Strøtanker om bæredygtighed

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO₂-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Der bliver fejret i protestlejren ved Sacred Stone efter at det stod klart, at månedlange protester har båret frugt: Den amerikanske hærs ingeniørkorps meddelte i går Sioux-indianernes høvding Dave Archambault II, at man ikke ville give tilladelse til at føre en rørledning under Missouri-floden ved Standing Rock-reservatet. Det kommer i forlængelse af, at Obama i september standsede det videre arbejde med opførelsen af olieledningen.

I foråret etablerede Sioux-indianerne ved Standing Rock-reservatet en lejr for gennem bøn og fredelig demonstration at protestere mod DAPL, The Dakota Access Pipeline, som skulle føre olie fra Bakkenfeltet i North Dakota til en terminal i Illinois, hvorfra skiferolien efter planerne vil blive transporteret videre via jernbane og eksisterende rørledninger.

Man var ikke protesters, men Water Protectors. Sioux-indianerne var imod, at man havde valgt en føring af rørledningen, så den dels ville skære tværs igennem en gammel Sioux begravelsesplads, dels skulle krydse Missouri-floden under Lake Oahe med risiko for at ødelægge Sioux-indianernes vandforsyning.

Gradvist har Sioux-indianerne vundet opbakning fra mere end 300 andre indianerstammer og en bred vifte af miljøorganisationer, så det skønnes, at der på det seneste har været op imod 10.000 mennesker i lejren. I dag forlyder det, at der er omkring 15.000 samlet i lejren.

Men demonstranterne er blevet mødt med alt andet end fredelige midler. I de seneste uger er mere end 300 mennesker blevet såret af politiets gummikugler, tåregas og peberspray samt brug af bidende hunde og vandkanoner, som i frostvejr er et ganske voldsomt middel. “Less lethal” har man kaldt virkemidlerne, uanset at en demonstrant har fået knust sin arm af en “ikke dødelig” granattype.

Det var blevet så brutalt, at en gruppe veteraner havde samlet ressourcer til at komme til Scared Stone for at beskytte de demonstrerende mod den eskalerende politivold. Alle frygtede, hvad der ville ske i dag, som fra myndighedsside var sat som sidste dag for at rømme lejren. Det så meget grimt ud udefra, politiet har ført sig frem med en brutalitet, som ingen steder hører hjemme, og som man ikke var sluppet af sted med overfor hvide amerikanere. Veteraner fra den amerikanske hær havde direkte samlet ind til at kunne etablere en beskyttelses”hær”, og i løbet af weekenden ankom omkring 2.000 veteraner fra den amerikanske hær for at beskytte de demonstrerende.

Der var således forud for 5. december som fra myndighedsside var sat som en sidste frist for at rydde lejren, lagt op til et episk ‘slag’ mellem brutaliserede politistyrker (som dog havde forpligtet sig til at deeskalere), pacifistiske (men insisterende) demonstrerende, og en fredsbevarende styrke af (ubevæbnede men kamptrænede) veteraner fra den amerikanske hær.

Området har allerede en tid været sneklædt, og der har været bekymring for de mange mennesker i lejren, hvoraf mange bore i tepee, når vejret i denne uge skulle blive endnu koldere, ned til -20°C. Men nu kan de mange demonstrerende drage hjem – i hvert fald for en tid. Mange synes dog så mistroiske overfor, at projektet ikke bare bliver presset igennem alligevel, at de er indstillet på at blive på stedet.

Læs mere »

.
Climate Change in Bangladesh – A film by Yann Arthus-Bertrand and Anastasia Mikova (26:26 min.)

I Paris for snart et år siden blev verdens lande enige om at søge at begrænse den globale temperaturstigning til  well below 2°C og om muligt begrænse den til 1,5°C. Forskellen på 1,5°C og 2°C kan synes begrænset, men for en række steder i verden vil det være forskellen på liv og død.

Det er selvindlysende for verdens atolriger, hvoraf mange maksimalt stikker 2 m over havoverfladen. Her har allerede de nuværende få decimeter havstigning mange steder gjort tilværelsen meget usikker. Med den nuværende klimaindsats står atolrigerne overfor at forsvinde i havet, og der er ikke noget at sige til, at de presser på for at få den rige industrialiserede del af verden til at lægge om til vedvarende energi, hurtigt.

Samme skrøbelighed er at finde i alle verdens deltaer. De er så at sige skabt af de sedimenter, som floderne bringer med sig fra de bagvedliggende landskaber. Og når havet fra den ene side trænger sig på, mens afsmeltningen fra Himalayas ismassiver er voksende, som det er situationen i Bangladesh, så fører det til en markant øget brutalitet overfor deltaets skrøbelige levevilkår. Samtidig er vejrsystemerne under forandring, så de erfaringer i at leve på stedet, som er opbygget gennem talløse generationer, kommer nu til kort. Oversvømmelser, som måske tidligere skete en eller to gange i et liv, sker hele tiden nu, mens havets saltvand langsomt trænger det dyrkbare område tilbage.

Hvor vi måske i København kan finde ud af at etablere sluser ved Nordhavn og Sydhavn for at sikre vandstanden i det historiske København, så er den slags ingeniørløsninger utænkelige i et delta som Bangladesh, hvor tre store floder med tilsammen mere vand end alle Europas vandløb tilsammen fletter arme og ben på de sidste få hundrede kilometer ud i havet.

Climate Change in Bangladesh har overjordisk smukke billeder af Yann Arthus-Bertrand. Han bringer os tæt på en måde at leve med, af og på stedet, som har været forfinet gennem tiderne, men med klimaforandringene står overfor nye udfordringer. Hovedstaden Dhaka får hver dag 5.000 nye indbyggere, hvoraf mange har måttet opgive livet i deltaet, fordi livsgrundlaget fortsatte videre ud i havet.

Se blog-indlæg tagged 1,5°C.

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO₂-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

.
I begyndelsen af oktober fremlagde FNs miljøagentur UNEP sin årlige Emissions Gap Report. I konsekvens af Paris-aftalen, som fastsatte et mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere til at den blev på kun 1,5°C er der denne gang fokus på, hvad det vil kræve at nå 1,5°C med bare 50% sandsynlighed.

I videoen herover kan man høre UNEPs leder Jacqueline McGlade fortælle herom. De seneste tre år er verdens samlede udledninger kun steget med en ubetydelighed. Hvis vi skal holde 1,5°C, så kræver det, at verdens samlede udledninger kulminerer og begynder at falde inden 2020, og at de herefter falder meget hurtigt.

Forskellen mellem 1,5°C og 2°C kan forkomme ubetydelig. Men i virkelighedens verden synes denne lille forskel at afspejle drastiske forskelle i, hvor voldsomt fremtidens levevilkår vil blive påvirket negativt af klimaforandringerne. Det er bogstaveligt liv eller død for mange af verdens lavtliggende atolsamfund og deltaområder. Det er forskellen på, om Saharas ørkendannelse breder sig også nord for Middelhavet, det er et nyt niveau af voldsomhed i storme, oversvømmelser og skovbrande, og det er på lidt længere markante forskelle i havstigninger, som kan tvinge verden til at måtte relokalisere de mange nuværende kystbyer.

Samtidig synes mange verdens økosystemer blot med 2°C at blive så forstyrrede, at der kan blive tale om, hvad man har kaldt “the sixth extinction”, en proces drevet dels af menneskets stadig mere omsiggribende ødelæggelse af oprindelige biotoper, dels af det forhold, at den tilpasningskraft, som naturen har, og som igennem årmillioner har drevet evolutionen, slet ikke formår at følge med den hast, hvormed de menneskeskabte forandringer foregår.

Ud fra alle humane, etiske, biodiversitetsmæssige osv. synspunkter er 1,5°C derfor den indlysende rigtige målsætning. Problemet er blot, at det stiller meget skarpe krav til, hvor hurtigt vi må afvikle den nuværende brug af fossile brændsler.

Indtil nu har en stor del af klimavidenskaben fokuseret på 2°C. Men med Paris-aftalens målsætning, som igen afspejler de seneste års begyndende erkendelse af, at selv 2°C vil føre til omfattende ødelæggelser og forstyrrelser, er der ved at komme nyt fous på 1,5°C temperaturudvikling som tærskel. Dette afspejles også i, at IPCC, som i de seneste årtier har forestået en række store sammenfatninger af hvad vi ved om klimavidenskaben, er gået i gang med at forberede en særlig rapport om 1,5°C.

Se også det forudgående blog-indlæg: Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. november, Road to COP22 – en videorapport fra Marokko, COP22: The CVF Marrakech Communique, COP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18 / COP19 / COP21.

Richard Betts: What will the world actually look like at 1.5°C of warming? The Conversation 18.11.2016.

Leo Hickman: UNEP chief scientist on 1.5C climate goal and Donald Trump, Carbon Brief 17.11.2016.

‘Dramatic’ action needed to cut emissions, slow rise in global temperature – UN Environment report, UN News Centre 03.11.2016.

Simon Evans: Only three years to save 1.5C climate target, says UNEP, Carbon Brief 03.10.2016.

James Whitmore & Michael Hopkin: Keeping global warming to 1.5C, not 2C, will make a crucial difference to Australia, report says, The Conversation 24.08.2016.

Fred Pearce: What would a global warming increase of 1.5C be like? The Guardian 16.06.2016.

John Vidal: World’s scientists to join forces on major 1.5C climate change report, The Guardian 14.04.2016.

Artur Neslen: Europe’s climate change goals ‘need profound lifestyle changes’, The Guardian 15.02.2016.

http://www.1point5degrees.org.uk/conference-outputs

(under udarbejdelse) På FNs klimakonferencer er der hver dag et omfattende program af side events, og mange forskere fremlægger deres resultater enten umiddelbart op til eller i løbet af en klimakonference. En af de mere tankevækkende rapporter, stammer fra en gruppe af klimapolitiske analytikere bag hjemmesiden Climate Action Tracker, som til stadighed søger at holde regnskab med, i hor høj grad verdens samlede klimaplaner er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Så godt som ingen lande har ændret deres klimaplaner i forhold til de indberetninger, som blev foretaget op til klimatopmødet i Paris i december, så verdens samlede klimaindsats er stadig, ifølge Climate Action Tracker, på vej mod 2,7°C – eller alarmerende meget mere end de 1,5-2°C, som Paris-aftalen satte som mål. Verdens lande har da også fået som hjemmearbejde at gøre dette meget bedre senest inden COP24 i 2018.

En målsætning på 1,5-2°C er en for de fleste – også beslutningstagere – endog meget abstrakty størrelse. Derfor har denne lille gruppe af forskere sat sig for at sige, hvad indebærer en 1,5C-målsætning sektor for sektor af handlinger inden for de nærmeste 10 år for at være på rette vej til en klode, hvor temperaturen kun steg med 1,5°C efter menneskehedens nok til dato største fejltagelse, da vi begyndte at afbrænde fossile brændsler.

Resultaterne blev tidligere i dag fremlagt på en pressekonference af Nicholas Höhne fra New Climate Insittute samt Bill Hare og xx fra Climate Analytics. Det var umiddelbart et meget spændende arbejde, og jeg vil gerne gå meget mere i dybden hermed. Men her kommer i første omgang mine rå noter og et link til den bagvedliggende rapport. Pressekonferencens video kan desværre ikke umiddelbart indlejres, men den kan ses via UNFCCCs on demand-service fra COP22 (20 min.).

Læs mere »

Donald Trump og Hillary Clinton forud for den første præsidentdebat 26. september 2016, hvor stemningen stadig var om ikke hjertelig, så stadig høflig. Ved de efterfølgende debatter gav de end ikke hånd.

I dag stemmer USA. I dag forløses en mere end halvandet år lang valgkamp, som på godt og ondt har blottet de kræfter og modsætninger, som former det amerikanske samfund. Efter to lange primærvalg endte de to store partier med i juli måned at vælge to historisk upopulære skikkelser som deres præsidentkandidat: Hillary Clinton for Det Demokratiske Parti og Donald Trump for Det Republikanske Parti.

Deres visioner for USAs fremtid kan dårligt være mere forskellige: Den ene ønsker at styrke fællesskabet, klimaindsatsen, statens rolle i transformationen til postfossilt samfund og USA som et inklusivt samfund med plads og lige muligheder til alle, uanset race, køn og seksuel observans. Den anden ønsker at lukke grænserne, tilbagerulle alle klimatiltag, genåbne kulminerne og deportere mexicanere og muslimer. Den ene har malet et storladent billede af de store idealers og rige muligheders USA. Den anden har fremmanet en dystopi og gjort en dyd af skatteunddragelser, klimafornægtelse, sexisme og racisme i et forsøg på at genskabe et den hvide mands USA, som aldrig var. For USA har altid været multikulturelt.

Rationelt set burde det være et enkelt valg, ikke mindst i et land med USAs historie. Men endda er der historisk mange vælgere, som stadig er i tvivl. Når Donald Trumps dystopi har fået så stor en tiltrækningskraft, er det fordi han for mange forsmåede vælgere, hvis levevilkår er eroderet igennem årtier, fremstår som den forløsende bombe, som kan smadre det magtelitens Washington, som i de senere år har tilranet sig al velstanden, mens efterkrigstidens industrielle USA i stor udstrækning er udskibet til Kina og andre lande, hvor arbejdslønnen er langt mindre. Så omverden er fra at have været basis for USAs velstand blevet en trussel for USAs eksistens – i hvert fald i den trumpske dystopi. Når det er lykkedes at fastholde billedet af en gennemkorrupt, uautentisk Hillary, kan det i høj grad tilskrives medierne, som i årtier har søgt at skildre Clinton-klanen som bundløst vederhæftig. Hendes ene retssag om (mis)brug af en privat emailserver i hendes tid som udenrigsminister, hvor hun er frifundet (omend med reprimande), har fyldt langt mere i pressen end Trumps mere end 3.400 retssager, som tilsammen tegner et billede af en endog meget usympatisk mand, som tryner sine modstandere, ikke betaler sine regninger og ikke skyr noget middel for at få sin vilje.

Læs mere »

.
Road to Cop22: Green Tourism in Marrakech (Episode 1)

Dette blog-indlæg består i al sin enkelhed af en serie af små korte videoer, som Euronews har udarbejdet forud for FNs klimatopmøde COP22 i Marrakech, som starter i dag. De seks videoer, hver omkring 3 min. i længden, giver tilsammen et godt billede af klimaindsatsen og klimaforandringerne i et land som Marokko, hvor ørkenen trænger sig på sydfra mens et stigende hav graver langs kysterne mod nord og vest. Jeg har i første omgang ladet Euronews’ små engelske introduktionstekster blive stående.

The Moroccan city of Marrakech, which is hosting the COP22 climate change summit in November, has dedicated itself to eco-tourism. Marrakech, where culture and history merge in an ambitious vision for the future, has created a number of sustainable development initiatives.

The city which is nicknamed “ochre city” is developing into a green city that encourages eco-tourism. More than 30 hotels carry the prestigious Green Key, the Eco label awarded to tourism establishments for ecological commitment and environmental responsibility.

Tourism is the second source of income in the kingdom – it makes up 12 percent of its GDP. In 2015 more than ten million tourists visited Morocco. The country’s national tourism office integrates environmental protection programmes into the tourism sector.

Læs mere »