Strøtanker om bæredygtighed

I denne lille video giver Annie Leonard et tankevækkende rids af de sociale og økologiske konsekvenser af den lineære produktionsmåde, som præger vores tidsalder, fra råstofudvinding over produktion, salg og konsum til bortskaffelse. Det kan vi kort sagt gøre meget bedre i det 21. århundrede.

Når man for 4,99$ kan købe en lille grøn børneradio i et supermarked i USA med dele, som stammer fra mange kontinenter, er det fordi vi ikke betaler prisen – det den overfor kloden burde koste – påpeger Leonard: En stor del af udgiften ved et produkt er eksternaliseret. Hvis markedsmekanismerne skal bringes til at gøre andet end at nedslide kloden med stadig større hast og stimulere os få os til at handle ubæredygtigt, er det uomgængeligt vigtigt, at vi får alle udgifter til et produkt internaliseret.

Dette indebærer blandt andet, at prisen skal inkludere alle afledte miljø- og sundhedsudgifter i forbindelse med produktion og transport samt udgifter til fuld recirkulering. Så ville privatbilen blive dyrere at tage på arbejde i end bussen eller cyklen, den økologiske grøntsag ville blive billigere end den kunstgødede, cigaretterne have indbygget en afgift til hospitaler – kort sagt ville det blive meget dyrere at ødelægge, og meget billigere at handle bæredygtigt.

Leonard kommer langt omkring: “Hvad er meningen med en annonce ud over at gøre os utilfredse med, hvad vi har …” er blot et af mange fyndige udsagn, som kommer i hastig følge i den 20 minutter lange video. Det er en rå historie om klodens hastige konsum, men Leonard er begavet selskab, og tegneserieformatet gør det til at bære at tage fortællingen ind. Det ender da også med at der er en anden måde.

Læs mere »

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Nedenunder er der adgang til en række små video-sekvenser om Dongtan EcoCity, designet af det engelske ingeniørfirma Arup, som er blandt verdens ledende, når det gælder bæredygtig byudvikling. De to første klip viser små animationer af projektet, den tredje er et indslag om Dongtan fra BBC. Yderligere er der nederst en video produceret af Arup: Plausible Futures – en lille eftertanke om vore byers mulige fremtid og umuligheden af at fortsætte som hidtil.

Fra Arups hjemmeside er der yderligere adgang til fire små video-sekvenser, hvor Peter Head, leder af Arups sustainability-afdeling fortæller om ‘Cities & Urbanism’, ‘The Eco-City of Dongtan’, ‘Ecological Footprint’ og ‘Future Cities’.

Der er mere om Dongtan-projektet og firmaet Arup i blog-indlægget Dongtan EcoCity.

Læs mere »

Gareth Cane skriver på Terra Infina, en blog for en engelsk rådgivningsvirksomhed vedrørende industriel bæredygtighed, at han på et tidspunkt havde foreslået en kemisk virksomhed at bruge overskydende procesvarme til at opvarme væksthuse. Ideen var blevet entusiastisk modtaget, en gartner og en stor supermarkedskæde fundet som producent og aftager, og blot to år senere stod der pludselig 90.000 m² drivhuse, hvis 300.000 tomatplanter var i færd med at levere Englands første vinterdyrkede tomater.

Yderligere leder man overskydende CO₂ fra firmaets gødningsproduktion ind i drivhuset, således at CO₂-koncentration fordobles. Dette giver en øget produktion, samtidig med at omkring 12.500 ton CO₂ bliver absorberet i tomaterne frem for at blive ledt ud i atmosfæren. Hidtil har England været 100% afhængig af importerede tomater i vintersæsonen, så man regner med samtidig at have mindsket et transportbehov med 250.000 food miles.

Læs mere »

Solcellerne er i disse år i fokus, fordi den giver adgang til en CO₂-fri energiproduktion. Dr. Richard Swanson, en af solcelleindustriens pionerer, giver i videoen Solar PV: The Path From Niche to Mainstream Supplier of Clean Energy (se nedenfor) en times introduktion til solceller og deres udvikling fra de første prototyper til et produkt, som står overfor et omfattende kommercielt gennembrud. 

Danmark ligger meget nordligt, når det gælder solcellernes effektivitet – energitætheden er op imod 4 gange større når man kommer nærmere ækvator. Men i områder med blot lidt højere solintensitet nærmer solcelleproduceret energi sig hastigt konkurrencedygtige priser. Således er Tyskland og Spanien i dag verdens to største solcellelande.

Med videoen Solar PV: The Path From Niche to Mainstream Supplier of Clean Energy giver Swanson en førstehånds-beskrivelse af solcellens udvikling. Hvor de første skridt blev taget med stadig støtte fra NASA, er solceller i dag ved at være standardudstyr på japanske typehuse. Man ser solceller indbygget i tagsten, så de er fuldstændig integreret i det arkitektoniske udtryk, det største anlæg i dag er et 20 MW solcelle-anlæg i Spanien. Swansons forelæsning fandt sted ved PARC (Palo Alto Research Center) i april 2006, så det er en teknisk betonet forelæsning med masser af god information.

Læs mere »

Den tekniske side af en WordPress-blog er en verden for sig – og en imponerende en af slagsen, som bygger på open source og i tusindvis af menneskers små og store bidrag til et univers af enestående digital funktionalitet.

Denne blog er ikke stedet for den store tekniske forklaring, men der er adgang til langt mere information om WordPress på den internationale WordPress-side samt på det danske WordPress-forum.

En WordPress-opsætning har så at sige fire lag:

• WordPress – som udgør selve grundmotoren
• plugins – som tilføjer en yderligere funktionalitet
• temaet – som udgør den brugerflade, man som bruger møder, samt
• databaser – som indeholder tekster og billeder

Denne opbygning gør, at man med et enkelt klik kan skifte tema – og dermed fuldstændig ændre hjemmesidens udseende. Der findes tusindvis af temaer med hver deres særlige egenskaber. Strøtanker om bæredygtighed kører for eksempel på Skimmed Milk, et ganske minimalistisk tema, som er videreudviklet på basis af White as Milk.

Skimmed Milk er skabt ud fra et ideal om, at ord kan stå uden billeder – eller skriften så at sige udgør billedet. Jeg har derefter på baggrund af temaets sjældent vellykkede typografiske løsninger lavet nogle få små justeringer af temaet, så det bedre egner sig til integration af billeder.

Plugins er små (eller større) programstumper, som giver øget funktionalitet. Der findes i tusindvis af plugins for næsten ethvert behov, integration af Google kalendere, beskyttelse mod spam, generering af sitemaps, søgemaskine-optimering, billedvisninger, håndtering af mailing-lister, besøgstællere, for blot at nævne nogle få … og for eksempel findes der for den som gerne vil vide den slags et plugin, som automatisk generer nedenstående liste over, hvilke plugins, som lige nu er aktiveret på Strøtanker om bæredygtighed.

Læs mere »

Spiegel Online bragte 28.04. en billedserie om solkraftværker af CSP-typen (Concentrating Solar thermal Panels) med eksempler dels fra Californien, dels fra Spanien. Der er tale om gigantiske anlæg, hvor parabolsk formede flader, som drejer med solens gang over himlen dagen igennem fokuserer sollyset på et gennemgående vandrør. Det varme vand opsamles, hvorefter det kan drive en turbine, som producerer elektricitet. Det er ganske enkelt at opsamle det varme vand i et stort lager, så turbinerne kan producere i døgndrift.

Som man kan se af kortet til højre (klik for større udgave i billedgalleriet nedenfor) er solindstrålingen meget ulige fordelt – den er således 4-5 gange større over Sahara end i Danmark, som ligger for nordligt til, at CSP solkraftværker som de her viste er rentable. Men man kunne forestille sig et gigantisk energinet, som blev forsynet med jordvarme, vind- og vandkraft, sol- og bølgeenergi i forhold til, hvad der på et givet sted var mest rentabelt – i virkeligheden vores nuværende elnet, blot med den forskel, at kul, olie og plutonium er erstattet af vedvarende energikilder.

Læs mere »

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »

Ét er, at en seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, Henning Otte Hansen, kan mene, at Økologi er skidt for de sultende – det er i sig selv rystende og viser lidt om, hvor langt ind i vores vidensopbygning, det kemiske landbrugs livstruende tanke- og handlemåde er nået. Men at Politiken blot viderebringer den slags ureflekteret kan næsten kun være for at lokke frådende kommentarer frem – det har de i hvert fald fået i overmål (se kommentarer).

Efterfølgende har man da også bragt en artikel: Økologi kan fordoble fødevareproduktion, hvoraf det fremgår, at økologiske dyrkningsmetoder mange steder i U-landene ville kunne to- eller tredoble afgrøderne.

Læs mere »

New York Times bragte for en uges tid siden en meget læseværdig artikel af forfatteren Michael Pollan, Why Bother?, hvor han stiller sig spørgsmålet hvorfor?

Hvorfor forholde sig til klima-truslen? Hvorfor dog gøre noget ved ens livsstil, når der findes tusind gode undskyldninger for blot at fortsætte, som om klimaforandringer ikke er mit problem? Hvorfor begrænse sig, når millioner af nyrige kinesere og indere står klar som nye superforbrugere? Hvorfor påtage sig forandringer, når klimaforandringerne ikke kan stoppes alene af nok så velmenende borgere? Det kræver nye love, det kræver intelligente investeringer – men det formår heller ikke at vende billedet. Penge og politik kan intet udrette uden vi velmenende borgere.

Pollans pointe er, at det ikke bare nytter noget, men er bydende nødvendigt. 70% af økonomien er forvaltet af den enkelte forbruger, og først den dag vi sender entydige signaler til vores politikere om, at vi ønsker forandring, får vi en helhjertet indsats fra vore politikere.

I tråd med Pollans forfatterskab runder han Why Bother? af med, at noget af det, som virkelig nytter noget, er at dyrke blot en del af ens føde selv. Ikke blot vil det gøre noget nu meget CO₂-producerende CO₂-neutralt. Det vil være et vigtigt sindbillede for os på, at vores tilstedeværelse på kloden frem for begrænsninger kan være båret af vækst.

Michael Pollan: Why Bother?, New York Times 20.04.2008.

Blog-indlægget Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma rummer to videoer med Michael Pollan, hvor han fortæller om sine to seneste bøger.