Strøtanker om bæredygtighed

.
Geoffrey Lean er en særdeles erfaren miljøkorrespondent fra The Telegraph. I denne video giver han sin vurdering af mulighederne, både for et resultat her i Doha og for at få den globale klimaaftale på plads inden 2015 og i gang i 2020.

Som han ser det, er det endnu for tidligt at afgøre, om processen i Doha lykkes. Men han ser trods alt positive tegn på, at en række af de blokeringer, som har været med til at gøre klimaforhandlingsprocessen lang og til tider ufrugtbar, gradvist opløse sig. USA er gradvist ved at komme i gang, mens Kina arbejder efterhånden ganske målrettet med sin klima- og miljøindsats og har et landsdækkende kvotesystem på plads fra 2015. Og han runder sin fortælling om, hvordan disse klimatopmøder ofte slutter med forhandlinger til langt ud på natten af med ordene: A mad way to run a planet.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Barriers to progress at climate talks breaking down, (video) RTCC 03.12.2012.

Geoffrey Leans blog på The Telegraph.

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO₂-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.

Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO₂-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.

Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

Læs mere »

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »

.
Carol Turley fra Plymouth Marine Laboratory fortæller her om problemrne med, at verdenshavene absorberer en stor del af den CO₂, som vi lukker ud i atmosfæren – ellers ville koncentrationen i dag have været omkring dobbelt så høj. Så verdenshavene har i høj grad fungeret som en stabiliserende buffer.

Men de enorme mængder af CO₂ bliver til kulsyre i havet, og det har gjort, at verdenshavene gradvist bliver surere. Processen har accelereret dertil, at koralrevene, som biodiversitetsmæssigt er havenes regnskove, er truet, og en række af de små skaldyr, som er vitale for havenes fødekæder, døjer med at kunne danne deres beskyttende kalkskaller, fordi de ætses bort på ydersiden lige så hurtigt som de kan dannes indefra.

Turley fortæller, at man i de senerer år har gjort mange forsøg, og omkring halvdelen af alle havets skabninger har problemer med at trives i det sure vand. Samtidig er opvarmningen en betydelig stressfaktor for havmiljøerne, så (også) for at sikre verdenshavene er en hurtig klimaindsats uomgængeligt vigtig.

I dag er er fisk fra havet den primære proteinkilde for omkring 1 mia. mennesker, og øget inddragelse af havbrug står til at være en af vores muligheder for at brødføde en hastigt voksende befolkning. Men hvis ikke vi vender udviklingen, kan der ifølge Turley være tipping points i verdenshavene blot 10-15 år fremme – med katastrofale følger for vores levevilkår.

Se blog-indlæg tagged: sure oceaner.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Strong action needed in Doha as world’s oceans reach tipping point, RTCC 29.11.2012.

Triple Trouble – Ocean Under Stress, Plymuth Marine Laboratory 2012.

.
På tredjedagen havde klimakonferencen i Doha besøg af IPCCs leder Rajendra Pachauri. Jeg har ikke kunnet finde en video med hans tale i Doha, men den er gjort tilgængelig via IPCCs hjemmeside, og jeg har kopieret teksten ind herunder. Herover kan man i en 12 min. samtale med RTCC fra samme dag høre Pachauri udfolde sit perspektiv på den nødvendige indsats.

Han bliver indledende spurgt om sit syn på den nuværende “level of ambition” – og svarer lidt afværgende, at COP18 stadig lige er begyndt, så det endnu er for tidligt at sige noget om. Men det handler om at gøre den nødvendige indsats attraktiv. Han ser et styrket pres fra befolkningerne ikke mindst i verdens demokratier som nødvendigt for at skabe det nødvendige politiske mandat i forhandlingerne til at træffe de nødvendige beslutninger.

IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change – har til opgave løbende at sammenfatte verdens viden om klimaudfordringen. Den seneste store rapport, AR4, forelå i 2007, mens AR5 forventes klar i 2014 og allerede er under sammenfatning. Så Pachauri gav i sin forelæsning en lille forsmag på AR5 (Fifth Assessment Report), som den næste store klimarapport kommer til at hedde. Den vil som tidligere bestå af store blokke fra forskellige arbejdsgrupper hver på flere hundrede sider, samt en sammenfattende rapport.

Men Pachauri fortæller i videoen herover, at AR5, IPCCs 5. Assessment Report, i forhold til tidligere udgaver vil blive mere regionalt fokuseret, da den nødvendige klimaindsats og ikke mindst klimatilpasningsindsats vil være meget forskellig fra område til område.

Pachauri har tidligere omtalt den kommende AR5 som skræmmende læsning. Det vi i dag ved om klimaforandringerne burde kunne få alle ansvarlige politikere til at træffe de fornødne beslutninger nu. Ikke bare bliver det jo dyrere, jo længere vi venter. Det bliver fuldt så meget jo grusommere.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Lauren Lavitt: Managing extreme weather risks at COP-18, Un Earth News 30.11.2012.

Climate action should be seen as risk management, says Pachauri, RTCC 28.11.2012.

STATEMENT OF DR. R. K. PACHAURI, CHAIRMAN, INTERGOVERNMENTAL PANEL ON CLIMATE CHANGE (IPCC) AT THE EIGHTEENTH CONFERENCE OF THE PARTIES, DOHA

Your Excellency Dr. Abdullah Bin Hamad Al-Attiyah, President of COP 18,
Excellencies,
Madame Executive Secretary, Christiana Figueres,
Distinguished delegates,
Members of civil society,
Representatives of the media,
Ladies and gentlemen,

It is a privilege for me to be invited to address COP 18 in the city of Doha. I have been a
student of the history of this region, and can look back on the period a thousand years ago
when this region was a fountain of knowledge on subjects ranging from astronomy to
chemistry. Today Qatar is moving again in the direction of knowledge, and I salute the
leadership of this country for investing financial capital for creation of human capital and
educational infrastructure. Qatar, therefore, promises to become in this day and age a
source of new knowledge and enlightenment.

Læs mere »

.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO_2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).

I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO₂ i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Med denne viden er loftet for yderligere CO₂-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.

Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Thawing of Permafrost Expected to Cause Significant Additional Global Warming, Not yet Accounted for in Climate Predictions, UNEP 27.11.2012.

Kevin M. Schaeffer  et al.: Policy Implications of Warming Permafrost, UNEP nov. 2012 (pdf).

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Fiona Harvey: UN: methane released from melting ice could push climate past tipping point, The Guardian 27.11.2012.

UNEP warns of catastrophic permafrost melt by 2100, RTCC 27.11.2012.

Faisal Baatout: Melting permafrost ‘may speed global warming’, AFP 27.11.2012.

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

.
Jim Dougherty er leder af Sierra Club, USAs og måske verdens ældste miljøorganisation. Den var længe fokuseret på naturbevarelse, men fra midten af det 20. århundrede har Sierra Club mere fokuseret på forurening, og i det 21. århundrede mest på klimaforandringer.

Adspurgt om hvordan man skal forholde sig til fracking svarer han i videoen herover, at Sierra Club først og fremmest går ind for energibesparelser. Herefter er der en vifte af vedvarende energikilder. Gas var længe set som et muligt alternativ til kul i en overgang fra fossilt samfund til et samfund baseret på vedvarende energikilde.

Sierra Club har haft stort held med at standse udbygningen af kulkraft i USA, også før skifergassen kom på menuen. Med den nylige fracking-teknologi er gas i fuld gang med at udkonkurrere kullene.

Fracking i den nuværende form har en lang række medfølgende miljøproblemer. Ud over risikoen for forurening af grundvandet er der forstyrrelser og ødelæggelser af naturområder og opstigende metangas fra omgivelserne, som gør, at fracking-gassen måske reelt medfører lige så stort CO₂-belastning som kullene, selvom den på papiret kun har den halve udledning pr

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Jeg har herunder hentet et åbent brev fra 350-bevægelsen til verdens regeringer og deres forhandlingsdelegationer ved de forestående klimaforhandlinger i Doha, som i kort form ridser det perspektiv op, som Bill McKibben tilbage i juli udfoldede i en artikel i Rolling Stone: Global Warming’s Terrifying New Math.
.

To really address climate change UNFCCC-COP18 should decide
to leave under the soil more than 2/3 of the fossil reserves

by Bill McKibben, Nnimmo Bassey & Pablo Solon

2012 saw the shocking melt of the Arctic, leading our greatest climatologist to declare a ‘planetary emergency,’ and it saw weather patterns wreck harvests around the world, raising food prices by 40% and causing family emergencies in poor households throughout the world.

That’s what happens with 0.8ºC of global warming. If we are going to stop this situation from getting worse, an array of institutions have explained this year precisely what we need to do: leave most of the carbon we know about in the ground and stop looking for more.

If we want a 50-50 chance of staying below two degrees, we have to leave 2/3 of the known reserves of coal and oil and gas underground; if we want an 80% chance, we have to leave 80% of those reserves untouched. That’s not “environmentalist math” or some radical interpretation – that’s from the report of the International Energy Agency last month.

It means that – without dramatic global action to change our path – the end of the climate story is already written. There is no room for doubt – absent remarkable action, these fossil fuels will burn, and the temperature will climb creating a chain reaction of climate related natural disasters.

Negotiators should cease their face-saving, their endless bracketing and last minute cooking of texts and concentrate entirely on figuring out how to live within the carbon budget scientists set. We can’t emit more than 565 more gigatons of carbon before 2050, but at the current pace we’ll blow past that level in 15 years. If we want to have a chance to stick to this budget by 2020 we can’t send to the atmosphere more than 200 gigatons.

Rich countries who have poured most of the carbon into the atmosphere (especially the planet’s sole superpower) need to take the lead in emission reductions and the emerging economies have also to make commitments to reduce the exploitation of oil, coal and gas. The right to development should be understood as the obligation of the states to guarantee the basic needs of the population to enjoy a fulfilled and happy life, and not as a free ticket for a consumer and extractivist society that doesn’t take into account the limits of the planet and the wellbeing of all humans.

There’s no longer time for diplomatic delays. Most of the negotiators in the Eighteenth Conference of the Parties of the UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) know that these are the facts. Now is the time to act for the future of humanity and Nature.

Bill McKibben founder of 350.org, Nnimmo Bassey Environmental Rights Action & Coordinator of Oilwatch International, Pablo Solon Executive Director of Focus on the Global South, former Bolivian Ambassador to the UN and former chief negotiator for climate change.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé og Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

An open letter to governments and their negotiators, 350.org 27.11.2012.