Strøtanker om bæredygtighed

.
Sammen med udgivelsen af sin CD Genius Loci lavede Thomas Agergaard i 2009 en video med billeder og kort fra grønlandske landskaber, som i disse år hastigt transformeres af den globale opvarmning.

Det er uudgrundeligt smukke, krystallinsk transparente lyduniverser, som møder umådeligt smukke is- og snelandskaber.

Men frem for at skrive yderligere, vil jeg invitere til en stille stund i godt selskab og give ordet til Thomas, som i går aftes skrev nedenstående introduktion på Facebook:

Se tidligere pausebilleder og indlæg om indlandsisen og gletsjere.

This music is dedicated to our ability to listen, and to the Arctic. It does not follow set patterns, like Danish forestry, but flows by its own momentum. To me, it feels natural – like moving through a landscape shaped by time, wind and weather.

I have filled it with shimmers of darkness and light. Some is dry. Much is wet.

We must learn to listen to the warnings flowing from nature. We must learn to listen deep within ourselves, and to each other. We have been born with the keenest senses, which can develop in all directions. With this we have been charged with the responsibility, to develop our empathy, and make room for the multiplicity, of which we are a part.

Our survival depends on our ability to listen to Nature within ourselves. Nature will always survive. We are only part of it. Experts have warned us for decades, and today, it is clearer than ever. Nature is rising up, and may end up sweeping us away.

What we do to it, we do to ourselves. What we pour into it will return to ourselves.

Diversity is the wealth of this planet, and our place at the top of the food chain places in our lap the responsibility to maintain that, which is the foundation of our own existence.

Listening makes the journey more beautiful.

Thomas Agergaard

CDen Genius Loci kan erhverves via thomasagergaard.com.

.
Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansen, var en af de første til at gøre politikere og lægfolk opmærksomme på, at verden med den globale opvarmning stod overfor en udfordring, som krævede både hurtig og systematisk indsats. Han blev siden under Bush sat under administration (læs: censureret) og affandt sig i en periode med ikke at forholde sig til offentligheden. Men omkring 2004 blev det ham klart, at han måtte handle – at han med det han vidste ikke kunne forholde sig tavst, men måtte gøre sit for at delagtiggøre verden. Han har i en årrække rejst verden rundt for at søge at overbevise ledende politikere til at tage de nødvendige konsekvenser. Hans støtte til klimaaktivismen er blevet stadig mere konkret, og sidste år lod han sig arrestere foran Det Hvide Hus for at markere alvoren i afgørelsen om Keystone XL-rørledningen.

I denne TED-forelæsning fra 29.02.2012., Why I must speak out about climate change, giver han et rids af sin historie og af klimaudfordringen. Han er virkelig god til at give det store perspektiv i helt enkle billeder, og hvis man for en stund lader vanetænkningen og politiseringen vige og ser på de rent klimatologiske forhold, så åbner der sig et rationelt rum af stor klarhed over, hvad vi snarest må iværksætte, og hvad vi ikke kan fortsætte med at gøre som hidtil.

“Coal is best left in the ground”, formulerede han det for nogle år siden. Det er simpelthen ikke nogen løsning at udsætte omlægningen til vedvarende energi til vi har brændt al den fossile energi af, men vi ville kunne bruge olien som drivmiddel i en systematisk omstillingsproces.  Som udviklingen har skredet frem de seneste år, har han måtte supplere med de “skæve” olieforekomster, som kræver meget energi at udvikle og indebærer omfattende naturødelæggelser. Der er i Hansens perspektiv slet ingen mening i at udvinde Tar Sand-forekomster, sprænge bjergtoppe i stykker for at udvinde kul, eller udsætte de arktiske egne for risikoen for en oliekatastrofe, når vi alligevel ikke kan brænde al den fossile energi af uden at drive klimaudviklingen dertil, at levevilkårene for kommende generationer er truet.

Vi har i den grad brug for, at denne forståelse bliver styrende for verdens klimaindsats – at den ikke fortaber sig i politiserede felter og kortfristede perspektiver.

Se tidligere blog-indlæg tagged James Hansen.

Treehugger bragte i torsdags et fint lille interview med Rajendra Pachauri, lederen af IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, som giver et fint overblik over IPCCs arbejde og arbejdsmetode.

IPCC laver ikke egen forskning, men har siden 1988 forestået en kontinuert global konsensusproces. Dette gør på den ene side, at alle bliver hørt – forud for den seneste Assessment Report, AR4, som forelå i 2007, behandlede man omkring 90.000 kommentarer. Arbejdet med AR5 har stået på længe, i løbet af i år vil første draft ligge klar til intern høring, og hvis alt går efter planen, så vil de forskellige del af AR5 blive færdig i løbet af 2013-14. Dette giver på den anden side en markant forsinkelse på et vidensområde som klimatologien, som i disse år bevæger sig meget hurtigt. Og fordi IPCCs rapporter skal godkendes af samtlige verdens lande bliver vurderingerne relativt forsigtige.

Pachauri giver ikke detaljer om den kommende AR5, men siger, at der vil være langt mere regionalt materiale. Spørgsmålene om aerosolers og skydækkets klimaindflydelse er også nærmere behandlet (nogle af de store usikkerhedsfaktorer i AR4), man har set på forskellige geoengineering-løsninger, og man ser nærmere på lighedsproblematikken – hvem der kan og skal bære byrderne ved at sætte ind overfor klimaudfordringerne?

Under vejs har Pachauri flere fine betragtninger, som at selvom 97% af alle klimavidenskabsmænd m/k er enige i, at den globale opvarmning primært er menneskeskabt, så får de få uenige ofte lige så stor spalteplads. Hans bekymring (disappointed, slight sense of despair) i forhold til klimaforhandlingerne ved de store klimatopmøder (COP15-16-17 osv.) er, at de svigter i forhold til at basere sig på de videnskabelige forhold og tenderer til at udvikle sig til rene politiske spil og diskussioner. Selvom det i AR4 i 2007 blev fastslået, at hvis man ville holde sig under en global temperaturstigning på 2° C, så må verdens CO₂-udledninger kulminere senest i 2015.

Nu har man senest på klimatopmødet i Durban vedtaget en køreplan for en global klimaaftale, så den bliver virksom fra (i bedste fald) 2020 – og kalder det en succes, selvom det betyder, at CO₂-kurven tidligst vender efter 2020. Det politiske niveau agerer således ikke konsistent med sin egen rådgivning – eller sine egne målsætninger – og har ikke rigtig fattet, at klimaudfordringen ikke står til forhandling.

Interviewet foreligger både som podcast og i transskript.

Se tidligere blog-indlæg tagged IPCC.

Jacob Gordon: Rajendra Pachauri, Chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change, (Podcast) Treehugger 01.03.2012.

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som er tilgængelig i det følgende blog-indlæg, dels Nuclear Aftershocks, som kan ses her.

Nuclear Aftershocks ser på, hvordan Fukushima-ulykken har fået vidtrækkende konsekvenser og har rejst spørgsmålet verden rundt, om vi overhovedet kan håndtere A-kraften? Spørgsmålet: Når det kunne ske i Japan …? Har ført til vidt forskellige reaktioner, fra en fuld udfasning inden for en kort årrække, til en systematisk revurdering af alle sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger.

I programmet bliver det sagt, at der nu kun er 6 ud af Japans 54 reaktorer, som er i drift. I skrivende stund er tallet helt nede på 2. Og sandsynligvis kommer også de to sidste reaktorer til at stå stille fra maj, når de står overfor deres løbende eftersyn.Det hænger sammen med, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstart, hver gang en reaktor har været standset for løbende sikkerhedseftersyn. Indtil nu har dette været formalia. Men i skyggen af Fukushima-ulykken har ingen villet medvirke til at genstarte reaktorerne.

Folkestemningen er meget kraftigt imod den japanske A-kraft (billederne herover er fra japansk fjernsyn), og selvom det er givet, at de japanske udbygningsplaner for A-kraften indstilles, så er det svært at forestille sig, at Japan ikke lister i hvert fald nogle af sine A-kraftværker i gang igen. Men foreløbig har ingen politikere haft mod til at tage ansvar for det – og selv klare tilhængere af A-kraften dukker sig lige nu og håber på bedre tider.

I programmet fremhæver James Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling, at det rent klimamæssigt vil være katastrofalt, hvis A-kraften bare opgives. For der findes ikke umiddelbart vedvarende energikilder, som kan klare “base load”-opgaven – at sikre, at der til enhver tid er strøm i kontakterne uanset om det blæser og solen skinner eller ej. Men lige præcis Japan har et kolossalt geotermisk potentiale, og rigtigt etableret burde geotermien kunne træde til og det endda langt mere fleksibelt end A-kraftværkerne. Så det er mere et spørgsmål om, hvor hurtigt, man hensigtsmæssigt kan lave disse omstillinger.

Man kunne her have ønsket sig, at Frontline også havde inddraget Amory Lovins fra The Mountain Institute, som meget præcist påpeger, at man kan få meget mere positiv klimaeffekt meget hurtigere ved at bruge pengene på vedvarende energikilder.

Den timelange video er delt op i seks sekvenser, som kan ses nedenfor:

Læs mere »

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO₂-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO₂ er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO₂, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO₂ ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

Læs mere »

.
Paul Gilding: The Earth is full, TED forelæsning februar 2012, 16:47 min. YouTube video.

Ikke månen, men jorden, er fuld – fuld af mennesker, af ting, vores affald, vores monokulturer, uddunstninger og afbrændinger. Fuld af forventninger og ideer – og konsekvenserne deraf. Fuld af sporene – for ikke at sige arrene – efter vores aktiviteter, som drøner derudaf for fuld kraft. I vores stræben efter stadig mere, bedre, højere, hurtigere synes vi knapt at ænse det faktum, at vi lever over evne og i dag bruger, som havde vi halvanden klode at bolte os på. Hverken som verdenssamfund, som nation, som virksomhed eller som bysamfund er vi i stand til at tage den fulde konsekvens deraf. Så vi er i fuld gang med at forøde fremtidens livsgrundlag.

Var det i håndbold, havde det i den grad været tiden for en timeout. Men udviklingen kører på fuld kraft, så vi nærmer os det sted, hvor der ingen vej er videre, hvor vi møder fuldt stop over alt – fra økosystemernes og de økonomiske systemers krampetrækninger, og fra en stadig voldsommere klimatologisk feedback som følge af de gigaton af drivhusgasser, vi har sendt til himmels siden 2. verdenskrig.

Paul Gilding giver i sin TED-forelæsning et godt overblik over bæredygtighedsudfordringen – og en lille personlig timeout til at indse krisens uafvendelighed, nødvendighed, konsekvenser og muligheder i øjnene.

Og Gilding ender i bedste Hollywood-stil: Kan vi blot vende vores tænkemåde og vende vores frygt til handling, ligger løsningerne lige for, mulige, betalelige og i den grad værd at give den fulde chance!

.
Denne video stammer fra den officielle fremlæggelse 11. februar af Rocky Mountain Institutes scenario for et USA i 2050, Reinventing Fire, som ikke bare overlever, men stortrives uden kul og olie. Fremlæggelsen bliver forestået af RMIs leder Amory Lovins.

Lovins er en sjælden begavelse, med et skarpt blik for det store perspektiv og en god evne til at se ud over de umiddelbare hindringer – og man får i løbet af videoens 26 minutter virkelig god besked.

I mine øjne er Reinventing Fire det hidtil bedste indspark i den amerikanske valgkamp.

2050-scenariet vil blive nærmere belyst i et følgende blog-indlæg: Reinventing Fire.

To tidligere blog-indlæg bringer video-præsentationer med Lovins: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame samt Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency (fem forelæsninger ved Stanford).

I går blev en flok dokumenter ved en fejl lækket fra Heartland Institute, en amerikansk tænketank, som arbejder for et minimalstats-dereguleret samfund med færrest mulige hindringer for den frie (økonomiske) aktivitetsudfoldelse. Klimaudfordringen bliver fra et sådant ståsted let et skalkeskjul for gennemførelsen af allehånde reguleringer af samfundet – CO₂-afgifter, forventninger om at forureneren betaler og andre uhyrligheder. Og Heartland Institute har i de senere år stillet sig helt centralt i klimafornægtelsesindustrien.

De lækkede dokumenter, som er tilgængelige fra DeSmogBlog,¹ giver et alt efter temperament et glimrende/foruroligende/skræmmende indblik i, hvor systematisk klimafornægtelsesindustrien arbejder. Man kan blandt andet se planer for systematisk at forstyrre og miskreditere skolernes klimaoplysningsarbejde. Og det står hermed endeligt klart, hvor direkte en række af de største støjsendere er direkte finansieret af en institution som Heartland.

Heartland støtter således en række af de centrale bloggere og hjemmeside-administratorer i klimafornægtelsesindustrien som Alan Watts, Fred Singer, Bob Carter og Craig Isdo (som udgiver nyhedsbrevet CO2Science), som ud over sit salær på 100.000$ får 11.600 $ pr. måned fra Heartland.²

Og de lækkede dokumenter giver også et indblik i, hvilke virksomheder, som har interesse i, at den globale konsensus om den menneskeskabte opvarmning forstyrres længst muligt. Blandt bidragyderne finder man store virksomheder som GlaxoSmithKline, Altria, Reynolds America, Pfizer, Eli Lilley, General Motors og Microsoft (omend kun med mindre beløb). Heartland har tidligere fået støtte fra Exxon Mobil and Philip Morris og fik i 2011 en støtte på 200.000$ fra Charles G. Koch Foundation, en af USAs store klimafornægtelsessponsorer. Størstedelen af Heartlands budget er finansieret af en anonym bidragyder.

Heartland bekræftede først, at dokumenterne var lækkede (og dermed at de var ægte), men har siden erklæret, at strategidokumentet² er et falsum – og man er ikke bleg for på sin hjemmeside at erklære, at det er venstreorienterede, som står bag. Det kunne dog meget vel være, at der i USA også var en enkelt republikaner eller tre, som var trætte af den absurde klima- og videnskabsfornægtelse, som Tea Party-bevægelsen har fået det republikanske parti viklet ind i til halsen.

Det har vakt harme – og der venter måske en skattesag forude om – at Heartland Institute har skattefritagelse som en godgørende organisation samtidig med, at man arbejder målrettet på at misinformere om klimavidenskaben. Ligeledes falder støttebeløbet fra General Motors, som har modtaget en omfattende redningspakke af skatteydermidler, mange for brystet. Jeg dog vil ikke her gå længere ind i problematikken, blot henvise til den omfattende dækning af sagen på The Guardian og New York Times.

Foreløbig kører der en underskriftsindsamling mod General Motors’ videre Heartland-støtte.

I sin artikel om klimafornægtelsens natur, Capitalism vs. the Climate (som er oversat her på bloggen), åbner Naomi Klein en reportage fra en af Heartlands mange (anti)klimakonferencer.

Se tidligere blog-indlæg om klimafornægtelsen: Republikanske afveje, Not my cup of tea, Naomi Klein: Kapitalismen versus Klimaet, Hovedet i busken, Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik, Amerikansk klimasabotage, Skeptikerne i gabestokken og Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

Richard Littlemore: Heartland Confirms that it Mistakenly Emailed Internal Documents , DeSmogBlog 15.02.2012.¹

Richard Littlemore: Mashey Report Confirms Heartland’s Manipulation; Exposes Singer’s Deception, DeSmogBlog 14.02.2012.

Richard Littlemore: Heartland Insider Exposes Institute’s Budget and Strategy, DeSmogBlog 14.02.2012.

John Mashey: Fake science, fakexperts, funny finances, free of tax, DeSmogBlog 14.02.2012.

Brendan Demelle: Heartland Institute Exposed: Internal Documents Unmask Heart of Climate Denial Machine, DeSmogBlog 14.02.2012.

Confidential Memo: 2012 Heartland Climate Strategy, January 2012 (pdf).²
.

Michael Hiltzik: Subterfuge vs. propaganda in global warming debate, Los Angeles Times 29.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland associate taught ‘biased’ climate course at Ottawa university, The Guardian 28.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Peter Gleick on leave from Pacific Institute over Heartland leak, The Guardian 25.02.2012.

George Monbiot: Anything to declare, Mr Booker? We need transparency about Heartland, The Guardian 24.02.2012.

Laird Harrison: Renowned U.S. climate scientist comes under fire, Reuters 23.02.2012.

Evan Lehmann: Heartland’s president once believed in climate change, but now says it’s a ‘myth’, E&E Publishing 23.02.2012.

Leslie Kaufmann: Behind the Controversy, an Effort to Rewrite Curriculum on Climate Change, New York Times 23.02.2012.

Don’t cloud young minds, New Scientist 22.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland president details curriculum questioning climate science, Politico 22.02.2012.

David Suzuki: Denying Climate Change is Worse Than Stealing, Huffington Post 22.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Gleick apology over Heartland leak stirs ethics debate among climate scientists, The Guardian 21.02.2012.

Bob Ward: Heartland Institute leak exposes strategies of climate attack machine, The Guardian, 21.02.2012.

George Monbiot: We need to know who funds these thinktank lobbyists, The Guardian 20.02.2012.

Jaeah Lee: Which Major Corporations Are Backing a Climate-Denier Think Tank? Mother Jones 18.02.2012.

Stephen Hume: Hume: Fake skeptics of climate change won’t be swayed by good science, Vancouver Sun 18.02.2012.

Ben Chubby: Web leak shows trail of climate sceptic funding, Sydnet Morning Herald 18.02.2012.

Stephanie Pappas: Classrooms Become Next Battleground for Climate Change Skeptics, Live Science 17.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute faces fresh scrutiny over tax status, The Guardian 17.02.2012.

Christina Roberts: Who Would Be a Climate Skeptic? Huffington Post 16.12.2012.

Nela Banerjee: Climate change doubter Heartland Institute documents leaked, Los Angeles Times 16.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland Institute raising money off ‘Denialgate’, Politico 16.02.2012.

Nora Doyle Burr: Heartland’s leaked documents show how climate skepticism spreads, Christian Science Monitor 16.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute ‘fights back’ over publication of confidential documents, The Guardian 16.02.2012.

Susanne Goldenberg & Dominic Rushe: Climate science attack machine took donations from major corporations, The Guardian 16.02.2012.

Leo Hickman: Leaked Heartland Institute documents pull back curtain on climate scepticism, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Leak exposes how Heartland Institute works to undermine climate science, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute claims fraud after leak of climate change documents, The Guardian 15.02.2012.

Leo Hickman: Climate sceptics – who gets paid what? The Guardian 15.02.2012.

Justin Gillis & Lelslie Kaufmann: Leak Offers Glimpse of Campaign Against Climate Science, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: The Heartland Files and the Climate Fight, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: Exxon and the Climate Fight, New York Times 08.02.2010.

  .

.
President Nasheed: “We refuse to be quiet”, 11:32 min. YouTube video. 

I denne video fra Klimaforum i København 2009 kan man høre Maldivernes nu første folkevalgte expræsident Mohamed Nasheed fortælle først om kampen for frihed fra det militærregime, som tog over efter kolonitiden, derefter om kampen for at redde Maldiverne fra klimaforandringerne – en kamp som kun kan vindes ved at stå sammen som verdenssamfund, og som kræver stærke klimamålsætninger. Nasheed har en vigtig rolle i, at forståelsen af nødvendigheden en målsætning på 350 ppm på blot 1½ år blev en del af et flertal af verdens landes klimamålsætninger. Uheldigvis ikke de rigeste. Så selvom omkring to tredjedele af verdens lande ønskede en målsætning på 350 ppm indskrevet i The Copenhagen Accord, så endte det med 450 ppm og 2ºC – og efterfølgende ikke-bindende tilsagn om en klimaindsats, som er fuldstændig utilstrækkelige i forhold til målsætningen.

I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO₂-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.

Nasheed blev i går af militærfolk tvunget til at trække sig tilbage som præsident. Og Maldiverne, som i forvejen er et af verdens lavestliggende lande, er hermed sunket endnu lavere.

På 350.org er der en underskriftsindsamling: Help President Nasheed of the Maldives. Jeg kan kun opfordre til at istemme.

Se mere om situationen på Maldiverne i det følgende blog-indlæg: Maldivernes præsident truet til at trække sig.

Se tidligere blog-indlæg om: 350 ppm.

.
NASA har udgivet denne blot 26 sekunder lange video,¹ som år for år viser den globale temperatur tilbage fra 1880, hvor man begyndte at foretage systematiske temperaturmålinger. Billedsekvensen giver bedst mening, hvis man inden hæfter sig ved farveskalaen, hvor de blålige nuancer er koldere end nulpunktet (1945), mens de varme nuancer er varmere.

Kurven herunder har sammenfattet den globale temperaturstigning for samme periode. Den angivne gennemsnitlige stigning i global temperatur siden 2. verdenskrig er på 0,51 °C. Selvom der er variationer fra år til år, er tendensen ganske klar, at der frem til midten af det 20. århundrede er tale om en kun svagt stigende tendens, som til gengæld har accelereret markant de sidste 30-40 år.

Hvis man ser på videoen, er denne temperaturstigning ikke jævnt fordel, men tværtimod markant højere over land end over vand, og typisk højere over de nordligste landmassiver. Selvom den gennemsnitlige temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse har været på omkring 0,7 °C er stigningen mange steder i de arktiske egne således allerede over 2 °C.

En række faktorer påvirker den globale temperaturstigning, men langt den vigtigste enkeltfaktor er de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Hvor koncentrationen af CO₂ i 1880 var 280 ppm (parts per million) er den i dag 390 ppm og stigende med ~2 ppm pr. år. I blog-indlægget Visualisering af CO₂-udviklingen findes en tilsvarende visualisering fra NOAA af udviklingen af atmosfærens koncentration af drivhusgasser.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé, IEA: Fem år til at vende udviklingen, Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Skeptikerne i gabestokken.

NASA Finds 2011 Ninth-Warmest Year on Record, NASA 19.01.2012.¹

.