Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.
Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.
Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.
Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.
11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.
.
Politisk set er USA er i disse år stærkt polariseret, republikanernes indre strid har rykket partiet langt mod højre, hvilket har givet plads til at det er Obama og demokraterne, som har den største appel til midten. Men valgsystemet med et repræsentanternes hus valgt i enkeltmandskredse favoriserer republikanerne. Derfor har de stadig et solidt flertal i kongressen, selvom der ved seneste valg var 5 mio. flere demokratiske end republikanske stemmer. Den politiske debat er stærkt ideologiseret, og der udkæmpes mere eller mindre ideologiserede slag om stort og småt, indvandring, våbenlovgivning, abortlovgivning, sundhedssystemet og ikke mindst vitalt for resten af verden, klimaindsatsen eller – som det indtil nu i alt for høj grad har været – manglen på samme.
Selvom USA har nogle af de mest fremtrædende klimavidenskabsmænd m/k, så er landet stadig fastholdt i begynderspørgsmålene, om der overhovedet er tale om global opvarmning, og om den er menneskeskabt. Ikke fordi videnskabsmændene er i tvivl (se blog-indlægget En overvældende klimakonsensus), men fordi det amerikanske politiske system i den grad har udviklet sig til de økonomiske særinteressers kampplads, at jeg indimellem vægrer mig ved at regne det som et demokrati. Der er mange gange flere fuldtids lobbyister end parlamentarikere, og til forskel fra lobbyisterne, som har al deres tid til at pleje deres særinteresser og for langt de flestes vedkommende har generøse midler i baghånden fra bil- og våbenindustrien, kul-, olie- og medicinalindustrien osv., er parlamentarikernes mest presserende opgave fundraising, fundraising og mere fundraising. Derfor er der opstået et beslutningsklima, hvor ideerne ikke brydes åbent og frit, men man kan købe sig til politisk goodwill og indflydelse dertil, at det i nu snart 30 år lykkedes politiske særinteresser at fastholde tvivlen, om den globale opvarmning er menneskeskabt. Var USA blot en lille bananrepublik, var det til at overse. Men USA er verdens rigeste land, indtil for få år siden verdens største udleder af drivhusgasser, og historisk set stadig den største. Så den amerikanske nølen har været en kolossal bremseklods for det internationale arbejde for en global klimaaftale.
I videoen herover fra 8. maj i år kan man høre Sheldon Whitehouse, demokratisk senator fra staten Rhode Island, gå i rette med en medsenator, som overfor klimaudfordringen defaitistisk har konstateret, at “God won’t allow us to ruin our planet” – at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge kloden. Den slags magisk besværgelse har ikke noget med nutidig kristendom at gøre. Men den kristne fundamentalisme er stærk i USA, og fra samme front har det også for nylig været fremført, at verdenshavene ikke vil stige, fordi Gud i det Gamle Testamente lovede Noah ikke igen at oversvømme jorden.
Whitehouse er en af klimasagens stærke stemmer i det amerikanske politiske system. Han går her i rette med denne “a tidy up after us God” i en tale, som nærmest er en vækkelsestale og slutter med en solid bredside til klimafornægterne:
“We need to face up to the fact that there is only one leg on which climate denial stands: money. The polluters give and spend money to create false doubt. The polluters give and spend money to buy political influence. The polluters give and spend money to keep polluting. That’s it. That’s it. Not truth, not science, not economics, not safety, not policy, and certainly not religion, nor morality. Nothing supports climate denial. Nothing except money. But in Congress, in this temple, money rules; so here I stand, in one of the last places on Earth that is still a haven to climate denial.
In our arrogance, we here in Congress think that we can somehow ignore or trump Earth’s natural laws, laws of chemistry, laws of physics, laws of science, with our own political lawmaking, with our own political influence. But we’re fools to think that. The laws of chemistry and the laws of physics neither know, nor care, what we say or do here. So we need to wake up. We need to walk not in the counsel of the wicked, nor sit in the seat of scoffers, but with due humility awaken to our duty and get to work. Because here on Earth, God’s work must truly be our own.”
Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.
Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.
Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.
Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO2-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO2. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.
Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.
Det norske flygtningeråd har netop frigivet en rapport,¹ som viser, at der i 2012 var 32 mio. flygtninge efter naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og jordskælv. Heraf var hele 98% grundet i klimaforandringer, og dermed menneskeskabte.
.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).
I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå. Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.
Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO2 ud i atmosfæren.
Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.
Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.
Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs.
Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.
Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP17 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020.
.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO2-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.
Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO2-produktionen er faldende i lande som Danmark og Storbritannien, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO2-udledninger.
Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO2-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.
At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.
.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre sig selv og andre lidt ukomfortable.
Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.
Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.
Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.
I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.
Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?
Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:
”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.
The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”
Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.
Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.
Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.
Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.
Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.
I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.
Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.
Jeg har sat paper.li-siden 
