Strøtanker om bæredygtighed

Her til morgen har aktivister fra Greenpeace skaffet sig adgang til en af Avedøreværkets store skorstene for at hænge et gigantisk banner op med teksten ‘kulfrit’.

Baggrunden er den bedrøvelige, at selvom Avedøreværket er så avanceret, at det kan køre på mange forskellige brændelskilder, er man i færd med at åbne for muligheden af igen at fyre med kul, den klima- og CO₂-mæssigt dårligste energikilde.

“‘Avedøre2 er en af de få kraftværksblokke i Danmark, som DONG, regeringen og Danmark kan være stolte af. At omstille den til kul er det dårligst tænkelige signal, Danmark som vært for klimatopmødet i 2009 kan sende til resten af verden. Derfor er det afgørende for klimaet og for Danmarks klimapolitiske troværdighed, at vi bevarer Avedøre2 kul-frit,’ siger Tarjei Haaland, energi og klimamedarbejder, Greenpeace.”

På greenpeace.org er der en video fra auktionen samt billeder og pressemeddelelse. Og det er muligt at sende en e-mail til DONG med en protest mod brugen af kul.

Kvotesystem eller ej virker det direkte nedbrydende på klimamoralen, når kraftværkerne i den grad skalter og valter med deres muligheder. Jeg håber der er rigtig mange, som i disse timer har en dårlig smag i munden, de politikere, som i sin tid var med til at privatisere energisektoren, de embedsmænd, som har lavet et så elendigt fungerende kvotesystem, at det kan ‘betale sig’ at fyre med kul på Avedøreværket, værkledelsen og det politi, som nu skal i gang med at ‘genoprette ro og orden’. Den egentlige forbrydelse er ikke overfor Avedøreværket, men overfor fremtidens klima, så et stort TAK til Greenpeace.

Lad os gemme de kul vi har tilbage indtil vi har udviklet en billig velfungerende måde til at opsamle CO₂-udledningerne 100%. Alt andet er hasard med vores fælles fremtid.

Elisabeth Astrup: Greenpeace besætter skorsten, Politiken 28.04.2008.

Thomas Djursing: Energi-professor støtter aktivister, der hænger i 150 meter høj skorsten, Ingeniøren 28.04.2008.

Martin Justesen: Aktivister overnatter i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Elisabeth Astrup: Aktivister har sovet tungt i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Farvel til det fossile starter med grønt lys for kul, Information 29.04.2008.

Kirstin Stefansdottir Egekvist: Greenpeace-aktivister er kravlet ned, Politiken 30.04.2008.

På Flickr kan man finde en række små videostumper fra skorstensaktionen.

Af en artikel i Time i dag, Lessons From Germany, fremgår det, at mens de amerikanske CO₂-udledninger i perioden 1990-2005 steg med 16%, er de tyske CO₂-udledninger i samme tidsrum reduceret med 18%. Det er en imponerende bedrift, som sætter den valne danske klimaindsats i det seneste tiår i et intet mindre end pinligt lys.

De danske udledninger ligger stadig stort set på niveau med udledningerne i 1990 og har endog i de seneste år vist en svagt stigende tendens. Hvordan politikere og erhvervsliv på den baggrund kan blive ved med at fremmane et billede af Danmark som foregangsland på miljøområdet, er mig en gåde.

De tyske resultater er opnået gennem en systematisk støtte til en bred vifte af fornyelige energikilder, og der er intet i den tyske indsats, som ikke kunne have været gjort tilsvarende i Danmark. Men imens vores eftehånden længe siddende VK-regering kun langsomt er ved at vriste sig ud af Lomborgske og markedsmekanistiske rationalers forplumring af miljøproblematiken, der har Tyskland med Die Grünen i en rød-grøn regeringskoalition i samme periode haft en stærk politisk dynamo, som har været i stand til at implemetere et klart miljøperspektiv i den tyske energi- og ressourcepolitik og give det stærk genklang i befolkningen.

Laura Blue: Lessons From Germany, Time 27.04.2008.

Hovedstadsområdets pendlertrafik har i mange år været stadig stigende. Af de små kort ovenfor fremgår det således, at der i 2006 var i alt 114.000 mennesker, som pendlede til et arbejde i Hovedstadsområdet og 36.000, som pendlede den modsatte vej, fra Hovedstadsområdet ud i landet.

Henrik Toft Jensen skriver i Pendling – en livsform eller arbejdskraftens frie bevægelighed, at “der har været [en] stigning i pendlingen fra Region Sjælland til Region Hovedstaden med omk. 15% siden 1993. Der har været lidt større stigning på de længere distancer fra Slagelse, Ringsted og Holbæk end på de kortere som fra Roskilde Lejre og Køge. Pendlingen fra Sverige stiger imidlertid eksplosivt og er i oktober 2007 oppe på omk.14.000 pendlere”.

På det lille kort til højre kan man se, at grænsen for, hvor på Sjælland 10% af indbyggerne pendler ind til hovedstaden har flyttet sig markant fra 1982 til 2002 og nu omfatter hele det sydligste Sjælland og dele af Møn.

Den omfattende pendling opfattes ofte som en nødvendighed for et dynamisk arbejdsmarked. Men en meget stor del af regionens pendling foregår i privatbiler med stadig større pres på de københavnsk indfaldsveje og centrale bydele til følge.

Pendlertrafikken er således en af de store kilder til den danske CO₂-udledning. I en tid, hvor vi står med gigantiske klimaudfordringer og uacceptabelt høje niveauer af partikelforurening i byerne, er der derfor al mulig grund til at gentænke hele denne stadig større opsplitning mellem arbejde og bolig, som planlægningsmæssigt stammer fra en tidlig fase i industrialiseringen, hvor det meste af produktionen svinede og støjede, så det var hensigtsmæssigt at holde bolig og arbejdsplads hermetisk adskilte.

Læs mere »

Private pendlertrafik fylder hver morgen og aften de københavnske indfaldsveje til bristepunktet. Dette forpester byluften, giver lange ventetider i bilkøerne og medfører et uacceptabelt højt forbrug af fossile brændstoffer i en tid, hvor det er bydende nødvendigt at reducere vores CO₂-udslip radikalt, hvis vi skal lykkes at afbøde klimaforandringer.

På den baggrund er pendler.net et prisværdigt initiativ. Langt de fleste kører alene til og fra arbejde. Via pendler.net kan man finde pendlingspartnere, så man kan være flere om at køre i samme bil (de fleste biler har som bekendt fire komfortable sæder).

Pendler.net har eksisteret siden 1997 og har foreløbig 9.000 tilmeldte. Det er ikke ret mange i forhold til, hvor mange, som hver dag kører til og fra arbejde. Så giv dine kolleger et praj om muligheden. Pendler.nets flyer findes i større udgave nedenfor.

Læs mere »

Af artiklen Skindød jernbane genopstår i USA i Ingeniøren fremgår det, at godstransporten via jernbane i disse år er stigende i USA og godsbanenettet igen udbygges markant. Det er de højere brændstofudgifter, som driver udviklingen, og med den liberalistiske amerikanske økonomi giver det mere umiddelbart udslag end vi ser i de europæiske økonomier. Man regner med en 90% øget jernbanetransport i 2035.

Dette står i grel kontrast til forholdene i Europa, hvor lastbiltrafikken efterhånden er næsten enerådende, men frem for at prøve at flytte godstransporten fra landevejene til et integreret system, som i videst mulig omfang benytter sig af jernbane og flodtransport, har man netop har vedtaget en tre-årig forsøgsperiode med gigantiske 60 ton lastkøretøjer.

Baggrunden for de store køretøjer er CO₂-besparelser. Men trafikforsker Per Homan Jespersen fra RUC betvivler, at der er nogen CO₂-gevinster ved disse store køretøjer. Det kræver at de er helt fyldte, hvor lastkøretøjernes kapacitet i snit kun udnyttes med 40%. Hvis det også gælder for 60 ton-køretøjerne, vil der ikke være nogen CO₂-besparelser. Og hvis 60 ton-køretøjerne flytter godstrafik fra jernbanerne til landevejene, vil man tværtimod forårsage endnu højere CO₂-udledninger.

Læs mere »

I Brasílien har man siden den første oliekrise i 1972 satset målrettet på bioethanol, og al benzin er i dag iblandet 23% bioethanol. Ethanolen fremstilles af sukkerrør, som i stor udstrækning dyrkes på land, som er indvundet ved rydning af urskov i Amazon-bækkenet. Ifølge en tankevækkende artikel i The Independent, Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, er der sukkerrørsmarker så store som europæiske stater. Ifølge artiklen medfører fremstillingen af den sukkerørsbaserede bioethanol større CO₂-udledninger end det sparer i byernes trafik. Ikke mindst den årlige afbrænding af sukkerrørsmarkerne giver kolossale CO₂-udledninger. Brasílien har således uviklet sig til at blive en verdens fjerdestørste CO₂-udleder.

Dette er fuldstændig parallelt til en anden af de store producenter af biobrændstof, Indonesien, hvor en stærkt stigende efterspørgsel på biobrændstoffer til det europæiske marked har ført til en omfattende rydning af urskovsarealer. Indonesien er således på blot tre år gået fra at være verdens 21.-største CO₂-udleder til at være verdens tredje største CO₂-udleder, kun overgået af USA og Kina (se blog-indlægget: Biobrændstof en økologisk katastrofe).

Det er på den baggrund klædeligt, at vores klima- og energiminister ifølge Information i dag genovervejer den europæiske satsning på biobrændstoffer i lyset af, at det kan føre til omfattende hungersnød, hvis vores biler også i større udstrækning skal mættes af markernes afgrøder.

Vi bliver nødt til at indse, at det ikke bare er et spørgsmål om at omlægge til fornyelige ressourcer og så fortsætte ud ad motorvejen, men at vi er nødt til at forholde os meget præcist til vores samlede økologiske råderum. Vi danskere forbruger allerede, som havde vi rådighed over tre planeter. Hvis vi fremover skal dække vores nuværende transportforbrug med biobrændstof, vil det med de nu kendte produktionsteknikker til biobrændstof give en voldsom udvidelse af vores globale økologiske fodaftryk.

Daniel Howden: Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, The Independent 15.04.2008.

V og K splittet om biobenzin, Information 16.04.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Det bliver indimellem fremført, at vindmøllerne skæmmer de danske landskaber – og, ja vi behøver jo ikke at sætte dem op over alt. Men på mine mange togrejser til Nordjylland har det, når man først er kommet så langt nordpå, at vinden har godt tilløb fra Vesterhavets bonede gulv, været en fryd at se, hvordan der år for år er kommet stadig flere møller. Og efterhånden som møllerne er blevet større, er omløbshastigheden faldet, så de ikke mere virker uroligt piskende i blæsten, men står solidt i landskaberne.

Møllrene har en indre skønhed, eller måske blot en indre nødvendigheds skønhed, og vi kan ligeså godt først som sidst vænne os til at de hører til i vores landskaber, for på vore breddegrader er de en af de mest indlysende metoder til at høste vedvarende energi.

Jeg faldt lige over nedenstående fem-minutters video fra Elegant Technology af vindmøller majestætisk stående i landskabet. Der er ingen tekst, ingen tal, ingen formaninger, blot titlen: The Beauty of Windpower til musik af Grieg. Så den må stå som et søndagsbillede.

Læs mere »

Stod pludselig overfor 30 Steps to an oil free world på The Ecologist – de er fine at løbe igennem, hvis man søger inspiration til, hvordan vi kommer godt ud af det for klodens klima meget uheldsvangre afhængighedsforhold af olien.

De 30 skridt til en oliefri verden er delt i tre grupper, 10 for private, 10 for myndigheder og 10 for virksomheder. Men som individer har vi ikke bare 10 skridt at tage. Vi har samtidig gennem vores aktive forbrugsvalg og deltagelse i den demokratiske proces stor indflydelse på, hvad vores myndigheder foretager sig og vore virksomheder producerer. Ligeledes har både myndigheder og virksomheder muligheder for – og i forhold til klodens fremtid en forpligtelse til – at trække i den rigtige retning. Klimakrisen kan ikke først og fremmest løses af individer.

Som The Ecologist skriver i introduktionen til de 30 skridt, er vores afhængighed af olien ikke uafvendelig. Men vi har siden 2. verdenskrig fået os indrettet, så der direkte eller indirekte indgår olie i det meste, vi gør og omgiver os med, så et oliefrit samfund vil indebære justeringer i stort set alle dele af vores dagligdag.

I USA taler man meget om ‘peak oil’, det at den hastighed, hvormed vi opdager nye olieforekomster nu er lavere end den hastighed, hvormed vi forbruger olie, så selv hvis vi endte med ikke at begrænse brugen af fossile brændstoffer af klimahensyn, vil vi alligevel i løbet af få årtier stå med en udtalt oliemangel. Så måske vi skulle gemme det meste af det tilbageværende olie til de kommende generationer – ikke til afbrænding, men til de mange ting, man kan fremstille af olien.

Læs mere »