Strøtanker om bæredygtighed

Ifølge officielle beregninger udleder hver person i Danmark i gennemsnit lige omkring 10 ton CO₂. Heraf stammer de 6 ton fra vores personlige forbrug til mad, boliger, energi og transport. Der er således rigtig meget vi kan gøre i vores dagligdag for at reducere CO₂-udslippet.

Klima- og Energiministeriet har derfor etableret en kampagne, ét ton mindre, med tilhørende hjemmeside, www.1tonmindre.dk. Her kan man etablere sin egen profil, hvorefter man kan indtaste en række oplysninger om sin livsstil. Man får hermed et meget tydeligt billede af, hvordan ens CO₂-forbrug er sammensat, og man kan få forslag til, hvor man kan sætte ind for at mindske det.

Herover har jeg for at lave et eksempel tastet oplysninger ind om min dagligdag. Nederste bjælke viser det danske gennemsnitsforbrug, og man kan se, at transport er den største CO₂-post, efterfulgt af varme og forbrug (til mad, tøj etc.). Den øverste bjælke viser, hvilken type jeg tilhører, og i og med jeg bor i lejlighed, er mit typiske forbrug lidt mindre, end hvis jeg havde boet i parcelhus. Den midterste bjælke viser mit personlige forbrug. Det ligger markant lavere end gennemsnittet, først og fremmest fordi mit transportforbrug er meget lille – jeg har ingen bil, rejser ikke særlig meget i disse år og arbejder mest hjemmefra. Det gør til gengæld, at mit elforbrug ligger over gennemsnittet, selvom jeg hverken har tørretumbler, opvaskemaskine eller TV. Mit (vare)forbrug ligger også lavere end gennemsnitligt, blandt andet fordi min kost stort set er vegetarisk.

Samtidig har jeg fem andele i Middelgrundens Vindmøllelaug, der rundt regnet svarer til en årsproduktion på 5.000 kWh eller godt tre gange så meget, som jeg bruger. Ifølge Vindmøllelaugets hjemmeside giver hver andel en reduktion på 0,85 ton CO₂ i forhold til kulproduceret elektricitet. På årsbasis giver de fem andele hermed en reduktion i CO₂-udledningerne på 4,25 ton. Hvis jeg kunne medregne min CO₂-fri elproduktion, ville mit personlige CO₂-regnskab have et ‘minus’ på 1,7 ton CO₂. Stadig er det først og fremmest på elektricitetsområdet, jeg vil kunne spare yderligere i mine personlige CO₂-udledninger.

Læs mere »

Amory B. Lovins har sammen med E. Kyle Datta, Odd-Even Bustnes, Jonathan G. Koomey og Nathan J. Glasgow skrevet bogen Winning the Oil Endgame: Innovation for Profits, Jobs, and Security. Det er en strategi til at bringe USA ikke bare ud sin afhængighed af importeret olie med alle de militære komplikationer, det har medført, men ud af overhovedet at bruge olie. Frem for en økonomisk byrde vil det indebære en kolossal revitaliseringsproces for den amerikanske økonomi, og bogens scenario gælder i store træk for alle industrialiserede lande.

Lovins indleder sin præsentation af Winning the Oil Endgame ved TED-konferencen i Monterey i 2005 med at sige: Den gamle historie om klima-beskyttelse er, at det er kostbart, for ellers ville det for længst være gjort. Så regeringerne må have os til at gøre noget smertefuldt for at klare det. Den nye historie om klima-beskyttelse er, at den ikke er dyr, men en god forretning. Det er simpelthen billigere at spare olie end at købe olie.

Winning the Oil Endgame kan frit downloades i pdf-format fra oilendgame.com. Det forudsætter blot, at man registrerer sig.

Videoen med Lovins præsentation ved TED-konferencen er tilgængelig nedenfor.

Læs mere »

Amory Lovins er en af verdens mest fremtrædende energi-eksperter. I marts 2007 gav han ved Stanford University en serie på fem forelæsninger med det fælles tema Advanced Energy Efficiency. Concepts and Practice.

De fem forelæsninger, Buildings, Industry, Transportation, Implementation og Implications, giver tilsammen et enestående indblik i de kolossale potentielle besparelser af energi og ressourcer, der ligger i systematisk at redesigne vores nuværende teknologisk-organisatoriske indsatser.

Hvor små forbedringer én ad gangen kan være fordyrende, er hans tilbagevendende credo, at hvis man tænker konsekvent fremadrettet og implementerer en hel vifte af samtidige, sammenhængende forandringer, findes der radikale løsninger, som er både økonomisk konkurrencedygtige og langt mere materiale- og energieffektive – og dermed langt mere miljøvenlige.

Et af de sidste slides i Lovins afrundende forelæsning, Implications, rummer et dansk citat af Jørgen Nørgaard, DTU:

By systematically pursuing the whole global energy efficiency potential, “…it is possible in
the course of half a century to offer everybody on Earth a joyful and materially decent life with a per capita energy consumption of only a small fraction of today’s consumption in the industrialized countries.”

A worthy and feasible goal – enough, for all, for ever: taking nothing, wasting nothing, and doing no harm.

Amory B. Lovins er i dag leder af Rocky Mountain Institute, som han var med til at grundlægge i 1982. Der er adgang til de fem forelæsninger nedenfor. De tilhørende slides kan downloades i pdf-format, hvor de er meget lettere at læse end i video-formatet.

Læs mere »

Worldwatch Institute udgiver en årlig status over den globale udvikling af vedvarende energi, Renewables Global Status Report, som netop er kommet for 2007. Det er både opmuntrende og nedslående læsning. Opmuntrende, fordi der rent faktisk på verdensplan sker en markant forøgelse af den vedvarende energi. Fra 2004 til 2007 er den vedvarende energiproduktion (bortset fra vandkraft) steget med 50%.

Solceller er den form for vedvarende energi, der lige nu vokser stærkest, og den installerede kapacitet voksede fra 2006 til 2007 med 50%. Vindkraften er den største bidragyder til vedvarende energiproduktion, og fra 2006 til 2007 steg produktionen af vindkraft med 28% og kapaciteten med hele 40%. Så der sker virkelig noget med udbygningen af den vedvarende energi.

Men stadig er langt den største del af energisektoren baseret på fossile brændstoffer, og det samlede energiforbrug meget højt, så 2007 gav også ny rekord i atmosfærens CO₂-koncentration med 383.6 ppm.

2007 står som det næstvarmeste år nogensinde, med en gennemsnitstemperatur på 0,6º højere end gennemsnittet for årene 1951-80 og 0,8º højere end gennemsnittet for årene 1881-1910, og opvarmningen er højest på den nordlige halvkugle.

Selv hvis vi når dertil, at de samlede CO₂–koncentratoner begynder at falde, er yderligere opvarmning uundgåelig på grund af den store inerti i klimasystemet. Se Climate Change Accelerates. På samme måde som vi først de seneste år har set de fulde konsekvenser af det 20. århundredes umådeholdne afbrænding af fossile brændstoffer, vil der gå adskillige årtier før mindskede CO₂–udledninger leder til opbremsning af temperaturstigningerne, endsige slår igennem som afkøling. Derfor er der ingen tid til tøven, hvis vi skal undgå at den globale opvarmning når over 2º – den grænse som det er vurderet vi må holde os under, hvis vi skal undgå, at en række selvaccelererende mekanismer driver klimaforandringerne langt hurtigere ed vi ser i dag.

Renewables 2007. Global Status Report, Worldwatch Institute 2008 (pdf).

I dag er FN’s maritime organisation, IMO, samlet i København med blot ét punkt på dagsordenen, at reducere CO₂-udslippet. Skibsfarten er de seneste år vokset eksplosivt, og med en udledning på 1,2 mia. ton er det på verdensplan en af de helt store CO₂-udledere. Alene Mærsk har udledninger, som nærmer sig de samlede danske udledninger på land.

IMO fik allerede i 1997 pålæg om at finde en frivillig ordning til reduktioner, men endnu er intet sket. Ifølge artiklen Skibes forurening skal sættes ned i Politiken, vil Connie Hedegaard i dag i København give IMO en sidste chance. Hvis ikke der er klare signaler om handling senest oktober i år, vil det internationale samfund gribe ind. Under alle omstændigheder ville det være oplagt ved klimatopmødet i København i 2009 at få skibs-og luftfarten ind i det samlede beregnings- og reguleringsgrundlag.

I forhold til lastbil og fly er skibsfarten stadig en billig transportform energimæssigt set. Men blot ved at sænke sejlhastigheden kan brændstofforbruget optimeres betragteligt, og det ville være indlysende at genindføre brugen af sejl. Se tidligere blog-indlæg: Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark og Himmelsejl over Atlanten.

Måske var fremtidens fragtskib designet som en stor solfanger, så det var et CO₂-neutralt flydende kraftværk, som ikke bare transporterede varer, men også kunne aflevere sin overskydende energi, når det nåede havn, frem for som nu at være storproducent af CO₂.

Michael Rothenborg: Skibes forurening skal sættes ned, Politiken 27.02.2008.

A/B Søpassagen, en stor andelsboligforening mellem Sortedam Dossering og Rigshospitalet, har sat sig for at blive CO₂-neutral i løbet af de kommende to år. Som det fremgår af foreningens handlingsplan, vil man opnå dette gennem en sum af indsatser:

Der vil blive sat solcelleanlæg på taget for at øge produktionen af CO₂-neutral energi. Samtidig vil en række tiltag mindske energiforbruget: isoleringsprojekter, termoruder på trappeopgange, fornyelse af varmeanlæggets pumpe, udskiftning af alle glødepærer til sparepærer samt mindsket brug af tørretumblere gennem reetablering af tørrelofter og udendørs tørrefaciliteter.

Vandforbruget tilstræbes nedsat gennem brugerkampagner samt udskiftning af ældre vandhaner og toiletter med stort vandforbrug. Sammen med et projekt til opsamling af regnvand fra tagfladen, som stadig er under overvejelse, skulle det kunne give en reduktion af ejendommens vandforbrug på omkring 15%.

Man har beregnet, at A/B Søpassagen i dag udleder omkring 95 ton CO₂ om året, svarende til omkring 1 ton pr. husstand. De planlagte energiforbedringer på ejendommen afbøder tilsammen kun delvist de nuværende udledninger. Man vil således supplere med opkøb af CO₂-kvoter op til 95 ton for at gøre A/B Søpassagen CO₂-neutral.

A/B Søpassagens initiativ er et godt eksempel på, hvad man som ejerlaug og andelsboligforening kan gøre for at mindske CO₂-udledningerne.

Miljøredegørelse og Handlingsplan 2007 for A/B Søpassagen, november 2007 (pdf).

Andelsforening vil være CO₂-neutral, Politiken 21.02.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Den første CO₂-neutrale andelsforening, Information 27.02.2008.

Andy Lipkis har siden 1970 arbejdet for at gøre Los Angeles til en mere bæredygtig by, først og fremmest gennem omfattende træplantningsprojekter. I januar 2006 gav han en forelæsning i Los Altos, Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability, hvor han fortæller om sit arbejde og perspektiv. Forelæsningen findes som video nedenfor.

Lipkis er grundlægger og leder af TreePeople, som i en menneskealder har arbejdet for et grønnere LA. Der har gennem årene også været store kampagner for plantning af frugttræer, som kunne give mad til byens mindrebemidlede, og op til olympiaden i LA i 1984 forestod han plantningen af én million træer. Hans seneste større projektramme er TREES, Transagency Resources for Environmental and Economic Sustainability, et offentligt-privat samarbejde, som sigter på at håndtere Los Angeles-området som et bæredygtigt urbant økosystem.

Indledende siger Lipkis i forelæsningen, at store byers meget sektoriserede forvaltning er en naturlig følge af den det 20. århundredes byudvikling, men at det er et dårligt udgangspunkt for at opretholde byen som økosystem.

Omkring to tredjedele af Los Angeles’ areal er asfalteret eller bebygget. Man har derfor store problemer med at bortskaffe regnvand fra områdets indimellem voldsomme regnskyl, og jævnligt slår kloakeringskapaciteten ikke til, med oversvømmelser og udledninger af forurenet vand til følge. Det er her, den systematiske træplantning sætter ind, og det er her det får stor betydning at få reduceret den del af byens areal, som er bebygget eller forseglet med asfalt og beton for at genetablere områdets naturlige absorptionskapacitet. Lipkis kalder i den forbindelse jord for a miracle device.

Læs mere »

Faith D’Aluisio og Peter Menzel lavede i 1995 en dybt fascinerende bog, Material World. A Global Family Portrait, hvor han portrætter familier fra 30 forskellige lande. I det gennemgående hovedbillede er familierne portrætteret sammen med alle deres ejendele, som er båret ud foran huset – se billederne nedenfor.

Når jeg fandt Material World frem igen ovenpå de seneste indlæg om spisevaner og bæredygtighed, er det fordi der med hver familieskildring følger en lille statistik for hvert land. Der er et helt tydeligt mønster, at vi gennemgående bruger jo mindre af vores indkomst på mad, jo rigere vi bliver. Undtagelsen er italienerne, som bruger 30% af deres indkomst på mad. Her bruger man klogt sin rigdom på at efterspørge alle mulige lokale specialiteter, her er der i sæsonen friskindsamlede trøfler, rørhatte og pigsvampe, og her kan det lade sig gøre at leve af at levere gode råvarer og produkter til et lokalt publikum.

Jeg mener at vide, at vi tilsvarende i Danmark bruger under 10% af vores indkomst på mad. For nogle år siden kunne man i Weekendavisen læse, at vi danskere brugte flere penge på at skifte køkkener ud end på den mad, vi lavede i dem. Midt i al vores nyvundne rigdom er vi kort sagt ikke ret gode til at prioritere vores sundhed.

Læs mere »

I forlængelse af bogen Material World (1995), som blev en slags global øjenåbner, har Peter Menzel i samarbejde med Faith D’Aluisio lavet en anden tankevækkende fotodokumentarisk bog, Hungry Planet. What the World Eats, med billeder af 30 familier fra 24 lande i verden.

Hungry Planet har fokus på, hvad der bliver spist rundt omkring i verden og hvordan vores føde bliver til og indgår i dagligdagen. Og hvor familierne i Material World blev portrætteret med deres ejendele, er de i Hungry Planet portrætteret sammen med den mad, de spiser i løbet af en uge.

Hungry Planet er en enestående dokumentation af spisekulturer rundt omkring på kloden. Samtidig med, at det er en påtrængende dokumentation af, hvor ulige verdens goder og ressourcer er fordelt, rejser disse billeder med stadig større kraft spørgsmålet, hvad vi har gjort ved vores mad og vores spisekultur i den industrialiserede verden?

Årstiderne og det regionale tilhørsforhold er borte. Alt er pakket i plastic og cellofan, meget af det konserveret, så det kan holde i evigheder. Kioskerne og supermarkederne bugner med varer, som er direkte sundhedsskadelige i større mængder, grøntsagerne er sprøjtede og kunstgødede til mutantstørrelse, samtidig med at næringsindholdet er dalende på grund af den industrielle produktion. Og meget få af os har en kompostbunke eller en gris at lade køkkenaffaldet gå naturligt videre til.

Læs mere »

CIWF, Compassion in world farming, har udgivet rapporten The Global Benefits of Eating Less Meat. Den giver en alarmerende analyse af problemerne med verdens stadig større forbrug af animalsk føde. Samtidig er der udarbejdet en 17 min. video Eat less meat: it’s costing the Earth – se nedenfor.

I anden halvdel af det 20. århundrede er verdens kødproduktion steget til det fem-dobbelte. I samme periode er vi blevet langt flere munde at mætte, så forbruget af animalsk føde per indbygger er steget til det dobbelte. For at klare denne efterspørgsel har man udviklet kolossale industrielt drevne animal farms, hvor balancen mellem dyrehold og det omgivende areal er gået helt tabt. For eksempel det danske landbrug importerer protein fra det meste af verden til vores animalske produktion, og kødproduktionen er i dag verdens største arealforbruger. Byerne er samtidig vokset eksplosivt og lægger beslag på stadig større dele af det opdyrkelige land. Presset for at udvide landbrugsarealet er derfor stort, og der afbrændes hver dag store regnskovsarealer med radikale konsekvenser for biodiversiteten og den globale opvarmning.

En af de ting, vi som forbrugere kan gøre for at mindske klodens CO₂-udledninger, er derfor at spise mindre kød – se nærmere herom i det forudgående blog-indlæg, Another Inconvenient Truth. Hvis alle i den industrialiserede verden spiste markant mindre animalsk føde, ville det have vidtrækkende positive konsekvenser ikke bare for verdens hungersituation, men for den enkeltes, landbrugets og klodens sundhed.

Læs mere »