Strøtanker om bæredygtighed

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »

Luftfarten og bilindustrien har i de senere år haft et godt øje til biobrændstoffet som en mulighed for at mindske transportsektorens meget store CO2-udledninger. Men på det seneste er det blevet klart, at det ikke er så enkelt endda. For det vil kræve enorme arealer at producere de mængder af majs og andre afgrøder for at kunne levere brændstof til de forslugne fly- og bilmotorer – så store arealer, at det ville lede til en omfattende hungersnød. Med den i dag kendte teknik kan man på et areal, som kan brødføde en person i et år, kun lave omkring 60 liter bioethanol. Det strækker ikke langt, hvis man har 50 km til arbejde.

I forvejen bruger vi i den rige del af verden omkring tre gange så meget areal pr. person som der globalt set er til rådighed, så hvis Jordens begrænsede landbrugsareal også skal levere brændstof til den stadig stigende trafik, går kabalen simpelthen ikke op. Vi er kort sagt nødt til at indse, at vi lever i et lukket system, hvor vi i forvejen forbruger over evne, og at vi er nødt til at finde veje videre frem, hvor der ikke bare er brug for mere af det hele.

Man burde derfor sætte al videre udvikling af biobrændstof-programmer i bero, indtil der foreligger en bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes. Den dag vi har enzymer eller bakterier, som på en kost af madaffald og savværksrester kan producere biobrændstof, kan billedet meget vel igen vende.

Og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Treehugger.com havde for en lille uges tid siden et indlæg om ‘diesel-træer’, Copaifera langsdorfii.

Læs mere »

Allerede udenfor blev man mødt af Energitjenestens bus med gode råd og hånddreven racerbane. Og første stand, når man var kommet vel inden for til udstillingen Bolig i Bella, var Naturhuse.dk, som reklamerede med allergivenligt og sundt byggeri. Naturhuse.dk præsenterede en serie typehuse, heriblandt et i mine øjne ganske vellykket feriehus med sedum-tag designet af Arkitema.

Sedum er betegnelsen for en vegetation af tørketålende planter fra stenurtfamilien, som på billedet herover. Et sedum-tag anlægges i et blot få centimeter tyndt næringsfattigt jordlag, så det vil uden yderligere forstærkninger kunne anlægges ovenpå mange eksisterende tage. Til forskel fra det meste ukrudt tåler disse planter langvarig udtørring, så sedum er stort set pasningsfri og dermed særdeles velegnet som tagbeplantning. Sedum-taget fremstår ofte med en smuk rødlig tone, men alt efter årstid og særlige vilkår kan der være store farvevariationer.

Jeg var taget i Bella Center på vegne af Klimabevægelsen, med nypudsede klima- og bæredygtighedsbriller – og alt tegnede således foreløbig til at det ville blive en opløftende eftermiddag. Men efterhånden som jeg kom længere ind i udstillingslandskabet, skulle der blive meget længere mellem snapsene, og skulle jeg helt kort vurdere udstillingens samlede betydning for klimaet, ender det langt fra CO₂-besparelser. Udestuer, udvidelser, eksotiske granit-typer, designer-radiatorer, nye køkkener og ikke mindst gigantiske jacuzzier, hvor man kunne invitere hele nabolaget til party, gjorde hvad de kunne for at vække drømmene om at veksle friværdien til daglig forkælelse.

Så jeg vil i det følgende blot standse op ved nogle af de få ting, som rent faktisk pegede fremad klimamæssigt.

Læs mere »

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO₂, hvis ikke allerede det er en realitet.

Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO₂-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO₂-aftaler.

Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.

Læs mere »

Den nationale amerikanske radio NPR har en udsendelsesrække om klimaproblematikken: Climate Connections: Causes. De seneste to udsendelser beskæftiger sig med forstæderne som fænomen – og som en væsentlig del af forklaringen på, at de amerikanske CO₂-udledninger er de i særklasse højeste i verden.

Den første udsendelse følger Carvalho-familien, Michelle og Galileu Carvalho, som har en 16 måneder gammel søn. De flyttede til forstæderne for tre år siden og har siden da haft langt til arbejde – og brug for to biler. Dan anden udsendelse følger Taylor-familien, Malaika Taylor som for tre år siden sammen med sin 11-årige datter flyttede til en centralt beliggende loft-lejlighed for at slippe for de mange timers bilkørsel mellem hjem og arbejde.

Begge familier bor i Atlanta – en by sammenlignelig med København, med en halv million indbyggere i selve byen og 5 millioner indbyggere i oplandet. Tilsammen illustrerer de to udsendelser fint, hvorfor parcelhuset – The American Dream – er fundamentalt ubæredygtigt.

Læs mere »

Onsdag havde Connie Hedegaard i Information en leder under overskriften: Vi skal frem – bæredygtigt, hvori hun går i rette med Jørgen Nørgaards nylige indlæg i Information, Gør velværet bæredygtigt, og siger, at der er ikke noget lettere end at nå nulløsninger i CO₂-udledninger. Man kan jo blot forbyde bilkørsel og industriel produktion. “Det er ikke den vej, vi skal,” skriver Connie Hedegaard. Kunsten er at forene økonomisk vækst og bæredygtig udvikling.

“Vi skal sikre et samfund, der er i stand til at udvikle sig samtidig med, at vi tager de hensyn til miljø og klima, som er så afgørende for, at vi også er i stand til at udvikle os i fremtiden. Fordi vi ikke slider for hårdt på ressourcerne. Fordi der skal være en rig flora og fauna til vores børn og børnebørn. Fordi vi ikke i det rige vesten sviner ubegrænset, mens skaderne viser sig i udviklingslande eller ved polerne.”

Connie Hedegaards irettesættelse af Jørgen Nørgaard virker noget malplaceret i og med at han igennem årtier har søgt at vise, hvordan basale ændringer i vores dagligdag, for eksempel den måde vi laver køleskabe på så de holder meget længere og bruger langt mindre energi, kan have vidtrækkende betydning for vores energi- og ressourceforbrug uden at det mindsker vores livskvalitet. Kogt ind til essensen er forskellen måske, at for Connie Hedegaard er udvikling og økonomisk vækst synonymer, hvor Jørgen Nørgaard ser vidtgående forandringer for sig, uden at det nødvendigvis indebærer økonomisk vækst: “…it is possible in the course of half a century to offer everybody on Earth a joyful and materially decent life with a per capita energy consumption of only a small fraction of today’s consumption in the industrialized countries.”

Sagt på en anden måde, hvor den økonomiske vækst, som Nørgaard i Gør velværet bæredygtigt harcelerer over som en indiskuterbar forudsætning for klimakommissionens arbejde, opererer i livskvantitet, der tænker Nørgaard langt mere i opretholdelse og udvikling af livskvalitet.

Læs mere »

I løbet af 2006 udarbejdede Ingeniørforeningen en Energiplan 2030, som giver et bud på, hvordan Danmark i 2030 kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og langt mere bæredygtige tilstande.

Energibesparelser står centralt i planen, og man regner med at kunne reducere energiforbruget med 30% gennem systematiske indsatser i transportsektoren, industrien og byggeriet. Samtidig vil andelen af vedvarende energi være øget, så det udgør halvdelen af vores samlede energiforbrug. Vores samlede CO₂-udledninger vil hermed være reduceret med 60% i forhold til 1990.

Når man ser scenariets udgiftssammensætning, fylder investeringer i energibesparelser, kollektiv transport og omlægninger til vedvarende energi markant mere end i reference-scenariet, mens udgifter til brændsel fylder meget mindre. Og de stigninger i energipriser, vi har set siden 2006, har blot tydeliggjort, at selvom et scenario som dette kræver meget store investeringer, vil det ikke bare være godt for miljøet og den globale opvarmning, men også økonomisk set være yderst fordelagtigt. Blot få år frem vil det ikke være sjovt at være blandt de samfund, som er afhængige af de stadig mindre tilførsler af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den nordamerikanske Commission for Environmental Cooperation har netop udgivet rapporten Green Building in North America, som påpeger, at der ligger store potentielle CO₂-reduktioner i byggesektoren.

I Nordamerika udleder den samlede bygningsmasse 2.200 megaton CO₂, hvilket svarer til 35% af regionens samlede CO₂-udledninger. En hurtig indførelse af kendte energibesparende teknologier i byggesektoren vil kunne føre til en besparelse på 1.700 megaton CO₂-udledninger i 2030 i forhold til hvis man blot fortsætter som nu.

Til sammenligning ligger de samlede danske CO₂-udledninger i dag på lige godt 50 megaton.

Rapporten opererer med tre scenarier, ‘business at usual’, ‘AIA 2030 Challenge’, og ‘Deep Green’. Kurven nedenfor viser de tre scenarier for henholdsvis Canadas og USAs boligsektor.

Læs mere »

USA bliver ofte fremdraget som det store uhyre i klimaforhandlingerne. Men når Bush-administrationens tid snart er omme, tyder alt på, at vi får en seriøs amerikansk deltagelse i det globale klima-samarbejde. Både Clinton og Obama har en 80% CO₂-reduktion i 2050 i deres valgprogram, og selv McCain taler om bindende CO₂-reduktioner. Der findes rundt omkring i USA en stor amerikansk idealisme og know-how i både virksomheder og interesseorganisationer. Så forandringerne vil kunne ske meget hurtigt den dag, hvor det får lovgivningsmæssig opbakning.

Et godt eksempel er Architecture 2030, en non profit organisation etableret af Edward Mazria i 2002. Den har som mål at nå fuld CO₂-neutralitet i byggesektoren i 2030. På kort sigt er målsætningen en 60% CO₂-reduktion inden 2010 set i forhold til byggereglementets krav i dag – The 2010 Imperative. Derefter optrappes reduktionsmålene til 70% i 2015, 80% i 2020, 90% i 2025 og 100% i 2030. Tilsvarende har The 2010 Imperative et mål om, at alle arkitektstuderende inden 2010 “achieve complete ecological literacy in design education” og forstår principperne for CO₂-neutrale bygninger.

Læs mere »