Strøtanker om bæredygtighed

.
Before the Flood, 95:32 min. video.

Mere tekst på vej … Join Leonardo DiCaprio as he explores the topic of climate change, and discovers what must be done today to prevent catastrophic disruption of life on our planet.

Before the Flood, directed by Fisher Stevens, captures a three-year personal journey alongside Academy Award-winning actor and U.N. Messenger of Peace Leonardo DiCaprio as he interviews individuals from every facet of society in both developing and developed nations who provide unique, impassioned and pragmatic views on what must be done today and in the future to prevent catastrophic disruption of life on our planet.

Before the Flood is very much an educational and advocacy documentary. It’s a cliffs notes version of what’s happening to the world we live in, what’s going to happen to the world we live in, and what we can do to prevent the worst possible outcome. In that respect, it’s kind of like a less boring version of An Inconventient Truth with some high-profile interviews.

Adam Chitwood: ‘Before the Flood’ Review: Leonardo DiCaprio Heralds the End of the World, Collider 30.10.2016.

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO₂ i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.

1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.

Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”

I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.

“1.5 to stay alive.”

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, CO2-koncentrationen når 400 ppm, 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig, James Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Reinhold Pape: Film:1.5 Stay Alive, Acid News 01.11.2015.

Caribbean formatting climate change strategy for Paris meeting, Jamaica Observer 03.08.2015.

1.5 – Stay Alive | Interview with Tilman Altenburg, (3:22 min video) Deutsche Institut für Entwicklungspolitik 22.05.2015.

Links om 1,5°C-målsætningen generelt

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

Simon Lee: Before the Flood—1.5 to stay alive, Guardian (Trinidad & Tobago) 20.08.2015.

Brenton Henry: Antigua: 1.5 to stay alive, The Daily Observer 21.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

Small Islands propose “below 1.5˚C” global goal for Paris Agreement, AOSIS 08.06.2015.

Simon Evans: IEA: China should shoulder greatest burden in raising climate ambition, Carbon Brief 17.06.2015.

Sophie Yeo: In-depth: Is the 1.5C global warming goal politically possible? Carbon Brief 15.06.2015.

Ed King: Governments silenced over UN climate change target, RTCC 11.06.2015.

Megan Darby: China, India reject calls for tougher climate goal at UN talks, RTCC 10.06.2015.

Roz Pidcock & Rosamund Pearce: Six years worth of current emissions would blow the carbon budget for 1.5 degrees, Carbon Brief 13.11.2014.

Protest og forargelse har bredt sig som en steppebrand efter at det står klart, at Exxon tilbage i 70erne og 80erne havde et helt klart billede af konsekvenserne af fortsat at udlede store mængder af CO₂, men alligevel valgte ikke bare at tie, men meget aktivt at skabe tvivl om klimavidenskaben.

Da Bill McKibben for nylig lænkede sig til en lokal Exxon benzinstander i en desperat proces for at markere urimeligheden i det svigt overfor menneskeheden, som det var blevet lagt for dagen, at Exxon havde leveret, gav han udtryk for, at det var yderst tvivlsomt, om Exxons udåd (som han karakteriserede som den værste i verdenshistorien) nogensinde ville blive prøvet ved domstolene – dertil havde de formået at købe sig til for megen magt. Det kom efter en række artikler, hvor McKibben tydeligvis var mere og mere utilsløret forarget og rasende og – kunne man mærke – var lige ved at koge over (se updates for 14.10. ff. i blog-indlægget Exxons klimasvigt).

Så på den led er det en god overraskelse, at New Yorks anklagemyndighed i denne uge indledte undersøgelser mod Exxon for at få afprøvet ved domstolene, om Exxon bevidst har vildledt offentligheden.

Baggrunden er en lang række afsløringer, hvor tre forskellige journalist-detektivhold har forsøgt samme spor. Ballet blev åbnet af en gruppe fra Union of Concerned Scientists, som via informationer fra tidligere medarbejdere ved Exxons forskningsafdeling tydeliggjorde, at Exxon allerede tidligt havde forsket i og haft et ganske præcist billede af, hvilke klimaforandringer, som lå forude, og dermed hvilke katastrofer ens kerneprodukt olie ville påføre menneskeheden. Senest har et team fra Washington Post og Columbia University Journalism School fremlagt sine afsløringer, som blandt andet demonstrer, hvordan Exxon bevidst har indkalkuleret klimaforandringenes afsmeltninger i det arktiske område, så man bedre kan komme til at udvinde olie, samtidig med at man siden midten af 1980erne ganske systematisk har sået tvivl om klimaforandringerne, i hvert flad som menneskeskabte. Men den uafviselige bredside kommer fra InsideClimate News, som igennem måneder har haft en gruppe journalister på sporet, og har haft disciplin nok til ikke at lade det dryppe under vejs – og dermed blot drukne  i mediestrømmen – men samle det over en relativt kort periode.

Læs mere »

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Læs mere »