Strøtanker om bæredygtighed

I seneste nummer af Rolling Stone har 350-bevægelsens leder Bill McKibben en tankevækkende og særdeles intens artikel, Global Warming’s Terrifying New Math, som er bygget op omkring den logik, at vi har en aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som (selvom der er mange fortalere for nødvendigheden en målsætning på max 1½ºC) nøgternt set er noget af det eneste, verdenssamfundet har kunnet enes om, og som blandt andet blev fastslået i The Copenhagen Accord ved klimatopmådet i København i 2009.

Dernæst fastslår McKibben, at vi i tiden frem til år 2050 rundt regnet kan lede yderligere i alt 565 gigaton CO₂ ud i atmosfæren, hvis vi skal have en fire femtedeles chance for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Det er den ramme, som verdenssamfundet har besluttet sig for.

I maj vurderede IEA verdens samlede CO₂-udledninger i 2010 til at være 31,6 gigaton. Det var 3,2% mere end året inden. Selv hvis vi i årene frem til 2050 “kun” udleder 31,6 gigaton CO₂ pr. år bliver det på 40 år 1.264 gigaton, eller mere end det dobbelte af den mængde, som der er plads til, hvis vi med nogenlunde sikkerhed skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Derfor er der brug for meget hurtigt at vende udviklingen.

Det tredje tal, som McKibben tager frem, er den samlede mængde af kendte reserver af kul, olie og gas, som udvindingsselskaberne kloden rundt har bogført som aktiver og dermed planlægger at gøre tilgængelig for afbrænding inden for en overkommelig årrække. Afbrændingen af disse kendte reserver vil i alt føre til udledningen af 2.795 gigaton CO₂ – eller rundt regnet fem gange mere, end der er plads til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Udfordringen bliver derfor at sikre, at 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver dybt under jordens overflade. Samt at standse efterforskningen af mere, da der i forvejen ikke “er brug for” mere end en brøkdel af det, vi allerede har ved hånden. Og det bliver naturligt at fravælge brugen af fossile forekomster som kul og tar sand, som medfører væsentligt mere CO₂ pr. udvundet energienhed end gas og “rene” oliekilder, eller medfører særligt stor miljørisiko ved udvindingen.

Alene indvinding og brug af tar sand-forekomsterne i Alberta vil føre til udledningen af 240 gigaton CO₂ – eller næsten halvdelen af det CO₂-rum, vi har tilbage. Så ødelæggelsen af et kolossalt tempereret urskovsområde for at udvinde en olie, som medfører langt mere CO₂ pr. energienhed end gas og renere olieforekomster, er i det perspektiv, som McKibbens artikel udfolder, en absurditet.

Artiklen er lang, men velskrevet og kommer godt rundt om implikationerne i den problemstilling, jeg herover blot har opridset helt skematisk. I en mail fra i går siger han, at den kommende tids indsats i 350-bevægelsen i høj grad kommer til at bygge op omkring det perspektiv på klimaindsatsen, som Rolling Stone-artiklen trækker op. Som med Keystone XL-processen bliver det mere frontalt trukket op overfor kul-, olie- og gasindustrien og de kræfter, som aktivt modarbejder omstillingen.

Under vejs refererer McKibben flere gange til The Carbon Tracker Initiative. Det er introduceret i blog-indlægget: Carbon Bubbles.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, Rolling Stones 19.07.2012.

Bill McKibben of 350.org: Even Industry-Funded Climate Change Deniers Can’t Ignore Planet’s Warming, (video & transskript) Democracy Now 02.08.2012.

Steve Curwood: Global Warming’s Terrifying New Math, (interview med McKibben) Living on Earth 03.08.2012.

Three responses to Bill McKibben’s new article, “Global Warming’s Terrifying New Math”, Climate Connections 24.07.2012.

Rasmus Vincentz: Den globale opvarmnings magt og matematik, klimadebat.dk 06.08.2012.

Dette dobbeltbillede har de sidste døgn cirkuleret i alle medier. Det viser, hvordan afsmeltningen fra Grønlands indlandsis fra 8. juli at omfatte en randszone mod kysten og så det meste af den sydlige del blot fire dage senere omfattede stort set hele den af udstrækning kolossale isflade. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvor stort et massetab er der tale om. men det har endda vakt bekymringer, da man ikke i de 30 år, man har haft satellitovervågning af Indlandsisen, har set en afsmeltning af det omfang.

Men hvis man sammenligner kortene med dem, jeg bragte i blog-indlægget Indlandsisen vådrer for 2½ år siden, begynder det at dæmre. Her er der dels to tilsvarende kort fra 1992 og 2002 som viser hvor der overhovedet i løbet af sommerhalvåret havde forekommet afsmeltning, og her er der skønsmæssigt tale om under 10% og 35% af den samlede indlandsis. Dels har blog-indlægget et kort, som sammenligner 1998 og 2005 og angiver, hvor mange flere smeltedage, der er tale om.

Et tredje kort i indlægget viser, at indlandsisens albedo, et mål for isfladens reflektivitet (og dermed hvor meget af det lys som rammer, som akkumuleres som varme i isoverfladen), har været stigende i årene 2000-2007. Det er baggrunden for, at man nu hvor der er gået stilstand i klimaforhandlingerne skulle prioritere i mellemtiden at få filtre på alle kulkraftværker. For ud over at give en tiltrængt luftrensning i Kina og Østeuropa ville det også kunne dæmme op for den øgede afsmeltning fra indlandsisen. I blog-indlægget Islandskaber samlede jeg en række billeder fra indlandsisen. Det er alt andet en hvide flader, der er tale om. Her ud på sommeren dannes der veritable søer og floder af smeltevandet, og pludselig forsvinder det i store skakter ned under isen, hvor det vådrer gletsjerens fæste mod bunden og er med til at øge iskælvingen.

Læs mere »

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juli blev to reaktorer ved Oi-værket genstartet, og protesterne blev om noget stærkere. Juli barslede også med undersøgelser fra to forskellige kommissioner, som hver især kom frem til, at der var graverende fejl i håndteringen af krisen, og at der lå alvorlige strukturelle svigt bag det at katastrofen havde kunnet udvikle sig som den gjorde. Den ene gjorde et stort nummer ud af at understrege, at katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men tværtimod “made in Japan”, skabt af serier af menneskelige svigt. Permierminister Nodas ganske egenrådige gennemtrumfen af genstarten og en i vide kredse upopulær momsforhøjelse får ganske mange politikere til at forlade regeringspartiet DPJ, og der kommer hul på en omfattende offentlig høring, som skal være en del af grundlaget for vedtagelsen af Japans kommende energiplan.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2012

6. juli – Igen A-kraft i de japanske stikkontakter
7. juli – Undersøgelseskommission: Fukushima-katastrofen er menneskeskabt
8. juli – “No Nukes 2012”
10. juli – Reaktor 3 på fuld kraft
12. juli – Sagsanlæg: TEPCO ude af stand til at drive A-kraftværker forsvarligt

13. juli – Ozawa siger fra overfor Noda med nyt parti
13. juli – Fredag er demo-dag
14. juli – Hatoyama siger fra overfor Noda
15. juli – 3 energiscenarier til høring
15. juli – Sanno: Landsby med 100% vedvarende el-forsyning

16. juli – Japan på gaderne
17. juli – TEPCO ønsker prisstigninger
17. juli – Sommervarmen kommet
18. juli – Første brændselslegeme fjernet fra reaktor 4
19. juli – Flere foldelinjer, flere fortrængninger

20. juli – Hvor mange vil dø efter Fukushima-katastrofen?
21. juli – Japans politiske scene
21. juli – Snyd med dosimetre
22. juli – Energieffektivitet
23. juli – Naoto Kan: Fuld afvikling af A-kraft i 2025

23. juli – Ny rapport om Fukushima-katastrofen
24. juli – Grønt parti på vej i Japan
25. juli – vedvarende energi-ekspert som guvernør i Yamaguchi?
25. juli – Rekordstort handelsunderskud for første halvår 2012
26. juli – KEPCO ønsker flere reaktorer startet / 10% scenario?

27. juli – Energiplan forsinket?
28. juli – NISAs sidste vilje
28. juli – Erhvervslivets organisationer afviser de tre energiscenarier
29. juli – Midori no To – et grønt parti stiftet
29. juli – Det japanske parlament “omringet” af demonstranter

29. juli – Valg i Yamaguchi
30. juli – KEPCO kører med milliardunderskud
31. juli – Tetsunari Iida om overgangen til 100% vedvarende energi

Se: Fukushima links for juli 2012.

Læs mere »

.
Prins Charles er ikke med i Rio i denne omgang, men i denne 10:12 min. video-hilsen til deltagerne i Rio+20 trækker han de store linjer op i verdens tilstand. Gennem årene har han været en regnskovenes og biodiversitetens stemme, og gennem sit eksempel han har gjort meget for den konkrete miljøindsats i sit hjemland.

I denne video er han igen og igen omkring nødvendigheden af integrativ tænkning, om nødvendigheden af at vågne fra søvngængeragtige tilstande, at have tillid til videnskaben og videnskabeligheden, at komme videre fra fragmenterede forståelsesmåder og at forstå vores handlinger og situation i en langt større sammenhæng. Verdens problemer er systemiske og kan kun håndteres gennem integrated thinking, siger Prins Charles i et sjældent velartikuleret helhedstænkende.

Vores dronning har et mål af social visdom – og hendes nytårstaler formår at italesætte den danske folkekarakter. Men hvorfor er det, at vores kongehus’ to prinser er så fuldstændig uartikulerede, når det gælder miljøet. Det er så at sige deres generations helt store spørgsmål, og deres ignorans er generationens ignorans.

Forud for Klimatopmødet i København ytrede Kronprinsen et ønske om at kunne spille en rolle for miljøet, men der sker ikke rigtig noget. Og Prins Joachim står med Schackenborg Slot i den perfekte position til at gøre som Prins Charles – markere sig i klima- og miljødebatten. Hvad ville det ikke betyde for omlægningen af dansk landbrug, hvis han tog sin rolle alvorligt?

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.

Rio+20: Prince Charles sends warning to Earth summit, The Guardian 18.06.2012.

PS og nu hvor jeg 19.06. ser sidste runde af Sustainable Development Dialogues, så har de deltagelse af svenske Kong Gustav og Dronning Silvia.

På FNs Rio+20-hjemmeside finder man et afsnit for Voluntary Commitments, hvor nationer, institutioner, NGOer og internationale organisationer kan byde ind med frivillige forpligtigelser. I skrivende stund er der afgivet 368 frivillige tilsagn. De er organiseret i tre grupper: Governments, United Nations/IGOs, samt Major Groups and civil society, heraf er cirka 25 tilsagn nationale og 15 tilsagn kommer fra FN og internationale organisationer. Så langt den største del af tilsagnene ligger lige nu i Major Groups and civil society.

Hvis man ser på de nationale tilsagn, så er de så godt som alle nationale tilsagn fra små østater, lavet som del af Barbados-deklarationen.¹ For eksempel Maldiverne har en plan for at gøre sin energisektor CO₂-neutral inden 2020 – et ganske ambitiøs målsætning, som den øvrige verden kunne tage ved lære af.

Det fremgår, at indsatsen vi ske i partnerskab med Australien, Danmark, New Zealand, Norge, England og UNDP. Mange af disse østater er atolsamfund, som kun rager ganske få meter over havoverfladen. Derfor er det helt bogstaveligt et spørgsmål om liv og død, at verdens klimaindsats kommer i gang lige nu, og derfor ser man disse lande insistere på meget stramme målsætninger på 350 ppm max 1½ºC, som er nødvendige, hvis verdenshavenes stigning skal standses i tide.

Hvis man ser på de internationale organisationers tilsagn, så er der gennemgående tale om meget forskelligartede, brede og komplekse tilsagn. For eksempel den øverste er et Commitment to Sustainable Transport fra en række udviklingsbanker med i alt 150 medlemslande. Her er tale om en indsats frem mod 2022, som skal være vidensopbyggende, institutionsopbyggende og policy-underbyggende – og når man kommer til finansieringen, står der et tomt felt med kantede parenteser med en forventning om, at udviklingsbankerne vil betale.

Af andre tiltag i denne kategori kan nævnes en række HABITAT-projekter, Knowledge dissemination and enhanced capacities for sustainable urbanization, Increased equitable access to urban basic services og Urban resilience and post-crisis rehabilitation.

I den største gruppe af tilsagn, Major Groups and civil society, er langt den største del af tilsagnene tilsagn om at integrere bæredygtighed i undervisningen på universiteter og højere læreanstalter.

Læs mere »

.
Denne 11:25 min. video fra IFAD rapporterer først fra Tanzania, hvor man undersøger jordens CO₂-indhold og hvilke dyrkningsmetoder, som muliggør bæredygtig produktion samtidig med en øget CO₂-lagring. Dernæst fra eksperimenter i Brasíliens tørre Nordeste-provins med at erstatte et udpint slash’n’burn-landbrug med et skovlandbrug, som helt anderledes sætter befolkningen i stand til at brødføde sig. Samtidig virker den øgede vegetation kølende i et særdeles varmt hjørne af verden. Videoen slutter med et besøg i en flygtningelejr i Mauretanien.

Videoen er seneste skud på en serie videoer produceret af IFAD, International Fund for Agricultural Development, som driver hjemmesiden The Rural Poverty Portal, hvor “rural poor people, policy-makers, donors, research institutes, non-governmental organizations and other development partners can share information about eradicating rural poverty.”

Læs mere »

Tiden nærmer sig for Rio+20-konferencen, hvor verdenssamfundet 20 år efter vedtagelsen af Rio-konventionen i 1992 – ofte kaldet Agenda 21 – igen samles i Rio de Janeiro i dagene 20.-22. juni for at styrke udviklingen af – eller måske rettere omstillingen til – et globalt ligevægtssamfund.

Når man ser på intentionen i Agenda21, har de mellemliggende 20 år langt fra været nogen entydig succes. Verden er blevet rigere – der er færre fattige og sultne – men vi er blevet langt flere, uligheden er vokset. Det er ikke lykkedes at få hånd om klimaproblemerne, tværtimod stiger CO₂-udledningerne år for år, så vejrets voldsomhed er voksende, verdenshavene stiger og klodens ismassiver smelter, mens klimaforandringerne flår i urgamle økosystemers balancer. Miljø- og bæredygtighedsmæssigt slider vi mere på kloden end for 20 år siden, skovene svinder, ørkenområderne vokser, det industrielle landbrug slider hårdt på muldlaget og eskalerer til stadighed sin kemiske krigsførelse med landskaberne, mens oceanerne forsures, koralrevene bleges og fiskebestande mange steder er totalt overfiskede. I de mellemliggende 20 år er det menneskelige aftryk på kloden blevet voldsomt meget større. Så målt på sådanne parametre er stort set alt gået den forkerte vej.

Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

[nggallery id=160]

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

Læs mere »