Strøtanker om bæredygtighed

Dette fremgår i dag i Berlingske.dk, at Mærsk forurener lige så meget som hele Danmark. CO₂-udledningen fra Mærsks skibsfart og olieudvinding i Nordsøen udgør tilsammen 40-50 millioner ton om året, eller 8-10 tons CO₂ om året per dansker, hvilket er næsten lige så meget som hele Danmark på land. Det er således kolossale oliemængder, som afbrændes på verdenshavene, hvor ikke mindst containertrafikken er stadig stigende.

Skibsfartens CO₂-udslip bliver i dag ikke indregnet i de nationale kvoter. Dette er dybt uheldigt, ikke mindst i betragtning af det kolossale omfang. Omvendt vil det stille Danmark i store tekniske vanskeligheder, hvis vi skal opfylde vores CO₂-reduktionsmål også for skibsfarten, som er steget voldsomt siden 1990, det år som bruges som reference for CO₂-reduktioner.

Connie Hedegaard afviser i dag at lave ensidige indgreb overfor danske rederier. Det er nødvendigt med en international indgriben, hvis ikke blot konsekvensen bliver, at skibene bliver udflaget til lande uden CO₂-krav.

Med de i dag offentliggjorte tal for Mærsks olieforbrug står søfarten med ét øverst på prioriteringslisten over indsatsområder i forhold til at nedbringe den danske CO₂-udledning. Måske vi ligefrem skal genoptage diskussionen om frihandelens velsignelser?

Læs mere »

I alle de scenarier for nedbringelse af Danmarks CO₂-udslip, som har været præsenteret i den seneste tid, har vindkraften været en helt central komponent. En moderne vindmølle producerer den energi, det har taget at fremstille den, på blot 2-3 måneder, så energimæssigt tjener den sig hurtigt ind. Det er derfor dybt beskæmmende i dagens Information at læse, at Danmark [er] EU’s nummer sjok i vind-udbygning. Det fremgår af en opgørelse fra EWEA, European Wind Energy Association, at Danmark simpelthen er det eneste af EUs 27 medlemslande, som i 2007 havde en negativ vækst i vores samlede vindkraft-kapacitet. Kun 11 nye møller blev ibrugtaget, mens 65 møller blev taget ud af drift, hvilket giver et samlet fald i kapaciteten på 11 MW.

Læs mere »

Højhuse kan tilsyneladende ikke blive høje nok. Nu er den definitive fallos på vej i London, som ellers har haft tradition for at bevare sin gamle bykerne i en højde, så det var spirene fra byens paladser og katedraler, som tegnede konturen mod himlen. ‘The Shard‘ hedder bygningen, og Renzo Piano er arkitekten bag de 310 meter vertikale stræben, som forventes opnået i 2011. Der er tale om endnu et bidrag til rækken af højtstræbende bygningsværker med en udtalt skulpturel gestik. Men – som det hedder i Pink Floyds ‘The Wall’ – behøvede de at være så høje?

Det er, som om der sidder små drenge og leger med byggeklodser, fortabte for omverdenen i fascination over, hvor mange de kan stable ovenpå hinanden før de vælter. Men den perfektion og orden, som præger disse bygningers indre, virker overhovedet ikke sammen med omgivelserne, så problemerne for det omgivende miljø tårner sig op.

Lige så flot disse gigantiske spejlglasprofiler stræber mod himlen, lige så svært har de ved at lande rigtigt på deres sted. Arkitektonisk set er det meget få af disse moderne højhusskulpturer, som kommer rigtigt op af jorden. ‘The Shard’ er for eksempel underligt undermineret ved foden. Det gælder også for ‘Turning Torso‘, Malmös nye landmark, som med sine 190 meter endnu er den første af sin slags i Øresundsregionen.

Byrumsmæssigt bryder disse gigantiske skulpturer som regel totalt med den bydannelse, de lever i. Omgivet af et væld af trapper og ramper, kummer og imposant udsmykning i ‘dyre’ materialer, som signalerer fuld kontrol og får den omkringliggende by til at se tarvelig og slidt ud, frembyder de ofte meget dårlige vilkår for det urbane liv for de mange mennesker, som bevæger sig ud og ind af bygningerne. Ingen bænke til bumserne, ingen små kiosker, krogede træer eller hyggelige cafeer.

‘Turning Torso’ har taget konsekvensen og placeret sig selv midt i et bassin, som en perfekt by i byen, omgivet af voldgrav, med en vindebro, der kan hejses ned for de særligt udvalgte. Hermed har man effektivt sikret sig, at de dyre kvadratmeter ikke bare bliver en del af det urbane fællesskab.

Læs mere »

Flyv fra Bruxelles til Sydney på fire timer, hedder det i et nyt udviklingsprojekt for A2, et brint-drevet ultralydsfly, som skulle kunne komme op på hastigheder på 4-8 gange lydens hastighed, hvor passagerfly i dag typisk flyver under lydens hastighed. Projektet har nu afrundet sin første idéudviklingsfase og står overfor at modtage yderligere 10 milliarder euro til den videre udvikling fra EUs forskningsfond og det europæiske rumfartssamarbejde ESA. For der er langt igen, inden denne drøm kan udmønte sig i et rutefly.

Men igen, disse fart- og flyvedrømme synes at sætte al fornuft til side. Ingen stiller tilsyneladende spørgsmålet, om vi behøver at kunne rejse så hurtigt?

Brint-teknologien er interessant, fordi den til forskel fra olieafbrændingen er en ren forbrænding, som ikke udvikler CO₂. Der er da heller ikke blevet sparet på brugen af ordet grøn i forbindelse med A2-flyet. Det vil betyde en helt anden fremtid for lufttransporten, som i dag er en af de helt store miljøsyndere, hvis det i fremtiden blev en grøn transportform, og så gjorde det ikke noget, hvis flytiden til Sydney samtidig blev reduceret fra 22 til 4 timer – i hvert fald for de forretningsfolk, som ville have råd til at betale for billetterne. Igen synes ingen at stille spørgsmålstegn ved, hvor grønt det er?

Læs mere »

Apropos energi og energibesparelser, så kan det indimellem klinge lidt hult, hvor vigtigt det er, at vi allesammen skifter til energisparepærer, så længe vi i midtbyen er badet i lysorgier fra butikker, gadelamper og neonlys, som her en reklame for E2 på Rådhuspladsen.

Kunne man forestille sig en form for skat på reklame? I hvert fald hører den form for kunstig behovsskabelse, som vi konstant eksponeres for, til noget af det mindre bæredygtige i det urbane landskab. Og hele dette overload af ting, som vi må have, er med til at generere utilfredshed med, hvad vi har, og “behov” for endnu mere, selvom vi aldrig har haft flere ting end i dag. På den led er der meget lang vej til et faktor 10-samfund, hvor vi lever lykkeligt med en tiendedel af den nuværende materielle gennemstrømning.

Ingeniørforeningen har netop udsendt en rapport, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling (67 sider pdf). Rapporten er et resultat af Ingeniørforeningens Miljøår 2007, som under temaet “Veje til en grøn fremtid” har været organiseret omkring 5 temaer: Ressourcer, Transport, Vand, Bioteknologi samt Landbrug & Fødevarer, som i store træk er de områder, rapporten dækker.

Rapporten præsenteres på IDAs hjemmeside under overskriften Dansk miljøpolitik i frit fald. Og i den overordnede konklusion udtrykkes der bekymring for, at det forspring på miljøteknologiens område, som Danmark har haft, er i fuld gang med at blive udhulet af, at der i de senere år ikke har været den fornødne politiske vilje til at prioritere miljøområdet, hvorfor en række centrale miljøindikatorer bevæger sig den gale vej.

“Med denne rapport lægger Ingeniørforeningen op til, at miljøområdet får en højere prioritering i dansk politik, og vi foreslår, at en række konkrete initiativer iværksættes med henblik på at skabe et bedre miljø. Vi er af den overbevisning, at Danmark, som et verdens rigeste samfund, og som et af de lande med det højeste ressourceforbrug pr. borger, har en forpligtelse til at gå forrest og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling, lokalt og globalt.”

Læs mere »

Samtidig med at Ingeniørforeningen (IDA) har offentliggjort et scenario for en bæredygtig udvikling (se blog-indlægget Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling), har man i samarbejde med Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udarbejdet Grøn indikatorrapport – en kritisk rapport om miljøindikatorer (54 sider pdf), som ser på udviklingen i den danske miljøindsats. Det er desværre ikke opløftende læsning.

Antallet af miljømærkede produkter faldt for første gang i 2007, og miljøindsatsen ser ud til at være blevet mindre i virksomhederne i de senere år. Det værktøj til vurdering af bæredygtighedsbestræbelserne, som blev fremlagt og vedtaget i 2002 er ikke blevet ordentligt vedligeholdt siden 2004. “Der er således samlet et vidensunderskud, som gør det vanskeligt reelt at vurdere, hvorledes miljøets tilstand udvikler sig.”

Landbrugets pesticidforbrug er stadig stigende til trods for en pesticidplan, som forudsætter markante reduktioner, og det økologiske landbrug er i tilbagegang. Siden 2002 er der blevet 25% færre økologiske landbrug med 11% mindre areal. Det voksende økologiske forbrug er således dækket af en øget import.

Læs mere »

For nylig kom det frem, at Danmark var et af de lande, der lå højest i CO₂-udledninger pr. indbygger, hvis man indregnede vores handelsflåde. Det er et af de områder, hvor man med enkle midler vil kunne reducere brændstofforbruget og dermed CO₂-udledningerne betragteligt. For det blæser stort set altid på det åbne hav.

Det tyske firma Beluga SkySails har udviklet et fuldautomatisk dragesejl, som kan give betydelige reduktioner i brændselsforbruget. I optimale situationer kan der være tale om besparelser på op imod 50%, men afhængig af brugen vil det kunne give en reduktion på årsbasis på 10-35%. På den bagggrund vurderes det i nedenstående video, at investeringen vil kunne tjene sig ind på 3-4 år.

Videoen følger MS “Beluga SkySails” på sin jomfrusejlads fra Hamburg 18.01.2008, først til Bremerhaven, og derefter videre over Atlanten til Venezuela.

Læs mere »

Af en artikel i Information, Energirapport offentliggjort: 40 % CO₂-fald kan nås, fremgår det i dag, at de to rapporter om dansk reduktion af drivhusgasser, som Energiministeriet i 2006 bestilte hos COWI og EA Energianalyse/Risø, nu vil blive frigivet som ‘endelige udkast’. De ligger på linje med det af Greenpeace netop fremlagte energiscenario, og der foreligger således tre forskellige rapporter, som samstemmende peger på, at det er muligt inden for en overskuelig årrække at nå betragtelige reduktioner i CO₂-udledningen og en fuldstændig omlægning i den måde, hvorpå vores samfund tilvejebringer sin energi.

Ikke mindst rapporten fra EA/Risø er interessant derved, at den ser på udviklingsmulighederne frem til 2050. Den påviser, “hvordan Danmark kan realisere et energisystem med 100 % vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3 % af BNP.”

Hvis ikke vi med vores rigdom kan træffe en beslutning om at igangsætte disse omlægninger, er det kort sagt skingrende vanvittigt.

De nu tilgængelige foreløbige rapporter er introduceret på Energistyrelsens hjemmeside, www.ens.dk, hvorfra de kan downloades. De endelige rapporter forventes at ligge klar umiddelbart efter et møde 6. februar, se links nedenfor.

Se også tidligere blog-indlæg: 40% dansk CO₂-reduktion inden 2020 og 80% dansk CO₂-reduktion inden 2050.

Jørgen Steen Nielsen: Energirapport offentliggjort: 40% CO₂-fald kan nås, Information 26.01.2008.

Link til de endelige rapporter:

Kenneth Karlsen et al.: Danish Greenhouse Gas Reduction Scenarios for 2020 and 2050, Ea Energy Analyses & Risø National Laboratory februar 2008 (pdf).

Mikkel T. Kromann & Helene Sneftrup Fleischer: Scenarier for danske drivhusgas reduktionstiltag i 2020 og 2050, COWI februar 2008 (pdf).

Der er netop taget initiativ til en underskriftindsamling: Brug oliepenge til mere vedvarende energi. Den har form som åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Indledende fastslår brevet til statsministeren, at det er alarmerende, at Danmarks CO₂-udledninger i 2006 steg med omkring 4% efter i 20 år at have været faldende. Hvor der i årene 1999-2001 blev opført 1.344 nye vindmøller, blev der i perioden 2002-2006 kun opført 41 nye vindmøller. Den nuværende regering har sat Danmarks forspring over styr ved at sætte næsten 30 års satsning på vedvarende energi på vågeblus.

Derefter retter brevet fire spørgsmål til statsministeren. Du kan se den fulde henvendelse og skrive under på vedvarendeenergi.underskrifter.dk.