holsteiner Cox æbler
Birkemosegaard: 1 kg Desiree kartofler
Birkemosegaard: 4 stk. porre
Kiselgården: 1 stk. hvidkål
Kiselgården: 1 kg farvede gulerødder
Søris: 1 kg bolsjebeder
Søris: 1 kg persillerod
Kiselgården: 400 g grønkål

Se KBHffs hjemmeside under ugens pose for indholdet for den kommende uge. Det vil variere efter årstidens udbud.

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO₂-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO₂-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.

Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.

Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).

På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.

Det gode ved aftalen er…

… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.

Hvis det også i Durban var endt uden aftale,  havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.

COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.

Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.

Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.

Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.

Det mindre gode ved aftalen er …

… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?

Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO₂-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO₂-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.

Læs mere »

Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.

Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.

Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.

Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.

EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.

Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.

Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.

Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.

Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.

“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”

Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO₂ et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne. 

Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.

Læs mere »

Den ottepunkts aftaletekst, som der lige nu forhandles om i Durban (se nedenfor), er nu blevet gjort tilgængelig på UNFCCCs hjemeside.

Hvis man for et øjeblik kan abstrahere fra, hvordan en sådan aftale ud fra et rent klimaperspektiv burde se ud, så er det godt at se, at der lige nu arbejdes intenst i Durban på at nå et resultat. Og selvom de nuværende reduktionstilkendegivelser er utilstrækkelig til at fastholde målet om at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC, så er der er i indledningen indføjet vigtigheden af at overveje, om dette mål må skærpes til max. 1½ºC. Der er tale om en rammeaftale, som samtidig med at Kyoto-aftalen fortsættes i endnu en fase frem til en aftale, som omfatter samtlige lande, er på plads, samtidig giver en præcis en køreplan for hvordan den globale klimaaftale skal skrues sammen og være i gang senest i 2020.

Stadig vil en enighed om nedenstående aftaleudkast forudsætte, at både Kina, Indien og USA giver køb på hidtidige positioner. Men fra dagens pressekonferencer og hotlines fornemmes en spirende optimisme, at det vil kunne lykkes at samle verden om køreplanen. Og det er flot at se Connie med en helt anderledes autoritet end Lars Lykke i København formå tage teten. Det er uvurderligt vigtigt, at der i den nuværende situation står nogen i spidsen, som brænder for sagen, som kan deres kram og som kender deres forhandlingspartnere.

Man kan følge divese webcast fra dagens pressekonferencer og hovedforhandlinger via UNFCCCs hjemmeside, men forhandlingsmæssigt foregår det mest interessante lige nu bag lukkede døre. I nat var forhandlerne i gang til kl. 4, og Lord Stern mente her til aften, at forhandlingerne ville strække sig over størstedelen af morgendagen.

Teksten herurder har aftenen igennem været drøftet og udsat for megen kritik – ikke mindst for dens udvanding af Kyoto-aftalen og meget floffy roadmap. Så her ved midnatstid lokal tid er en ny tekst under udarbejdelse, som der forhandles videre om i morgen. Det vides, at den indiske delegation har udsat sin hjemrejse til søndag, så der er lagt op til, at forhandlingerne hvis det overhovedet er muligt, skal føre frem til et resultat.

Læs mere »

Forventningerne forud for Durban var små, og de snart to ugers forhandlinger har ikke givet det store håb om en stærk fremadrettet aftale. Men slutspillet i Durban er endnu ikke slut.

EU har været ganske aktiv i at skabe nye alliancer og søge at opbryde fastfrosne fronter. Vi ser derfor nu en stadig stærkere alliance mellem verdens fattigste lande (LDC, AOSIS) og de rigeste lande (foreløbig EU). Samtidig er BASIC-gruppen af store ‘rige’ udviklingslande sprængt i og med at både Brasilien og Sydafrika har meldt, at de kan tilslutte sig. Så efter møder til langt ud på natten kunne Connie Hedegaard her til morgen kl. 10.09 am sende nattens resultat ud over Twitter:

LDCs, AOSIS and the EU united in the desire for an ambitious outcome in Durban.

Here’s the statement:

“The least developed countries, the Alliance of Small Island States and the European Union are united in their desire for an ambitious outcome in Durban.

We believe that the world has had a lot of time to think. What we need is not more thinking. What we need is more action.

The gap between our ambitions and the current pledges is simply too wide. And we need not to remind anyone of the scale of climatic threats facing the most vulnerable countries in the world as a result of climate change. The facts are clear and we are still too far from where we need to be to secure the most vulnerable countries’ right to sustainable development.

The chance to reach our objective is getting smaller as time passes and we need to start this process today. For many countries, this is a matter of survival and this process should be able to deliver an answer to meet their worries.

Læs mere »

Tokelau har blot 1.500 indbyggere, så det hører blandt verdens allermindste lande. Officielt er Tokelau stadig en new zealandsk koloni, omend selvstændiggørelsen er under vej. Det lille samfund har ingen lufthavn, end ikke en egentlig havn, men har bådforbindelse med omverdenen hver fjortende dag.

Tokelau er et atolsamfund i Stillehavet, hvis tre små øer 500 km nord for Samoa tilsammen dækker blot 12 km² landareal. Som sådan har det skæbnefællesskab med en lang række små atolriger i Stillehavet og Det Indiske Ocean, hvor selv små havstigninger vil få drastiske konsekvenser for livsbetingelserne. Tokelaus højeste punkt er 5 m over havet, men størstedelen ligger under 2 m over havoverfladen. Derfor ser man også verdens øriger blandt de stærkeste fortalere for en hurtig og konsekvent klimaindsats.

Til forskel fra Kiribati, som har søgt New Zealand om land til at overflytte sin befolkning og målrettet arbejder på at gøre sin befolkning klar til at fungere andre steder i verden, har man ikke sådanne planer på Tokelau. Men i dag lever der omkring 8.000 tokelauanere på New Zealand. La Nina har i de senere år ændret nedbørsforholdene, så det regnvand, man er afhængig af som tilførsel af drikkevand, er svindende. Og den globale overfiskning af tunbestanden har ramt det lokale fiskeri hårdt.

Under klimaforhandlingerne i Durban fremlagde Tokelaus leder Foua Toloa planer for, hvordan det lille øsamfund fra midten af næste år vil være fuldt ud drevet af vedvarende energi – og udfordrede verdens ledere til at gøre det samme.

Hidtil er Tokelaus strømforsyning sket ved dieselgeneratorer. Men et fælles solcelleanlæg forventes at kunne dække 93% af øens strømforsyning, en batterikapacitet vil kunne klare forsyningen i nattetimerne og en nygenerator drevet på kokosolie, som er en rigelig ressource på øen, vil kunne fungere som nødstrømsforsyning i perioder med svigtende sollys. De hidtidige udgifter til diesel og vedligeholdelse har været store, så tilbagebetalingstiden forventes at være blot 10 år.

Tokelaus strømforsyning vil kunne klares med 200 m² solceller – så omlægningen til vedvarende energi er klart enklere i lande, som endnu ikke har overtaget de industrialiserede landes vaner og uvaner fuldt ud. Derfor er det også vigtigt at stille spørgsmålstegn ved en række hastigt voksende udviklingslandes påkalden sig retten til først at udvikle sig til egentlige industrilande, med al den kulafbrænding, det måtte kræve, for derefter at omlægge til vedvarende energi. Det kan gøres smartere, og det er så meget enklere før man har føet sig gjort sig afhængig af allehånde moderne unødvendigheder. Men det kræver, at den rige verden frisætter sin grønne teknologi og er med til at finansiere omstillingen i sydlandene.

Se tidligere blog-indlæg: Stillehavsøer forsvinder i havet og Ti steder hvor klimaforandringerne er en realitet allerede i dag.

Sally Whittle: Putting an island in touch with the world, The Gaurdian 25.10.2007.

Alice Laurel Driver: Tokelau: Education and the Preservation of an Island Language, 13.02.2010.

Wendy Zukerman: Coconuts and sunshine will power South Pacific islands, New Scientist 13.09.2011.

Tokelau: Living by The Sun, YouTube video 28.06.2011.

Mariella Moon: Island to get its energy purely from coconuts and sunlight, 23.09.2011.

John Vidal: Pacific micro-state switches entirely to renewable energy, The Guardian 08.12.2011.

Tiny Island Chain Becomes World’s First Solar-Powered Territory, Voice of America 07.11.2012.

Jerico Espinas: Tokelau Succeeds In Becoming Fully Renewable Nation, Greener Ideas 14.11.2012.

Atafu Atoll, Tokelau, Southern Pacific Ocean, NASA.

Tokelau, wikipedia.org.

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO₂-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO₂-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

Med udsøgt sans for timing blev der, få dage før klimaforhandlingerne skulle i gang i Durban, offentliggjort endnu en runde af hackede mails fra University of East Anglia. En tilsvarende vrimmel af hackede mails blev sendt i luften få dage før COP15  gik i gang i København og skabte den gang stor furore.

Tilsyneladende er der ikke noget nyt i disse mails. De er fra samme periode som for to år siden, samme forskere diskuterer samme emner, som de mails, som blev hacket og offentliggjort umiddelbart før København. Sandsynligvis er de blot frasorteret i første gang, fordi der ikke rigtigt er noget at komme efter. Men læst som fanden læser biblen – helt ude af kontekst – kan man med lidt god vilje finde noget at så tvivl om. Og luftet mindre end en uge inden COP17 kan de i det mindste støje.

Læst i deres sammenhæng giver disse mails mest af alt et lille indblik i, hvilket hårdt arbejde det er at skulle agere som videnskab udspændt mellem klimaudfordring, politikere og skeptikere – på én gang at skulle optræde som enig videnskab, så langt konklusionerne rækker (og nogle gange måske lidt længere i en verden som efterspørger entydige svar og ikke forstår 90% sandsynlighed), og så samtidig at opretholde frirummet for den stadige videnskabelige afklaringsproces.

Skal man sige noget godt om Climategate 2.0, så er det, at hele situationen bortset fra den allerførste omtale har fået yderst lidt plads i pressen. Ingen tager det rigtigt alvorligt denne gang. Jeg havde også tænkt at lade det forbigå i tavshed, men har samlet en række links derom for at kunne vende tilbage til problemstillingen senere. Det mest interessante ved Climategate 2.0 er måske i virkeligheden, hvordan man som medie skal forholde sig til sådanne præcist plantede misinformationer. For pressen bliver i den grad (mis)brugt i kampen om bevidsthedsrummet, at man nogle gange tager sig i at tænke, at verden var bedre stedt uden globale massemedier.

Bryan Walsh: Climategate: Are Police Closing in on the Email Hacker? Time Magazine 03.01.2012.

Leslie Kaufmann: Police Inquiry Prompts New Speculation on Who Leaked Climate-Change E-Mails, New York Times 01.01.2012.

A poor sequel, (leder) Nature 30.11.2011.

Leo Hickmann: Help us find clues in climate email hacker’s message, The Guardian 25.11.2011.

Juliette Jowitt: The leaked climate science emails – and what they mean, The Guardian 24.11.2011.

Kate Sheppard: Climategate 2.0: Will the Media Do Its Job This Time? Mother Jones 23.11.2011.

Juliette Jowit & Leo Hickman: Climate scientists defend work in wake of new leak of hacked emails, The Guardian 23.11.2011.

Stephan Lewandowsky: Attacks on climate scientists are the real ‘climategate’, The Guardian 23.11.2011.

Damian Carrington: Failure to catch climate email hacker is the real scandal, The Guardian 23.11.2011.

John Abraham: We are smarter this time around, Climate Daily 23.11.2011.

Scott Mandia: Snippets of stolen e-mails cannot make the Earth flat, Climate Daily 23.11.2011.

Richard Black: Climate emails: Storm or yawn? BBC News 22.11.2011.

Leo Hickmann: Fresh round of hacked climate science emails leaked online, The Guardian 22.11.2011.