Strøtanker om bæredygtighed

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

I dag var årets første rigtige sommerdag, og varmen blev hængende, så der var 20ºC til langt ud på aftenen. Endda kører terrassevarmerne på fuldt tryk i Middelalderbyen.

Samtidig er forhandlere fra hele verden i disse dage samlet i Bonn for at konkretisere forhandlingsresultatet fra COP17 i Durban. Et af de helt centrale spørgsmål er, hvordan man lukker “the mitigation gap” – forskellen på det, verdens lande har forpligtiget sig til at gøre for at imødegå klimaforandringerne, og den nødvendige indsats for at sikre, at den globale temperaturstigning holdes under 2ºC. AOSIS-landene, en alliance af 43 små østater, prøver endda at fastholde, at vi må skærpe målsætningen til 1½ºC.

Og de har ret – ikke bare giver 1½ºC gode chancer for, at de mange atolriger ikke skyller i havet. Det vil også være med til at afbøde, at vores økosystemer disintegrerer.

Hvis det skal lykkes at lukke “the mitigation gap” og sikre de kommende generationer gode livsvilkår, så bliver vi nødt til at lægge en række meget uhensigtsmæssige vaner bort – heriblandt ikke at spise under grisevarmere. Og når vi bestiller mad, så at vælge en menu med markant mindre kød end i dag.

Undskyld jeg ømmer mig over det, men jeg ser grisevarmerne gløde hver eneste dag. Det er grimt, det er unødvendigt, og det er en absurditet i hjertet af en by, som kalder sig Verdens Miljømetropol og arbejder målrettet på at blive CO₂-neutral i 2025.

Forskere fra Tokyo University offentliggjorde i går i Nature Geoscience en artikel, som påviser en ganske markant sammenhæng mellem de stigende verdenshave og vores stadig større forbrug af jordens ferskvand.¹

Dette øgede vandforbrug kommer dels fra landbruget, som ikke mindst i tørre egne pumper stadig større mængder vand op til stadig mere vandkrævende afgrøder. Billedet herover er store cirkler med frodige afgrøder i ørkenagtige omgivelser, hvor dyrkningen kun er muliggjort gennem stadig overbrusning med store mængder vand, som hentes dybt i undergrunden, og som ofte medfører, at almindelige brønde og vandingshuller, som har forsynet mennesker og dyr med vand gennem tiderne, tørlægges. Dels er det de stadig flere mennesker, som bor i byerne – for eksempel i en by som Shanghai henter man i dag vand i meget dybtliggende lag, så hele byen gradvist synker. Og ganske mange af vores produktionskæder bruger store mængder af vand, papirfremstilling, kødproduktion, udvaskning af olie fra tar sand osv., så kloden rundt er grundvandspejlet faldende.

“The water being taken from deep wells is geologically old – there is no replenishment and so it is a one way transfer into the ocean,” siger havstigningseksperten Robert Nicholls fra University of Southampton: “In the long run, I would still be more concerned about the impact of climate change, but this work shows that even if we stabilise the climate, we might still get sea level rise due to how we use water.”²

Det meste af det vand, som vi pumper op af jorden, når ikke tilbage som grundvand, men løber med tiden ud i havet. Noget af det tilbageholdes i reservoirer, men som man kan se af figuren nedenfor, er der ifølge forskerteamets beregninger tale om en omfattende netto tilførsel til verdenshavene, som i årene 1961-2003 svarede til en gennemsnitlig havstigning på 0,77 mm pr. år – eller 42% af den samlede observerede havstigning. Artiklen er desværre kun tilgængelig som abstract (eller ved betaling på 18$).

På illustrationen herover modsvarer graferne til venstre de komponenter, som IPCC regner med i den seneste hovedrapport AR4, som kom i 2007. Her blev isafsmeltningens bidrag (pink + lysviolet) for første gang større end den havstigning, som stammer fra, at havet udvider sig ved opvarmning (gul). Og effekten fra grundvandet var blot anslået med meget stor usikkerhed (den blå graf). Graferne i midten viser størrelsesordenen af menneskets direkte indgriben i vandstrømningerne fra oppumpning, inddæmning, øget fordampning fra opstemninger og ændret vandindhold i jorden i forbindelse med klimaforandringer – tilsammen giver de tre hovedkomponenter den sorte graf, som betyder en havstigning på 0,77 mm pr. år.

Hvis al jordens grundvand blev pumpet op, ville det give en havstigning på omkring 10 m – hvilket dog ikke er sandsynligt, da en del af dette vand vil være forurenet med salt, siger Robert Nicholls til The Guardian.² Og længe inden da ville det have sænket grundvandsspejlet, så buske og træer ikke mere har adgang til grundvandet, og vores landskaber ville fremstå som knastørre rudimenter af, hvad vi kender i dag.

Et bæredygtigt vandforbrug må indebære, at vi ikke pumper mere op, end nedbøren fører tilbage. Men denne nedsivning foregår kun langsomt – mange steder overhovedet ikke på grund af asfaltering og bebyggelse – så verden rundt er man i fuld gang med at forøde sin vandressource.

Se tidligere blog-indlæg: Havet omkring Danmark, Østersøen inddæmmet, Flere kilder til havstigninger, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, København inddæmmet, Synkende storbyer, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Pokhrel, Y.N. et al.: Model estimates of sea-level change due to anthropogenic impacts on terrestrial water storage, (abstract) Nature Geoscience 20.05.2012.¹

Damian Carrington: Fresh water demand driving sea-level rise faster than glacier melt, The Guardian 20.05.2012.²

Climate scientists solve riddle of rising sea, AFP 21.05.2012.

Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Læs mere »

I dag indledes en ny runde af FNs klimaforhandlinger i Bonn 14.-25. maj 2012. Her skal de spæde spirer fra Durban-aftalen i december stå deres første prøve, om verden vitterligt er på vej mod sin første samlede klimaaftale, som ifølge planerne skulle træde i kraft i 2020 men ligge klar fra 2015. Hvorfor der ikke skal ske noget i disse år er uforståeligt og dybt uforsvarligt – og hvert års tøven kommer til at koste.

Det bliver også denne gang, at en ny runde af Kyoto-aftalen skal fastlægges. Med store lande som USA, Canada og Rusland ude af Kyoto-aftalen kommer anden fase kun til at dække omkring 15% af verdens samlede udledninger. Det har således fuldt så stor betydning som signalpolitik – at der er rige industrilande, som rent faktisk vil gå foran, og som herigennem vil give de virksomheder, som arbejder for at udvikle grøn teknologi og grønne produkter, ordentlige rammebetingelser for at fortsætte deres udviklingsarbejde.

Men dette lille indlæg er først og fremmest tænkt som en løbende linkopsamling. Pressedækningen er forsvindende lille – søgninger på politiken.dk og information.dk viser stort set ingen omtale af de forestående klimaforhandlinger i Bonn. Det handler jo også kun om vores fælles fremtid, og det er der ikke noget nyt i.

Via UNFCCs hjemmeside kan man følge med i de vigtigste forhandlinger i Bonn (se on demand webcast), ligesom præsentationer og forhandlingsdokumenter løbende gøres tilgængelige.

På Twitter finder man løbende opdateringer for eksempel via @UN_ClimateTalks og @CFigueres.

Bob Berwin: Global warming: Inching ahead at Bonn climate talks, Summit County Citzens Voice 27.05.2012.

Little Progress Made at Bonn Climate Negotiations, Union of Concerned Scientists 25.05.2012.

Fiona Harvey: Bonn climate talks end in discord and disappointment, The Guardian 25.05.2012.

Nathan Witkop: Bonn climate talks end in squabbling, Deutsche Welle 25.05.2012.

Karl Ritter: Is China poor? Key question at climate talks, Bloomberg 25.05.2012.

Connie Hedegård: Statement, 25.05.2012.

Richard Balk: Climate talks stall with nations ‘wasting time’, BBC News 25.05.2012.

Bonn Climate Talks Close in Disappointment; World Leaders Whistle Towards Disaster, Common Dreams 25.05.2012.

Credibility and will can move climate talks forward, Can Europe 25.05.2012.

Jesper Løvenbalk: Klimaaftalen fra Durban hænger i en tynd tråd, Information 25.05.2012.

Alex Morales: Climate Deadlock Breaks as Slow UN Talks Frustrate U.S., EU, Bloomberg 25.05.2012.

Clancy Moore: Australia: new negotiator, new opportunities? Adopt a Negotiator Project 25.05.2012.

Stephen Leahy: Global Temperatures Rising on a Devastating Trajectory, IPS News 25.05.2012.

Bonn UN Climate Change meeting delivers progress on key issues, (pressemeddelelse) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (EU) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (Christiana Figueres) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Chris Lang: REDD discussions at the UN climate meeting in Bonn: “The only thing negotiators did here was produce more things to disagree on”, Redd Monitor 25.05.2012.

Michelle Kovacevic: One of Indonesia’s top REDD+ experts discusses logging moratorium progress, Forests News 25.05.2012.

Alexander Besant: Climate talks in Bonn end in disappointment, Global Post 25.05.2012.

Mariette la Roux: Climate pact process stumbles as countries bicker, AFP 25.05.2012.

China says it holds fast to Durban outcome, Xinhua 25.05.2012.

US, Europe and Australia trying to evade climate commitments: climate, AFP 25.05.2012.

Nina Chestney: Deadlock breaks at UN climate talks, mistrust remains, Reuters 25.05.2012.

Warming could exceed 3.5C, say climate scientists, The News (Pakistan) 25.05.2012.

China to spend $27bn on energy efficiency and renewables, (Reuters) The Guardian 25.05.2012.

U.N. climate talks stall over rich-poor divisions, (AP) San Fanciso Chronicle 25.05.2012.

Climate scientists say warming could exceed 3.5 C, AFP 24.05.2012.

Michel Rose: Global CO2 emissions hit record in 2011 led by China: IEA, Reuters 24.05.2012.

Mariette la Roux: China hits back at claims it is blocking climate talks, AFP 24.05.2012.

Nina Chestney: Countries doing too little on warming: researchers, Reuters 24.05.2012.

Nina Chestney: U.N. Doha climate talks risk sinking ‘like Titanic’, (Reuters) moneycontrol.com 24.05.2012.

Alex Morales: Greenhouse Gas Gap Grows as Climate Pledges Fall Short, Bloomberg 24.05.2012.

Nina Chestney: CO2 Cut Review Could Raise Kyoto Ambition – EU, Reuters 24.05.2012.

Mark Bonner: Agreement on draft text for CCS in the CDM, Global CSS Institute 24.05.2012.

Anthony Lucas & Mariette le Rou: UN climate talks ‘stalled’, Kyoto architect tells AFP, AFP 23.05.2012.

EU warns climate talks at risk of floundering, AFP 23.05.2012.

Vananda Shiva: Eco warriors, arise! The Asian Age 23.05.2012.

James Murray: G8 pledges climate action as Bonn talks stall, Business Green 23.05.2012.

Læs mere »

I de seneste år har det centrale København fået sine Red Light Districts, hvor Middelalderbyens smukke huse ligger badet i infrarødt lys. Billedet herover er fra Gråbrødretorv, hvor så godt som alle spisesteder efterhånden har arrangeret sig med grisevarmere i et forsøg på at fastholde et Middelhavssommervarmt klima året rundt på 56. breddegrad.

Op til klimatopmødet var det på tale at lave en fælles aftale om ikke at bruge sådanne terrassevarmere, men det glippede. Siden er tingene gledet tilbage til business as usual. Måned for måned kommer der flere og flere af disse grisevarmere i bybilledet, og i dag er der kun en enkelt af Gråbrødretorvs restauranter, som holder stand mod denne hån mod klimaet.

Blev de så kun tændt i den udstrækning, at restaurantens gæster udtrykkeligt bad om det, men stort set hver aften her i foråret har grisevarmerne strålet deres rødgustne lys ud over tomme borde og store i al slags vejr.

Fiona Hall, som repræsenterer de liberale i Europa-parlamentet, udtalte i 2008: “Following the introduction of the UK smoking ban outdoor patio heater sales have soared, and I appreciate that if we ban heaters there are implications for those in the hospitality industry. Individuals do have practical alternatives to keeping warm outside. However, Climate Change is now affecting all of us, and we must all do our part. I believe outdoor patio heaters are a luxury the planet cannot afford.”

En række engelske butikskæder har da også taget konsekvensen og har fjernet terrassevarmere fra deres varesortiment.

Jeg kan derfor kun opfordre Københavns Kommune til fremover kun at forny udeserveringstilladelser på betingelse af, at det sker uden brug af grisevarmere. De er et helt forkert signal at sende for en by, som vil være Verdens Miljømetropol i 2015 og CO₂-neutral i 2025. Og indtil disse røde lamper bliver fjernet, må vi markere vores utilfredshed ved ikke at spise i griselampernes skær.

Se tidligere blog-indlæg: KLIMA+ restauranter og Phil Whoolas: When outside, wear a jumper.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »