Strøtanker om bæredygtighed

En hel ny fremskrivning, som fremlægges på en konference i København i morgen, viser, at den danske energi- og fjernvarmeforsyning  i 2030 vil nå op på en vedvarende energiandel på 90%, i den udstrækning energiforliget fra 2012 følges til dørs.

Det er først og fremmest vind og biomasse, som fylder. Selvom der i den seneste år har været talt en del om solceller, så fylder det endnu forsvindende i det samlede regnskab. Vi er dermed fremme ved et sted, hvor der ikke bare skal ekspanderes blindt på alle områder, men situationen tværtimod kalder på nøje afvejninger af hvilke andele af hvilke vedvarende energikilder, som er den optimale. Dette skal i høj grad ses i sammenhæng med spørgsmålene om i hvor høj grad vi vil være i stand til selv at at lagre de tilstrækkelige mængder af vedvarende energi, eller om vi i primært skal sikre forsyningskapaciteten ved at udveksle over- og underskud af energi med omverdenen.

Indtil nu har energilagring været så kostbar, at man har prioriteret udvekslingen med nabolandene. Men hvor udbygningen af højspændingsnettet om noget bliver dyrere fremover, tyder alt på, at en række lagringsteknologier har samme faldende priskurve som vi har set for vind- og solenergi. Så alt i alt er der tale om en meget dynamisk situation, hvor den optimale komposition af energiforsyningen vil forandre sig betydeligt i de kommende årtier. Så selvom solceller stadig i dag har en marginal rolle for danske forhold, kan det meget vel være, at prisbilligheden plus den teknologiske udvikling, som gør det muligt integrere solceller stadig flere steder, vil gøre, at solenergien i 2030 fylder mere.

Til gengæld vil den nuværende afbrænding af affald og biomasse måske mindskes, da samme ressourcer i en mere cirkulær økonomi var bedre anvendt som materiale end som brændsel.

Omvendt er der ikke noget til hinder for, at vi kommer til at producere mere energi, end vi vi bruger, og bliver storeksportør af vedvarende energi. Hvis yderligere hele vores transportsektor skal over på vedvarende energi og det ender med primært at blive elbaserede løsninger, så er der en betydelig del af det tilbageværende energiforbrug i energifremskrivningen for 2030, som også skal dækkes af vedvarende energikilder, så det er for tidligt, som blå blok ellers her op til valget har signaleret, at bremse op i udbygningen. Og hvis vi også vil kunne levere vedvarende energi til fremdriften hele A.P. Møllers handelsflåde, så er der 40-50 mio. ton CO₂ yderligere om året at få styr på, inden vi synes vi nærmer os mætningspunktet. Men i alle de situationer, hvor forbruget sker fra enheder, som flytter sig mere rundt, end hvad man kan klare med en ledning i stikkontakten, står vi med en kolossal innovationsopgave. Bidrag til løsningen heraf kan – hvis vi prioriterer det – blive det, som vi i Danmark kan bygge vores videre velfærd på op igennem det 21, århundrede.

90% vedvarende energi i fjernvarme- og energiforsyningen er stort. Og det er flot at det med energiforliget fra 2012 ligger i faste rammer (hvis ellers blå blok kan lade det ligge). Det burde give anledning til at rette fornyet fokus på en række af de øvrige udledningsområder, først og fremmest trafikken og landbruget, som halter langt bagefter, men også energirenoveringer i det byggede miljø. Og når

Danmark tager tigerspring med grøn energi, (Ritzau) Børsen 17.06.2015.

Nedenstående artikel er skrevet af Mark Diesendorf, som er Associate Professor og Deputy Director ved Institute of Environmental Studies, University of New South Wales i Australien. Den belyser et synspunkt, som på det seneste også har været fremdraget i forhold til den danske energiomlægning, at vi ‘behøver’ såkaldt base load fra store enheder for ikke at få huller i energiforsyningen fra sol og vind. De konventionelle kraftværker har brugt det for at fastholde deres nødvendighed, og på det seneste har ikke mindst A-kraft-tilhængere brugt base load-nødvendighedsargumentet som en anledning til at fastslå A-kraftens nødvendighed i håndteringen af klimaudfordringen. 

Heroverfor konkluderer Diesendorf på baggrund for energimodeller for New South Wales, at store base load-enheder ikke er nødvendige, at de store atomreaktorer og kulkraftværker ikke spiller særlig godt sammen med den vedvarende energi, og at en 100% forsyning med den rette blanding af vedvarende kilder i sammenligning med A-kraften er ligeså stabil, mindre farlig, billigere, samlet set udleder mindre CO₂, har bredere palet af sundheds- beskæftigelsesfordele, kan implementeres langt hurtigere og vil være lettere at opnå accept af fra borgernes side.  

New South Wales er en provins i det sydøstlige Australien med 4,7 mio. indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sydney-området. Skalaen minder således meget om den danske, mens det solrige klima på årsbasis er bedre for solenergi end det danske. 

Artiklen, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation, er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

Coal closures give South Australia the chance to go 100% renewable

By Mark Diesendorf

South Australia is facing the closure of its Northern and Playford B power stations and Leigh Creek coal mine, after Alinta Energy yesterday announced plans to shut them ahead of schedule. It will cost 438 jobs in the coal-mining and coal-fired electricity industries. But this threat to employment could be transformed into an opportunity for creating many new jobs in renewable energy.

The South Australian electricity system could be operated entirely on scaled-up, commercially available, renewable energy sources. This is the conclusion of my forthcoming report (to be published next week) to the Conservation Council of South Australia.

Our modelling at UNSW Australia shows that the SA system could be supplied mainly by a mix of wind power; solar photovoltaic (PV) panels, both on rooftops and in large solar farms; and concentrated solar thermal (CST) power with thermal storage. Gas-fired turbines and demand management via “smart” meters and switches would manage the infrequent small lulls in wind and solar supply.

I estimate this transition would take 15–25 years, during which time the natural gas fuel for the gas turbines would be gradually replaced by biofuels from agricultural residues – thus making the system fully renewable. There would be increased trading of electricity with Victoria and possibly over a new transmission link to New South Wales.

Læs mere »

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Vi ser i disse uger, at eksperimentalflyet Solar Impulse 2 har indledt sin første jordomflyvning. Det gik planmæssigt på de første stræk hen over Asien, men på rutens længste enkeltstræk, fra Nanjing til Hawaii måtte flyet i mandags gå ned i Nagoya på grund af voldsomt vejr. Ved landingen blev den ene vinge let beskadiget, men flyet afventer nu, at vejrforholdene bliver optimale for det lange stræk over Stillehavet.

Solar Impulse 2 er nok nærmest et svævefly med små solcelledrevne hjælpemotorer. Vingerne er højeffektive solfangere, så i løbet af dagen arbejder flyet sig ved hjælp af solcelleenergien langsomt op i omkring 9.000 m højde. I nattetimerne bevæger flyet sig derefter frem i glideflyvning, samtidig med at det langsomt mister højde, og skal ved solopgangstid helst være et sted, hvor solen skinner, for i løbet af dagen at kunne vinde højde til endnu en nats glideflugt.

Til forskel fra de rutefly, vi har i dag, som har en massiv indirekte klimapåvirkning fra deres udstødningsstriber (se blog-indlægget Radiative Forcing Index), bevæger et sådant fly sig så ‘blidt’ gennem luften, at det ikke efterlader udstødningsstriber på himlen, hvorfor dets klimapåvirkning er minimal. hvor vores nuværende flytyper således er fanget i en teknologisk blindgyde, fordi flyene selv hvis de bliver drevet på rent biobrændstof har en massiv klimapåvirkning, er der er således med Solar Impulse 2 en flytype i sin vorden, som vil kunne bære flyvningen ind i en postfossil tidsalder.

Men indtil nu sker det med en helt anden rejsehastighed, end hvad vi i dag har vænnet os til. Den maksimale flyvehastighed for Solar Impulse 2 er omkring 150 km/t, hvor de store rutefly typisk flyver 5-6 gange hurtigere. Men omvendt er der intet til hinder for, at teknologien kan udvikles videre. Vi ser fugle årligt bevæge sig mellem Nordpolen og Sydpolen, og inden for få år vil man sandsynligvis kunne gøre turen rundt om jorden non stop – det var faktisk oplagt at lave en slags World Cup for at fremme udviklingen. Men tiden må vise, i hvor høj grad en sådan flytype kan skaleres op, så der også er plads til passagerer og bagage. I Solar Impulse 2 har den enlige pilot kun det allermest nødvendige med om bord.

Teknisk set tyder meget således på, at vi på en dag, hvor solen skinner, på lidt længere sigt vil kunne flyve CO₂-neutralt til Stockholm eller London. Men derfra og til at den nuværende flåde af jumbojets, som klimapåvirkningsmæssigt set er håbløse skabninger, så ligner det i dag en næsten uoverkommeligt stor beslutning for menneskeheden at sende dem på pension som utidssvarende. Så på den kortere bane bliver den mere sandsynlige udvikling, at man vil forsøge gennem biobrændstoffer og supermaterialer at gøre det mindre klimabelastende at drive de nuværende flys tonstunge legemer gennem atmosfæren med stor hastighed.

Selvom det vil vække protester i dagens fortravlede samfund, hvis vi skulle til at flyve med Solar Impulse-fart, så var det værd at overveje hvilken gave det ville være til gennedkølingen af planeten og dens hyperagtige menneskehed, hvis sådanne hastigheder blev fremtidens rejsetid. Og det ville i de fleste tilfælde være mere oplagt at tage toget.

Update 17.06. – I mere end 14 dage har Solar Impulse nu været blæst inde i Nagoya på grund af uegnet vejr til at fortsætte på det lange stræk til Hawaii. Andre Borschberg, idemand og den ene af de to piloter bag Solar Impulse projektet udtrykker på den gaggrund i dag i Japan Times bekymring, om projektet kan gennemføres som planlagt. For samtidig med, at man ikke i den nuværende situation er indstillet på at tage unødige risici, men afventer et egnet ‘vejrvindue’ til rejsen til Hawaii, så kan projektet snart ikke tåle yderligere udsættelser, hvis det skal lykkes at krydse Atlanten inden efterårsvejrsystemerne sætter ind og gør passagen her risikabel.

Der synes at være tale om det vejrsystem, som hvert år ved denne tid formes over Japan og langsomt bevæger sig nordover med store nedbørsmængder til følge, efterhånden som en tropisk fugtig luft bevæger sig nordover. Normalt vil denne regntid først have passeret Nagoya omkring midten af juli, så det har lange udsigter, hvis ikke man bliver i stand til finde et sted, hvor frontens skyformation er så tynd, at man bliver i stand til at krydse den.

Update 26.06. – I onsdags (24.06.) var det planlagt at gøre endnu et forsøg på at komme videre fra Nagoya, og piloten André Borschberg havde allerede gjort sig klar til take off i cockpittet. Men vejrudsigten for de kommende fem døgn, som turen til Hawaii forventes at tage, ændrede sig i sidste øjeblik alligevel dertil, at man valgte at opgive at forsøge at komme i luften. Problemet er ikke blot uvejr, men flyet kan max klare sig 10 timer under skydække, før det igen behøver direkte sol. Så lige nu udtrykkes der bekymringer om, om flyvningen må udsættes et år.

Update 29.06. – After fire ugers venten kom Solar Impulse 2 i dag 3 AM japansk tid endeligt på vingerne igen. Foran venter jordomflyvningens længste stræk med fem døgns flyvetid til Hawaii. Gennemførelsen hænger i marginalerne – både når det gælder det tekniske (om udstyret holder), det vejrmæssige (om der er egnede vilkår i de kommende fem døgn) og det menneskelige (den ene pilot, som der er plads til, sover i kun små 20 min. blokke og må udholde voldsomme udsving i tryk og temperaturer i det minimale cockpit). Vel fremme på Hawaii vil Solar Impulse have lagt to døgn til verdensrekorden for varigheden af soloflyvninger.

Update 03.07. – Solar Impulse har under vejs mod Hawaii sat ny verdens rekord for længste flyvetid. Tidligt i morges, 2 AM GMT, havde flyet tilbagelagt 91% af de 7.491 km til Hawaii, og turens mest kritiske fase, passagen af en koldfront, er overstået, så snart er der blot glideflugt tilbage gennem nattemørket til landingen på Hawaii.

Så lykkedes det. Herover ses Solar Impulse 2 efter næsten fem døgns flyvning ved indflyvningen til Kalaeloa-lufthavnen på Hawaii her ud på eftermiddagen dansk tid, netop som solen var ved at stå op over Hawaii. Dermed har Solar Impulse 2 sat ny rekord for længstvarende non-stop flyvning, med 8.209 km i løbet af 4 dage, 21 timer og 50 minutter. Flyvningen bliver fulgt ganske tæt fra en række medier, for eksempel på The Guardian kunne man følge indflyvning og landing via direkte TV. De 5 timers live TV kan ses efterfølgende via YouTube.

Næste stop er Arizona – med en berammet flyvetid på lige godt 4 døgn.

Update 11.07. –  Det fremgår i dag, at Solar Impulse 2 bliver yderligere forsinket i den videre rejse fra Hawaii, idet lithium-ion-batterierne på det fem døgn lange stræk mellem Japan og Hawaii er blevet overophedet.

Update 15.07. – I en pressemeddelelse i dag bliver det fastslået, at problemerne med at få udbedret batterierne er så omfattende, at den videre færd med Solar Impulse 2 bliver udskudt til april næste år. Flyet vil blive blive stillet i en hangar ved Kalaeloa-lufthavnen, som tilhører University of Hawaii, mens det repareres.

Update 27.07. – The Guardian bringer i dg en rapport om situationen, hvoraf det fremgår, at der er bestilt nye batterier, og Piccard og Borschberg er tilbage i Schweiz for at søge at rejse yderligere 20 mio. €, så jordrejsen kan fuldføres fra april 2016. Projektet har siden den første begyndelse 2003 kostet omkring 150 mio. €.

Joshi Herrmann: Solar Impulse’s troubled round-the-world flight: ‘We need to raise €20m’, The Guardian 27.07.2015.

Solar plane suspends journey in Hawaii after battery damage, (AP) Japan Times 15.07.2015.

Thomas Djursing: Overophedede batterier holder solcellefly på jorden i 10 måneder, Ingeniøren 15.07.2015.

Amber Archangel: Solar Impulse 2 Is Chilling In Hawaii for 2–3 Weeks, (video) CleanTechnica 13.07.2015.

Jonathan Amos: Solar Impulse grounded for 2-3 weeks, BBC News 13.07.2015.

Solar Impulse plane overheated on flight from Nagoya; several weeks needed for repair, Japan Times 11.07.2015.

Solar Impulse touches down after record-breaking journey from Nagoya, (AP, AFP-Jiji) Japan Times 04.07.2015.

Amber Archanvel: Record-Breaking Solar Impulse Flight Reaches Hawaii After 5 Nights & Days Airborne Without Fuel, (video) CleanTechnica 03.07.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Plane Soars Over The Pacific Without A Drop Of Fuel, Huffington Post 03.07.2015.

Emma Hovard: Solar Impulse lands in Hawaii after longest non-stop solo flight in history, The Guardian 03.07.2015.

Emily Atkin: A Swiss Pilot Just Completed The Longest Solar-Powered Flight In Aviation History, Climate Progress 03.07.2015.

Solar Impulse close to Hawaii after breaking non-stop solo flight record, (AFP) The Guardian 03.07.2015.

Catnaps, yoga for pilot as Hawaii-bound Solar Impulse passes ‘point of no return’, (AFP-Jiji) Japan Times 01.07.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane takes off for Hawaii as support crew says thanks to Nagoya, Japan Times 29.06.2015.

Yusuke Masuda: Solar Impulse starts toughest Pacific leg after month-long wait in Aichi, Asahi Shimbun 29.06.2015.

Alan Yuhas: Solar plane takes off in ‘moment of truth’ for longest solo flight in history, The Guardian 29.06.2015.

Solar Impulse Could be Stuck in Japan for a Year, Says Pilot, (AFP) NDTV 25.06.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane cleared for takeoff from Nagoya for Hawaii, Japan Times 23.06.2015.

Pilot: Solar Impulse 2 faces ‘moment of truth’ waiting for weather window out of Japan, (AFP-Jiji) Japan Times 17.06.2015.

Alistar Wanklyn: ‘Question marks’ hang over Solar Impulse mission, pilot says, Japan Times 17.06.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Airplane Is About To Make History, Huffington Post 12.06.2015.

Solar Impulse fixed but waiting on weather, team says, (AFP-Jiji) Japan Times 11.06.2015.

Solar plane, parked in Japan, suffers further setback as wind clips its wing, (AP) The Guardian 04.06.2015.

Nadia Khomami: Solar Impulse 2 to make unscheduled stopover in Japan, The Guardian 01.06.2015.

Alex Davies: The Perils of Flying a Solar-Powered Plane Across Oceans, Wired 04.05./01.06.2015.

Adam Fribo: Jorden rundt uden brændstof: Solar Impulse 2 er lettet, Ingeniøren 09.03.2015.

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO₂, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO₂-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

Herhjemme kalder vi det hedebølge, når termometeret nærmer sig 30°C. Men i disse dage er Indien ramt af en massiv hede, hvor store dele af landet når over 40°C og visse områder over 45°C med forventninger om, at de værst ramte områder i de kommende dage vil nå op til 50°C. Yderligere er det en hede, som mange steder akkompagneres af høj fugtighed, så kroppen har sværere ved at komme af med varmen. Dag for dag er de rapporterede dødstal da også vokset, 1.000, 1.100, 1.700, 1.800 og i skrivende stund kommer de første meldinger om mere end 2.000 døde, hvoraf de fleste i Andhra Pradesh og Telangana (på kortet den nordlige del af Andhra Pradesh) i det sydøstlige Indien.

Mange andre steder i verden ville situationen øjeblikkeligt være blevet koblet sammen med klimaforandringerne og den massive luftforurening, som indhyller store dele af Indien i en varmeabsorberende dis. Det skal nok også komme i Indien, men NGO-tætheden og de kritiske briller i det store land er lille, og Modi-regeringen har lagt stort pres på NGO-verdenen om ikke at konstant at stille spørgsmålstegn ved den valgte udvikling og stille landets ledelse i dårligt lys. Presset er lige nu så stort, at 9.000 organisationer har fået inddraget deres tilladelse til at virke i Indien. En organisation som Greenpeace har fået spærret sine konti og et tæt på at måtte lukke ned for sine aktiviteter i landet. Der kører lige nu en retssag, med den påstand fra den indiske stat, at Greenpeace Indien har modtaget økonomisk støtte fra udlandet, som ulovligt bliver brugt til at øve politisk indflydelse i landet, som er skadelig for landets økonomi. Dagbladet Politiken skriver 28. maj, at en hemmelig rapport, som ligger til grund for regeringens indgreb, vurderer, at udenlandske miljø- og menneskerettighedsorgansiationers aktivitet reducerer den økonomiske vækst med 2-3% om året ved at skræmme potentielle investorer bort. De massive miljø- og fattigdomsproblemer, som følger med Indiens industrialisering, løser blot ikke sig selv ved at kvæle kritikken deraf.

Der er da også enkelte referencer til klimaforandringer. For eksempel henviser en artikel i Time til IPCCs seneste rapport, som konstaterer, at hedebølger i Sydøstasien siden 1950 er blevet flere og voldsommere. Den indiske National Disaster Management Authority siger tilsvarende, at hedebølger er stigende på grund af den globale opvarmning, og at de har en “devastating impact on human health”.

“The worst heat wave in living memory sweeping across Telangana and Andhra Pradesh is an “extreme climate event” and if steps are not taken to reduce human-induced warming, summer temperatures could soon rise to 50 degree Celsius in many areas, top climate change experts warned”, skriver Beppa Majumdar 29. maj i Times of India: “‘There is now sufficient evidence to suggest that the increase in temperatures is linked to climate change and we will see more such extreme weather patterns in the near future,’ Nitin Desai, a key member of Prime Minister Narendra Modi’s Climate Panel, told TOI.” Så vi kan forvente, at Indien i den kommende tid vil styrke sit krav om en hurtig og målrettet global klimaindsats ikke mindst fra verdens rige lande.

Læs mere »

Det engelske kunstnerkollektiv Kennardphillipps har herover viderebearbejdet et ganske kendt maleri af Andrew Wyeth: Christina’s World. Det gled først næsten uænset forbi i den evige malstrøm af Facebook-nyheder, men lod sig alligevel ikke bare passere, hang fast på nethinden, og så måtte jeg tilbage at se – og måtte efterfølgende søge det oprindelige landskabsbillede fra 1948 frem.

Pigen på Wyeths billede (eller rettere kvinden, Anna Christina Olson blev født i 1893), var ramt af en polio-agtig sygdom og havde lam underkrop, men kunne med overarmene bevæge sig hen over græsengene. Billedet udstiller en sårbarhed og uformåenhed, men også en nærhed, fortrolighed og overskuelighed. Det vil kræve anstrengelser at nå hjem, men vi er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre.

Læs mere »

Deltagere i en stort anlagt klimakonference i Paris for business-verdenen 21. maj, hvor man i venstre side af billedet ser Saudi-Arabiens olieminister Ali Al-Naimi (den laveste) overfor præsident Hollande.

Når det gælder klima-nyheder er The Daily Climate er en fin nyhedsservice, som jeg besøger næsten dagligt i forbindelse med redigeringen af Agenda 350. I dag var der pludselig en Editor Comment fra PD, hvilket jeg ikke mindes tidligere at have set. PD påpeger for praktiserende, studerende, undervisere og dem som hader eller elsker journalistik (kort sagt os alle), at samme nyhed helt uden problemer kan ende i to diametralt modsatte overskrifter, alt efter hvad man ønsker at fortælle.

Her et screen dump deraf:

Ifølge Reuters har Saudi Arabiens olieminister Ali Al-Naimi ved en konference om business & climate sagt, at: “In Saudi Arabia, we recognise that eventually, one of these days, we are not going to need fossil fuels, I don’t know when, in 2040, 2050… so we have embarked on a program to develop solar energy.” “Hopefully, one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones. Does that sound good?”

Ifølge Reuters forventede Al-Naimi stadig på kort sigt at verdens energiforsyning ville være præget af de fossile brændstoffer. Men han så solenergien blive billigere end de fossile brændstoffer, og Saudi-Arabien udvikle sig til en “global power in solar and wind energy”, hvilket Wall Street Journal med en vis portion journalistisk håndelag kan få turneret, så overskriften lyder:

Saudi Oil Minister Says World Can’t Abandon Fossil Fuels – måske for ikke at stamlæserne får morgenkaffen ud over slipset. Selve artiklen ligger bag betalingsmur, men man kan af de første linjer lige ane, at det er samme konference i Paris, der er tale om, og at man i brødteksten haler lidt i land ved at modificere, at Al-Naimi på den korte bane stadig ser verden drevet på fossile brændstoffer.

Læs mere »

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

Læs mere »

.
I går præsenterede Elon Musk, grundlægger af PayPal, SpaceX og Tesla Motors og en af de centrale skikkelser i disse års rivende amerikanske udvikling på green tech-området, Teslas seneste produkt: Powerwall. Powerwall er et backup-batteri, som foreløbig vil blive fremstillet i to størrelser til hjemmebrug med en lagerkapacitet på hhv. 7 kWh og 10 kWh. Men i allernærmeste fremtid vil der blive lanceret tilsvarende batterier kaldet Powerpack, med enheder à 100 kWh, som kan adderes fra 500 kWh og op til industriel skala.

Musk sætter hermed centralt ind overfor en af de store hindringer for, at brugen af vedvarende energi kan nå 100%. For først den dag vi kan lagre energien, har vi strøm når det ikke blæser eller solen er gået ned. Visionen er, at man fremover ikke bare installerer solceller eller små husstandsmøller, men altid har en supplerende energilagringsmulighed.

I den situation vil en Powerwall ikke bare give en forøget sikkerhed, hvis der en sjælden gang er strømnedbrud i nogle timer (hvilket ikke er usædvanligt i USA). Det vil vigtigere betyde, at man kan lagre sin egen solstrøm høstet i dagtimerne og bruge den også efter mørkets frembrud. Men vil således kunne nå langt tættere på en selvforsyning, og man vil selv kunne bruge en langt større del af den energi man selv producerer, og dermed sænke ens energiregning markant, idet den strøm, man selv producerer, typisk er mange gange billigere end den strøm, man køber. Hvis man har elbil, vil man kunne lade med billig hjemmeproduceret solenergi, selvom man først er hjemme til aften. Jeg kender ikke afregningspriserne for solceller, men i de vindmøller, jeg har andele i, får man i dag typisk 20 øre pr. kWh for den strøm, som sendes ud på nettet, men når man et splitsekund senere hiver den ud af stikkontakten, koster den nærmere 2 kroner pr. kWh.

Samtidig med at der for den enkelte ligger en besparelse, vil sådanne kombinationer af decentral produktion og lagring gøre, at der skal flyttes meget mindre energi rundt i store transmissionssystemer, end det er tilfældet i dag. Powerwall-batterierne kommer med en form for internetopkobling, så de kan blive en del af integrerede intelligente netsystemer. Oplysningerne om denne del er endnu sparsomme, men man kunne jo forestille sig, at man på tidspunkter med storm og masser af vindkraft lagde overskudsstrømmen ind på ledig kapacitet i stedet for som nu i ekstreme tilfælde at må betale for at komme af med strømmen.

Indtil nu har batterier som lagerløsning blot været markant dyrere end at etablere nye højspændingskabler. Men en nylig undersøgelse fremlagt i Nature viser, at prisen på lithiumbatterier som dem i Powerwall i snit er faldet med 14% om året siden 2007. Det svarer til en halvering inden for ganske få år. Hvis derfor denne udvikling fortsætter – hvilket er meget sandsynligt – vil prisen på energilagring inden for få år falde dertil, at anvendelsen vil kunne blive massiv.

Læs mere »