Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve?
27. november 2012Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?
Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48 lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.
Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.
Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.
Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.
Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.
Appadurai taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?
08.12.
