Strøtanker om bæredygtighed

Teknologien findes: Gigantiske CO₂-støvsugere, som møjsommeligt suger atmosfærens luft igennem sig og filtrerer CO₂-en fra. Professor ved Columbia University Klaus Lackner har i mange år arbejdet med mulighederne, og i samarbejde med GRT, Global Research Technologies. Den her viste prototype skulle kunne absorbere omkring 90.000 ton pr. år. Der skal således 500-600 af slagsen til at opsuge bare den danske CO₂-udledning.

I en radioudsendelse fra NPR fortæller Klaus Lackner, at en filterflade på størrelse med en dør vil kunne absorbere en amerikaners nuværende CO₂-udledning på omkring 20 ton pr. år. Men selve filtreringsteknologien er ikke det svære. Ved at lade luften passere forbi filtre med bestemte stoffer, kan man absorbere op imod 30% af luftens CO₂-indhold. Problemerne kommer, når CO₂en skal samles, kondenseres, transporteres til og deponeres i egnede lagre. Det vil kræve ganske meget energi og teknologi at få den indsamlede CO₂ vel begravet langt under jordens overflade. Ifølge Lackner vil de store støvsugertårne kun udgøre omkring 20% af omkostningerne. Hvis man ellers beslutter sig for sådanne CO₂-støvsugere, vil de ikke blot poppe op overalt. Den sandsynlige placering vil være i store CO₂-farme i ørkener, hvor der dels er gode vindforhold, dels er gode lagringsmuligheder i områdets undergrund.¹

Stadig vil det ifølge Lackner bedre kunne svare sig at filtrere CO₂-produktionen ved kraftværker direkte ved kilden. Men for de store mængder CO₂, som produceres i små spredte enheder som biler, giver det god mening at absorbere direkte fra luften. Og først må vi først standse stigningerne i udledningerne, før vi kan begynde at sænke CO₂-koncentrationen. For at en teknologi som denne overhovedet vil blive realiseret, er vi ifølge Lackner nødt til at få en pris på CO₂. CO₂-støvsugerne er endnu på prototype-stadiet, men han forventer, at et systematisk udviklingsarbejde, hvor håndteringen af den indsamlede CO₂ kommer til at foregå med vedvarende energikilder, vil kunne få omkostningerne ned på 30$ pr. indsamlet og deponeret ton CO₂.¹ Ligesom vindmøllerne vil CO₂-støvsugerne gradvist vokse sig større, og 250.000 af disse enheder med en absorber-flade på 50×60 meter skulle kunne høste CO₂ svarende til den nuværende globale udledning på omkring 22 mia. ton pr. år.²

Læs mere »

I dag indfører Kina et forbud mod brug af gratis plasticposer i detailhandlen. Samtidig er der udstedt et forbud mod salg og brug af ultratynde (0,025 mm) plasticposer, bortset fra særlige situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarehygiejnen. Fremover vil det stadig være tilladt at fremstille og sælge kraftigere poser af nedbrydeligt plastic, som kan bruges igen og igen. Men i et dokument offentliggjort på en statslig hjemmeside omkring nytår, taler man om det ønskelige i at vende tilbage til en udstrakt brug af stofposer og indkøbskurve.

Plasticposer har fået en voldsom udbredelse i Kina i de sidste 15 år, og Kina bruger årligt 5 mio. ton (37 mio. tønder) råolie til plasticposer.¹ Plastic udgør således ifølge Men Xiaowei fra det kinesiske handelsministerium 3-5 % af det samlede affald, hvoraf langt det meste er plasticposer. “It is a ‘habit revolution,'” siger Men: “It will no doubt bring some inconveniences. However, to limit the use of plastic bags is to protect our entire environment.”²

Kampagnen for udfasningen af engangs-plasticposen kommer i forlængelse af et forbud sidste år mod engangs skumbakker, som blandt andet i stor udstrækning bruges til take away-mad. Og overtrædelser vil blive fulgt op med markante bøder.³

I et dansk supermarked kan man snart ikke købe ferskvarer uden både plasticovertræk og skumbakke. Noget af det har klart hygiejniske hensyn. Men kunne vi gennemføre noget tilsvarende i Danmark? Ikke uden en utrolig masse piveri og risiko for vælgerflugt på grund af upopulære beslutninger. På den led er kineserne en del tættere på en holdbar fremtid, end vi er.

Alex Pasternack: China Launches Crackdown on Plastic Bags, Treehugger.com 09.01.2008.¹

Ban on plastic bags draws mixed reaction, China Daily 30.05.2008.²

Retailers face big fines for violating plastic ban, China Daily 10.04.2008.³

Mark Magnier: Poking holes in China’s plan to ban plastic bags, Los Angeles Times 26.01.2008.

China bans free plastic shopping bags, International Herald Tribune 09.01.2008.

Wang Jingqiong: Bye to plastic bag full of trouble, China Daily 02.06.2008.

Li Jing: Daily lives getting greener, China Daily 10.11.2008.

Om sommeren, når solen dagen igennem bager ned over asfalten, kan den blive næsten ulidelig varm. Det hollandske firma Ooms Avenhorn Groep har derfor udviklet et system, hvor de mørke, varmeabsorberende asfaltflader ved hjælp af et system af indstøbte vandslanger bliver brugt som solfanger.

Første forsøg med teknikken blev etableret i Scharwoude i 2000, hvor et får boligkompleks med 70 lejligheder hovedparten af opvarmningsbehovet dækket fra 3.300 m² asfalt-solfanger lagt ud under 200 m vejbane og en lille parkeringsplads. For andre projekter er det kontorer, en hangar og et industrikompleks. Om sommeren kan man med det etablerede rørsystem dels køle bygningerne, dels trække varme fra asfalten ud i underjordiske varmelagre. Herfra kan varmen så hentes, når fyringssæsonen sætter ind. Ved i vinterperioden at sende det afkølede returvand tilbage i asfalten, kan man med det samme system hindre vejbanen i at nå under frysepunktet og dermed undgå isglatte gader, saltning og frostsprængninger af vejbelægningen.

Læs mere »

Den svenske regering har netop givet grønt lys for opførelsen af en gigantisk havvindmøllepark på Stora Middelgrund mellem Anholt og Kullen, i et område med 15-30 m vanddybde. Planerne er at opføre 108 vindmøller på hver 8 MWh. Navhøjden vil blive 127 m og med en vingediameter på 145 m vil møllernes vingespidser nå 200 m over havet.

Størrelsesmæssigt er der således tale om et kvantespring, idet de man indtil i dag kun har enkelte forsøgsmøller i størrelsesordenen 5-6 MWh, og de nu største møller i produktion er på 3 MWh. Møllerne på Middelgrunden ud for København er til sammenligning blot 2 MWh og møllerne på Lynetten 0,5 MWh. Der har da også været rejst tvivl, om man vil være i stand til som planlagt at få møllerne klar til 2011.

Møllerne kommer til at ligge helt op til den danske grænse – den røde linje på kortet, som krydser Stora Middelgrund. I dokumentationsmaterialet på Universal Winds hjemmeside kan man se billeder af vindmølleparken set fra fastlandet. Fra spidsen af Kullen regner man med, at sigtbarheden kun 40 dage om året vil være så god, at de kan ses (se billedet ovenfor). Til forskel fra landplaceringerne burde det således ikke give anledning til protester eller bekymringer om landskabsødelæggelser.

Læs mere »

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

Vores hjem er i løbet af de seneste årtier blevet fyldt med stadig flere elektriske apparater, og selvom jeg har prøvet at holde igen og indrettet mig uden TV, tørretumbler, opvaskemaskine og elektrisk tandbørste, så går der masser af elektronik på min tilværelse, og jeg ville nødig leve uden stereoanlæg, vaskemaskine og køleskab.

Jeg arbejder mest hjemme, og ikke mindst mit kontor bugner af elektronik: En bærbar, som er i gang 12-14 timer om dagen, to printere, en ekstra harddisk, et modem, en router, som er sat til døgnet rundt, og en masse ekstra, jeg tager frem efter behov, scanner, dias-projektorer, DAT-båndoptager, oplader til kamerabatterier. Selvom det er småting, bliver det til for min en-personers husstand 1.800 kWh (kilowatttimer) om året – et godt stykke over Elsparefondens mål på 1.000 kWh pr. person i klub 1000. Elsparefonden mener da også, at 1.500 kWh er et mere realistisk mål for aleneboende. Der går cirka samme strøm til køleskabet, komfuret og fjernsynet uanset om man er én eller flere.

Hvor det er umiddelbart forståeligt, at de elektriske apparater bruger strøm, når vi bruger den, er det let at glemme, at de fleste af dem bruger strøm, så længe de er sat til. Den eksterne harddisk har en lille blå pære, som lyser selv når den er i dvaletilstand, printeren står klar til at printe selv når computeren er slukket og jeg er over alle bjerge, computerens oplader bruger en lille smule strøm, selv når den er færdig med at oplade.

Jesper Stein Sandal har i artiklen: Så meget strøm bruger dit pc-udstyr, testet, hvor de skjulte strømtyve var på hans kontor. Et TV med billedrør bruger 80 W, en PC (han har checket 2 forskellige) brugte 88-130 W med spidsbelastninger oppe på 164 W. Heroverfor bruger en bærbar 21-34 W eller rundt regnet en fjerdedel (se listen nedenfor). Men hans modem bruger konstant 5 W, og routeren, den trådløse telefon, inkjet-printeren og opladerne til mobilen og til det digitale kamera bruger tilsvarende hver 1-3 W blot ved at være sluttet til. Alt i alt bliver det over tid til et markant strømforbrug.

Læs mere »

I går under en debat i Nordisk Råds regi mellem klimaminister Connie Hedegaard og energiordfører for SF Anne Grete Holmsgaard fortalte klimaministeren, at hun havde siddet en hel aften og formiddag og talt med Sir Nicholas Stern, hovedforfatteren bag (The) Stern Review Report on the Economics of Climate Change – og man kunne mærke, at hun tog hans anbefalinger virkelig alvorligt.

Stern-rapporten, som kom i 2006, konkluderede ud fra økonomiske analyser af omkostningerne ved klimaforandringerne, at vi er nødt til at gøre noget ganske radikalt for at nedbringe CO₂-udledningerne hurtigt, at det er betaleligt, hvis vi får fingeren ud, og at det er jo billigere, jo hurtigere vi kommer i gang med den nødvendige omstilling – eller omvendt, det bliver jo dyrere og konsekvenserne jo sværere at afbøde, jo mere vi smøler.

I det korte executive summary hedder det side vii: “The costs of stabilising the climate are significant but manageable; delay would be dangerous and much more costly.”

Stern-rapporten anslår prisen for ikke at handle til at være et tab i størrelsesordenen 5% af verdens BNP pr. år, som på sigt vil stige til 20% af BNP pr år. Hvis vi i et tankeeksperiment ser nogle hundrede år frem i en verden, som ikke fik sig taget sammen til at handle i tide, så har vi måske fået subtropisk klima i Danmark, men havstigningen efter smeltede ismassiver er irreversibel, så kystbyerne har en for en måttet opgives og den del af Danmark, som ligger oven vande, skrumper år for år.

I en artikel i Information, Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, skriver Jørgen Steen Nielsen, at Stern siden den første Stern-rapport er blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at få bremset hurtigt op. Var vi blot startet for 20 år siden, havde det været langt enklere at nå at vende kurven inden 450 ppm, end det er i dag.

Hans bud er nu, at hele verden omkring midten af dette århundrede skal være nede på 2 ton pr. person, og på bare lidt længere sigt skal vi ned på 1 ton pr. person.¹

2 ton CO₂ pr. indbygger vil i praksis sige en verden, som ser ganske anderledes ud end i dag. Det giver ikke plads til store mængder cement og nybyggeri – vi må blive bedre til ikke bare genbrug, men til at bruge det vi har bedre. Det nuværende marked, hvor produkter og råvarer typisk transporteres i tusindvis af km, og nogle gange i titusindvis af km, før de forbruges, må omstruktureres kraftigt. Vores mad bil blive mere lokal og årstidsbestemt, og det nuværende kødforbrug, som giver meget store mængder af drivhusgasser, er reduceret – måske vi får kød én gang om ugen.

En af de virkelig svære bliver at vænne den rige del af verden af med at flyve til og fra alt. Flyvning bliver igen ikke bare er noget man gør i tide og utide – en oversøisk returbillet kan udlede mere end 10 ton CO₂. Så en sådan ferie bruger hele ens klimakvote i fem år.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Stern-rapporten, men for de interesserede har jeg kopieret links til den online udgave ind nedenfor. Rapporten omfatter i alt 700 sider.

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.¹

Læs mere »

Normalt bladrer jeg skyndsomst forbi bilstoffet. Men en artikel i går i den irske avis Independent fangede min opmærksomhed: Car makers’ eco-friendly claims dismissed as a ‘gimmick’. Artiklen baserer sig på en test af otte biler med erklæret grøn profil i det engelske bilmagasin Auto Express.

Brændstoføkonomi og CO₂-udledninger pr. kørt kilometer er blevet vigtige salgsparametre, hvilket man kan se af bilernes tilnavne: ECOnetic, Greenline, Bluemotion, Ecomotive, Spirit og Hybrid. De undersøgte biler fører sig da også frem med fornemme specifikationer, som giver håb om, at vi ikke helt må opgive bilen for ikke at opgive klimaet.

Men ifølge den engelske test ligger de faktisk målte CO₂-udledninger markant højere end det, man kan læse i bilens specifikationer, for flere af bilerne omkring 50% højere. Tilsvarende ligger det opgivne antal mpg (miles pr. gallon) op til 50% højere end hvad man kom frem til i testkørslerne. For eksempel Honda Civic Hybrid ES, som går for at være en meget miljøvenlig bil, havde i testen en CO₂-udledning på 171 g/km, hvor det i specifikationerne hedder 109 g/km. Og med blot 38,2 mpg overfor de oplyste 61,4 mpg levede bilen slet ikke op til den præsenterede brændstoføkonomi.

Dette er særdeles uheldigt. Ikke bare er det plat og svindel overfor de mennesker, som har købt og betalt ekstra for en bil de troede gjorde en forskel overfor miljøet. Det er et sjældent kedeligt eksempel på den ‘greenwashing’ og miljø-branding af produkter, som i disse år finder sted i stor udstrækning, hvor der ofte er et gabende svælg mellem, hvor grønt et produkt bliver markedsført, og hvor grønt, det i virkeligheden er.

Jeg har kopieret en oversigt over testresultaterne ind nedenfor.

Læs mere »

“Hva’ ka’ vi li? Ren energi” … stemningen var løftet under dagens demonstration for at vi alle, og ikke mindst vore politikere, tager alvorligt fat på at løse klimaproblemerne NU!

Vidunderligt at se de gule førertrøjer i spidsen for en dopingfri klode (læs: uden fossile brændstoffer) i et felt, hvor vi alle kunne følge med – hvor vi alle er nødt til at følge med.

[nggallery id=119]

. 
Demonstrationen startede på Kongens Nytorv med musik ved Sea of Tranquility, som fremmanede billeder af en febervarm klode med kælvende isbjerger, samt taler ved Jean-Francois Corbett fra Klimabevægelsen og Knud Andersen fra Levende Hav, som blandt andet sagde:

“I Danmark har vi et folketingsflertal, som tror, at man kan snakke sig fra realiteterne. Siden valget er der intet reelt sket for at nedsætte drivhusgasserne. Der er oprettet forsinkende elitære udvalg, som skal snakke sig frem til, hvad der skal gøres. Dette sker alt imens, at uledningerne af drivhusgasserne stiger. Det er som om, at man vil gøre imødegåelsen af klimaændringerne til en sag for erhvervslivet og en gruppe specialister, som kan fare verden rundt på de bonede gulve uden, at folket inddrages.

Imens giver man befolkningen indtrykket af, at klimatruslen kan klares ved nogle småjusteringer af energiforbruget og lidt alternativ energi. Men det er løgn! Hvis vi skal bjærge verden uden om det frygtede ‘klimakollaps’, så forestår der en grundlæggende værdikamp – ja, en kulturrevolution!”

Derefter gik turen mod Rådhuspladsen, hvor der var flere taler og musikalske indslag – se video-reportage nedenfor.

Læs mere »